Denne artikel er skrevet efter et besøg, som redaktøren af www.marxist.com, Alan Woods, aflagde i Venezuela i april 2004. Her havde Alan Woods også lejlighed til at møde præsident Hugo Chavez for at diskutere revolutionen i Venezuela.

Som læsere af Marxist.com allerede vil vide, besøgte jeg i sidste uge Caracas for at være med til den anden Internationale Samling i Solidaritet med den venezuelanske revolution. Denne blev holdt på andenårsdagen for den slagne kontrarevolution i April 2002. I løbet af en hektisk uge talte jeg ved adskillige møder og talte marxismens sag, hovedsagligt med arbejdere og fattige folk som tilhørere – den bolivarianske bevægelses aktivister og hovedforsvarerne af den venezuelanske revolution. Jeg var med til massemødet den 12. april, og var førstehåndsvidne til den revolutionære glød, som motiverer masserne og gør dem i stand til at stoppe kontrarevolutionen før den endnu er begyndt.

Jeg havde også muligheden for at møde og tale med præsidenten for den Bolivarianske Republik Venezuela, Hugo Chavez. Som forfatter og marxistisk historiker er jeg vant til at skrive om mænd og kvinder, som har lavet historie. Men det er ikke hver dag, man har mulighed for at observere en aktør i den historiske proces på nært hold, at stille ham spørgsmål og forme et indtryk, ikke fra avisreportager, men fra personlige erfaringer.

Jeg vil gerne, før jeg forsætter med mit emne, gøre et par ting klare. Min indfaldsvinkel til den venezuelanske revolution er som revolutionær, ikke som en udenforstående iagttager og bestemt ikke som en smigrer og en eftersnakker. Smiger er revolutionens fjende fordi det er sandhedens fjende, og revolutioner har frem for alt brug for at kende sandheden. Fænomenet ”revolutionær turisme” finder jeg overordentligt afskyeligt. Det er specielt uforeneligt med tingenes tilstand i Venezuela, fordi revolutionen her befinder sig i den største fare. Dem som holder dumme taler, der konstant forsvarer den bolivariske revolutionens vidundere, men belejligt ignorer de farer, den stadig står over for, er en falsk ven af revolutionen, som man ikke bør have tiltro til.

En succesfuld revolution har altid mange “venner”. De middelklasseelementer som er tiltrukket af magt, som fluer tiltrækkes af honningkrukker, som er parate til at lovprise revolutionen så længe den er ved magten, men som ikke gør noget brugbart for at redde den fra dens fjender, som græder krokodilletårer når den bliver omstyret og den følgende dag går videre til næste punkt på livets dagsorden – sådanne ”venner” er ikke en fem flade ører værd. En rigtig ven er ikke en, som altid fortæller dig, du har ret. En rigtig ven er en, som ikke er bange for at kigge dig lige i øjne og fortælle dig, at du tager fejl.

Den venezuelanske revolutions bedste venner – i virkeligheden er dens eneste venner verdens arbejderklasse og dens mest bevidste repræsentanter – er de revolutionære marxister. De er folk som vil sætte himmel og jord i bevægelse for at forsvare den venezuelanske revolution mod dens fjender. Samtidig vil revolutionens rigtige venner – ærlige og loyale venner – altid tale ligeud uden frygt. Hvor vi mener den rigtige vej tages, vil vi hilse det velkomment. Hvor vi mener der laves fejl, vil vi give venlig, men bestemt kritik. Hvilken anden adfærd skulle man forvente af virkelige revolutionære og internationalister?

I tale efter tale – deriblandt adskillige tv-interviews – i Venzuela, blev jeg spurgt om min holdning til den venezuelanske revolution og jeg svarede nogenlunde på denne måde: ”Jeres revolution er en inspiration for hele verdens arbejdere; I har gennemført mirakler; revolutionens drivkraft er imidlertid arbejderklassen og masserne, og det er hemmeligheden for dens fremtidige succes. Men revolutionen er ikke færdig, og vil ikke blive færdig, hvis ikke I ødelægger bankernes og kapitalisternes økonomiske magt. For at gøre dette må masserne bevæbnes og organiseres i aktionskomiteer, organiseres på alle niveauer. Arbejderne må have deres egne uafhængige organisationer og vi må opbygge en marxistisk revolutionær tendens.”

Demokrati og den herskende klasse
Hvor end jeg talte, blev disse ideer modtaget med stor entusiasme. På intet tidspunkt blev der lagt pres på mig for på nogen måde at modificere eller ændre mine ideer. På alle niveauer var der betragtelig interesse i marxismens ideer. I modsætning til de skammelige løgne og den bagvaskelse, som (med lidt hjælp fra CIA) bliver spredt overalt, nyder revolutionen fuldstændigt demokrati. Den borgerlige opposition, som konstant konspirerer mod demokratiet, har mulighed for, lige så frit som jeg var, at komme frem med deres ideer – faktisk mere frit, da den ejer en af de vigtigste tv-kanaler, som konstant øser kontrarevolutionært propaganda ud og tilmed åbent opfordrer til et kup.

Revolutionens fjenders argumenter om at Chavez er en diktator er ironiske. I modsætning til den nuværende beboer af det Hvide Hus, som aldrig vandt et flertal, og kun nyder embedets frugter på grund af, at der var lavet svindel med valgresultatet, vandt Hugo Chavez overvældende i to afstemninger og fem andre afstemningsprocesser har stadfæstet hans program, alt sammen inden for 6 år. Chavez introducerede en ny forfatning, som er præget af dens ekstremt demokratiske karakter. Ironisk nok er det denne nye forfatning, som giver folket mulighed for at holde en folkeafstemning om at afskedige en upopulær regering, som oppositionen bruger til at prøve at komme af med Chavez-regeringen – dog uden succes. Således står begge sider altså overfor den samme lov og den samme forfatning.

I begyndelsen vidste oligarkiet ikke hvad det skulle gøre med Chavez-regeringen. De troede, den ville være som en hver anden regering. Og i Venezuela, ligesom ethvert andet land med formelt borgerligt demokrati, er den valgte regering en vare ligesom enhver anden: de kan blive købt og solgt – kun prisen varierer. Hugo Chavez var en ukendt størrelse, men som tidligere hærofficer vil han sikkert hurtigt komme til fornuft? For den herskende klasse er de taler, politikere holder under valgkampe, kun af mindre betydning for politikken – de skal ikke tages alvorligt.

