Liverpool var i 1960’erne en blomstrende havne- og industriby. I 70’erne havde en konservativ-liberal koalition kørt den kommunale velfærd i bund. Da de konservative anført af Thatcher overtog styret i Storbritannien i 1979, fastsatte regeringen statsbidraget til Liverpool på et håbløst lavt niveau.
Krisen i økonomien drev samtidig arbejdsløsheden så langt op, at i 1985 var 60.000 af byens 500.000 indbyggere arbejdsløse. Narkotikaproblemet var omfattende, og visse boligkvarterer var ren slum.
Ved valget i 1983 havde Thatchers konservative parti, efter en lidt svag meningsmåling, fået ny vind i sejlene. Den nationalistiske bølge, som fulgte siden Falklandskrigen, blev udnyttet af de konservative. Labour (arbejderpartiet) fik kun 28% af stemmerne. Men der fandtes en undtagelse: Liverpool. Der fik de konservative kun 21% i kommunalvalget, det mindste resultat i hele 1900-tallet. I stedet blev det Labour, der kom til at styre, og et betydeligt antal af de valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Labour var tilhængere af de engelske marxister i Militant-tendensen. Også i udlandet vakte resultatet opsigt, f.eks. skrev en Stockholm-avis om valget i Liverpool, at det ville blive interessant at følge med i udviklingen i byen.
Arbejderleder
Ved parlamentsvalget samme år stillede Militant-tilhængeren Terry Fields op for Labour i valgkredsen Broadgreen i Liverpool. Hans budskab var klart: Landets rigdomme og ressourcer måtte ejes offentligt, hvis man skulle kunne garantere jobs og reformer. Han havde derudover et slogan, som skilte sig ud fra alle de andre kandidaters. Han lovede at blive “a workers’ MP, on a workers’ wage” (en arbejderleder på en arbejderløn). Han havde tidligere være brandmand.
Terry Fields valgkampagne vakte begejstring rundt omkring. Han blev valgt på trods af hetz fra de borgerlige, som gjorde alt for at fremhæve, at han var en farlig og ekstremistisk Militant-tilhænger, og på trods af at han blev dolket i ryggen af Labours højrefløj. Og det var den eneste valgkreds i landet, som Labour erobrede fra de konservative ved dette valg! Al snak om, at marxister skulle gøre det umuligt for Socialdemokratiet at vinde opbakning fra folk, fik her svar på tiltale!
Men Liverpool havde stadig samme usle økonomi og utilstrækkelige statsbidrag, som det tidligere styre havde ladet sig nøje med. Hvad kunne Labour-folkene gøre? De besluttede sig for at vende udviklingen. For at forstå, hvordan de tænkte, må man vide, at kommunerne i Storbritannien fik 80% af deres udgifter dækket af statsbidrag. Staten fik alle indkomster fra statsskatter, moms, og lignende.
I Liverpool stoppede kommunalrådet umiddelbart en planlagt afskedigelse af 1.000 kommunalt ansatte, skabte 1.000 nye jobs og nægtede at forhøje de lokale skatter (som var blevet hævet dramatisk årene forinden). Ikke mindst blev opmærksomheden rettet mod bygningsprojekter, som blev igangsat. Mellem 1980 og 1983 var der ikke blevet bygget én eneste bolig i byen, på trods af at der stod 22.000 i kø for at få en.
Alternativet
Labour-gruppen arbejdede ikke ud fra de penge, som fandtes, men ud fra det behov, der var. Det gab som opstod mellem indtægter og udgifter krævede de, at regeringen skulle fylde helt op. De accepterede ikke de rammer, som regeringen satte, og de sagde, at hvad der var ‘realistisk’ at opnå, afhang i virkeligheden af, om befolkningen var villig til at kæmpe for det. Enten ville der komme fortsatte nedskæringer og fyringer, eller også måtte man kæmpe for flere penge.
Labour-folkenes alternativ indebar planer om sanering af slumområdet, bygning af 6.000 kommunale boliger, nye parker, et løft til kvaliteten på skoler, bygning af fritids- og sportsanlæg. Alle var klar over, at det var forbudt at lave et budget, som ikke hang sammen, og som forudsatte et ekstraordinært tilskud på ca. 25 millioner pund fra regeringen.
