Dette dokument om Cuba og den cubanske revolution består af en oversættelse af tre artikler fra det engelske Militant (nummer 390-392), og af et uddrag af dokumentet om den kononiale revolution fra 1998. Militantartiklerne er fra 1978, og der er selvfølgelig sket meget siden, men det der står holder stadig stik – f.eks. omtales det, at USA (i 1978) havde planer om eventuelt at lempe blokaden, og det snakker de stadig om i januar ?99 – og de konklusioner, der drages i artiklerne, er i høj grad stadig gældende.
Dele af den venstreorienterede ungdom ser også stadigvæk i dag Cuba som et ufejlbarligt forbillede, som det beskrives i artiklerne, og det er netop det der er udgangspunktet for dette dokument. Det giver baggrunden for den cubanske revolution, historien, udviklingen, en beskrivelse af det cubanske styres sande natur og forklaringen på, hvorfor det er sådan, og perspektiver for fremtiden.
——–
Den cubanske revolution
Udviklingen i Afrika og Caraibien har endnu
engang tvunget Cuba ind på verdensscenen.
Den amerikanske imperialisme havde presset
Sydafrika til at invadere Angola for at stoppe revolutionen, men det fik Cuba
til at sende tropper og materiel til støtte for MPLA. Dette blev sandsynligvis
afgørende for krigens udfald til fordel for MPLA og førte til afskaffelsen af
godsejervældet og kapitalismen i Angola. [ I 1961 begyndte den socialistiske
bevægelse i Angola, MPLA, kampen mod de portugisiske koloniherrer, og i 1975
overgav Portugal så magten i landet til en overgangsregering bestående af MPLA
og to andre, ikke-socialistiske, befrielsesbevægelser, FNLA og UNITA. De var
ikke enige om så meget, og der udbrød borgerkrig, hvor Sydafrika så i efteråret
1975 af amerikanerne blev sendt ind for at stoppe MPLA og revolutionen.]
Samtidig udøver Cuba også en stor tiltrækning
på mange lande i Caraibien, så som Jamaica og Guyana, der blev helt smadret af
verdenskrisen 1974-75. Og for masserne i Latinamerika, som lider under
militærdiktatur og sult, fremstår Cuba som et progressivt og roligt sted. Også i
de avancerede industrilande er den cubanske revolutions frontfigurer, Fidel
Castro og den myrdede Che Guevara, blevet til helte for visse dele af ungdommen,
der ønsker at bekæmpe kapitalismen – frem for folk som Bresjnev og Kosygin.
Men kan Cuba bruges som vejviser for arbejdere
og bønder i den tredje verden eller for arbejderklassen i de fremskredne,
kapitalistiske lande i deres kamp imod kapitalismen? Hvad er det cubanske styres
natur? Disse spørgsmål kan kun besvares, hvis man undersøger årsagerne til og
den efterfølgende udvikling af den cubanske revolution.
Før revolutionen var Cuba et paradis for de
rige – en forlystelsespark for især rige amerikanske turister, men et mareridt
for de cubanske arbejdere og bønder. Fra 1950-54 var den gennemsnitlige indkomst
per person i Delaware, den rigeste stat i USA, på 2279 dollars, mens den kun var
på 312 dollars på Cuba, d.v.s. 6 dollars om ugen. Selv i Mississippi, der er den
fattigste stat i USA, var den gennemsnitlige indkomst 829 dollars! 54% af
landbefolkningen på Cuba havde ingen adgang til toiletter, og malaria,
tuberkulose og syfilis var meget udbredt. Der var 25% analfabeter, og et
tilsvarende antal var konstant arbejdsløse, d.v.s. en fjerdedel af befolkningen!
I 50erne var der førre procent af de cubanske børn, der gik i skole, end der var
i 1920erne, og samtidig var Havana den by i verden, hvor der var flest
Cadillacs!
Jorden var ejet af meget få mennesker, som
havde kæmpemæssige godser. 114 gårde, d.v.s. mindre end 0,1% af det samlede
antal, havde 20,1% af al jorden. 8% af gårdene havde 71,1% af jorden, mens de
mindste 39% af gårdene kun havde 3,3% af jorden.