En britisk konservativ politiker sagde engang til en socialist: “I kan aldrig vinde, for vi vil altid købe jeres ledere.” Med det samme princip prøvede oligarkiet at nå til enighed med den nye regering. De skrev tilmed imødekommende om Hugo Chavez. De troede, det ældgamle princip for venezuelansk politik ville fortsætte, og at en fredelig aftale kunne indgås på følgende basis: ”Se, dette er et land med rige udbytter: der er nok for os alle. Så der er virkeligheden slet ikke brug for en diskussion. Lad os lave en gentleman aftale om at: du tager så meget og vi tager resten.”

Uheldigvis for den herskende klasse er ikke alle til salg. Selv da regeringen gennemførte en ny forfatning, fortvivlede oligarkiet ikke. Den nye regering gennemført en forfatning, som er den mest demokratisk i Latinamerika, måske i hele verden. Den giver rettigheder til alle, uden hensyn til race, hudfarve eller køn. Naturligvis tog oligarkiet ikke dette alvorligt. Når alt kommer til alt, hvad er en forfatning så mere end et stykke papir? Oligarkiets ræsonnement var fejlfrit og afspejlede virkeligheden i alle love og forfatninger i et formelt borgerligt demokrati. De skal ikke tages alvorligt. De er udsmykninger udtænkt for at tilsløre den virkelige situation, hvilket er det forsatte herredømme af en rig minoritet over flertallet.

Demokrati, parlament, valg, talefrihed og frie fagforeninger ser den herskende klasse som nødvendige onder, som må tolereres, så længe de ikke er en trussel for bankernes og monopolernes diktatur. Men så snart demokratiets mekanismer bliver brugt af masserne til at introducere en fundamental ændring af samfundet, ændres den herskende klasses standpunkt sig. De begynder at råbe ”diktatur”, selv når regeringen, som i Venezuela, er blevet valgt af et overvældende flertal. De bruger deres økonomiske muskler, deres kontrol over nationens økonomiske liv, deres kontrol over massemedierne og domstolene til at chikanere, sabotere og underminere den demokratisk valgte regering – eller med andre ord: de tyer til udenomsparlamentariske metoder for at vælte regeringen.

At tro at love og forfatninger vil redde regeringen under sådanne forhold er topmålet af naivitet. Den herskende klasses udenomsparlamentariske handlinger kan ikke blive gendrevet af taler i parlamentet og appeller til forfatningen. De kan kun blive overvundet ved massernes udenomsparlamentariske aktioner. Erfaringerne fra den venezuelanske revolution bekræfter dette 100 procent. For det er en ting at godkende en forfatning som giver rettigheder til flertallet, en anden ting er at gøre disse ting til virkelighed. For at handle i massernes interesse er det nødvendigt at konfronterer oligarkiets kapitalinteresser. Dette kan ikke blive gjort uden en ubetinget kamp.

Kuppet den 11. april
Så snart oligarkiet indså, at de ikke kunne nå til enighed med Chavez, at han ikke kunne blive købt, begyndte de at angribe ham. Eliten begyndte at organisere og mobilisere dens styrker. De brugte deres kontrol over massemedierne til at piske en stemning af raseri op i middelklassen. De brugte CIA til at bestikke korrupte fagforeningsledere for at organisere reaktionære strejker, efter forbilledet med vognmandsstrejken mod Salvado Allendes regering i Chile. De iscenesatte en investeringsstrejke samtidig med at de sendte milliarder til bankkontoer i Miami. De gødede jorden for det kontrarevolutionære kup den 11. april 2002.

Det er unødvendigt at sige, at trådene i denne konspiration går tilbage til Washington. Hvorfor hader USA imperialismen Chavez? Hvorfor frygter den, den bolivariske revolution? Indtil videre har Chevez ikke eksproprieret nogen af de store amerikanske firmaer i Venezualas ejendom. Han har ikke forhindret salget af olie til USA. Han har ikke nationaliseret oligarkiets ejendom.

Til dels skyldes Washingtons fjendtlighed overfor Chavez, hans heftige modstand mod USA-imperialismens optrækkeri. Han var fra begyndelse en af de mest standhaftige fortalere for at opretholde en høj pris på olie – en politik der går imod USA-imperialismens interesser, som kæmper for at komme ud af den økonomiske krise og har brug for at holde oliepriserne lave. Tidligere kunne Washington stole på en eftergivende regering i Caracas, som (for en passende sum penge) ville vælge en politik mere efter deres smag. Det venezuelanske oliefirma PDVSA, var, selvom det formelt var nationaliseret, kontrolleret af korrupte bureaukrater, der styrede PDVSA, ligesom en hver anden kapitalistisk virksomhed og var mere end venlig overfor de store amerikanske olievirksomheder.

Den virkelige grund til USA-imperialismens evige had til Chevez, må derimod findes andetsteds. På nuværende tidspunkt er der ikke et eneste stabilt kapitalistisk regime fra Tierra del Fuego til Rio Grande. En revolutionær bølge ruller over hele det latinamerikanske kontinent. Dette fylder strategerne på Capitol i Washington med frygt og bange anelser. Verdens øjne er fikseret på Mellemøsten, et område af vital økonomisk og strategisk betydning for den amerikanske imperialisme. Men Latinamerika ses som USA’s baggård. Begivenheder i syd påvirker USA på en meget direkte måde.

Hugo Chavez’s bolivariske revolution er en direkte trussel mod den amerikanske imperialisme, fordi den kan være et eksempel for de undertrykte masser i resten af Latinamerika. Det har vækket masserne fra deres lange vintersøvn og drevet dem frem til kamp. Revolutionens liste over praktiske bedrifter er imponerende. Den har gennemført nogle seriøse reformer til gavn for arbejderne og de fattige. Halvanden million folk har lært at læse og skrive og 3 millioner folk er i det hele blevet indmeldt i uddannelsesplaner på forskellige niveauer. 12 millioner, hvoraf mange aldrig har set en læge, er blevet undersøgt af cubanske læger, som er blevet sendt ud for at leve i landsbyer og slumkvarterer. Næsten 12 millioner hektar land er blevet uddelt til bønderne.