Den 29. marts 1984, da budgettet skulle behandles i kommunalrådet, strejkede og demonstrerede 50.000 mennesker uden for kommunebygningen, til støtte for Labours forslag. Labour fik imidlertid ikke flertal for forslaget denne gang på grund af 6 medlemmer fra Labours højrefløj, som undlod at stemme.
Men ved kommunalvalget i maj vandt Labour et overvældende flertal på 17 mandater. Nu kunne budgettet sættes i gang. Til at begynde med svarede regeringen med at true med domstolene, men eftersom Thatcher allerede lå i krig med minearbejderne, og da Liverpools indbyggere åbenbart mente det her alvorligt, så kapitulerede regeringen.
I juli 1984 sluttede regeringen overenskomst med kommunalrådets ledelse, og regeringen gav dermed 20 millioner pund ekstra! (Andre beretninger siger, at tallet har været 60 millioner pund.)
Men året efter var situationen en anden. Arbejdsløsheden var nu steget til over fyrre millioner i hele landet, trods en svag opgang i konjunkturen siden 1982. De konservative raslede nedad i meningsmålingerne (i Liverpool var de nede på 12%). Thatcher var imidlertid ikke typen, som lod sig påvirke af folkelig modstand. Så snart den årelange minearbejderstrejke var ovre, så hun sin chance til at koncentrere alle sin kræfter om at knuse Liverpool.
Borgerligt modangreb
I december 1984 havde 20 labourstyrede kommuner dannet en fælles front mod regeringen for at presse den til at give efter. Modsvaret fra regeringen var at forbyde lokale skatteforøgelser over et vist niveau, samtidig med at statsbidraget til kommunerne blev formindsket.
Men da det virkeligt gjaldt, opgav kommunerne kampen, én efter én. De valgte politikere frygtede et brud med staten, og at risikere deres politiske karrierer. Liverpool besluttede alligevel at lave et ‘underskudsbudget’ igen – selvom de altså stod så godt som alene. Argumentet var, at regeringen siden 1979 havde stjålet 350 millioner pund fra Liverpool gennem sine nedskårne statsbidrag. Byrådet krævede 30 millioner af disse penge tilbage.
Regeringen tøvede. Massemedierne bedrev en omfattende modkampagne, og Labours partiledelse under Kinnock ville hellere end gerne se Liverpool give op. I marts demonstrerede omkring 50.000 mennesker igen i Liverpools gader, til støtte for kommunalrådet.
I september slog regeringen til sidst til. 49 Labour-medlemmer dømtes af distriktrevisoren til bøder på 106.000 pund, og til tab af deres embeder fem år frem. De risikerede også fængselsstraffe.
I pressen spekuleredes der på, at der ville blive sendt tropper ind for at holde byen, og at der ville blive indsat regeringsrepræsentanter med fuldmagt til at overtage styringen af kommunen. Men kommunalrådsmedlemmernes standhaftige kamp mod nedskæringerne styrkede bare bevægelsen i Liverpools arbejderklasse.
Kamp
Lige netop politikkens forankring i befolkningen var kommunalrådets styrke. Da truslen fra regeringen blev fremsat, blev der åbnet et kampagnehovedkvarter i et af byens kvarterer. Derfra gik fagforeningsaktivister, partiaktivister og unge ud til arbejdspladser og bykvarterer for at forklare politikken. Labour-lederne i Lambeth dømtes samme dag også til bøder af distriktsrevisoren i deres område. At tage en sag op i en højere retsinstans var uhyrligt dyrt. Det krævede 40.000 pund. Mange borgerlige politikere håbede på, at det økonomiske pres ville knække Liverpool og stoppe Labour-lederne og kommunalrådsmedlemmerne, men dér tog de fejl.
Arbejderbevægelsen sluttede nemlig op omkring de dømte og indsamlede pengene. Solidaritetsgrupper blev opbygget i hele Storbritannien, store lån blev optaget – bl.a. af transportarbejderforbundet – hvilket gjorde det muligt at appellere sagen til højesteret. Labour-repræsentanterne i kommunalrådet blev siddende imens. Selv i 1985 kunne kommunalbestyrelsen undgå nedskæringer. Militæret kunne regeringen ikke bruge. Svaret ville nemlig have været generalstrejke. I stedet blev der åbnet op for en tidligere udelukket mulighed for, at kommunen kunne låne penge.
