Dette dokument blev vedtaget på et møde i august 2004, hvor omkring 300 marxister fra 26 lande, inklusiv Venezuela og Cuba, deltog for at diskutere verdenssituationen og marxisternes opgaver.
Hele historien er en proces hvor modsætninger langsomt ophobes, indtil de til sidst når et kritisk punkt, hvor kvantitet omdannes til kvalitet. Dialektikkens opgave er at fastslå, hvornår sådanne kritiske punkter opstår. I de sidste 10 eller 20 år er der blevet ophobet masser af modsætninger på verdensplan. Nu ser vi resultaterne. Ikke siden 1945 har vi i verdenshistorien set så enorme krampetrækninger på alle niveauer: økonomiske, sociale, diplomatiske og politiske. Aldrig før har vi set det kapitalistiske systems modsætninger komme så klart til udtryk over hele kloden.
Den nuværende verdenssituation ligner det, der inden for fysikken kaldes en kritisk tilstand, hvor partikler udsættes for de største svingninger. Dette skaber visse vanskeligheder for perspektiver, der i den foregående periode var mere forudsigelige. Ligesom det er relativt let at forudsige en væskes strømretning under normale forhold, men svært at forudsige udfaldet af turbulens, således kan verdenssituationen – når den balancerer på randen af kaos – også komme med alle mulige overraskelser, både for den herskende klasse og for marxisterne.
Den kritiske tilstand i fysikken kan demonstreres ved et simpelt eksperiment, hvor man udløser et skred bare ved at lægge ét enkelt sandkorn til en bunke sand. Ved det kritiske punkt kan en hvilken som helst tilfældig faktor udløse en seriøs krise. Dette kaldes i moderne fysik for et “uligevægtssystem”. Udtrykket beskriver meget godt den nuværende verdenssituation. Det er en helt fundamental beskrivelse af den historiske epoke, som vi er på vej igennem. Det er dette, der er bestemmende for vores analyse – ikke den ene eller den anden tilfældige begivenhed. Det er nødvendigt at se ud over de umiddelbare enkeltheder og lede efter de dybereliggende historiske processer.
Der er visse historiske perioder, hvor det lader til, at der ikke sker ret meget. I et langt stykke tid efter anden verdenskrig havde det kapitalistiske system held til at etablere en relativ og midlertidig ligevægt. Delingen af verden mellem det mægtige stalinistiske Rusland og den amerikanske imperialisme førte til en fastfrysning af de internationale forhold i en hel historisk periode. Samtidig førte den lange periode med kapitalistisk opsving til en nedgang i spændingerne mellem klasserne, i hvert fald i de fremskredne kapitalistiske lande. Revolutionen var taget af dagsordenen i årtier, selvom der selv på dette stadie var revolutionen i Frankrig i maj 1968. Men nu er hele processen vendt fuldstændig op og ned.
Disse bemærkninger gælder selvfølgelig de fremskredne kapitalistiske lande i Europa, Japan og USA. For de to-tredje dele af verdens befolkning, der lever i de uudviklede lande, har der aldrig været noget pusterum. Det var en periode med næsten uafbrudte omvæltninger, krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Men for de udviklede kapitalistiske lande var dette ikke tilfældet. I lang tid var konflikterne og spændingerne gemt under overfladen. Arbejderklassen blev holdt hen i passivitet. Men nu er den gamle ligevægt blevet forstyrret. De skjulte kræfter er begyndt at sætte sig igennem.
Hvad er det væsentligste træk ved verdenssituationen? Det er netop nedbrydningen af den gamle stabilitet, den voldsomme forstyrrelse af den gamle ligevægt overalt. I stedet ser vi en kolossal ustabilitet helt uden sidestykke og omskiftelighed på alle niveauer, uanset hvor vi kigger hen. Dette er den mest ustabile periode efter 1945. I stedet for vækst, fuld beskæftigelse og fremgang er der krise, voksende arbejdsløshed og nedskæringer i levestandarden, selv i de rigeste lande. Kløften mellem rig og fattig vokser konstant, og den økonomiske magt bliver koncentreret på færre og færre hænder.
Væk er den gamle sikkerhed, den “amerikanske drøm”, overbevisningen om, at i morgen bliver bedre end i dag, ligesom i dag var bedre end i går. I de fremskredne kapitalistiske lande bliver den nuværende generation den første siden 1945, der vil opleve ringere levestandard og arbejdsforhold end deres forældre. Forholdet mellem klasserne er mere og mere anstrengt og ustabilt. I takt med at den virkelige situation gør indtryk på massernes bevidsthed, vil scenen blive sat for en eksplosion i klassekampen overalt. Det er sandt, at bevidstheden halter efter begivenhederne, men den vil indhente dem med et brag. Det er essensen af en revolution.
Den gamle ligevægt er blevet ødelagt, ikke bare mellem klasserne, men også mellem landene. Ikke siden 1945 har verdenssituationen været så forstyrret og kaotisk. Forholdet mellem magterne bliver stadig mere anstrengt, og USA’s ambitioner om verdensherredømme fører til den ene krig efter den anden. Irak-krigen var ikke et uheld, men udtryk for en generel tendens. Den har alle mulige følger for den generelle situation i Mellemøsten og på verdensplan.
Vi forklarede dette for lang tid siden, da alle andre tendenser var dybt fortvivlede over massernes tilsyneladende apati. Vi forklarede, at under den tilsyneladende rolige overflade skete der en stille ophobning af bitterhed, vrede, frustration og fortvivlelse. Det var det, Trotskij mente, da han snakkede om den socialistiske revolutions molekylære proces. Når situationen når det kritiske punkt, er der en tendens til voksende ustabilitet og turbulens, som kan blive sat i skred af selv den mindste forandring.
