Løbeseddel til demonstration den 1. oktober 2003

Stigende klassekvotienter, øget brugerbetaling, færre sociale aktiviteter osv. – kort sagt nedskæringer – er efterhånden blevet noget, alle gymnasieelever kender til. De sidste mange år har den ene regering efter den anden skåret ned på de danske gymnasier, gennem alt for stramme økonomiske aftaler med amterne. Dette år er ingen undtagelse, endnu engang bebuder de fleste amter nedskæringer. Og ikke nok med det, oveni taler regeringen om ikke at lade SU’en stige, som det var planlagt, at fjerne tilskud til offentlig transport og at sælge almennyttige boliger – alt sammen ting, der også berører gymnasieelevernes hverdag.

Men gymnasieelever landet over har nu besluttet, at det må være slut! De vil ikke fortsat acceptere nedskæringer som en “naturlig” del af hverdagen.

Protester, demonstrationer og besættelser
10. september var omkring 40.000 gymnasieelever på gaden og demonstrere mod nedskæringerne. Regeringen udtalte arrogant, at det ikke rørte dem, og nedskæringerne blev ikke taget af bordet. Nogle dage efter afholdt Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) en elevkonference med repræsentanter fra de fleste skoler for at diskutere, hvad man skulle gøre fremover. Her kom der forslag om at sprede kampen til andre elever og studerende og opfordre de offentligt ansatte til at gå med i kampen. Dette forslag blev stemt ned, fordi flertallet ikke mente, at de kunne få eleverne på deres skoler til at demonstrere igen. Men dagen efter afslørede Københavns amt så deres spareplaner; 29 i hver klasse, nedskæringer i studieturene osv. Dette udløste en bølge af besættelser af gymnasier, både i og uden for Københavns amt. Der er altså masser af kampgejst i gymnasieeleverne, hvilket denne demonstration også viser.

Hvordan stoppes nedskæringerne?
De strejkende gymnasieelever i København har bebudet at de fortsætter, til nedskæringerne er trukket tilbage! DGS har indtil nu besluttet at bakke op om protesterne, men har ikke taget initiativ til at sprede strejken eller komme med en plan for, hvordan kampen vindes. Regeringens politik har de sidste mange år været at lade gymnasiernes økonomi være op til amterne, så det er forskelligt, hvor meget der skal skæres i hvert amt. Det er en klar taktik fra regeringen, så de kan fralægge sig ansvaret, og så der ikke skæres i de forskellige amter samtidig. På den måde forsøger de at opsplitte kampene mod nedskæringerne. Men det er klart, at en samlet landsdækkende kamp er meget mere magtfuld end spredte kampe i de forskellige amter, efterhånden som nedskæringerne bliver kendt.

Derudover er der brug for, at kampen koordineres. Det nytter ikke noget, at gymnasieeleverne i Sønderjylland beslutter at strejke én dag, og eleverne i København fx dagen efter. Det er derfor, man i sin tid oprettede DGS, så de kunne samle, koordinere og lede gymnasieelevernes kamp. Man hører blandt nogle aktivister, at gymnasieeleverne er trætte af at kæmpe, men det er klart, når der ikke er et perspektiv for at vinde. Demonstrationen d. 10. september er et godt eksempel. DGS må komme med en klar plan for, hvordan kampene kan føre til, at nedskæringerne trækkes tilbage. Det første skridt må være at kalde til enhed blandt alle elever og studerende i Danmark, som alle udsættes for forringelser!

Sejr gennem enhed
Det er klart, at det er begrænset, hvor længe størstedelen af gymnasieeleverne kan fortsætte med besættelser, og hvor meget det alene vil føre til. Desværre er en gymnasiebesættelse eller for den sags skyld en elev- og studenterstrejke ikke noget særlig godt pressionsmiddel mod politikerne. Regeringen har de sidste år sparet på stort set alle områder af velfærden. Dette har bl.a. betydet protester fra de offentligt ansatte. Men protesterne har været spredt, fordi deres fagforeninger ikke har villet samle kampen. Regeringen forsøger at få det til at fremstå som et spørgsmål om prioritering mellem fx gymnasier eller hospitaler. Men som gymnasieelever ønsker vi ikke, at der skæres ned på andre områder, for at vi kan få det bedre – vi ønsker, at velfærden skal bevares og gøres bedre.

Med DGS i spidsen må gymnasieeleverne opfordre til samlet kamp mellem elever, studerende, lærere og andre offentligt ansatte og hele arbejderbevægelsen, for en bevarelse af den danske velfærd. Den danske velfærd er opbygget af vores forældre og bedsteforældres kamp gennem bl.a. deres fagforeninger; de har kæmpet for den og betalt til den. Et af arbejderbevægelsens centrale krav har altid været gratis uddannelse til alle! De danske arbejdere er dem, der besidder det største pressionsmiddel mod politikerne – nemlig strejken. En strejke koster virksomhederne penge, og er der nogen, regeringen gerne vil holde sig gode venner med, er det de store virksomheder. Det, der virkelig kan sætte en stopper for nedskæringer, er en strejke. Der er brug for, at aktive elever går ind i deres elevråd og gør dem til organisationer, der virkelig forener eleverne bag deres krav, og som kan forene sig med andre grupper i samfundet, som bliver ramt af regeringens politik. Sammen med arbejderbevægelsen vil eleverne stå meget stærkere. Elever kan lægge pres på for at få arbejderbevægelsen til at mobilisere til en 24-timers generalstrejke, som kan lamme systemet og vælte regeringen. Der må nedsættes fælles komitéer af både elevråd, fagforeninger og repræsentanter for andre grupper, der udsættes for regeringens angreb, så vi kan koordinere kampen mod regeringen.

Regeringen er ikke det eneste problem, som vi elever står med. Den forrige regering under Nyrup startede faktisk mange af de nedskæringer, som de borgerlige nu fører ud i livet. Problemet ligger langt dybere forankret. Det ligger i den måde, samfundet og økonomien kører rundt på, hvor markedet og profitten prioriteres over vores behov. Derfor er det nødvendigt, at vi ikke bare mobiliserer til modstand men også til et ægte alternativ. Alternativet ligger i en ny regering, udgjort af de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten. Disse tre partier lovede efter demonstrationen den 10., at hvis de kom til magten, ville de indføre et loft på klassekvotienten på 28. Dette er en god ting, men langt fra nok! Disse partier burde nu tage aktivt del i kampen for at vælte regeringen og komme med et reelt alternativ – stop for alle nedskæringer og opbygning af velfærden! En arbejderregering, som virkelig skal føre arbejderpolitik, bliver nød til at nationalisere de største virksomheder, sætte dem under arbejdernes og brugernes demokratiske kontrol, og lave en sociali-stisk plan for udviklingen af samfundet. Kun på den måde kan vi for altid sætte en stopper for nedskæringerne! Gå med i Socialistisk Standpunkts kamp for at ændre arbejder- og elevbevægelsen til ægte kamporgani-sationer, for et socialistisk program!

Stop alle nedskæringer på uddannelserne!
Ingen forringelser af SU’en!
Sænk klassekvotienterne nu!
Fortsæt og spred kampen – DGS må gå i spidsen!
For en 24-timers generalstrejke for at vælte regeringen!
For en arbejderregering på et socialistisk program!