De engelske marxister i Militant-tendensen havde ikke flertal i Labours kommunalrådsgruppe, men de var de drivende kræfter og fik et positivt gensvar i hele partiet lokalt. Derek Hatton og Tony Mulhearn var de mest kendte Militant-profiler i kommunalrådsgruppen.
For højrefløjen i Labour var Militants fremgang et mareridt. Selv var de ikke beredt på at mobilisere masserne til kamp. De ville samarbejde med erhvervslivets top og gøre dem glade. På trods af at virkeligheden viste det modsatte, så håbede de på, at en blomstrende kapitalisme ville give råd til nye reformer i fremtiden. Det håb gjorde dem beredte til at forringe vilkårene for arbejderklassen, når kapitalejerne krævede det.
Udrensninger i partiet
Det, som borgerskabet nu krævede i alle sine aviser, var, at Labour-ledelsen skulle lave udrensninger i partiet. Labours formand Kinnock kaldte Liverpool et “grotesk kaos” og krævede en “udredning” af Labour-distriktet i Liverpool. Partiledelsen tog beslutningen med 18 stemmer mod 9, og ingen af de 9, som stemte imod, fik lov til at være med i eksklusionsudvalget.
Distriktsledelsen truedes med eksklusion, og distriktet blev “udelukket” under udrensningen. Anklagerne om trusler, vold, lovbrud og korruption kunne aldrig bevises, og undersøgelsesgruppen brød sammen, da den skulle nå frem til at foreslå, hvilke forholdsregler der skulle tages.
Det hele udmundede i, at 16 partimedlemmer skulle kaldes til yderligere forhør i marts 1986. Antallet sank hurtigt til 12 af en uforklarlig årsag. Det stod klart, at dette ville blive en rettergang uden vidner, uden beviser på “forbrydelserne”, og dem, der skulle dømme dem, var de samme mennesker, som stod for anklagerne.
De 12 fra Liverpool vendte sig da til Højesteret for at kræve deres rettigheder. Den uventede handling skabte kaos på partiledelsesmødet. Syv ledelsesmedlemmer udvandrede resolut fra mødet, i protest mod Kinnocks håndtering af sagen, og de umuliggjorde dermed, at ledelsen kunne tage en beslutning.
Kinnock ændrede sin taktik. Eftersom det viste sig umuligt at bevise, at der var blevet begået nogen forbrydelser, skulle de anklagede i stedet dømmes for at have talt på Militant-møder, skrevet i Militants avis eller på anden måde vist deres støtte til tendensen. At Kinnock i øvrigt selv havde talt til et Militant-møde, havde han vist glemt. Hvad der i disse taler eller artikler stred imod Labour-partiets ideologi, forklarede eksklusionstilhængerne fra ledelsen heller aldrig. Kinnock ønskede at fordreje det faktum, at Militant og deres sympatisører var en accepteret og værdsat del af arbejderbevægelsen.
At forskellige strømninger i partiet samledes omkring aviser, var der heller intet nyt i. Avisen Tribune fungerede på samme måde. Da Militant arrangerede et møde i Liverpool midt under ledelsens angreb, deltog 1.000 partimedlemmer og fagligt aktive. Såvel de truede kommunalrådsmedlemmer som de ekskluderede Militant-tilhængere blev på mødet mødt af voldsomme klapsalver.
Forhørene strakte sig ud over hele sommeren 1986, krævede ti partibestyrelsesmøder og sluttede med, at ni blev ekskluderet. I Liverpool ville partiforeningerne ikke godkende beslutningen, men blev af de ekskluderede selv overtalt til at acceptere den. Ellers ville hele partiforeningen nemlig blive nedlagt af partibestyrelsen. I Broadgreen endte det sådan.
I 1987 fik de 47 deres endelige dom i retten. De blev udelukket fra deres embeder og fik yderligere 242.000 pund i bøder, foruden de tidligere 106.000. En konservativ-liberal junta overtog styret i Liverpool frem til kommunalvalget i maj.
