Elever og studerende har i lang tid kritiseret den borgerlige regerings politik på uddannelsesområdet. Utallige demonstrationer og aktionsdage er løbet af stabelen de sidste par år. Det er ikke helt forkert at sige at elever og studerendes protestbevægelse har været den stærkeste opposition til regeringen, forstået på den måde at det har været den bevægelse som har samlet flest mennesker i en klar, samlet kamp mod en del af regeringens politik. Ydermere har bevægelsens krav vagt genklang i store dele af arbejderklassen.

Dette skulle man tro var noget som oppositionen snildt kunne bruge til dens fordel og dermed vinde en masse respekt og vende de dårlige meningsmålinger. Men det har været slående hvor lidt oppositionen har brugt denne bevægelse. Kun sporadisk har man hørt kritik fra arbejderpartiernes ledere af nedskæringerne på uddannelsesområdet, men en offensiv kampagne der gennemgående afslører de borgerliges dobbeltmoral og fremviser et ægte alternativ, det har man måttet vente forgæves på.

STOP-NU bevægelsen gik, under den store bevægelse i efteråret, ind i en polemik med undervisningsministeren om de tal som bevægelsen brugte til at påvise nedskæringer i uddannelsessystemet. Undervisningsministeren beskyldte eleverne for at ”være blevet ført bag lyset” af arbejderbevægelsens erhvervsråd (som var den kilde bevægelsen hentede deres tal fra). Dette besvarede STOP-NU bevægelsen med at igangsætte en uvildig undersøgelse som skulle vise om hvorvidt der er skåret ned. Undersøgelsen blev finansieret af indsamlinger iblandt elever selv.

Igangsættelsen af undersøgelsen var i sig selv et defensivt træk. Når tusinder af elever og studerende går til demonstration, gør de det ikke for sjov. De gør det fordi de kan mærke at forholdene på skolerne er blevet forringet. Det er dem som er brugerne og det er dem der ved det bedst. At igangsætte en undersøgelse, er lige præcis at gå ind på ministerens boldbane – at reducere det hele til en diskussion om tal, i stedet for at presse på for at kravene imødekommes.

IFKA – Institut for Konjunkturanalyse – var det analyseinstitut som STOP-NU bestilte til at lave den uvildige undersøgelse. Men selvom IFKA ellers havde lovet at analysen skulle afleveres til kunden i Januar, nægtede man efter Fogh’s udskrivelse af valget, at overholde aftalen.
STOP-NU kaldte dette træk for ”udemokratisk”. Flere politikere, bl.a. SF og Socialdemokratiets ledere, kritiserede også hemmeligholdelsen af rapporten. Politiken omtalte denne hemmeligholdelse Derpå valgte STOP-NU at offentliggøre de foreløbige tal de havde fået fra IFKA og dette spredte sig i medierne igennem Ritzau.
Søndag eftermiddag valgte IFKA således at offentliggøre det foreløbige resultat af analysen.

Ifølge Politiken er der bl.a. observeret følgende:
”IFKA’s tal viser – ligesom Undervisningsministeriets egne tal – at udgiften per folkeskoleelev er faldet med 311 kr. for hver elev fra 2002 til 2003. Men udgiften er højere end i 2001. Det har fået flere ministre til at erklære, udgiften per elev er steget under VK-regeringen.

Men udgifterne i 2002 er et resultat af SR-regeringens økonomiske aftale med kommunerne fra før regeringsskiftet i 2001, og det fremgår klart af VK-regeringens kommuneaftale for 2005, at ambitionen er faldende udgifter per elev.

Det erkender undervisningsminister Ulla Tørnæs (V). Til Ritzau siger hun:

»Vi er i dag i en situation, hvor elevtallet stiger i folkeskolen, og det er klart, at udgiften til den 19. elev i klassen er mindre end gennemsnitsprisen per elev, fordi der ikke skal nye lærere, skoleledere og pedeller til«.

Ulla Tørnæs understreger, at det ikke betyder, at kvaliteten i folkeskolen falder.

IFKA’s undersøgelse viser også, at gennemsnitsudgiften per elev er faldet fra 2002 til 2003 på det almene gymnasium og på efterskolerne. Men den er steget på de frie grundskoler og på erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

På flere af uddannelserne er der dog lagt op til besparelser i 2004, hvor de endelige regnskabstal endnu ikke foreligger.”

Dette understreger altså igen, sort på hvidt, det som de fleste var ganske godt klar over: At den borgerlige regering har lavet nedskæringer på uddannelsessystemet, især på folkeskolen. Dette hænger bl.a. sammen med den politik som man har ført overfor amter og kommuner, hvor man har strammet deres økonomiske rammer ind, så de er blevet nød til at spare. Dette har ført til større klassekvotienter, mere brugerbetaling, manglende renovering, dårlige og slidte lokaler og materialer.

Dette burde være den ideelle årsag til at kræve en ny regering der virkelig arbejder for at forny uddannelsessystemet og skabe forbedringer. Men hverken STOP-NU, eller DGS – gymnasieelevernes organisation som er en af de ledende kræfter i førstnævnte – har i sinde at kæmpe for at vælte den borgerlige regering.
De materialer som STOP-NU har produceret ifbm. valgkampen siger bare ”stem velfærd” og taler om at fremføre ungdommens krav. Det er selvfølgelig meget godt at man fremfører ungdommens krav, men man må sige at det er en smule underligt at man så ikke drager nogen konklusion og forklarer hvem der bedst kan sikre uddannelse til alle. Og det er meget abstrakt at sige at man skal ”stemme på velfærd” – de fleste af politikerne siger jo at de kæmper for velfærd – så hvad betyder det slogan egentligt?

Man må sige tingene klart og ærligt: Den borgerlige regering er DUMPET! Den har ikke skabt nogen rigtige forbedringer for elever og studerende eller for den danske arbejderklasse. Der er brug for en NY regering – men også for en ny politik. Dette kan kun ske hvis vi kæmper for en arbejderregering på et socialistisk program, og et vigtigt krav til en sådan, må være at folkeskolen og hele uddannelsessystemet genopbygges, bl.a. udfra følgende målsætninger:

• Praktikpladser til alle der vil i lære – nej til alle forringelser af SKP
• For en lærlingeuddannelse med kvalitet, under fagforeningernes demokratiske kontrol.
• 24 i klasserne på ungdomsuddannelserne nu og gradvis sænkning af klassekvotienterne.
• Nej til alle former for selveje af gymnasierne – gymnasierne må ind under staten.
• Elever og studerende ind under arbejdsmiljøloven.
• Nej til alle former for brugerbetaling i det danske uddannelsessystem.
• For fri adgang til alle videregående uddannelser – nej til afvikling af kvote 2.
• For demokrati på universiteterne – nej til yderligere indblanding fra erhvervslivet!
• Uddannelse for livet – ikke for erhvervslivet!