Onsdag den 10. september gik titusinder af gymnasieelever på gaden til kamp for deres uddannelse under parolen “mod nedskæringer og brugerbetaling”. Over hele landet strejkede gymnasierne i Danmark og i nogen byer var demonstrationerne endnu større end de foregående år. Mens borgerlige aviser behandlede strejkerne som en alternativ måde at slippe for undervisningen på, forstår gymnasieeleverne langt bedre selv hvad det var protesterne gik ud på. Det står ganske klart for den gængse gymnasieelev at deres uddannelse er ved at blive godt og grundigt forringet. Protesterne blev støttet af gymnasielærernes fagforening samt de andre uddannelsers elevorganisationer. Nogle steder sympatistrejkede elever fra andre uddannelser også!
Der var elevprotester på mindst 115 af landets gymnasier og der var demonstrationer i København, Aalborg, Odense, Aarhus, Vejle, Struer, Fyn, Esbjerg, Tønder og Roskilde. I København demonstrerede omkring 7000 på rådhuspladsen, i Aalborg omkring 1500, i Odense ca. 1000, i Roskilde demonstrerede ca. 400 og over 1000 elever var i strejke. Ifølge DGS deltog langt de fleste af landets gymnasier i strejkerne.
Pga. amternes skrantende økonomi skal gymnasierne år for år spare store millionbeløb. Allerværst gik det i år i Nordjyllands amt, hvor man ville lukke Fjerritslev gymnasium og henviser beboerne i det område til flere timers transporttid til og fra skole, hvis de altså skulle have lyst til en studenter- eller HF-eksamen. Nu siger de så, at Fjerritslev gymnasium ”sandsynligvis ikke lukkes”, men det vil i stedet betyde at de andre gymnasier i Nordjyllands amt, skal bære byrden, hvilket heller ikke er rimeligt – man må helt stoppe nedskæringerne! Heller ikke i de andre amter går den stille af. Mange steder er der indført brugerbetaling og der er åbnet mulighed for at stoppe uendelig mange elever i klasserne. Dette har medført, at der flere steder sidder 31 i klasselokaler beregnet til 24 elever. På Tønder Gymnasium lavede man sidste år en undersøgelse, hvor man målte CO2-indholdet i luften igennem undervisningstimer i klasser med 28 elever. Her viste det sig, at CO2-indholdet var op til 3-4 gange for højt i forhold til den tilladte værdi efter der var gået en halv time. På de fleste gymnasier er klasselokalerne bygget til 24 elever, men pga. nedskæringerne propper man nu flere steder over 30 ind i disse klasselokaler.
Nedskæringerne rammer først og fremmest arbejderklassens børn, der oftest har meget erhvervsarbejde ved siden af skolen, der alene kræver op mod 50 timers ugentlig skolegang og lektielæsning. Det er primært arbejderklassens børn man rammer, når man øger udgifterne til skolegangen og det er arbejderklassens børn der rammes hårdest når der bliver flere og flere elever om samme lærer. De riges børn har stadig råd til transporten til skolen, kopiudgifterne, lommeregneren, ordbøgerne og studierejserne osv.
Det var disse og mange andre forringelser de danske gymnasieelever den 10. september gik på gaden for at protestere imod.
I Forbindelse med strejkerne gav de tre arbejderpartier i folketinget hinanden en håndsfæstning på, at de vil arbejde på, at gennemføre et nationalt loft på 28 i klasserne. Enhedslisten skrev at folketinget forhåbentligt vil få en anden sammensætning efter det næste valg og at de så vil gennemføre deres aftale. Men i stedet for at vente på at parlamentet ”forhåbentligt næste gang får en anden sammensætning”, burde arbejderpartierne starte på at koordinere en fælles opposition i arbejderpartierne og fagforeningerne mod den borgerlige regering og alle dens nedskæringer! Vi kan ikke vente flere år med, at få gennemført loft på klassekvotienterne, som i øvrigt også er alt for højt, når den ligger på 28.
Dette års nedskæringer på gymnasierne er desværre ikke noget engangstilfælde, men blot endnu et led i en lang kæde af nedskæringer, der de sidste mange år har forringet kvaliteten på uddannelserne enormt. Rengøringen, lektiehjælpen, psykologhjælpen og mange andre områder er allerede nede på et niveau, så det dårligt kan spares mere. Den socialdemokratiske regering 90’erne skar meget ned og med den nye liberale regering fortsættes nedskæringer bare i et endnu højere tempo.