Mod alle odds
Nu spåede alle et nederlag for Labour. Og ingen kan påstå, at situationen var let. Det lokale parti var forvandlet og iscenesat fra top til bund af partiledelsen. De borgerlige medier udspyede som sædvanligt deres galde.
Men Labours kamp havde udrettet meget: tusindvis af jobs og boliger, idrætsanlæg, parker, børnehaver og fritidshjem, og det havde gjort indtryk på Liverpools arbejderklasse. Det havde skabt et håb, en stolthed og en vilje til at kæmpe. Nu gjaldt det om at erstatte de 47 med nye Labour-folk, som kunne videreføre traditionen.
Mod alle odds vandt Labour endnu en gang flertal! De fik 51 af de 99 pladser. Men på grund af partiledelsens (dvs. flertallet af partiledelsens) indgriben og Kinnocks egen organisator i Liverpool var den nye Labour-gruppe mere højreorienteret end den tidligere.
I valgkampen op til parlamentsvalget en måned senere forsvarede samtlige af Labours kandidater i Liverpool de dømte 47. Valgkampagnen havde en intensitet, som totalt savnedes i resten af landet. Kinnock havde centraliseret magten i partiet i sine egne hænder og satsede i hovedtræk på massemedierne. Hvad det politiske alternativ bestod i, andet end skatteforhøjelser, var uklart.
I Liverpool derimod gennemførtes massemøder, daglige løbeseddeluddelinger og propaganda fra dør til dør i boligkomplekserne. Med andre ord, en kampagne med græsrødder, der diskuterede politikken direkte med vælgerne. Man undlod ikke at udpege hele det kapitalistiske system som årsagen til arbejdsløshed og nedskæringer.
De konservative og liberale anklagede Militant for at være ‘galninge’, ‘voldelige’, ‘terrorister’, og de kaldte Labour-vælgerne for nyttige idioter, der lod sig narre. Da sandhedens øjeblik kom, viste det sig, hvem der havde vundet folkets tillid. Labour havde kun øget sin stemmeandel med 3 % i hele landet – til 30,8% i alt. Men i Liverpool havde Labour øget sin stemmeandel med 9,5% til 57% i alt! Det bedste resultat nogensinde for Labour i Liverpool. I Broadgreen, hvor Militant-tilhængeren Terry Fields endnu engang stillede op, havde det lokale parti været suspenderet et helt år før valget. Men det hindrede ikke medlemmerne fra afdelingen i at lave en kampagne, som øgede stemmetallet på Terry Fields fra 18.802 til 23.262.
Nye sammenstød
Næste store sammenstød mellem Thatcher og en massiv folkelig opinion kom i 1989-90 og gjaldt den såkaldte “poll-tax”. Thatcher ville reformere skattesystemet. De 20% af kommunernes udgifter, som ikke blev dækket af statslige bidrag, fik kommunerne ind gennem en slags lokal skat baseret på størrelsen på den bolig eller det kontor man havde.
Thatchers reform indebar, at alle skulle betale samme kommunalskat, uanset om man boede i et slot eller et lille blikskur, uanset om man var arbejdsløs, student eller milliardær. I praksis blev skatten ofte lavere for de rige, eftersom de som regel boede i mere velhavende kommuner uden store sociale udgifter. Virksomheder skulle helt undtages fra skatten. Den nye skat kaldtes poll-tax og indførtes først i Skotland i 1989.
Både Labour og det britiske LO var naturligvis modstandere af skattereformen, men de mente, at alle skulle betale, når nu beslutningen var taget. Problemet var bare, at vældigt mange helt enkelt ikke kunne. I løbet af det første år i Skotland havde så mange som 1,5 millioner nægtet at betale.
Militant-sympatisører kom i den situation til at spille en central rolle i den bevægelse, der kom i gang imod den nye skat. Blandt andet grundlages en Anti-poll-tax-forening, som opfordrede folk til at lade vær med at betale den uretfærdige skat. Når skattemyndighederne kom for at gennemføre en udsmidning, kunne organisationen mobilisere hundredvis af mennesker til det hjem, det gjaldt, og ligefrem forhindre udsmidningen i at blive gennemført.