Det er en reel fremgang. Men revolutionens reelle fremgang er vigtigere og mere uhåndgribelig. Den kan ikke blive vejet, målt eller talt, men den er afgørende. Revolutionen har givet masserne en fornemmelse af deres egen værdighed som mennesker, den har bragt dem en skarp retfærdighedssans, den har givet dem en ny fornemmelse af deres egen magt, den har givet dem et nyt mod. Den har givet dem håb for fremtiden. Fra den herskende klasses og imperialismens standpunkt repræsenterer dette en dødelig fare.

På nuværende tidspunkt er klassekræfternes indbyrdes balance forsat gunstige for revolutionen. Chavez’s personlige popularitet er uudfordret. Opinionsundersøgelserne giver ham 60 % eller mere. I virkeligheden er hans opbakning endnu større, hvis vi ser hvilke kræfter det er, der støtter ham. Alt det der er levende, kreativt og aktivt i Venezuela er med revolutionen. På den anden side står reaktionens og konservatismens styrker – alt hvad er degenereret, korrupt og råddent.

For første gang i næsten 200 års venezuelansk historie føler masserne, at regeringen er i hænderne på folk, som ønsker at forsvare deres interesser. Tidligere var regeringen en fremmed magt som var imod dem. De ønsker ikke at se de gamle korrupte partier vende tilbage.

En revolution, forklarer Trotskij i Den russiske revolutions historie, er en situation, hvor masserne begynder at tage deres skæbne i deres egne hænder. Dette er lige præcis tilfældet i Venezuela nu. Massernes opvågning og deres aktive deltagelse i politik er det mest afgørende træk ved den venezuelanske revolution og hemmeligheden bag dens succes.

For to år siden besejrede massernes spontane opstand kontrarevolutionen. Det var det, der fik processen til at accelerere. Men to år senere er en ny stemning ved at udvikle sig i masserne. Der er frustration og utilfredshed. Massernes håb er ikke blevet udfriet. De ønsker at gå videre. De vil konfrontere og besejre kontrarevolutionens styrker og presser fremad.

Men fra toppen er der andre pres fra dem, som føler at revolutionen er gået for langt, dem som på den ene side frygter masserne og på den anden side imperialismen. De vil gerne sætte bremserne i. Disse to modsætningsfyldte tendenser kan ikke eksistere sammen for altid. Den ene eller den anden må vinde. På udfaldet af denne interne kamp hviler revolutionens skæbne.

Denne centrale modsætning afspejles på alle niveauer, i samfundet, i bevægelsen, i regeringen, i Miraflores paladset og tilmed med i præsidenten selv.

Chavez og masserne
I årtier blev Venezuela styret af et korrupt og degenereret oligarki. Der var et topartisystem, hvor begge partier repræsenterede oligarkiet. Da Chavez grundlagde den bolivariske bevægelse, forsøgte han at muge ud i de stinkende stalde, som var det venezuelanske politiske liv. Dette var et meget begrænset og beskedent mål – men det blev mødt med kraftig modstand fra det herskende oligarki og dets tjenere.

For to år siden, den 11. April, prøvede oligarkiet, med aktiv støtte fra Washington, at styrte Chavez ved et statskup. Han blev arresteret og bortført. De sammensvorne installerede sig selv i præsidentpaladset Miraflores. Men indenfor for 48 timer blev de styrtet af en spontan masseopstand. Hærenheder, der var loyale over for Chavez gik med masserne og kuppet kollapsede forsmædelig d. 13. april.

På den Anden Internationale Samling i Solidaritet med den venezuelanske revolution vurderer jeg at der var cirka 150 udenlandske delegerede, mest fra Syd- og Centralamerika. Om aftenen den 14. april samledes vi på tribunen i det centrale Caracas, lige udenfor Miraflores paladset for at se de enorme demonstrationer som fejrede tilintetgørelsen af kuppet.

Det var et imponerende syn. Fra fabrikkerne og de fattige områder i Caracas strømmede titusinder af Chaves-støtter ud på gaderne i røde trøjer og med baseballkasketter, viftede med flag og plakater. Dette var de folk, som besejrede kontrarevolutionen for to år siden og deres begejstring for revolutionen er fortsat krystalklar.

Møderne begyndte med noget musik og opvarmningstaler. Derefter talte Chavez. Det var interessant at observerer forholdet mellem Chavez og masserne. Der kan ikke være nogen tvivl om den intense loyalitet, de fattige og undertrykte føler over for denne mand. Hugo Chavez gav for første gang de fattige og undertrykte en stemme og håb. Det er hemmeligheden bag denne ekstraordinære hengivenhed og loyalitet, de har vist ham. Han vækkede dem til live og de ser sig selv i ham. Dette har givet ham de riges og magtfuldes evige had og masserne loyalitet og kærlighed.

Det forklarer det lige så ekstraordinære had den herskende klasse viser overfor for Chavez. Det er et de riges had til de fattige, udbytterens had til den udbyttede. Bagved dette had er der frygt – frygt for tab af deres rigdom, magt og privilegier. Dette er en kløft som der ikke kan slås bro over med venlige ord. Det er den fundamentale klasseopdeling af samfundet. Og den er ikke blevet udslettet ved besejringen af kuppet og den efterfølgende lockout. Hvis noget overhovedet, er den intensiveret.

Som sædvanlig talte Chavez i lang tid, dækkede mange emner, indenlandske og internationale. Det var betydningsfuldt, at han trak en klar streg mellem den amerikanske regering og den amerikanske befolkning, og han bønfaldt de sidste om støtte mod Bush og imperialisterne. Mens han talte var jeg i stand til se massernes reaktion på den store skærm bagved præsidenten. Unge og gamle folk, mænd og kvinder, de fleste arbejdere, lyttede opsat og lagde vægt på hvert eneste ord. De klappede, hujede, lo og tilmed græd mens de stod der. Dette var et opstemt folks ansigt, et folk som var blevet bevidst om dets egen aktive deltagelse i den historiske proces – revolutionens ansigt.

Og Chavez? Chavez får tydeligvis sin styrke fra massernes støtte, med hvem han identificerer sig fuldstændig. Ved måden hvorpå han talte – spontant og fuldstændigt uden den stive formalitet, som man forventer af en professional politiker – får han gode forbindelser til dem. Hvis der nogle gange er mangel på klarhed, afspejler dette hvilket niveau masserne befinder sig på. Identiteten er total.