Ustabilitet er indbygget i selve situationen. Forandringer, der i en anden situation ikke ville have nogen videre virkning, sætter nu gang i kolossale omvæltninger. Disse forandringer kan være af økonomisk, politisk eller militær art. Men i alle tilfælde er virkningerne altid ude af proportioner til årsagerne. Den ikke-dialektiske tankegang, der altid skøjter hen over begivenhedernes overflade uden nogensinde at ane de dybereliggende lovmæssigheder, søger forklaringer i den ene eller den anden tilfælde faktor – Georges Bush’s handlinger, bin Ladens sindssyge osv. Disse individuelle faktorer spiller utvivlsomt en rolle, men den dybere årsag er, at det kapitalistiske system på verdensplan har nået sine grænser og er ved at gå til under vægten af sine indbyggede modsætninger, den private ejendomsret og nationalstaten.
De fundamentale modsætninger kommer mest synligt til udtryk, når der bryder krige ud, som krigen i Irak og invasionen af Afghanistan. Her ser vi, hvordan en militær begivenhed øjeblikkeligt satte gang i en kæde af reaktioner, der ikke var forudset af dens ophavsmænd. Selv før de første skud var affyret i Irak, var der enorme protestdemonstrationer i London, Washington, Rom og Madrid. I London alene var der 2 millioner på gaden og i Spanien 6 millioner. Hvordan forklarer vi dette? Bestemt ikke med organisatorernes dygtighed – de var mere overraskede over resultaterne end nogen andre. Den eneste mulige forklaring er eksistensen af en dyb og udbredt utilfredshed blandt størstedelen af befolkninger, der bare ventede på en måde til at kunne udtrykke sig selv på.
Den nuværende periodes krampagtige karakter er ikke et tilfælde. Det er blot udtryk for den kendsgerning, at det kapitalistiske system på verdensplan har opbrugt sit potentiale som en historisk progressiv kraft. Udviklingen af produktivkræfterne, der opnåede imponerende resultater i perioden 1945-74, bliver nu holdt tilbage af den private ejendomsret og nationalstatens begrænsninger. Disse udgør nu hovedbarrieren på vejen til menneskeligt fremskridt. Den fremtidige udvikling af den menneskelige race afhænger af, at disse uhyrlige barrierer fejes af vejen, og der dannes et harmonisk og rationelt økonomisk system på basis af verdenssocialismen.
Pludselige og voldsomme ændringer er indbygget i situationen. Hvis der nogen sinde har været et tidspunkt, hvor rutinisme har været udelukket, så er det nu. I sådanne perioder er det nødvendigt at forvente det uventede! Begivenhederne den 11. september var et eksempel på uundgåeligheden af sådanne pludselige og voldsomme forandringer. Resultaterne af den konkrete handling var, som vi forudså det, reaktionære. Men den fremtidige revolutionære udviklings frø bliver også sået, selv af begivenheder som disse. Pendulet kan svinge hurtigt fra venstre til højre og tilbage igen, og åbne op for store muligheder for den revolutionære tendens på verdensplan, forudsat er vi er i stand til at gribe dem. Dette er ikke tiden til at være skeptisk og vente på begivenhederne. Vi må være forberedte – og vi må forberede andre – på de store begivenheder, der står foran os.
Verdensøkonomien
Lenin sagde, at politik er koncentreret økonomi. Verdensøkonomiens luner vil komme til udtryk i alle klassers psykologi, begyndende med den herskende klasse. Sindsstemningen hos kapitalens talsmænd svinger mellem vild optimisme og dyb depression. Disse humørsvingninger er i sig selv et udtryk for den generelle ustabilitet. I øjeblikket taler borgerskabet og dets økonomiske talsmænd optimistisk om en nært forestående bedring i verdensøkonomien. Der kan selvfølgelig ikke være nogen tvivl om, at der på et tidspunkt vil ske en vis bedring. Der kan aldrig komme nogen endelig krise for kapitalismen. Historien viser, at kapitalismen altid kan komme ud af selv de dybeste kriser. Den vil ikke kollapse af sig selv, men må omvæltes af arbejderklassens bevidste bevægelse.
Ikke desto mindre er der en stor del ønsketænkning i borgerskabets optimistiske erklæringer. De kan ikke skjule den kendsgerning, at alle de smukke drømme, de havde i 1990’erne om at eliminere opsving-krise-cyklussen, er fordampet og har efterladt nogle ubehagelige tømmermænd. Verdens kapitalistiske ledere overvejer deres økonomiske fremtid. Der er ikke meget tegn på nogen som helst økonomisk opgang i det stagnerende kontinentale Europa eller Japan.
USA og Englands økonomier vokser på nuværende tidspunkt med 3-4 % om året, mens Europas store kapitalistiske økonomier og Japan har svært ved at nå 2 %. Arbejdsløsheden er – ifølge de officielle tal, der underdriver den virkelige situation – på 5 % i USA og England, mens den er det dobbelte i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien, og på rekordhøjt niveau i Japan. Og nu er der fare for, at rekordhøje oliepriser kan sætte en stopper for det korte asiatiske økonomiske opsving, og skubbe Kina og Japan ud i økonomisk nedgang.
Den vækst, der er, er hovedsageligt koncentreret i ét land – USA – og selv der er den hovedsageligt begrænset til forbrugsområdet. Selv i USA er symptomerne modsigende, på trods af bedringen. Beviserne for en betydelig bedring i de produktive investeringer – den virkelige drivkraft i ethvert opsving – er stadig ikke tilstrækkelige. Dette er nært forbundet med spørgsmålet om profitabilitet. Kapitalisterne forsøger desperat at genoprette profitraten på bekostning af arbejderklassen. Den nuværende “bedring” i USA følges af stigende arbejdsløshed, med yderligere nedskæringer, fabriksnedlæggelse, fyringer og reduktioner. For det store flertal af amerikanere føles det overhovedet ikke som et opsving. Nu er det amerikanske borgerskab igen begyndt at bekymre sig for faren for inflation – især den høje oliepris, der truer bedringen.
