Den 25. oktober havde en række fagforeninger indkaldt til konference om overenskomsterne i 2004. Fra konferencen blev der blandt andet stillet krav om en højere mindsteløn, lavere arbejdstid og generel forbed-ring af lønmodtagernes rettigheder.
Overenskomsterne i 2004 kommer, mens krisen i økonomien er ved at sprede sig. Gang på gang kommer optimistiske borgerlige økonomer med løfter om, at “nu er opsvinget på vej”. Men sandheden er, at det er ren ønsketænkning. Det er som om, at kapitalisterne ikke kan forstå, at skærer man ned på den offentlige sektor og presser lønningerne tilbage, så ødelægger man samtidig købekraften i samfundet. Dette betyder, at der bliver produceret mere, end der kan afsættes, og dermed kommer der en overproduktionskrise som den, der nu er godt i gang.
Højere mindsteløn!
Inden for byggeriet er kravet om en højere mindsteløn meget væsentligt. I dag forhandles en stor del af byg-ningsarbejdernes løn hjem på de forskellige arbejdspladser. Overenskomsterne inden for de områder fungerer mere som et forhandlingsgrundlag. Dette har da også fungeret fint under opsvinget. Men nu når krisen er under opsejling, og arbejdsløshedstallene stiger, så er det ikke længere så godt. For hvor man før stod stærkt på de forskellige arbejdspladser på grund af den gode beskæftigelse, vil man nu stå svagt. Dette har man allerede kunnet se, ved at bygningsarbejderne som helhed gik 0,1 procent tilbage i løn i 3. kvartal af 2003 i forhold til året før. Og det er ikke kun inden for byggeriet, at en stor del af lønnen forhandles på de forskelli-ge virksomheder. Dette finder også sted i store dele af industrien. Derfor er der mulighed for, at arbejdsgi-verne kan presse folk ned i løn med truslen om den stigende arbejdsløshed og endog gøre det uden at bryde overenskomsterne.
Øget udnyttelse
Opsvinget i den danske økonomi i 90’erne har ikke ført til specielt store lønstigninger. Til gengæld er kapita-listernes overskud mangedoblet i perioden. Bare siden 2000 er produktiviteten steget med 15%, hvor arbej-dernes realløn kun er steget med 5%. Det vil sige, at det er kapitalisterne, der scorer næsten hele kagen. Dette går ikke ubemærket hen. Aldrig før har der været et så massivt arbejdspres på de danske arbejdere (hvilket for øvrigt også gælder internationalt). Der bliver knoklet og stresset på arbejdspladserne. Det eneste resultat er altså minimale lønstigninger, mens kapitalisterne bliver rigere og rigere.
Arbejd til du dør!
Samtidig ville de borgerlige meget gerne fjerne efterlønnen og hæve pensionsalderen. Med andre ord skal arbejderne knokle for at skabe profit for kapitalisterne, og de skal helst gøre det, til de dør. Allerede nu kan B&A Pension oplyse, at mere end halvdelen af alle bygningsarbejdere er enten døde eller invaliderede inden de fylder 65. Sådan er moderne kapitalisme.
Den er gal i toppen
At presset på de danske arbejdere kan stige til så absurde højder, skyldes kun én ting: At fagbevægelsen ikke kæmper mod det! Gang efter gang går fagforbundene ud og snakker om, at vi skal prioritere vores krav inden for lønrammen. Hvad de ikke fortæller er, hvem der har sat den lønramme. Det har hverken Vorherre eller politikerne. Det har fagbevægelsens top og kapitalisterne nemlig gjort sammen. Men det er fuldstændig uac-ceptabelt. De danske arbejdere bør have del i kapitalisternes enorme profitter – ikke bare krummerne. De selv samme fagforeningsforhandlere har ellers ikke for vane med at holde igen, når det gælder deres egen løn.
De kloge hoveder i toppen af den danske fagbevægelse piller lidt ved deres slips og klør sig i håret og kan slet ikke forstå, at medlemmerne flygter. Men sandheden er, at mange medlemmerne ikke føler, at fagbevæ-gelsen er interesseret i at løse deres problemer. De snakker om, hvor skønt det hele er, mens man på fabriks-gulvet bliver jaget rundt, og hver dag må forsvare pauser og løn mod konstante angreb fra virksomhedsledel-serne. De gode forhold, der har været for de danske arbejdere, er ikke nogen selvfølge – de er kommet gen-nem kamp. Men nu hvor fagbevægelsens ledelse ikke kæmper, kan man nu, lige så stille, se de gode forhold forsvinde. Men dette må høre op! Det er på tide, at arbejderne bliver aktive i deres fagforeninger igen og presser deres ledelse til at kæmpe deres sag. Vil ledelsen ikke det, må den skiftes ud! Det er den eneste måde, de konstante angreb kan stoppes på.
De fagforeninger, der står bag OK 2004-kampagnen, bør forberede sig på et opgør i fagbevægelsen. Nu må det være nok med ledere, der sælger ud af kravene. Det er på tide, at de danske arbejdere får ordentlig del i den værdi, de bruger deres liv på at skabe.
Læs mere på www.ok2004.dk
