Tidlige resultater af Venezuelas regional- og råds valg, annonceret kl. 12.40 af det Nationale Valgråd (CNE) bekræfter forudsigelsen af endnu en valgsejr til Chávezs bolivarske bevægelse, den niende på bare seks år.
Skønt disse resultater kun er prognoser og i nogle tilfælde udelukkende baseret på 50% af de talte stemmer synes de at indikere en klar sejr for bolivarske guvernører i 20 ud af 22 af landets regioner.
Ifølge disse prognoser har Chávez’ støtter også vundet en del vigtige og tætte løb i hvad der tidligere var oppositionens højborge. Det er tilfældet i det olierige og industrielle Anzoátegui, hvor Tarek William Saab har slået oppositionen med 57% mod 42%; i Bolivar, hvor størstedelen af den grundlæggende industri er samlet, har Chávezs kandidat vundet med 58% mod 39%, og i den columbianske grænseregion, Táchira, har Ronald Blanco La Cruz vundet med 57% mod oppositionens kandidats 40%. I Apure vandt den bolivarske kandidat en tidligere oppositions domineret region med klart flertal på 70%. Monagas var vundet fra oppositionen af Gato Briceño.
Men de vigtigste sejre for den chavistiske bevægelse stammer fra nøglestaterne Miranda og Carabobo, hidtil styret af fremtrædende nationaloppositions ledere, Enrique Mendoza og Henrique Salas Feo. Hvis dette bekræftes af den sidste tælling vil disse være to kolossale nederlag for oppositionen, øge deres interne splittelse og lede til endnu større demoralisering.
I begge tilfælde stillede Mendoza og Salas Feo spørgsmålstegn ved de midlertidige resultater, annonceret af CNE, og kaldte deres støtter til demonstration. I Carabobos tilfælde forsøgte Salas Feo samme trick som oppositionen, med den 15. augusts præsident tilbagekaldelses afstemning, ved at annoncere at han havde ”vundet” umiddelbart efter valgstedernes lukning. Dette blev hurtig fordømt af CNE medlem Oscar Bataglini, der påpegede, at Salas Feos handlinger var ulovlige og at kun CNE havde tilladelse til at annoncere resultaterne. Oppositionsguvernøren i Bolivar og Yaracuy gjorde det samme. Hovedsageligt i bondestaten Yaracuy var, de af CNE annoncerede resultater, tætte med kun 300 stemmers føring til den Bolivarske kandidat.
Det er ikke sikkert at oppositionen vil acceptere deres nederlag i nøglestater som Carabobo, Miranda og Yaracuy. Chávez har advaret om at regeringen vil bruge den Nationale Garde til at sikre lovens gang hvis slagne oppositionsguvernører nægter at anerkende resultaterne. Under stemmeoptællingen i Bolivar skabte strømsvigt forvirring. Chávez-støtter gav den faldne oppositions guvernør skylden, da han har forbindelser til det privatiserede regionale elektricitetsfirma. Denne lille episode understreger farerne ved at lægge styringen af vigtige økonomiske sager i hænderne på den reaktionære opposition.
Der var kun to hindringer for den bolivarske bevægelse. Det synes klart at de har tabt løbet om den olierige Zulia stat på grænsen til Columbia hvor den nuværende oppositionsguvernør Manuel Rosales vandt med 55% mod 43% til den pro-Chávez kandidat, Alberto Gutiérrez. Den anden hindring var i Nueva Esparta hvor den chavistiske guvernør, Alexis Navarro tabte til oppositionens Morel Rodriguez ned et klart 51% mod 43%. Et væld af faktorer forklarer dette nederlag i Isla Margarita , hvilken i forvejen var den eneste stat der stemte mod Chávez den 15. august, blandt dem var beskyldningerne om korruption og inkompetence mod den gældende pro-Chávez guvernør. I staten Vargas vandt Antonio Rodríguez, kandidaten der officielt støttedes af Comando Maisanta, en klar sejr med 55% af stemmerne mod den uafhængige oppositionist Ricardo Smith (20%) og den alternative revolutionære kandidat Gladys Requena (10%).
Til borgmestervalgene vandt den bolivarske kandidat Juan Barreto en stor sejr (63% mod 38% til oppositions kandidaten) i det meget betydningsfulde Greater Caracas råd (hvilket magtmæssigt svarer til en stat). Dette borgmesterembede havde været besat af Alfredo Peña, der var blevet valgt som bolivarsk repræsentant, men siden blev oppositionsstøtte og brugte rådets politiske styrke, det Metropolianske politi, som oppositionens væbnede styrker. I de sidste dage optil valget, da det stod klart at Barreto ville vinde, trak Peña sig, og opfordrede sine støtter til ikke at deltage.
Caracas Libertador råd forbliver under ledelse af chavistiske borgmester Freddy Bernal, der vandt med stort flertal ( 74% mod 19%) over oppositions kandidaten Carlos Melo. Sidstnævnte blev anklaget da der blev fundet våben i bagagerummet på hans bil under de af oppositionen arrangerede halvfascistiske provokationer sidste februar (og senere frikendt af dommeren for ”manglende beviser”).