I den seneste rapport fra den amerikanske regerings Bureau of Census afsløres det, at under George Bush er antallet af amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen, steget med næsten 1,5 mio. i 2003, det tredje år i træk med en stigning. Nu lever næsten 36 mio. amerikanere i fattigdom (defineret meget snævert af Bureauet: man skal være decideret ludfattig for at komme i den kategori, dvs. man må højst have 6.000 $ om året). Det svarer til 12,5 % af befolkningen. Børnefattigdommen er endnu værre. 13 mio. amerikanske børn lever i fattigdom, eller 17,6 % af alle børn – en stigning fra 16,7%. Selv med Bureauets definition er disse fattigdomstal ikke bedre end i de sene 1960’ere.
For at kunne vurdere tingenes virkelige tilstand er det nødvendigt at ty til en historisk parallel. Nu om dage begynder borgerskabet at juble højlydt, hvis det får en vækstrate på tre procent. Men historisk set er dette ekstremt lavt. Lad os se på tallene for væksten i BNP (bruttonationalprodukt) i de fremskredne kapitalistiske lande i de ti år op til den første efterkrigsnedgang i 1973:
Japan 146 %
Canada 69 %
Frankrig 69 %
Italien 58 %
Vesttyskland 54 %
USA 48 %
OECD 63 %
Ud fra disse tal kan vi se, at i opsvingsperioden var den gennemsnitlige årlige vækst i OECD på 5 %, hvilket er mere end dobbelt så meget som det, de nu sigter efter (uden meget held), mens Japan faktisk opnåede en årlig vækstrate på over 9,4 %.
Alle de foranstaltninger, som de japanske kapitalister har afprøvet under pres fra Washington, har ikke formået at skabe den ønskede effekt. Dette er et klart svar til keynesianisterne i arbejderbevægelsen, der tror, at vejen ud af krisen er at stimulere økonomien ved at øge det offentlige forbrug. Japan har reelt ført en keynesianistisk politik i det meste af den sidste periode. De lancerede det største program for offentligt forbrug siden 1945. Det japanske borgerskab satte sig ud over alle forsigtighedshensyn. Hvad var resultatet? De kastede den japanske økonomi ud i gæld ved at vende et budgetoverskud på 1,4 % af BNP i 2000 til et underskud på 4,6 % af BNP i 2003. Og det har ikke garanteret en stabil langsigtet vækst.
Verdensøkonomiens sygelige tilstand viser sig i den globale tendens til deflation. I de første to kvartaler af 2003 var G7-landenes nominelle BNP-vækst kun 2 % (på årsbasis). Selv denne vækst bliver kun opretholdt af det amerikanske forbrug, som forøges med 3 % om året, i forhold til 1,8 % i Japan og 0,8 % i Tyskland. Væksten i EU har været endnu langsommere end i Japan de sidste tre år. Forbrugernes tillid i Italien og Belgien er faldet til det laveste niveau i henholdsvis 9 og 10 år. I Holland står den på det laveste niveau siden 1958. Prognosen for væksten i EU er 0,75 %.
USA og verden
De amerikanske kapitalister har formået at holde næsen oven vande ved at bruge deres særlige position og deres enorme økonomiske og finansielle magt. Men fra et strengt borgerligt standpunkt har den amerikanske kapitalisme opført sig uforsvarligt. Ved at forsøge at undgå en krise har den skabt en hel række nye modsætninger og skævvridninger, der med tiden kan underminere hele det verdenshandelssystem, som med megen møje blev opbygget efter anden verdenskrig. Det udgør en enorm fare for verdenskapitalismen. Men den dominerende gruppe i Washington bekymrer sig ikke om dette. De er nogle kortsynede pengepugere, der kun koncentrerer sig om amerikanske interesser. Deres parole er: “Hvad der er godt for USA, er godt for verden”. Uheldigvis er det ikke nødvendigvis tilfældet.
Til syvende og sidst er kapitalismens krise en overproduktionskrise (udtrykt som overkapacitet). Krisen forværres af gæld og underskud, men det er ikke det, der er årsagen – det er kun symptomer på det underliggende problem. For at løse det nuværende budgetunderskud må USA importere mindre og eksportere mere. Men under de nuværende forhold bringer det USA i konflikt med resten af verden. Hvis det nuværende opsving i den amerikanske økonomi skal fastholdes, må det ske ved at finde nye markeder for de amerikanske produkter. Det kan kun ske på bekostning af Asien og Europa. Hvis en stigende efterspørgsel i USA kun forøger importen fra resten af verden, vil det være meget skadeligt, set med de amerikanske kapitalisters øjne.
En bedring baseret på voksende efterspørgsel hos forbrugerne er ikke en sund økonomisk fremgang. På trods af de høje vækstrater, der er blevet målt, viser den amerikanske økonomis underliggende sygdom sig i den konstant høje arbejdsløshed. Det har givet næring til en protektionistisk lobby, der forlanger tiltag, der kan forsvare amerikansk industri mod udenlandsk konkurrence, særligt fra Kina, der har et stort handelsoverskud med USA, som svarer til ca. halvdelen af USA’s totale underskud. Denne situation skaber stigende spændinger mellem Kina og USA. Men det påvirker ikke kun Kina. Taiwan, Sydkorea og andre asiatiske økonomier er også vokset på bekostning af USA, fordi de bevidst har holdt deres valutaer på et lavt niveau.