Første møde
Lige efter massemødet, var de internationale delegerede inviteret til en reception inde i Miraflores paladset. Det er ikke et sted, der er let at komme ind og ud af. Sikkerheden er meget streng på grund af den altid nærværende trussel for et attentat. Tasker bliver gennemsøgt igen og igen. Pas bliver tjekket minutiøst. Vagter med spejle inspicerer undersiden af alle køretøjer. Det tager lang tid, men disse sikkerhedsforanstaltninger er absolut nødvendige.

Chaves rejste sig igen foran mødet, man undrer sig over hvor han får al sin energi fra. Han taler i lang tid om kup-dagen, da han blev arresteret og afslører visse ting, som ingen vidste før. Bagefter er han omringet er en hel masse mennesker som ønsker at give ham hånden og udveksle nogle få ord. Det var lidt ligesom en rugby kamp, men til sidst kom jeg tæt nok på til at kunne introducere mig selv: ”Jeg er Alan Woods fra London, forfatter til Reason in Revolt.”

Samtidig med at han tog fat i min udstrakte hånd kiggede han mærkværdigt på mig: ”Hvilken bog sagde du?”

“Reason in Revolt”.

Et stort smil lyste op i hans ansigt. “Det er en fantastisk bog! Jeg må lykønske dig.”

Han så sig omkring og udbrød: “I må alle læse denne bog!”

Jeg ønskede ikke at tage mere af hans tid på omkostning af de andre folk som ventede, så jeg spurgte om vi kunne mødes.

“Selvfølgelig skal vi mødes. Tal med min sekretær.” Han pegede på en ung mand ved sin side, som øjeblikkeligt informerede mig om, at han ville kontakte mig..

Jeg var ved at tage afsked, for at give andre muligheden for at møde præsidenten, da han stoppede mig. Han så ud til ikke at ænse alle omkring ham, da ham med umiskendelig entusiasme sagde: ”Ved du, jeg har den bog liggende ved sengen og jeg læser i den hver aften. Jeg er nået til kapitlet om ’Revolutionens molekylære proces’. Du ved, hvor du skriver om Gibbs’ energi.” Det lader til at den del har gjort stort indtryk på ham, for han citerer den ofte i sine taler. Hr. Gibbs har sandsynligvis aldrig været så kendt før.

Dette er ikke et tilfælde. Den venezuelanske revolution er nu nået til et kritisk stadie, hvor udfaldet må blive bestemt på den ene eller den anden måde. Kapitlet, han henviser til, omhandler sådan et kritisk stadie i kemi, hvor en bestemt mængde af energi, kendt som Gibbs’ energi, er nødvendig for at forårsage en kvalitativ ændring. Chavez har forstået det faktum, at revolutionen er nødt til at tage dette kvalitative spring og det er derfor, den passage i bogen tiltrækker ham så meget.

Den følgende dag var jeg fuldstændigt optaget. Jeg talte ved et møde med 100 mennesker og i en debat om revolutionens fundamentale problemer, hvori jeg talte for ekspropriering af oligarkiets rigdomme, bevæbning af folket og arbejdernes kontrol og ledelse. Jeg citerede Lenins kendte fire betingelser for arbejdermagt, og den om begrænsninger på størrelse af embedsmænds løn viste sig at være specielt populær.

Jeg blev svaret af et colombiansk parlamentsmedlem, som indtog en fuldstændig reformistisk position. Han er en tidligere guerillasoldat (de er altid de mest ivrige reformister). Jeg svarede ham ret bestemt – til tilhørernes tydelige glæde – ved at citere Tawney’s berømte udsagn: ”Du kan pille et løg lag for lag, men du kan ikke flå en tiger klo for klo”. Til sidst så den stakkels fyr ret forvirret ud.

Om aftenen stødte Manzoor Ahmed, det marxistiske medlem af det pakistanske parlament, til mig. Stakkels Manzoor var lige kommet ud af et fly efter en udmattende rejse på 33 timer. Ikke desto mindre så han frisk ud, da han talte til hovedmødet med en inspirerende tale, hvor han drog paralleller mellem den venezuelanske revolution og den pakistanske revolution i 1968-69.

Da Manzoor forklarede hvad der skete, da Bhutto ikke førte revolutionen fuldt igennem, studerede jeg ansigterne omkring mig. De fleste af den var arbejderaktivister fra den bolivariske bevægelse. De var tydeligvis fængslet af det, Manzoor sagde, og forstyrrede med tilråb som ”det er rigtigt! Det er hvad vi vil have! På tide det blev sagt!”. Da Manzoor til sidst konkluderede “Du kan ikke lave en halv revolution, revolutionen må blive ført igennem”, klappede tilhørerne vildt. Manzoor var den eneste, der fik stående bifald den aften.

Det andet møde
Den næste dag ringede jeg til Chavez’s sekretær for at spørge om aftalen. Svaret var ikke opløftende: ” Præsidenten har meget travlt. Der er mange folk der vil se ham.”

”Lad os få gjort det er klart, kommer det møde til at finde sted – ja eller nej?”

”Jeg tror det vil blive umuligt.”

Jeg drog den oplagte konklusion og tog hen for, over frokost, at diskutere med to oliearbejderledere fra Puerto la Cruz.

Midt i frokosten blev jeg overasket, da Fernando Bossi kom ind i restauranten og kom hen til vores bord. Han er argentiner og talsmanden for den bolivariske folkekongres, der spreder sig over hele Latinamerika.

“Alan, vær parat halv seks. Præsidenten vil se dig halv syv.”

Miraflores paladset er en elegant og nyklassisk bygning, sandsynligvis bygget i det 19. århundrede, og et svagt minde om den spanske kolonitid. I midten er der en stor patio omringet af søjler. Selvom mødet var sat til halv syv, var klokken over 10, da jeg blev tilkaldt. Mens jeg stod og ventede, bed jeg mærke i lyden af de lokale fårekyllinger, meget højere og mere skingre end dem, jeg er vant til i Spanien.

Jeg blev fortalt at jeg kunne forvente et interview på mellem tyve og tredive minutter, hvilket var meget passende for mig. Personen før mig var Heinz Dieteric, en tysker der nu lever i Mexico og en gammel ven af Chavez. Han var med præsidenten i 40 minutter og undskyldte venligt, at han havde ladet mig vente. Jeg fortalte ham, at det ikke gjorde mig noget. Imidlertid var der en lang pause, før jeg endelig blev kaldt ind. Jeg formodede, at Chavez var træt efter en lang dag og ville have et hvile, eller måske var han ved at spise noget.