Imperialismens dominerende rolle
Desuden var den cubanske økonomi totalt
domineret af kæmpe amerikanske monopoler. Amerikanske firmaer ejede 90% af
telefoni- og elektricitetsområdet, ca. 50% af de offentlige ydelser og 40% af
råsukkerfremstillingen. Cuba var på den måde meget tæt bundet til den
amerikanske økonomi og var tvunget til at koncentrere sig om ét produkt, nemlig
sukker til det amerikanske marked. Det meste af Cubas sukker blev eksporteret
til USA i en fastsat årlig kvote og til fastsatte priser.
Oven på alt dette var der så gangsteren
Batistas diktatur. Det er blevet anslået, at mere end 20.000 døde for hans
soldaters og bødlers hænder mellem 1953, hvor han tog magten for anden gang, og
1959, hvor han blev væltet. 1950ernes Cuba havde ikke været i stand til at
gennemføre den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver, d.v.s. jord til
bønderne, frihed fra udenlandsk økonomisk og politisk undertrykkelse, og
udvikling af industrien. Erfaringen fra den russiske revolution, som på
fremragende vis blev foregrebet af Trotskij i hans teori om den permanente
revolution, viste, at det kun er arbejderklassen, der kan løse disse problemer i
den tredje verden. Da den russiske arbejderklasse først var kommet til magten og
havde gennemført disse den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver, så gik
den straks videre med de socialistiske opgaver – at nationalisere de mest
afgørende dele af økonomien – og indledte på den måde den internationale,
socialitiske revolution.
“Progressiv”
I modsætning til disse erfaringer og Lenin og
bolsjevikkernes metoder gik det cubanske kommunistparti – ligesom de fleste
kommunistpartier i Latinamerika – ind for en alliance med det såkaldte
“progressive nationale borgerskab” som vejen til at gennemføre den
“antiimperialistiske, patriotiske og demokratiske revolution.” Men de cubanske
kapitalister havde investeret i jord, og godsejerne havde investeret i industri,
så det ville være umuligt at gennemføre reformer imod godsejerne med støtte fra
de cubanske kapitalister. De ville heller ikke være i stand til at føre en kamp
imod den amerikanske imperialisme, som de faktisk støttede sig til for at kunne
forsvare sig imod masserne. Jagten på de mytiske “progressive, nationale
kapitalister” førte det cubanske kommunistparti til rent faktisk at støtte
Batista kort tid efter, at han havde taget magten første gang i 1933.
Til at begynde med fordømte partilederen Blas
Roca Batista som en “landsforrædder, der er betalt af imperialisterne.” Men i
1938 opdagede Centralkomitéen pludselig, at Batista var “ophørt med at være den
ledende skikkelse i den reaktionære lejr!!” Denne magiske forvandling skyldtes,
at ingen ringere end den amerikanske præsident Franklin Roosevelt havde kaldt
Batista “demokrat.” Derudover betød “sergent Batistas” beskedne opvækst, at han
nu modtog kommunistledernes velsignelse. Batista gengældte dette ved at
legalisere kommunistpartiet i 1938, og fire år senere tog han to kommunistiske
ministre med i sin regering! Blas Roca ? der senere kom til at sidde i Castros
regering ? viste sig på den samme balkon som Batista i 1942 for at modtage de
cubanske massers hyldest. Trods deres støtte blev Batista tvunget til at gå af i
1944. Fidel Castro derimod blev i 1947 anklaget af kommunistpartiet for at være
en “gangster!” Endnu senere da kommunistpartiet blev tvunget til at ændre deres
holdning til Castro, tvivlede de stadig på, at guerillaen kunne slå Batista, og
i november 1958 agiterede de for en “demokratisk koalitionsregering.”
Batistas andet kup i 1952 medførte udbredt
modstand i Cuba – specielt fra studerende og intellektuelle, som Fidel Castro og
hans bror Raul. Med 120 tilhængere gik de til angreb på Moncadokasernen d. 26
juli 1953. Angrebet blev slået ned, og Castro blev først fængslet og så løsladt,
hvorefter han tog til Mexico for at organisere en guerillastyrke, der gik i land
i Cuba i 1956. De startede guerrillakrig og kæmpede heltemodigt i tre år, og med
støtte fra de fattige bønder lykkedes det dem at besejre Batistas talmæssigt
overlegne styrker. Nogle af Batistas soldater og endda en del officerer blev
vundet over på guerillaens side.