I de sidste tre år er 3 millioner job i den amerikanske fremstillingsindustri gået tabt – næsten hvert sjette i den sektor. En faldende dollar er en måde at øge konkurrenceevnen for amerikansk eksport på. Med andre ord er det et middel til at eksportere arbejdsløshed til Europa og Japan. Det vil lægge et stadig større pres på Europa og øge spændingerne mellem Europa og USA. En svagere dollar vil utvivlsomt hjælpe den amerikanske eksport, men på bekostning af Europa, Kina og Japan. Det vil forværre de sociale spændinger og øge klassekampen i disse lande. Men det er ligegyldigt for de amerikanske kapitalister, der højlydt kræver handling mod Kina og andre konkurrenter på verdensmarkedet. Det er et tegn på, hvor dyb krisen er på verdensplan.
Kinas økonomi er vokset hurtigt, meget hurtigere end resten af verden. Det er en kæmpe, og i fremtiden vil Kina utvivlsomt spille en nøglerolle i verdenshistorien. Hvad angår verdensøkonomien, har Kina spillet den rolle, som Vesten engang troede, at Rusland ville spille. På trods af anklagerne om, at Kina har nydt godt af sin eksport til USA og andre markeder, er Kinas import faktisk vokset hurtigere end eksporten – 40 % om året mod omkring 30%. Men det imponerer ikke USA, der har et stort handelsunderskud med Kina. Faktisk er USA’s underskud med Kina større end dets underskud med Japan. Den kinesiske valuta, yuan’en, er bundet til dollaren og har siden 1994 ligget fast på 8,3=1$. Kineserne blev først rost for dette. Nu siges det, at yuan’en ligger op til 56 % for lavt, og Kina anklages for at dumpe billige produkter på det amerikanske marked.
Beijing modsætter sig det amerikanske pres for at revaluere yuan’en, fordi de er skræmte over de sociale og politiske følger af arbejdsløshed. Det har ført til en hysterisk kampagne i USA mod Kina. Der er nogle, der taler om at lægge told på kinesiske varer, hvis de skønnes at medføre “markedsforstyrrelser”. Så meget for USA’s tilslutning til frihandel!
Asiens økonomier er afhængige af det amerikanske marked. Eksport udgør nu 64 procent af Asiens BNP, i 1990’erne var det kun 55 procent. Kapitalisterne i Taiwan, Sydkorea og Kina købte store mængder dollars for at hindre, at dollaren skulle falde yderligere, for på den måde at hjælpe deres egen eksport på bekostning af USA. De har brug for at holde deres eksportvarer på et kunstigt lavt prisniveau for at fastholde deres eksportafhængige vækst. Men det fører til store modsætninger til kapitalisterne i USA, der ønsker at holde importen nede og øge deres andel af verdenshandlen. Der er blevet markant flere spændinger, ikke bare mellem USA og Europa, men også mellem Asien og USA. I sidste ende forhindrede de asiatiske kapitalisters ihærdighed dog ikke dollaren i at falde yderligere.
Dette er det centrale problem: Hele verden afhænger nu af økonomien i ét land – USA. Tidligere var det ikke tilfældet. Stærke økonomier som Japan og Vesttyskland var verdensøkonomiens lokomotiver sammen med USA og kunne tage over, hvis USA faldt bagud. Men det er ikke længere muligt. Efter et årti med økonomisk nedgang er Japan endelig begyndt at vise tegn på bedring, men den anden tidligere drivkraft i verdensøkonomien, Tyskland, fortsætter med at være stagneret, med 4,4 mio. arbejdsløse (omkring 10 %). Verdensøkonomiens hovedstøtte ligger stadig i væksten i forbrugernes efterspørgsel i USA, som giver resten af verden et marked at eksportere til. Hvis dette begynder at falde sammen, vil bedringen i verdensøkonomien hurtigt blive bragt til ende.
Dette fremhæver et fundamentalt problem. I løbet af de sidste par år har den amerikanske import overhalet den amerikanske eksport betydeligt. USA har suget importvarer fra andre lande til sig og derved holdt dem flydende. Dette er vældig rart for den europæiske, kinesiske og japanske fremstillingsindustri, men mindre rart for deres amerikanske konkurrenter. Amerikansk industri bliver tvunget til at lukke, og amerikanske arbejdere mister deres job. Derudover har USA’s løbende budgetunderskud i stigende grad været alarmerende. Hvis det var fortsat med at vokse med den samme høje fart som sidste år ville det være nået omkring 800 mia. $, eller 7 procent af BNP, ved udgangen af 2004. Det ville have været en uacceptabel situation, hvor de store summer, som skal betales i renter, ville dræne USA for en stor del af dets rigdomme. Men som vi forudsagde for et år siden, fik udviklingen ikke lov at gå så langt. Markedets “usynlige hånd” har interveneret og gennemført en korrektion gennem en devaluering af dollaren. Dette vil få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien.
Det nuværende budgetunderskud i USA er det største i landets historie. Tidligere var USA verdens største kreditorland. Nu er det verdens største debitor. Selv i slutningen af det 19. århundrede efter borgerkrigen var USA’s budgetunderskud normalt under 3 procent af BNP. I slutningen af 1970’erne, efter årtier med overskud på finanserne, besad USA udenlandske aktiver til en værdi af omkring 10 procent af BNP. Men i 1980’erne vendte gentagne budgetunderskud USA til en debitor. Siden da er landet kommet dybere og dybere i gæld.
