1. april 2005 skal alle offentligt ansatte have ny overenskomst, forhandlingerne mellem fagforeninger og arbejdsgivere er gået i gang.
De offentligt ansatte har de seneste år oplevet besparelser på besparelser, med forringelser af deres arbejdsforhold, fyringer, usikkerhed og øget arbejdstempo har været på dagsordenen.
Forhandlingerne om denne overenskomst berører ca. 700.000 offentligt ansatte –altså rigtig mange mennesker.
Kravene
Forhandlingerne mellem KTO (forhandlingsfællesskab for de fleste ansatte i kommuner og amter), og arbejdsgiverne er lige gået i gang, men der er fremsat en række krav fra begge sider.
Det ser ud til at en af de helt store kampe denne gang bliver om det såkaldte ”ny løn”. Ny løn blev indført for nogle år siden, og betyder at en del af lønnen skulle forhandles ude lokalt, og at ikke alle skulle have del i disse tillæg – altså et lønsystem der splittede de ansatte. Samtidig er det et utrolig bureaukratisk system, som aldrig rigtig er kommet i gang.
KTO kræver generelle lønstigninger, og flere af fagforeningerne bl.a. Danmarks 3. største fagforbund FOA har krævet at Ny løn afskaffes helt. Dette er utrolig positivt!
Men dette ser ikke ud til at stemme overens med arbejdsgivernes ønsker, et af deres hovedkrav er at den ”lokale løndannelse” udbygges – altså mere Ny løn.
Lønningerne i den offentlige sektor er utrolig lav, og er kun steget med omkring 3% det sidste år – hvis man medtager inflationen betyder det nærmest ingen stigning i reallønnen.
Det er fuldstændig rigtigt af fagforeningerne at kræve generelle lønstigninger – den eneste måde at sikre en generel høj løn er ved at afskaffe Ny løn.
Den økonomiske ramme
Men før fagforeningerne overhovedet går i gang med at diskutere lønstigninger forhandler de den økonomiske ramme. Det er blevet almindelig praksis både for de privat ansatte og de offentligt ansattes overenskomster at der først aftales hvor mange penge overenskomsten må ”koste” arbejdsgiverne, før man så diskuterer hvad pengene skal bruges til.
Arbejdsgiverne ser ikke ud til ar være parate til at give særlig meget, selvom det pakkes ind i pæne fraser om samfundsansvar. De skriver i deres krav:
”Det er en generel målsætning … at overenskomster og aftaler fornys på et samfundsøkonomisk forsvarligt niveau. Omkostningskrævende krav afholdes af de til rådighed værende midler.
Det er samtidig nødvendigt at aftalerne giver kommuner og amter en høj grad af budgetsikkerhed”.
Det altafgørende spørgsmål er altså hvor mange penge KTO kan forhandle sig frem til. Dette er en fuldstændig absurd praksis – først må kravene fremsættes og derefter må de se på hvad de koster.
Nedskæringer
Man skal huske i denne sammenhæng at arbejdsgiverne er kommuner, amter og staten, som de sidste mange år er blevet pålagt at spare fra regeringens side.
Arbejdsgiverne OG fagforeningerne siger at besparelserne ikke er overenskomstspørgsmål. Det betyder i praksis at de ansattes forhold forringes gang på gang, uden at de har ret til at protestere og strejke. Alle forhold vedrørende arbejdet bør indgå i overenskomstforhandlingerne, og fagforeningerne må kræve at arbejdsforholdene ikke forringes mellem overenskomstforhandlingerne.
Der må en samlet kamp til
I løbet af de sidste år har mange offentligt ansatte været ude i kamp, men aldrig samlet, og de fleste gange uden opbakning fra deres fagforeninger. Den eneste måde reelle indrømmelser kan opnås fra arbejdsgiverne er hvis fagforeningerne forbereder sig til kamp.
I år har en række fagforeninger meldt sig ud af forhandlingsfællesskabet KTO i protest mod OK 02, bl.a. Dansk Sygeplejeråd. Tidligere har det været sådan at alle faggrupper under KTO skulle stemme om overenskomstresultat samlet, hvilket betød at en faggruppe, som fx sygeplejerskerne kunne stemme deres forslag ned, men alligevel måtte acceptere det.
Det er klart at dette er utilfredsstillende, men løsningen er ikke at melde sig ud af KTO.
Den største styrke arbejdere har er at stå sammen. Løsningen må i stedet være, at der forhandles fælles, men at stemmerne tælles op for hver faggruppe, og hvis en gruppe forkaster forliget, forkastes hele aftalen – og der udbryder konflikt.
De offentligt ansatte må kræve en udbygning af velfærden – ikke en afvikling.