Harmoni
Da Castro i 1961 stod over for en kamp på liv
og død med de amerikanske imperialister, proklamerede han, “at han inderst inde
altid havde været marxist-leninist.” Samtidig skete der, som K.S. Karol ironisk
siger i sin bog “Guerillaer ved magten,” det, at “nogle af Castros kammerater,
der var endnu mindre berettigede end ham til at kalde sig marxist-leninister,
påstod, at de hele tiden havde været marxister uden at vide det, mens andre
aldrig havde været anti-kommunister, og derfor var parate til at konvertere.”
Sandheden er, at Castro indtil dette tidspunkt
ikke havde været mere end en småborgerlig demokrat, hvis idealer var det
demokratiske, kapitalistiske Amerika. Således erklærede han over for den
amerikanske journalist Herbert Mathews i et interview under kampen mod Batista:
“Du kan være sikker på, at vi ikke har det fjerneste imod de Forenede Stater og
det amerikanske folk? vi kæmper for et demokratisk Cuba og en ende på
diktaturet.” (New York Times d. 24. februar 1957). Desuden blev det i et
dokument fra Castros bevægelse ? 26. juli-bevægelsen ? i 1956 fastslået, at den
bekendte sig til “Jeffersonsk filosofi” og gik ind for Lincolns idéer, og de
fremsatte et ønske om “at nå frem til et samfund, hvor der hersker solidaritet
og harmoni mellem kapital og arbejde med det formål at hæve produktiviteten.”
Selv efter at Batista var blevet fordrevet,
erklærede Castro d. 6. marts 1959 over for sammenslutningen af bankmænd
(Association of Bankers), at han ønskede deres samarbejde. Han tilføjede også
ifølge den amerikanske “News and World report,” at han havde “ingen intetioner
om at nationalisere nogen som helst industrier.” Måske var dette et
“udspekuleret kneb,” der udelukkende skulle snyde godsejerne og kapitalisterne?
På den anden side peger alle beviser på, at Castro og hans tilhængere langtfra
startede deres kamp med et klart socialistisk program og perspektiv, sådan som
Lenin og bolsjevikkerne havde gjort det i Rusland.
Lenin baserede sig på arbejderklassen. Han
forudså, at arbejderne ville lede de fattige bønder i en kamp mod zarismen.
Castro og Guevara støttede sig til bønderne og landbefolkningen. Arbejderklassen
gik først ind i kampen med generalstrejken i Havana på et tidspunkt, hvor
guerillaerne allerede havde sejret, og Batista flygtede for sit liv. Den
russiske arbejderklasses dominerende rolle med bevidst ledelse og kontrol af
staten og industrien, som de udøvede gennem arbejder- og bonderåd ? de mest
demokratiske institutioner der nogensinde er set ? førte altsammen til voldsom
bevægelse i arbejderklassen over hele verden, hvor arbejdere fra alle lande
støttede op om deres russiske brødres sag. De prøvede at efterligne den russiske
revolution i deres egne lande.
Kapitalismens fallit
Castro kom til magten ved en bevægelse, der
først og fremmest havde rod blandt bønderne på landet, og det kom til at være
afgørende for hele bevægelsens karakter. Det var kun en besynderlig kombination
af omstændigheder, der resulterede i, at Castro ? der til at begynde med aldrig
havde forestillet sig, at han skulle gå ud over det kapitalistiske demokratis
grænser ? kunne komme til at stå i spidsen for ekspropriationen af godsejerne og
kapitalisterne.