Denne situation bliver kun opretholdt ved massive indskud af udenlandsk kapital. Imidlertid kan det, der flyder ind, også flyde ud igen, når de udenlandske investorer finder ud af, at hele konstruktionen er omtrent lige så sund som en hytte bygget på kyllingelår. I Reagan-perioden nåede underskuddet 3,4 % af BNP. Nu er det oppe på 589,5 mia. $ (juni 2004) – svarende til 5,2 % af BNP. Hvis dette får lov at fortsætte uhindret, vil rentetilbagebetalingerne fra den samlede gæld skabe et uacceptabelt dræn i den amerikanske rigdom. Dette vil selvfølgelig ikke ske, for som vi tidligere har forklaret, vil de udenlandske investorer begynde at sælge dollars, længe før vi når dertil, hvilket vil føre til en brat devaluering af den amerikanske valuta. Dette sker allerede.
IMF’s charter forbyder manipulation med valutaer for at opnå “en uretfærdig konkurrencefordel” over for handelspartnere. Men som man siger, i krig og kærlighed gælder alle kneb, og det gælder også for handelskrige. Uheldigvis for europæerne og kapitalisterne i Asien har USA alle musklerne, hvis det kommer til en kamp om globale markeder. Bush har allerede vist, at regler og regulativer betyder meget lidt, når det kommer til en kamp om vitale interesser. Han var knap trådt ind i det Hvide Hus, før han rev Kyotoaftalen i stykker. Derefter fortsatte han med at ignorere eller afvise andre internationale aftaler om nedrustning, handel eller ethvert andet område, der ikke passede ham – eller rettere, de store amerikanske virksomheders interesser.
Hele situationen er aldeles usund og kan ikke vare ved. Den amerikanske dollar er allerede under pres. Den faldt uafbrudt i 18 måneder og kom så lidt til sig selv igen, i forhold til Euroen. Men det vil ikke vare ved. Siden dens højdepunkt i 2002 er dollaren faldet skarpt i forhold til handelspartnernes valuta. Amerikanerne håber, at det kan opnås gennem en kontrolleret “korrektion”. Imidlertid varierer budene på, hvor meget dollaren bør falde, fra 15 % og helt op til 50%. En devaluering på 50 % vil skubbe euroen op til over 2$ og den japanske yen til under 60 for en dollar. Det er ekstremt svært at kontrollere så stor en devaluering.
Så snart folk begynder at sælge store mængder dollars på verdens pengemarkeder, kan det udvikle sig til fuldstændig panik. Der er fare for en ond nedadgående spiral, hvor den ene faktor påvirker den næste og kører hele verdensøkonomien ned. Manglende efterspørgsel fører til faldende priser og profitter, hvilket igen fører til færre investeringer, fabrikslukninger og stigende arbejdsløshed. Disse faktorer underminerer forbrugertilliden, hvilket fører til faldende efterspørgsel, og så videre. Det, der skete i Sydøstasien, kan gentage sig, med langt mere ødelæggende kraft, med den amerikanske dollar. Det kunne meget let skubbe verdensøkonomien ud i en dyb krise, som The Economist bemærker:
“Den form for prissænkning er enormt risikofyldt. Jo mere en valuta falder, des større er faren for, at den falder for meget og for hurtigt. Et pludseligt dollarfald kunne vælte de finansielle markeder og kaste verden ud i recession.” (The Economist, 20. september 2003.)
De fortsætter med at advare:
“Derudover er det usandsynligt, at dollaren vil falde ligeligt over for andre valuta. De asiatiske centralbankers faste beslutning om at forhindre deres valutaer i at stige, har indtil videre koncentreret dollarens fald til euroen med et fald på 20 % over for den europæiske valuta siden starten af 2002, sammenlignet med et overordnet fald på 8 %. Et yderligere endnu større fald i dollaren mod euroen ville formentlig sænke Europas økonomier.” (Ibid.)
De konkluderer: “Risikoen for et dollarkrak og en efterfølgende finansiel nedsmeltning kan ikke udelukkes.” Som det blev sagt af tidligere cheføkonom i IMF, Ken Rogoff fra Harvard Universitet: “Verden står over for at skulle hoppe ned fra toppen af et vandfald uden at vide, hvor dybt vandet er nedenunder.”
(Ibid.)
På trods af alle disse advarsler afspejler det stejle fald i dollaren den amerikanske økonomi og de amerikanske finansers usunde situation. Forbrugertilliden i USA har vist en klar nedgang, der afspejler det høje gældsniveau og usikkerheden mht. fremtiden. Prisstigningerne overgår lønstigningerne. Det høje budgetunderskud (på nuværende tidspunkt på 4,7% af det amerikanske BNP) begrænser muligheden for yderligere skattelettelser og rentesænkninger. Det betyder, at verdensøkonomien ikke kan fortsætte med at være afhængig af USA ret meget længere. Den proces er ved at nå sine grænser. De amerikanske kapitalister er ikke særlig bekymrede over dette. De tillader dollaren at falde for at opnå en fordel frem for rivalerne. De sigter på at løse deres problemer på bekostning af Kina, Europa og Japan, selv hvis prisen er at skabe kaos på verdensplan.
I en årrække har kapitalisterne uophørligt spredt den idé, at globaliseringens fremkomst har elimineret alle de gamle modsætninger mellem nationer og lagt grunden for en fredelig og fremgangsrig fremtid. De mere åndsfraværende revisionister som professor Hobsbawn har naturligvis slugt disse argumenter med hud og hår. De forsøger, at præsentere bevægelsen mod frihandel og globalisering som en uundgåelig og automatisk proces, og tager ikke hensyn til alle modsætningerne og de modstridende tendenser. Faktisk viser selv den mest overfladiske gennemgang af historien, at perioder med megen frihandel (som før første verdenskrig) har vekslet med perioder med grufulde handelskrige og protektionisme (som i 1930’erne), og at kapitalisterne vil ty til protektionisme, så snart deres interesser er truet. Det er lige så sandt i den nuværende epoke, som det var, da Marx eller Lenin var i live.