Militant tradition
Strejken den 10. september var ikke første gang gymnasieeleverne protesterede mod nedskæringerne. Gymnasieeleverne i Danmark har en meget militant tradition for kamp, som går helt tilbage til stiftelsen af DGS i 1965. De seneste fem år har vi set et opsving i gymnasieelevernes kamp mod forringelserne, hvilket har været en inspiration for andre grupper af elever og studerende, som også er gået ind i kampen for at ændre uddannelsessystemet. Bare inden for de sidste to-tre år har vi set en række af store protester. Den 7. februar 2002 så vi nogle af de største elevdemonstrationer siden 80’erne, med op imod 30.000 elever på gaden over hele landet. Et af resultaterne var at de værste af besparelserne blev taget af bordet. Men bevægelsen havde reelt set en styrke og et omfang til helt at stoppe alle nedskæringerne, hvis blot man havde udvidet protesterne og søgt enhed med arbejderbevægelsen.
Desværre forholdt lederne af elevbevægelsen sig passive, og besparelserne blev derfor til dels gennemført. Alligevel havde disse protester en synlig effekt: Arbejderbevægelsens ledelse blev presset til at indkalde til en samlet demonstration mod regeringen, den 20. marts 2002. Lederne gjorde det dog helt klart at det bare var et faneoptog, og at der ikke kunne blive tale om arbejdsnedlæggelser. På trods af dette, mødte ca. 25.000 op på rådhuspladsen til en af de største demonstrationer set i Danmark i lang tid. Massere af arbejdere trodsede ledelsens advarsler og nedlagde arbejdet for at deltage i demonstrationen. Under demonstrationen holdt formanden for LO, Hans Jensen, Tale – pga. massernes pres. Heri gjorde han det klart, at klassekampen ikke var død, selvom regeringen hævdede det, men at regeringens politik tydeligt viste dens egne klasseinteresser. I sin tale lagde Hans Jensen op til en helt anden linie, end den vi normalt ser fra fagforeningsledelsen. Hans Jensen afsluttede sin tale på en måde så alle kunne forstå at det bestående system rystede i sine grundvolde: ”Regeringen tror, den kan afskaffe al opposition. Den fællesdemonstration, der i dag finder sted, fortæller en anden historie. Det er starten på en opposition, der siger fra og bygger nyt. Det fortjener det danske samfund!”
Problemet med Hans Jensens tale var bare, at det var tomme fraser der blev fundet frem for at imponere demonstrationens deltagere – siden har vi ikke set Hans Jensen føre noget som helst ud i praksis. Desværre nægtede lederne af elevbevægelsen at mobilisere omfattende til denne aktion, så den kunne få sin fulde styrke.
I stedet fastholdt de at det helt store slag skulle slås mod finansloven, efter sommerferien.
Den 5. september 2002 var gymnasieeleverne således igen på gaden til store protester. Denne gang mod forringelser der ville betyde øget brugerbetaling og højere klassekvotienter. Det lykkedes at tilkæmpe sig en delvis sejr, da nogle af de værste forringelser blev droppet, bl.a. et stop for studieture i Københavns amt. På dette tidspunkt var pædagogerne involveret i vilde strejker spredt udover hele landet, og et landsdækkende tillidsmandsnetværk, diskuterede hvilken vej kampen mod nedskæringerne skulle tage. Det ville have været helt oplagt at fremføre kravet om en fælles kamp mod nedrivningen af velfærdssamfundet, gennem store landsdækkende strejker.
Men igen forholdt ledelsen i elevbevægelsen sig passive over for denne enestående chance. I stedet udvandede man protesterne fuldstændig, ved at indkalde til en ”Folkefest for et bedre Danmark”, den 5. oktober. Hvad det var der skulle fejres den dag er der stadig tvivl om, men det var tydeligvis ikke ment som en dag i kampens tegn. I stedet serverede fagforeningslederne pølser og de fremmødte blev underholdt af tidens popmusik. Der var intet politisk perspektiv med dagen, andet end at bremse bevægelserne mod regeringen, og der mødte da heller ikke mere end 2000 op.