Dagen inden poll-tax skulle gennemføres i England og Wales demonstrerede 200.000 på Londons gader. Det var den største demonstration i Storbritanniens historie. Samtidigt demonstrerede 45.000 i Glasgow. I Skotland blev Militant-sympatisøren Tony Sheridan bevægelsens frontfigur. Han havnede i fængsel efter at have deltaget i en af mobiliseringerne mod udsmidninger, men valgtes ind i parlamentet trods alt dette.
I marts 1991 tvang protesterne den konservative regering tilbage. Da havde i alt 14 millioner mennesker i hele Storbritannien nægtet at betale den nye skat. Eftersom Thatcher så poll-tax’en som sit flagskib, gik hun selv af som premierminister kort derefter. Reformen og dens nederlag blev hendes undergang.
Storhedsvanvid
Sejren over Thatcher i poll-tax-kampen blev vundet af en bevægelse, som blev opbygget udenfor Labours traditionelle organisationer. Problemet var først og fremmest, at Labour-ledelsen ikke accepterede, at man brød loven og nægtede at betale sin skat. Det kunne til og med føre til udelukkelse af partiet. I Liverpool havde flere parlamentsmedlemmer stemt mod poll-tax’en og blev suspenderede.
Det, der blev et problem, var, at fremgangen, i kombination med Kinnocks ekstremt hårde regime i partiet, fik dele af Militants ledelse og medlemmer til at ændre hele grundlaget for sit politiske arbejde. De så, at Labour-partiet tabte medlemmer i hele landet. De var selv godt og grundigt trætte af partiledelsens højredrejning og drog konklusionen, at sådan tænkte en stor del af arbejderklassen også.
Det første fejltrin blev taget i Liverpool i juni 1991. Labours parlamentsmedlem fra valgkredsen Walton, Eric Heffer, døde uventet. I suppleringsvalget skulle Kinnocks udsendte organisator, Kilfoyle, stille op for Labour. Han repræsenterede alt det, som de venstreorienterede i Labour afskyede; både nedskæringer og udrensninger internt i partiet. De mente også, at der lå valgfusk bag hans kandidatur.
Men han var nu en gang Labours kandidat. Mod ham stillede så en Militant-tilhænger op. Til og med en relativt ukendt person. Det var aldrig sket tidligere, at Militant stillede op mod Labour i et parlamentsvalg. Det indebar jo at splitte stemmerne, hvilket styrker modstanderne. Det var en sikker Labour-valgkreds, men resultatet viste, at vælgerne ville have enhed for at kunne besejre Thatcher.
Militant-sympatisøren fik kun en brøkdel af Kilfoyles stemmer, på trods af alt det, som var sket tidligere. For Militant burde det have været en lærestreg. Men flertallet nægtede at erkende, at de havde begået en fejltagelse. I stedet argumenterede de for en fortsat bevægelse bort fra Labour. Partiet var alligevel tomt og dødt, mente de.
Nu var det Skotland, man vendte blikket mod. Fremgangen for anti-poll-tax-bevægelsen så de som et påskud for at skabe en selvstændig organisation i Skotland. Således troede de, at de kunne vinde radikaliserede mennesker, som afskyede Labour, og som i stedet gik til det nationalistiske parti, eftersom de ikke så noget alternativ.
Fortalerne for denne nyorientering brød med alt, hvad Militant havde stået for i hele sin historie. Et mindretal i Militants ledelse gik til angreb mod de nye toner. De sagde, at en sådan opførsel ville splitte Militant-sympatisører ud mod Labour i hele landet. Det ville smadre den opbakning, som marxisterne havde i arbejderbevægelsen. Det gik imod den stemning, som fandtes i arbejderklassen, om at man måtte have enhed, hvis man skulle slippe af med de konservative, og det ville føre til håbløs sekterisme.
Hele tanken tydede på total mangel på proportioner og grænsede til storhedsvanvid. At Labour-ledelsen var gået til højre, ændrede ikke på det faktum, at Labour var det store, helt afgørende arbejderparti. Men “fornyerne” gik videre, og Militant splittedes. Det store flertal af Militants sympatisører, og de talte på den tid tusinder, fulgte med Militant-avisens redaktør Peter Taaffe ud i ørkenen. Blandt dem, som i afsky vendte sig imod “den nye linje”, fandtes Militants grundlægger Ted Grant.