Disse spekulationer var forkerte. Senere fandt jeg ud at Hugo Chavez ikke er en mand, som let bliver træt. Han starter på arbejdet hver dag før klokken otte og arbejder indtil omkring klokken tre om natten. Derefter læser han (han er en ivrig læser). Jeg ved ikke hvornår han sover, ikke desto mindre ser han altid ud til at boble med energi og taler altid om alt muligt. Dette gør ham ikke til en let mand at arbejde med, fortalte hans personlige sekretær mig: ’Jeg vil gøre alt for ham, men der er aldrig et sekunds fred. Nogen gange kan jeg ikke en gang gå på toilettet. Jeg begynder at gå i den retning og en eller råber: ”præsidenten har brug for dig!’”.

Grunden til at jeg ventede var, at præsidenten først ville læse alt materialet fra Hands off Vennezuela-Kampagnen. Da jeg gik ind i hans kontor, sad han bagved sit skrivebord med et stort portræt af Simon Bolivar bagved sig. På skrivebordet foran ham lagde jeg mærke til en kopi af Reason in Revolt og et brev jeg havde sendt til ha. Brevet var kraftige understreget med blåt.

Chavez hilste mig varmt. Her var ingen “ etikette”, men kun åbenhed og oprigtighed. Han begyndte at spørge mig omkring Wales og min familiære baggrund. Jeg forklarede at jeg var fra en arbejderklassefamilie, og han svarede at han fra en bondefamilie. ”Nå Alan, hvad har du at sige?” spurgte han. Faktisk var jeg mere interesseret i at høre hvad han havde at sige – hvilket var ret interessant.

Først præsenterede jeg ham for to bøger: min om det bolsjevikiske partis historie (Bolshevism, the Road to Revolution) og Ted Grants Russia – from Revolution to counter-revolution. Han så meget veltilfreds ud. ”Jeg elsker bøger,” fortalte han mig. ”Hvis de er gode bøger, elsker jeg dem endnu mere. Men selv hvis de er dårlige bøger, elsker jeg dem stadig.”

Som han åbnede bolsjevisme-bogen læste han den dedikation jeg havde skrevet, som er: “Til præsident Hugo Chavez med de bedste ønsker. Vejen til revolutionen går igennem de marxistiske ideer, programmer og traditioner. Fremad mod sejr!” Han sagde ”Det er en vidunderlig dedikation. Tak, Alan.” Han begyndte at vende siderne og stoppede.

“Jeg ser du skriver om Plekhanov”

”Det er rigtigt.”

”Jeg læste en bog af Plekhanov for lang tid siden, og den gjorde et stort indtryk på mig. Den hedder ”Individets rolle i historien”. Kender du den?”

”Selvfølgelig”

“Individets rolle i historien”, funderede han. ”Nå, jeg ved at ingen af os er uundværlige”

”Det er ikke helt korrekt,” svarede jeg. ”Der er mange gange i historien, hvor individer kan gøre en fundamental forskel”

”Ja, jeg var glad for at se at du i Reason in Revolt siger, at marxisme ikke kan blive reduceret til økonomiske faktorer”.

”Det er rigtigt. Det er en vulgær karikatur af marxismen.”

“Ved du hvornår jeg læste Plekhanovs bog Individets rolle i historien?” spurgte han.

”Det har jeg ingen anelse om”.

”Jeg læste den da jeg tjente som officer i en anti-guerilla enhed i bjergene. Du ved, de gav os noget materiale at læse, så vi kunne forstå den samfundsskadelige virksomhed. Jeg læste at det ”samfundsskadelige arbejde” blandt folket forsvarede deres interesser og vandt deres hjerter og sind. Det lød som en meget fin ide!”

“Så begyndte jeg at læse Plekhanov’s bog og den gjorde et stort indtryk på mig. Jeg husker det var en smuk stjerneklar aften i bjergene og jeg var i mit telt og læste ved lyset fra en fakkel. Det jeg læste fik mig til at tænke, og jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad jeg overhovedet lavede i hæren. Jeg blev meget ulykkelig.”

”For os er det ikke noget problem, at bevæge os rundt i bjergene med rifler i vores hænder. Også guerillaen havde ikke nogen problemer – de gjorde det samme som os. Men de folk som led, var de regulære bønder. De var hjælpeløse og havde en hård tid. Jeg husker en dag, hvor vi kom til en landsby og jeg så nogle soldater tortere to bønder. Jeg bad dem stoppe øjeblikkeligt, sådan noget ville der ikke være noget af, så længe jeg havde kommandoen”.

“Det fik mig virkelig i problemer. De ville tilmed sætte mig for retten for militær lydighedsnægtelse [Han lagde specielt trykt på de to sidste ord.]. Efter det besluttede jeg, at hæren ikke var et sted for mig. Jeg ville holde op, men blev stoppet af en gammel kommunist som sagde til mig: ”Du er mere brugbar for revolutionen i hæren end ti fagforeningsfolk.” Så jeg blev. Nu mener jeg, det var den rigtige ting at gøre.”

“Vidste du at jeg dannede en hær i de bjerge? Det var en hær bestående af fem mand. Men vi havde et meget langt navn. Vi kaldte os selv Simon Bolivars Folkelige Nationale Befrielseshær.” Han grinede hjerteligt.

”Hvornår var det,” spurgte jeg.

”I 1974. Ser du, jeg tænkte ved mig selv: Dette er Simon Bolivars land. Der må være noget af hans sjæl der stadig er i live – noget i vores gener, tror jeg. Så vi satte os for at genoplive det.”

Jeg vidste slet ikke at den nuværende situation i den venezuelanske hær var et resultat af årtier af tålmodigt revolutionært arbejde. Men sådan var det. Chavez gik videre, som tænkte han højt:

”For to år siden, på kuppets tid, blev jeg arresteret og ledt væk, jeg troede jeg ville blive skudt. Jeg spurgte mig selv: har de sidste 25 år af mit liv været forgæves? Var det hele til ingen nytte? Men det var det ikke, som faldskærmstroppernes opstand viste.”

Chavez husker kuppet
Chavez talte i et stykke tid om kuppet. Han fortalte hvordan han blev holdt i total isolation. Oprørerne ville presse ham til at underskrive et dokument om, at han gik af. De ville have ham til at gå i eksil i Cuba eller andetsteds. De ville gøre hvad de for nyligt har gjort med Aristide i Haiti. Han blev ikke dræbt fysisk, men moralsk, vanæret for øjne af sine tilhængere.