Hvis der er noget som de sidste års intensive kampe viser, så er det at det er nødvendigt med et klart perspektiv for hvordan man stopper nedskæringerne, ligesom der er brug for at gøre kampen mod forringelser til en kamp mod den borgerlige regering.
Hvad gør vi nu?
Specielt i år var det tydeligt at se, at der sker en øget radikalisering blandt gymnasieeleverne. Demonstrationerne var store og mere radikale i kravene, som vendte sig direkte mod regeringen flere steder. Men samtidig er det værd, at bide mærke i, at synspunktet om at “det alligevel ikke nytter” også udbredes, hvilket er en advarsel om at bevægelsen risikerer at dø hen, hvis ikke der snart vindes nogle sejre. De danske gymnasieelevers sammenslutning (DGS) har i flere omgange opfordret gymnasieeleverne til at gå på gaden mod nedskæringerne uden at have et perspektiv for hvordan man rent faktisk vinder sine krav igennem. . Enten tror ledelsen for DGS, at man kan tvinge nedskæringerne tilbage ved regelmæssigt at få eleverne på gaden for at demonstrere, ellers skaber de bare “bevægelse for bevægelsens skyld” og risikerer i så fald at desillusionere hele den danske gymnasieungdom. Dette er i nogen grad allerede sket, specielt blandt 3g’erne, der har været med i flere omgange og fået den oplevelse, at nedskæringerne alligevel kommer på trods af strejker og demonstrationer. DGS må udarbejde et klart perspektiv om hvordan man rent faktisk kan vinde sejre. Dette perspektiv bør som minimum indeholde kravet om på længere sigt aktionsenhed (fælles strejke, demonstrationer mm.) mellem elevbevægelsen og arbejderklassen, og på kortere sigt, en konkret alliance mellem alle landets uddannelser og de offentligt ansatte for bevarelse af velfærdssamfundet.
For at forstå hvad der må gøres må man først og fremmest forstå situationen korrekt. Til at starte med er det vigtigt at slå fast, at nedskæringerne ikke kommer for sjov. Der er en rationel grund til at nedskæringerne rasler ned over gymnasierne og samfundet i det hele taget. Vi må forstå, at kapitalismen i den seneste tid ikke har haft råd til at give indrømmelser og at den heller ikke vil have det inden for overskuelig fremtid. Tværtimod holdt man opsvinget i 90’erne kørende ved bl.a. at skære ned på statens udgifter og ved at sælge offentligt ejede virksomheder. Under den seneste økonomiske nedtur har man med en borgerlig regering som accelerator skåret endnu mere på gymnasierne og velfærdssamfundet i det hele taget. Der er ikke udsigt til, at kapitalismen på nogen måde, inden for uoverskuelig fremtid vil kunne skabe rammer for at stoppe nedskæringerne (Læs mere i vores artikler om økonomi). Vi må altså se i øjnene, at man i fremtiden vil forsøge at tvinge flere nedskæringer ned over hovedet på os. Derfor må vi også blive klar over hvordan vi kan tvinge disse nedskæringer tilbage.
DGS må udvide kampen!
Nogen siger, at det ikke kan lade sig gøre, at tvinge nedskæringer tilbage, men det viser bare at de ikke har lært af fortidens erfaringer fra klassekampen. Først og fremmest er det vigtigt, at en isoleret elev/studenter-strejke alene ikke kan tvinge krav igennem. Elever/studerende sidder på en skolebænk og ikke ved et samlebånd og har gennem deres strejke intet repressionsmiddel for at tvinge deres krav igennem. Ved en gymnasiestrejke standses produktionen ikke, kapitalisterne scorer stadig profit og samfundet fortsætter generelt sin daglige rytme, bortset fra at gymnasieeleverne ikke modtager undervisning. Det nytter ikke, at sige, at gymnasieelever ikke må tage stilling til resten af samfundet, men udelukkende skal kæmpe uddannelseskampen. For det første har gymnasieelever ikke kun interesse i en god uddannelse, men også resten af velfærdssamfundet optager gymnasieeleverne og må forsvares. Desuden bliver de fleste gymnasieelever arbejdere en gang og har derved også interesse i at forsvare arbejdsløshedsunderstøttelsen, pensionen, retten til eksklusivaftaler, ordentlige offentlige transportmidler, ordentlige overenskomster, gratis sygehuse, ordentlige folkeskoler, børnehaver osv.
