Siden den borgerlige regering kom til magten er omkring 50.000 flere danskere blevet arbejdsløse. Det svarer til mere end 50 om dagen, og der er ikke noget, der tyder på, at den udvikling vil vende lige foreløbig. Regeringen har markeret sig gennem sin næsten totale mangel på interesse for problemet og en “det går nok over af sig selv”-holdning, som afspejler den kendsgerning, at de borgerlige partier dybest set ikke repræsenterer de arbejdere, der bliver fyret, men derimod de arbejdsgivere, som står for fyringerne. Der har været lidt snak om at fremrykke nogle offentlige arbejder, men ellers er det kun angreb på de arbejdsløse, der står på programmet – de borgerlige har i deres finanslovsforslag for 2004 planer om at spare 800 millioner på dagpengene.
“Jobplan”
Regeringens passivitet mht. at skabe øget beskæftigelse har været en kærkommen anledning for Socialdemokratiet til at lancere en kampagne for en “jobplan”, der “vil skabe 15.000 jobs her og nu – og mange flere på længere sigt” (se Socialdemokratiets hjemmeside). Planen omfatter fremrykning af offentlige investeringer i skoler, flere udlejningsboliger og mere byfornyelse, mere investering i efteruddannelse, hjælp til genplacering af afskedigede seniorer og krav til virksomhederne, stop for fyringsrunder i det offentlige og en skattereform, så det bedre kan betale sig at arbejde. Med andre ord lover den socialdemokratiske ledelse altså nu at gøre det modsatte af, hvad de selv gjorde, da de var ved magten. Også dengang blev skoler, hospitaler osv. forsømt, og også dengang blev der skåret ned på velfærden, ligesom de sørgede for at øge skattebyrden for arbejderklassen. Hele arbejderbevægelsen må huske på ledelsens løfter og holde dem fast på dem og tvinge dem til at gennemføre dem, når de engang får regeringsmagten igen.
Lav vækst og faldende investeringer
Men vil Socialdemokratiets jobplan kunne løse arbejdsløshedsproblemet? Næppe. Selvfølgelig kan den førte politik gøre en stor forskel, og 15.000 ekstra jobs er bedre end ingenting – hvis planen altså nogensinde bliver til virkelighed. Men der er trods alt også en forbindelse til den økonomiske situation. Under det meste af den socialdemokratiske regerings tid havde vi et begrænset økonomisk opsving, og arbejdsløsheden kunne begrænses, selvom en stor del af de gode resultater, man pralede af, skyldtes forskellige fiksfakserier som tvangsaktivering osv. Men nu er situationen en helt anden. Den danske økonomi er ligesom det meste af resten af verden ude i en periode med økonomiske problemer og lav vækst. Nye tal fra Danmarks statistik viser et fald i bruttonationalproduktet på 0,5% i 2. kvartal af 2003, fordi virksomhedernes investeringer er faldet med 16%. Ifølge en chefanalytiker i Danske Bank skal vi være heldige, hvis den samlede vækst for 2003 skal op på én procent! Og regeringens planer om at forringe forholdene for arbejdsløse tyder også på en forventning om, at der vil komme endnu højere arbejdsløshed og dermed flere udgifter i fremtiden. I sådan en situation skal der nok mere drastiske midler i brug, hvis man for alvor vil gøre noget ved arbejdsløsheden.
Opbyg velfærden og nedsæt arbejdstiden
En arbejderregering, der var sit navn værdig, ville iværksætte en jobplan af betydeligt mere ambitiøst omfang end Socialdemokratiets. Alene genopbygning af al den ødelæggelse, som de sidste socialdemokratiske og borgerlige regeringer har forårsaget for velfærden, ville skabe tusinder og atter tusinder af jobs. Og skulle jobplanen virkelig gøre noget ved arbejdsløsheden, måtte den frem for alt indeholde en drastisk nedsættelse af arbejdstiden, uden at det skulle betyde lavere månedsløn, og under forudsætning af at der ansættes tilsvarende flere folk. Som det er nu, stiger arbejdspresset, stresset og nedslidningen for de arbejdere, der har et job, samtidig med at flere og flere slet ikke har et job. Det er absurd – og løsningen på det ville ikke bare sikre flere et job og et mere menneskeligt arbejdstempo, men også sørge for, at alle kunne få tid og overskud til at lave andet end at arbejde og sove.
Kontrol over økonomien
Problemet med alle “jobplaner” – og det gælder også de forslag SF og Enhedslisten er kommet med – er, at det er begrænset, hvilke planer man kan lægge for ting, som man reelt ikke kontrollerer. I en kapitalistisk økonomi er det private arbejdsgivere, der styrer økonomien og beskæftigelsen, og ikke demokratisk valgte politikere. En plan for lavere arbejdstid som skitseret ovenfor ville f.eks. støde på massiv modstand fra arbejdsgiverne. Staten kan selvfølgelig prøve at påvirke økonomien ved at sætte arbejde i gang, pumpe penge ud til forbrug osv., men det var netop sådan en politik, der førte til de store underskud, som har tvunget regeringer over hele verden til massive nedskæringer og besparelser. Så længe økonomien er indrettet på kapitalistisk vis, med deraf følgende skiftende kriser og opsving, vil arbejderklassen altid blive taberen til sidst. Men det er ikke arbejderklassens skyld, at der er arbejdsløshed – det er kapitalisterne, der fyrer folk eller undlader at ansætte folk, fordi det er det, der bedst kan betale sig for dem lige nu. Og når det kommer til stykket, er arbejdsgiverne slet ikke interesserede i at afskaffe arbejdsløsheden: de har brug for truslen om arbejdsløshed, så arbejderne ikke bliver for vovede, når de stiller krav til løn og arbejdsforhold. Hvis en kommende regering af arbejderpartier skal gøre noget reelt ved beskæftigelsen, må den have kontrol, dvs. ejerskab, over de væsentligste dele af økonomien. Gennem en demokratisk planlægning af økonomien kan man sætte en virkelig plan for velfærd og arbejde i gang, og man kan gennemføre den første betingelse for et rigtigt opgør med arbejdsløsheden: en drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld løn- og personalekompensation.