Kupmagerne brugte alle mulige slags tricks for at få ham til at gå af. De brugte tilmed kirken (om hvilken Chaves talte meget bidende).

“Ja, de sendte tilmed kardinalen for at overtaler mig. Han fortalte mig en række løgne: at jeg ikke havde nogen støtte, at alle havde forladt mig, at hæren stod fast bagved kuppet. Jeg havde ingen informationer og var fuldstændigt ude af kontakt med den ydre verden. Men jeg nægtede stadig at underskrive.”

“Mine kidnappere blev meget nervøse. De fik mange telefonopkald fra Washington, der krævede at vide, hvor det underskrevne tilbagetrædelsesbrev var. Da de så at brevet ikke kom, blev de desperate. Kardinalen pressede mig til at skrive under for at undgå borgerkrig og blodsudgydelser. Men så bemærkede jeg en pludselig forandring i hans tone. Han blev høflig og forsonende. Jeg tænkte ved mig selv: hvis han taler sådan her, må der være sket noget.”

“Så ringede telefonen. En af mine kidnappere sagde: “Det er forsvarsministeren. Han vil tale med dig. Jeg fortalte ham at jeg ikke ville tale med nogen ”golpista”. Så sagde han: ”men det er din forsvarsminister.”. Jeg rev telefonen ud af hånden på ham og så hørte jeg en stemme, der lød som solen. Jeg ved ikke om du kan sige det, men lige meget hvad, var det lige præcis sådan det lød for mig.”

Ud fra denne samtale var jeg i stand til skabe mig et indtryk af manden Chavez. Det første, der slår en er at han er åbenlys ærlig. Hans oprigtighed er klar, ligesom hans dedikation til revolutionens sag og hans had til uretfærdighed og undertrykkelse. Selvfølgelig er disse kvaliteter i sig selv ikke nok til at garanterer revolutionens sejr, men de forklarer sandelig hans enorme popularitet blandt masserne.

Han spurgte mig hvad jeg syntes om bevægelsen i Venezuela. Jeg svarede at den var meget imponerende, at masserne klart var dens hovedkraft og alle ingredienserne for at føre revolutionen fuldt igennem var til stede, men at der manglede noget. Han spurgte hvad det var. Jeg svarede at bevægelsens svaghed var fraværet at klart defineret ideologi og kadrer. Han var enig.

”Jeg ser ikke mig selv som en marxist, fordi jeg ikke har læst nok marxistiske bøger,” sagde han.

Ud fra denne samtale havde jeg den klare opfattelse at Hugo Chaves var på kig efter ideer og at han virkelige var interesseret i de marxistiske ideer og ivrig efter at lære. Det er det tilsvarende stadie den venezuelanske revolution har nået. Snarere end mange tror, vil den blive sat over for et barsk og skarpt valg: enten udryddelsen af oligarkiets økonomiske magt eller snarligt lide nederlag.

Det er muligt at begivenhederne vil overbevise Chavez om nødvendigheden af at dreje skarpt til venstre. For nyligt holdt han en tale hvor han påkaldte folkets bevæbning. Han er tydeligvis frustreret over den konstante sabotage og provokationerne fra oppositionen indenfor og udenfor parlamentet. Han har lavet en liste over de sabotagemetoder som dommere, oppositionens parlamentarikere, hovedstadspolitiet, bureaukraterne i PDVSA, og så videre bruger. For at fjerne dem, må massebevægelsen blive mobiliseret, organiseret og bevæbnet.

Der er en modstand mod dette i toppen af bevægelsen. De reformistiske og socialdemokratiske elementer er svage eller ikke-eksisterende blandt de menige medlemmer, men stærke i toppen. Dette fortørner den menige Chavez-tilhænger, som er ved at blive frustreret over manglen på beslutsom handel mod kontrarevolutionen.

Under disse omstændigheder giver de marxistiske ideer, repræsenteret af den revolutionære marxistiske tendens – El Militante-Topo Obrero – et kraftfuldt ekko.

Hands off Venezuela-kampagnen
Samtalen drejede sig herefter om til emnet om vores internationale solidaritetskampagne Hands off Venezuela, om hvilken Chaves udtrykte stor entusiasme. Han spurgte mig hvad jeg syntes om det Internationale Samling. Jeg fortalte ham at det var en fantastisk ide, men at der var svagheder. Alle gæsterne fra Europa var bare individer, for det meste akademikere og intellektuelle, der ikke repræsenterer nogen uden over dem selv. Chavez’ reaktion indikerede at han vidste det var sådan det stod til.

Jeg sagde: “Hvad kan sådanne folk gøre? De vil gå hjem og organisere et seminar om hvor fantastisk den bolivariske revolution er. Med sådan en solidaritet vil du ikke nå langt. Hvad revolutionen har brug for en seriøs kampagne i den internationale arbejderbevægelse.”

”Men de intellektuelle kan dog gøre noget. De kan give os noget omtale.”
”Jeg er enig. Jeg forslår ikke at de udelukkes. Men hovedbasen for støtte til den venezuelanske revolution må være arbejderklassen og den internationale arbejderbevægelse.

Præsidenten var helt enig på dette punkt. Han begyndte omhyggeligt at læse den 16-siders list at underskrifter fra folk der støtter Hands off Venezuela kampagnen.

Som han læste navne, viste han ansigt at han var dybt rørt.

”Se her” sagde han til sin sekretær. ”Det var det jeg sagde. Disse er ikke kun enkelt individer. Der er tillidsmænd, fagforeningssekretærer, arbejderledere. Dette er hvad vi har brug for.”

”Nogle har tilmed skrevet beskeder. Her er en. Alan, hvad betyder Rabochaya Demokratiya?” “Det er russisk. Det betyder Arbejderdemokrati.”

Chavez oversatte beskedens tekst til spansk. Og sagde:

”Til de arbejdende mænd og kvinder i Venezuela

Kammerater

Nu hvor USA-imperialismens rovgriske klør, i samarbejde med de reaktionære kræfter inde i Venezuela rækker ud efter den bolivariske republik, for at prøve at få landets olierigdomme privatiseret og skubbe arbejderne og bønderne i Venezuela ud i endnu større nød, udtrykker vi russiske (sovjetiske) marxister vores solidaritet med de venezuelanske arbejderes klassekampen mod reaktionens styrker.