På trods af et årti eller mere med “globalisering” er ingen af de gamle modsætninger blevet fjernet. Tværtimod er de blevet mangedoblet og genskabt i langt større udstrækning end nogensinde før. Konflikterne udspiller sig for øjnene af os og spreder sig fra det ene land til det næste med utrolig hast. Det nationale spørgsmål har antaget en intens og giftig karakter overalt, i stedet for at forsvinde, som Hobsbawn og andre havde forestillet sig. Den ene krig følger i hælene på den anden. Og på bundlinjen afspejler dette den blindgyde, som verdensøkonomien befinder sig i, mens den fastholdes og kvæles i “den frie markedsøkonomis” spændetrøje. Dette er perioden, hvor kapitalismen har “røde tænder og kløer.”
Disse underliggende modsætninger er den virkelige forklaring på USA’s ændrede rolle i verden og deres mere aggressive, truende imperialisme. Kapitalisterne i alle lande er tvunget til at erobre udenlandske markeder, råmaterialer og indflydelsesområder. I den nuværende situation vil de slås for selv de mindste markeder som hunde om et ben. I dette klima er idéen om, at et angiveligt upartisk internationalt forum kan afskaffe konflikter mellem imperialisterne, lige så meningsløs som tanken om, at man skulle kunne overtale en menneskeædende tiger til at spise græs. Dette gælder ikke blot for FN, men også for WTO, hvis fremtid nu er tvivlsom.
Truslen fra protektionisme
Hvad der virkelig bekymrer kapitalens strateger er ikke en krise, men truslen om protektionisme. Det kapitalistiske system vil altid komme ud af selv den dybeste krise. De gjorde det i 1939 ved at gå i krig. Modsætningerne mellem de kapitalistiske magter er nu så alvorlige, at det tidligere ville have ført til krig mellem USA, Europa og Japan. Men af årsager, vi har forklaret i tidligere dokumenter, er en ny verdenskrig udelukket, i hvert fald i den nærmeste fremtid. Alle de ophobede modsætninger i verdenskapitalismen må derfor udtrykkes gennem andre kanaler. Det viser sig ved stigningen i protektionistiske tendenser, der truer verdenshandelssystemet, som smertefuldt blev stykket sammen efter 1945.
Udvidelsen af verdenshandlen (intensiveringen af den internationale arbejdsdeling) var en af de væsentligste årsager til, at verdenskapitalismen kunne undgå en dyb krise og opnå de resultater, den har opnået de sidste 50 år. Handelsbarriererne er blevet betragteligt sænket siden 1960’erne, i det mindste mellem de fremskredne kapitalistiske lande. På denne måde blev en af hovedbarriererne for vækst, nationalstaten, delvist overvundet i en midlertidig periode. Men der er ingen garanti for, at denne situation vil fortsætte i fremtiden. Historisk set er perioder med opsving og relativt fri handel blevet fulgt af perioder med nedgang ledsaget af protektionisme som i 1930’erne. Det er den største bekymring for kapitalisterne på nuværende tidspunkt.
Sammenbruddet ved verdenshandelforhandlingerne i Cancun sidste år var en advarsel om, at modsætningerne mellem de store kapitalistiske magter – og mellem dem og den underudviklede verden – har nået nye og faretruende højder. The Economist advarede i en leder: “Sammenbruddet i Cancun efterlader hele systemet i fare. Det kommer mindre end fire år efter et lignende flop i Seattle i 1999, hvor forsøg på forhandlinger faldt til jorden midt iblandt gadevolden. Efter to usle nederlag på fire år er WTO i enorme problemer.” (The Economist, 20. september 2003.)
Det siger sig selv, at grunden til, at forhandlingerne brød sammen, ikke var gadedemonstrationerne, men de uoverkommelige modsætninger mellem de forskellige kapitalistiske magter. Amerikanerne var ikke villige til at mindske støtten til bomuldsproducenterne. Støtten til landmænd i OECD-landene har mere eller mindre ligget på det samme niveau de sidste 15 år – omkring 300 mia. $. I USA modtager 25.000 bomuldsproducenter mere end 3 mia. $ om året i støtte. Det påvirker hovedsageligt producenter i de fattige lande. The Economist var ganske klar omkring årsagerne til Washingtons standpunkt: “Et præsidentvalg ligger forude i USA: Sultende bønder giver ikke så mange stemmer.” (Ibid., vores fremhævelse). Men USA er ikke det eneste land, der opfører sig på denne måde. Japan er ikke klar til at reducere støtten til risproducenter. EU nægter at mindske støtten til landmænd. På den ene eller den anden måde tager de alle protektionistiske metoder i brug.
WTO blev dannet ud fra det gamle GATT, som blev kørt af de rige lande. Fattige lande spillede næsten ingen rolle. Men de fattige landes kapitalister forsøgte på at forsvare deres interesser, og det førte til et sammenbrud i forhandlingerne. De amerikanske, japanske og europæiske imperialister er, på trods af al deres hykleri, ikke interesserede i de fattige landes problemer, men kun i at erobre og fastholde markeder, råmaterialer og indflydelsesområder. Særligt USA kørte en hård linje i Cancun og saboterede praktisk talt forhandlingerne. Det er ikke klart om WTO-forhandlingerne kan genoplives.