Baruta, Chacao og El Hatillo, tre andre Caracas råd i middelklassen og det rige område i den østlige del af hovedstaden forbliver fortsat i hænderne på oppositionen. Henrique Capriles (som for øjeblikket er anklaget for sin deltagelse i angrebet på den cubanske ambassade under oppositions-kuppet den 11. august, 2002) vandt Baruta med 77% af stemmerne og Leopoldo López vandt en klar sejr i Chacao (80%). Den bolivarske kandidat José Vincente Rangel vandt ligeledes det Caracas råd af Sucre (52% mod 46%), også i øst, men omfattende en del af arbejderklassen og de fattige barrios.
Resultaterne af mange andre lokale råd er stadig på vej, men det ventes at støtter af den Bolivariske revolution vil være i stand til at styre ca. 1/3 til 2/3 af de lokale råd.
Næste skridt?
Gennem valgkampagnen har Chávez brugt et meget yderliggående sprog, i særdeleshed angående behovet for at fortsætte jordreformen (som allerede har fordelt store stykker jord men som tidligere hovedsageligt var ejet af staten), og mod godserne. Han beordrede straks en del af kandidaterne til statsguvernørposten til at behandle dette emne umiddelbart efter indsættelsen. Han bad dem holde øje med alle større landejendomme og tjekke om jorden blev dyrket eller ej. De skulle så holde møder med godsejerne og bede dem give al den jord de ikke benyttede, fra sig. Var de ikke rede til at indgå en sådan aftale, da ville fratagningsloven blive benyttet til at inddrage deres jord. Mens han insisterede på at en aftale med jordejerne var den foretrukne mulighed tilføjede han også, at han ikke frygtede en konfrontation vedrørende dette, og at han ville gå så langt som at bruge hæren til at håndhæve inddragelsen af jorden om nødvendigt.
Han har ligeså sagt at valgte bolivariske borgmestre og guvernører bør vie sig til revolutionen og de fattiges sag. De skal modarbejde alt baseret på egen fordel og bekæmpe korruption og nepotisme. For at illustrere dette problem forklarede han på en masse kongres i Táchira, hvordan han havde holdt en tale mod godserne i et bondeområde. Efter talen havde han forsøgt at mødes med borgmesteren, men blev fortalt at han spiste og drak på en landejendom. Han fandt så ud af at den pågældende ejendom tilhørte regionens største jordejer! Denne borgmester var påstået chavista-tilhænger, men reelt var han forræder. Chávez påpegede at sådanne individer ikke kan tillades i bevægelsen.
Men hans tale har ikke kun været mod godsejere og om nødvendigheden af at fremme den landlige revolution. Hugo Chávez har også klart forklaret at kapitalismen ikke kan løse de fattiges problemer. På flere kongresser har han gjort klart at revolutionen ikke udelukkende skal være social (det indbefatter at sundhed, uddannelse og andre sociale områder allerede er blevet sat i værk til gavn for millioner) men også økonomisk.
”Med kapitalismens struktur er det umuligt at overvinde forhindringer som bekæmpelse af fattigdom, elendighed, udnyttelse og ulighed.”
På en massekongres i Bolivar udviklede han denne idé. Han sagde at Venezuela har opnået politisk befrielse i betydningen ikke længere at være afhængig af nogen udenlandsk magt, men han tilføjede også at det kun var én grad af frihed. ”Hvad vi har her, dybt forankret i Venezuela, er et system af dominans, hvilket fastholder os, hvilket i lang tid har undertryk os. Det kapitalistiske økonomisystem er et dominerende system, der er pålagt vort folk, så et velhavende mindretal kan dominere en udpint minoritet. Det er økonomisk tyranni. Og dette økonomiske tyranni er stadig intakt. Vi vil én gang for alle gøre op med dette gennem en revolutionær proces vedrørende økonomisk og social frisættelse.”
I et væld af valgtaler ytrede Chávez et ønske om agrarisk revolution, et ønske om at fratage ejerne de fabrikker der står ubenyttede og de tomme bygninger i byerne så de kan bruges til gavn for størstedelen af folket. Han meddelte klart at, ”alle steder en fabrik lukker, må den gives til arbejderne, hvor end der ligger et stykke jord ubenyttet hen må det gives til bønderne… vi må gøre op med det kapitalistiske system”.
Vi er enige i alt dette, men nu må ordene føre til handling, ikke blot på landet, men også i relation til svigtende industrier. Venepal, papirfabrikken i Morón, Carabobo, erklæret bankerot af ejerne og besat af arbejderne ville være et godt sted at starte.
Det står klart at horderne af bønder og arbejdere, fra kernen af den bolivarske bevægelse, vil fortolke appellerne fra Hugo Chávez som en opfordring til handling, og nogle borgmester og guvernører vil uden tvivl forsøge at føre det ud i livet. Efter yderligere et nederlag for oppositionen er betingelserne endnu heldigere for bevægelsens fremgang. Kapitalisme kan udryddes i Venezuela. Muligheden må ikke gå tabt.