Som vist med erfaringen fra den succesfulde russiske revolution i 1917, er det muligt at besejre imperialisterne gennem skabelsen af arbejderråd (sovjetter), en arbejdermilits og den nationaliserede industri under arbejdernes kontrol.

En succesfuld revolution i Venezuela og skabelsen af en arbejderstat vil være et forbillede for arbejderne og de fattige i Latinamerika og hele verden.

Arbejdere i alle lande, foren jer!”

“Dette er virkelig en vidunderlig besked,” sagde Chavez, tydeligt bevæget. ”Jeg føler, jeg bliver nødt til at takke dem. Jeg må skrive til dem alle sammen. Hvordan kan jeg gøre det?”

”Du kunne skrive en besked til vores hjemmeside,” forslog jeg.

”Det er hvad jeg vil gøre!” udbrød han.

Præsidenten kiggede på sit ur. Den var elleve.

”Gør det dig noget hvis jeg lige tænder for fjernsynet et stykke tid? Vi er ved at starte et nyt nyhedsprogram og jeg vil gerne se, hvad de har lavet.”

Vi så nyheder i omkring fem minutter. Det var et program om Irak.

”Nå Alan, hvad syntes du om det?”

”Ikke dårligt”

”Vi planlægger at starte en tv-kanal som skal sendes ud over hele Latinamerika.”

Ikke noget under at USA-imperialisterne har søvnløse nætter på grund af Hugo Chavez.

Om George W. Bush udtrykte Chavez sig i dybeste foragt. ”Personligt er han en kujon. Han angreb Fidel Castro til et møde i Organisationen af Amerikanske Lande (OAS) hvor Fidel ikke selv var til sted. Havde han været der ville ikke have turdet det. De siger han er bange for at møde mig og jeg tror på det. Han prøver at undgå mig. Men på et tidspunkt sad vi sammen til et OAS topmøde og han sad ret tæt på mig.” Chaves grinede til sig selv.

“Jeg havde sådan en drejestol og sad med ryggen til ham. Så efter et stykke tid drejede jeg rundt på stolen og jeg sad ansigt til ansigt med ham. ”Hello, Mr. President!” sagde jeg. Hans ansigt blev farvet – fra rød til lilla til blå. Du kan se at denne mand er en bunke er mentale komplekser. Det gør ham farlig – på grund af den magt, han har i sine hænder.”

Til slut i mødet udtrykte Hugo Chavez sin faste støtte til Hands off Venezuela-kampagnen. Han gav også sin personlige støtte til en udgivelse af en venezuelansk udgave af Reason in Revolt, med mulighed for andre bøger i fremtiden. Vi tog afsked i en god stemning. Den var da halv tolv. Men da jeg var ved at gå, spurgte han mig om Manzoor Ahmed, det marxistiske parlamentsmedlem fra Pakistan.

“Er han her?” spurgte han.

”Ja, han kom i går.”

”Men hvorfor er han ikke kommet for at se mig?”

”Jeg regner med, at han ikke er blevet inviteret”

Præsidentens ansigt blev mørkt et kort øjeblik.

“Ok, fortæl Manzoor fra mig at han ikke må forlade Venezuela uden at komme og se mig. Hvor er mig aftalebog?” Chavez begyndte at bladre utålmodigt igennem siderne. Hvert minut var fyldt med møder. Han rynkede panden for et kort øjeblik, men lyste så op: ”Vi bliver nødt til at mødes i morgen aften lige efter aftensmad. Vil I begge være der? Fint. Lad os sige klokken ti om aftenen.”

En improviseret tale
Den efterfølgende aften var de udenlandske gæster endnu engang samlede i en sal inde i præsidentens palads. Igen må der have været 200 folk samlet, samt fjernsynskameraer. Jeg kom en lille smule sent og sad bagi den fyldte sal. Efter nogle minutter kom der en mand fra præsidentens kontor og prikkede mig på skulderen; ”Hr. Woods, vær parat til at tale om fem minutter”.

Jeg var overhovedet ikke forberedt på dette, men jeg gik op til mikrofonen foran fjernsynskameraerne, ved siden af bordet hvor præsidenten sad. Jeg talte om kapitalismens verdenskrise og forklarede at alle krige, økonomiske kriser, terrorisme osv. kun er enkelte manifestationer på den organiske krise, kapitalismen er i. Jeg pointerede at den eneste måde at løse menneskehedens problemer er ved at afskaffe kapitalismen og etablere verdenssocialismen. Jeg forklarede at i de 200 år siden Bolivars død, har det latinamerikanske borgerskab forvandlet, hvad der burde være et jordisk paradis, til et helvede for millioner af mennesker.

Som konklusion pointerede jeg det kolossale potentiale i produktivkræfterne, der bliver spildt på grund af to enorme barrierer for det menneskelige fremskridt – privat ejerskab af produktionsmidlerne og ”det levn fra barbariet af nationalstaten”. Jeg pointerede den enorme udvikling af videnskaben og teknologien, som er tilstrækkelige til at forvandle livet for flertallet på denne planet.

På dette tidspunkt sagde jeg: “Det ser ud som om amerikanerne nu er ved at sende en mand til Mars. Jeg synes at vi skal støtte dette forslag på en betingelse – at denne mand bliver George W. Bush, og at han er på en enkeltbillet.

Ved dette brød salen ud i latter og Chavez råbte igennem larmen: ”Og Aznar – glem ikke Aznar”.

Til hvilket jeg svarede: ”Hr. Præsident, lad os ikke tale ondt om de døde!” Min tale var den eneste aftenens eneste politiske tale og blev modtaget meget godt.

Som sædvanlig talte Chavez sidst og længe, og han nævnte min tale flere gange. En gang imellem kom nogle af dem der stod for maden ind med en besked om at maden var forsinket. Men Chavez var i fuld gang, og intet kunne stoppe ham. Han kiggede ulykkeligt på budbringeren og sagde: ”Hvad! Dig igen!” Og forsatte derefter som om intet var sket.

Som alle venezuelanere har han en stor sans for humor. På et tidspunkt, da han havde talt for et stykke, kaldte han.

”Er du der stadig Alan?”

”Ja, jeg er her stadig”

”Sover du?”

”Nej jeg er fuldt vågen”

[Pause] “Hvem er Gibbs?”

“En videnskabsmand”

”Ohh en videnskabmand.” Og så forsatte han som før.