Al snakken om “det hellige frihandelsprincip” er blevet afsløret som fuldstændig hul. USA – og enhver anden nation – forsvarer kynisk sine egne interesser. Det er et spørgsmål om “enhver for sig selv, og Fanden tage de sidste!” De står for at beskytte de amerikanske virksomheders og landbrugs interesser først og sidst. Derfor ville amerikanerne have Cancun-forhandlingerne til at bryde sammen. I virkeligheden har den protektionistiske fløj været på fremmarch i USA i mindst et årti. USA har som verdensøkonomiens drivkraft suget importvarer til sig. Handelsunderskuddet vokser og arbejdspladser nedlægges. De berørte retter deres vrede mod Kina og andre konkurrenter.
Kina har nu et stort handelsoverskud med USA. De amerikanske kapitalister forlanger, at Kina revaluerer yuan’en, ellers vil de kunne se frem til repressalier. Men Kina viser ingen tegn på at adlyde dem. Årsagerne til dette er ikke kun økonomiske, men også politiske og sociale. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: “En mand, der rider på ryggen af en tiger, har svært ved at komme ned igen.” Med over 150 mio. arbejdsløse og en urolig arbejderklasse og ukontrollable bønder tårner de sociale spændinger sig op. Der er dybe splittelser i det herskende bureaukrati. En fløj ønsker at sætte turbo på bevægelsen mod kapitalisme, lukke de store statsejede fabrikker og lade arbejdsløsheden stige. Men den anden fløj (de “konservative”) frygter at det kan skabe en social eksplosion:
“Regeringen er dybt bekymret over den ustabilitet, der kan blive resultatet [af en devaluering af yuan’en og en opbremsning i økonomien],” skriver The Economist. “I nogle år har den fået sin legitimitet, som den nu er, gennem landets økonomiske boom. Den frygter, at en indblanding i valutaen, kan få arbejdsløsheden til at stige og forstærke deflationspresset samt føre til en nedsmeltning i banksystemet.” (The Economist 20. september 2003)
På trods af den hurtige vækst – faktisk til dels på grund af den – balancerer den kinesiske økonomi på kanten af afgrunden. Kreditten stiger til farlige højder. Den hastige vækst i finansielle skandaler og skabelsen af en ejendomsboble er alt sammen symptomer, man forbinder med toppen af et opsving, på vej til kollaps. Men et økonomisk kollaps i Kina ville udløse voldsomme sociale kræfter, der kunne true den etablerede orden. Arbejderne og bønderne i Kina har indtil nu accepteret bevægelsen mod kapitalisme med sammenbidte tænder, i håbet om at tingene vil blive bedre. Hvis disse håb tilintetgøres, kan de hurtigt bevæge sig i en revolutionær retning. Der har allerede været eksplosive bevægelser, selvom de endnu ikke har generel karakter, men de er som de første smårystelser før et fremtidigt jordskælv. For i det mindste at opretholde illusionen om fremgang vil det være nødvendigt at opretholde en høj vækstrate for at holde arbejdsløsheden inden for mere eller mindre acceptable grænser.
Af alle disse grunde har Beijing ikke råd til at sætte hastigheden ned på den økonomiske vækst for at glæde Washington. Og siden kapitalisterne i de andre asiatiske lande er skrækslagne for, at Kina vil invadere deres egne markeder med billige importvarer, vil de ikke tillade deres vekselkurser at stige, medmindre Kina gør det først. Derfor fortsætter presset på USA, og den amerikanske fremstillingsindustri især, med at stige.
For at gøre tingene værre, fortsætter kapitalen med at strømme ind i Kina med voldsom fart. I 2002 var Kina verdens største modtager af direkte udenlandske investeringer, med et niveau på 53 milliarder $. Økonomien vokser nu med 9,6 % om året. Kinas industri kører for fuld kraft – den gør brug af billig arbejdskraft og hælder utrolige mængder varer af alle slags ud på verdensmarkedet, det vil sige ind på det amerikanske marked. Derudover er yuan’en ifølge The Economist undervurderet med hele 56 %. Kinas bilaterale handelsoverskud med USA er nu større end Japans. Dette kan ikke få lov til at fortsætte uendeligt.
De amerikanske kapitalister så kun Kina som et kæmpe marked for deres produkter og som et profitabelt område for investeringer. Det var delvist derfor, de var så opsatte på at få Kina med i WTO, den anden grund var at binde Kina fast til det kapitalistiske verdensmarked. Men denne strategi har givet bagslag. Det er sandt at Kina er et kæmpe marked, der absorberer importvarer med en vækstrate på over 40 % om året. Bilimporten i Kina var fx i 2003 mere end 60% større end i 2002. Men hvad amerikanerne ikke havde forstået, var, at Kina også ville blive en formidabel eksportør. Det havde de ikke forventet!
Presset for protektionisme er ved at blive uimodståeligt i USA. På hjemmeside med titlen ”Red den amerikanske fremstillingsindustri” (Save American Manufacturing) opfordrer en tegneserieudgave af Uncle Sam folk til at “gå med i kampen for at stoppe afindustrialiseringen af USA”. Kina beskyldes for at være ansvarlig for tabet af et ud af tre jobs i fremstillingsindustrien i USA indenfor de sidste tre år, ligesom Japan blev beskyldt for tidligere. Joseph Liebermann, der sidste år var med i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat og skal forestille at være fortaler for frihandel, har beskyldt Kina for “økonomiske angreb”.
Dette er allerede krigsretorik. USA opfordres til at “forsvare sig selv”. Blandt kravene for Kinas indtræden i WTO er der en række “sikkerhedsventiler”, der tillader lande at lægge told på kinesiske varer, hvis de anses for at føre til “markedsforstyrrelser”. Multifiberaftalens udløb i slutningen af 2004 kunne blive det kritiske punkt for et sammenstød mellem de to lande. Med sin store hær af lavt betalte arbejdere ville det være Kina, der fik mest ud af afslutningen på dette kvotesystem, der har styret verdens tekstilhandel i årtier. Ifølge nogle beregninger kunne Kinas andel af USA’s tekstilmarked stige fra 12 % til 30 %, når restriktionerne løftes. Kravet om protektionisme vil blive et øredøvende kor.