Dem som siger, at elevorganisationer ikke må tage stilling til andet end uddannelsespolitik har ikke forstået, at uddannelsespolitik unægtelig hænger sammen med andre politiske områder – skæres der på den offentlige transport påvirker det skolegangen og sådan er der mange områder. At være gymnasieelev er ikke nogen statisk størrelse man er for altid, men en periode i ens liv og senere vil man helt sikkert for brug for de andre velfærdsydelser, derfor hænger uddannelsespolitik sammen med resten af de politiske områder. Elever/Studerende har på mange områder de samme interesser som arbejderklassen og DGS må arbejde på at forene elev/studenter-kampen med arbejderklassens kamp. Man må forene alle de spredte kampe mod nedrivningen af dele af velfærdssamfundet i en stor samlet kamp. Danmark har europarekorden i strejker, men problemet er, at disse strejker er små, isolerede og ikke en del af en større kamp. Først og fremmest må DGS arbejde på en fællesstrejke mellem offentligt ansatte og elever på alle landets uddannelser. Offentligt ansatte plages af elendige overenskomster, stressende arbejdsvilkår og er i høj grad også udsat for nedskæringerne på velfærdssamfundet. I 11 af landets største kommuner er der lagt op til nedskæringer i velfærden til næste år. Det viser LO’s ugebrevs gennemgang af landets 16 største kommuner. Århus topper listen med et ”sparekrav” på 280 millioner kr. Mens der i Odense, Randers, Kolding og Esbjerg er lagt op til nedskæringer i 70 millioner kroners klassen. Odense blev der sidste år skåret en kvart milliard, og nedskæringerne blev dengang mødt af omfattende protester.
I Århus lægger kommunens ledelse op til at spare en god milliard over de næste fire år. Dette fik i sidste uge 500 kommunale tillidsfolk til at kræve besparelserne taget af bordet. De offentlige arbejdere kan altså se frem til store forringelser, øget arbejdspres, m.v.
DGS må tage initiativet til et fællesnetværk af elevråd på alle uddannelser, tillidsmænd og progressive fagligt aktive offentligt ansatte og i disse netværk fremføre kravet om fællesstrejke mellem elever/studerende og offentligt ansatte mod nedskæringer på velfærden og med en appel til de privatansatte arbejdere om støtte. En sådan storkonflikt ville ramme samfundet på samme måde, som storkonflikten i 1998 og ville hurtigt vinde sympati blandt de privat ansatte, der til sidst ville kunne udvikle sig til en generalstrejke mod regeringen og nedskæringerne. Forenes ungdommens kamp først med arbejderklassens kamp bliver det muligt at tvinge nedskæringerne og regeringen tilbage.
I sidste ende er det dog ikke nok bare at tvinge nedskæringerne tilbage. På et tidspunkt vender de tilbage igen og i mellemtiden vil velfærdssamfundet ikke udvikle sig synderligt. Det er arbejderklassen der har opbygget værdierne i samfundet og det var arbejderklassen der under efterkrigsopsvinget pressede en række velfærdsydelser igennem, bl.a. det offentlige uddannelsessystem. I dag siger eksperterne at der ikke længere er råd til velfærden, men den danske arbejderklasse løber stadig hurtigere og hurtigere og producerer dagligt massevis af værdier. Hvis ikke der er råd til velfærd er der ikke råd til kapitalismen – det er det kapitalistiske system der er pilråddent.
Eleverne lærer allerede nu af deres egne erfaringer. De ser den borgerlige regering som deres hovedfjende, der konstant underminerer retten til uddannelse. Gennem den kommende periode vil de komme til at forstå behovet for at udvide kampen til en kamp for et forsvar af hele velfærdssamfundet.
Problemet er at så længe vi har kapitalisme vil der altid komme kriser, hvor man er nødt til at skære ned på velfærden, deriblandt uddannelserne. Vi må komme ud over selve det kapitalistiske system, for at sikre et samfund med fremgang og evig høj vækst! I sidste ende kræver det en socialistisk revolution, hvis vi skal forsvare velfærdssamfundet!