Referencen til Gibbs (eller Hibbs som han udtaler det) undrede de fleste af tilhørerne, og jeg blev nødt til at bruge lidt tid på at fortælle folk hvordan det blevet stavet.

Det var næsten midnat, da vi endelig satte os ned til aftensmad. Jeg var sammen med min ven og kammerat Manzoor, og var ikke glad for at de havde sat os ved forskellige borde, selvom de stod ved siden af hinanden. Jeg kaldte på en ung kvinde fra etikette afdelingen og forklarede at jeg ønskede at skifte plads og sidde ved siden af Manzoor, og at han ikke taler spansk og ville føle sig alene. ”Det er helt i orden, vi skaffer en oversætter.” Jeg tilkendegav min uenighed og forsatte med at ville sidde ved siden af min ven.

Efter kort tid kom en ret formidabel ung kvinde – tilsyneladende lederen. ”Hr. Woods,” sagde hun, i en tone der ikke kunne argumenteres imod. ”Kom venligst med.” Som lam til slagteren accepterede jeg ydmygt min skæbne, dog med en sidste appel til hendes gode natur. Det så ikke ud som om hun havde en, så jeg sad og kiggede på mine medgæster. Til min store overraskelse var præsident Chavez der sammen med sin unge datter. Vi blev underholdt af en gruppe musikere som spillede venezuelansk musik med guitarer og harper og andre traditionelle instrumenter, som han pegede ud for mig, tydeligvis nød han det enormt.

Middagen sluttede omkring halv to eller endnu senere. Men det er tidligt for Chavez og vi skulle stadig mødes med Manzoor. Lige før klokken to blev vi eskorteret til et stort rum, som altid udsmykket med store portrætter af Bolivar. Udover Chavez og hans udenrigsminister – en indikation på betydningen, de tillægger dette interview. For første gang synes jeg, præsidenten så lidt træt ud, men alligevel vedblev han at spørge Manzoor detaljerede spørgsmål om Pakistan og Afghanistan.

Intet ser ud til at mindske hans umættelig appetit på at vide mere om den verden vi lever i. På den tid så hans sekretær og minister mere end parate ud til at gå i seng.

Manzoor gav ham et traditionelt broderet sjal fra Sindh og nogle smukt udarbejdede vaser – en gave fra de pakistanske metalarbejdere. Han placerede vaserne på et fremtrædende sted i rummet og tog sjalet på, hvori han blev fotograferet. For Chavez er sådan nogle ting ikke små detaljer. Han berettede meget detaljeret om hans møde med Manzoor den følgende dag i radioen. For denne mand er al international støtte enorm vigtig og værdifuld.

Et par sidste få ord
Hvad mere kan jeg sige? Normalt skriver jeg ikke så detaljeret om individer, jeg er opmærksom på at nogle folk ser det som uforeneligt med marxistisk litteratur. Men jeg synes de tager fejl, eller i det mindste er det en smule ensidigt. Marx forklarede, at mænd og kvinder skaber historie og studier af disse individer som spiller en rolle i skabelse af historie er en gyldig del af litteraturen – også af den marxistiske litteratur.

Personligt har jeg aldrig været særlig interesseret i psykologi, undtagen i ordets bredeste forstand. Al for ofte prøver andenrangsforfattere at dække over deres mangel på virkelig forståelse for historien ved at påstå, at kravle ned i sindets dybeste hemmelighed hos bestemte personer for at, for eksempel, at opdage at Stalin og Hitler havde en ulykkelig barndom. Det antages så at dette er forklaringen på hvorfor de blev nådesløse diktatorer, der tyranniserede millioner. Men i virkeligheden forklarer sådanne forklaringer ingenting. Der er mange folk som har en ulykkelige barndom, men ikke mange som bliver Hitlere elle Staliner. For at forklare sådanne fænomener må man forstå forholder mellem klasser og de objektive socioøkonomiske processer danner dem.

Ikke desto mindre har individet personlighed, indtil en hvis grænse, en betydning for historiens processer. For mig er det det dialektiske forhold mellem subjekt og objekt, eller som Hegel ville have udtrykt det, mellem det bestemte og det universelle, der er det interessante. Det ville være meget lærerigt at skrive en bog om det præcise forhold mellem Hugo Chavez og den venezuelanske revolution. At der eksisterer sådan et forhold er der ingen tvivl om. Om det er positivt eller negativ afhænger af, hvilket klassestandpunkt man forsvarer.

Fra massernes, de fattiges og de undertrykte synsvinkel, er Hugo Chavez den mand, som rejste dem og som inspirerede dem, med hans utvivlsomme personlige mod, til heltemodig handlen uden sidestykke. Men den venezuelanske revolutionens historie er ikke færdig. Forskellige slutninger er mulige – ikke alle er rare at tænke på. Masserne lærer stadig, den bolivariske bevægelse udvikler sig stadig. Den enorme polarisering mellem klasserne vil ende i en styrkeprøve, hvori alle partier, tendenser, programmer og individer vil blive testet.

Fra min begrænsede personlige kontakt med Hugo Chavez er jeg stærkt overbevist om hans personlige ærlighed, mod og dedikation til massernes, de undertryktes og de udbyttes sag. Dette var jeg overbevist om allerede før vi mødtes og alt hvad jeg har set og hørt bekræfter mig i denne overbevisning. Men, som jeg har sagt mange gange: personlig ærlighed og mod er i sig selv ikke nok til at garantere revolutionens sejr.

Hvad er der brug for? Klare ideer, en videnskabelig forståelse, et konsekvent revolutionært program, fremgangsmåde og perspektiv.

Den eneste garanti for den bolivariske revolutions fremtid består i bevægelsen fra neden – massebevægelsen, må, ledet af arbejderklassen, tage magten i dens egne hænder. Dette kræver en hurtig opbyggelse af en revolutionær marxistisk tendens, den mest konsekvente revolutionære sektion af bevægelsen.

Jeg tror, at en voksende del af den bolivarianske bevægelse spejder efter de marxistiske ideer. Jeg tror også dette gælder for mange af lederne. Og Hugo Chavez? Han fortalte mig at han ikke var en marxist, fordi han ikke havde læst nok marxistiske bøger. Men han læser dem nu. Og i en revolution lærer folk mere på 24 timer end i 20 års normalt liv. I sidste ende vil marxismen tiltrække de bedste elementer i det venezuelanske samfund og smelte dem sammen til en uovervindelig kæmpende magt. På denne vej ligger muligheden for sejr.