Bush skal forestille at være fortaler for frihandel. Han har også brug for Kinas hjælp i forhold til Nordkorea. Men alt dette vil blive kastet til side i præsidentvalget, når stater som Ohio vil kræve handling mod Kina for at beskytte jobs. Hvis Beijing ikke gør noget for at ændre situationen, (og det er svært at se, hvordan de skulle kunne det), vil udfaldet blive en handelskrig mellem USA og Kina, der vil få katastrofale konsekvenser – frem for alt for Kina. En sådan udvikling ville gøre en ende på WTO som et effektivt organ og have seriøse konsekvenser for hele verdenshandelens struktur.
Højdepunktet for amerikansk arrogance var, da de trodsede FN’s sikkerhedsråd i spørgsmålet om krigen i Irak. Den amerikanske imperialisme besluttede at gå amok som en vild elefant og træde alle aftaler, resolutioner og diplomatiske regler under fode. Det var en ‘live’ genudsendelse af den gamle imperialistiske politik i slutningen af det 19. århundrede, da USA under McKinley og Theodore Roseveldt først begyndte at ville regere verden under sloganet “speak softly and carry a big stick”. USA’s virkelige mål var at underminere de europæiske imperialister og overtage deres imperier, især i Asien.
Men i dag er magtbalancen i verden fuldstændig anderledes. USA’s vej til ekspansion i Asien er blokeret af Kina, der nu er en kolossal og voksende magt. Dette skaber bekymring i Washington. Tidligere når det amerikanske imperium havde sit blik rettet mod Asien, var Kina et svagt og forfaldent imperium med en tilbagestående halv-feudal økonomi. De amerikanske imperialister kæmpede med deres europæiske rivaler om at dele Kina op, om at bemægtige sig stykker af territorium og “koncessioner”. Kina havde ikke en chance for at stå imod. Nu er tingene meget anderledes. Trods maoismens forbrydelser ændrede den kinesiske revolution situationen radikalt ved at fjerne tilbageståenheden og etablere en solid basis for fantastisk vækst. Som resultat er Kina selv ved at blive en kæmpe magtfaktor i Asien.
Der har været et skift i magtbalancen i Asien. Kinas stigende økonomiske magt er det centrale element i ligningen. Hvis vi ikke medtager Japan, er Kina nu regionens kæmpe med den hurtigst voksende økonomi og de største reserver. Økonomisk og industriel magt er basen for militær magt. Da Kina for nylig sendte en satellit op, var det en advarsel om, at Kinas økonomiske fremskridt har militære implikationer. På længere sigt vil Asiens fremtid blive afgjort i en gigantisk konflikt mellem USA og Kina. Trods alle de officielle venskabeligheder, er begge sider ekstremt klar over dette. Den højrøstede kampagne i USA mod Kina er at udtryk for den underliggende modsætning, der før eller senere må komme op til overfladen.
Cancun-forhandlingernes fiasko var et dødeligt stød til WTO. Det er ikke umuligt, at kollapset i Cancun var planlagt af amerikanerne selv. Kongressen er nu i en tilstand af et protektionistisk vanvid. Det er ikke sikkert, at den amerikanske Kongres vil stemme for at forny USA’s medlemskab af WTO. I stedet udvikler USA en række bilaterale handelsaftaler med andre lande. Dette passer ind i den amerikanske imperialismes generelle tendens til at forfølge sine egne interesser uanset andre landes meninger. De forbereder sig på et sammenstød, hvor de vil bruge deres muskelkraft til at overvælde deres modstandere. Det er det økonomiske sidestykke til deres militære taktik “chok og ærefrygt”.
Men intet er nogensinde simpelt i verdensøkonomien eller verdenspolitik. I dette komplekse net af gensidige relationer påvirker tingene hinanden dialektisk, og hele verdenshandelens skrøbelige mekanisme kan blive uopretteligt skadet. På samme måde som USA’s forkludrede taktik i Irak truer med at destabilisere hele Mellemøsten, kan deres økonomiske bøllefacon optrevle hele verdenshandelens fine net.
Verdensøkonomien opsplittes på regional basis, efterhånden som de forskellige imperialistiske bander skynder sig med at konsolidere deres kontrol over forskellige dele af kloden. Dette ses på den ene side i skabelsen af euro-zonen og bevægelsen mod en europæisk militærkraft uafhængig af NATO (dvs. uafhængigt af USA), og på den anden side i skabelsen af NAFTA og USA’s voksende appetit på bilaterale handelsaftaler. Resultatet vil være en uundgåelig fragmentering af den internationale handel og vækst i protektionisme i den næste periode.
En vækst i protektionismen er en uundgåelig konsekvens af en periode med træg vækst – det bedste scenario for verdensøkonomien i den kommende periode. The Economist advarer dystert: “WTO er en skrøbelig organisation, mindre end ti år gammel. Den vil ikke overleve en længerevarende periode med manglende amerikansk engagement”. Selvfølgelig vil der være modstridende tendenser. Men den generelle tendens vil være i retning af større gnidninger og flere modsætninger. Kapitalisterne forstår behovet for frihandel, men de forstår det kun abstrakt. I det øjeblik frihandelen påvirker deres vitale nationale interesser, reagerer de imod det. Vi er derfor på vej ind i en periode i historien, der vil være mere lig perioden i 1930’erne end den, vi har haft det sidste halve århundrede: En stormfuld periode for verdensøkonomien, der vil danne baggrund for krige, revolutioner og kontrarevolutioner i det ene land og på det ene kontinent efter det andet.