På den ene side havde den cubanske kapitalisme
spillet fuldstændig fallit og var aldeles ude af stand til at føre samfudnet
fremad. På samme tid var der det kolossale pres fra de vrede bønder og
arbejdere. Da Batistas var besejret, gik bønderne i gang med at overtage jorden,
og arbejderklassen krævede lønstigninger og, at dem, der var blevet fyret under
Batistas styre, blev genansat. Således indledte 6,000 arbejdere for det cubanske
elektricitetsfirma i foråret 1959 en “arbejd-langsomt”-kampagne for at få en
lønstigning på 20%, og 600 arbejdere, der var blevet afskediget i 1957-58,
begyndte at strejke foran præsidentpaladset. Masserne var bevæbnede, og det var
dem, der udgjorde militsen. Eisenhower, den amerikanske imperialismes
repræsentant, som var fuldstændig panikslagen på grund af radikaliseringen af de
cubanske masser, forsøgte i mellemtiden at presse og lokke den cubanske regering
til underkastelse.
Modstand
Forholdet mellem USA og Cuba gik helt i
hårdknude over spørgsmålet om russisk råolie, der skulle leveres til Cuba i
følge en handelsaftale mellem de to lande underskrevet i januar 1960. I juni
nægtede de tre store oliefirmaer (Jersey Standard, Texaco og Shell) under pres
fra den amerikanske regering at raffinere den russiske olie. Men så greb den
cubanske regering ind og fik olien igennem. Firmaerne gengældte ved at nægte at
levere olie fra Venezuela. Cuba indgik så en aftale om at købe al sin olie fra
Rusland.
Eisenhower-administrationen slog igen i juli
ved at nægte at aftage de resterende 700,000 tons cubansk sukker, som var aftalt
i kvoteaftalen. Meningen var at tvinge Castros styre i knæ. Men Rusland trådte
med det samme til og tilbød at aftage de 700,000 tons sukker. På samme tid d. 6.
august blev det cubanske telefonselskab, elektricitetsselskabet,
olieraffinaderierne og sukkermøllerne ? som indtil da kun havde været “under
opsyn” ? alle nationaliserede. I løbet af de næste fire måneder blev alle store
cubanske og amerikanske virksomheder overtaget af staten.
I september blev de cubanske afdeinger af
amerikanske virksomheder overtaget. Cubanske virksomheder blev overtaget i
oktober, og i slutningen af 1960 var kapitalismen blevet helt udryddet på Cuba.
Den amerikanske imperialisme gengældte ved at erklære en total handelsembargo og
ved at forberede en militær indblanding for at knuse den cubanske revolution.
Presset fra masserne, den cubanske
kapitalismes svaghed og fejlbedømmelserne og brølerne fra de amerikanske
imperialisters side, var alt sammen med til at få Castros styre til at
ekspropriere godsejerne og kapitalismen. Det vi så i Cuba, var altså en
bekræftelse af Trotskijs teori om den permanente revolution i en karikeret form.
Den borgerligt-demokratiske revolution kunne kun gennemføres i kamp mod
kapitalisterne i Cuba og internationalt. Dette tvang Castro til at støtte sig
til masserne og til at gå over til en nationalisering af de store virksomheder
og indføre planøkonomi. Der var ingen bevidst fremsynethed eller et udarbejdet
perspektiv, som Lenin og Trotskij havde under den Russiske Revolution. Hvis
Castro før revolutionen havde fået vist en film om hans senere udvikling, ville
han sandsynligvis have fordømt den som en uhyrlig løgnhistorie.
Sovjetterne med deres demokratisk kontrol og
ledelse af staten var, sammen med massernes bevidsthed om, at revolutionens
skæbne afhang af verdensrevolutionens sejr, afgørende for, at den revolutionære
bevægelse blev spredt i Europa og verden efter den Russiske Revolution.
Arbejdere over hele verden kunne se deres egen klasse ved magten, og på trods af
deres lederes uhyrlige modpropaganda støttede de op om de russiske arbejdere og
søgte at gennemføre revolutionen i deres egne lande i de stormfulde år 1918 og
1919.
Jordskælv
Den cubanske revolution havde en virkning som
et jordskælv ? specielt i Latinamerika. Men på grund af de involverede kræfter ?
en hær der først og fremmest bestod af bønder ? og fraværet af bevidst kontrol
og ledelse fra arbejderklassens og de fattige bønders side, så kunne den
cubanske revolution ikke få den samme virkning som den Russiske Revolution. En
arbejderstat var blevet oprettet ? i de amerikanske imperialisters egen baghave
? men det var en degenereret arbejderstat, hvor magten var koncentreret i
hænderne på et lag af priviligerede embedsmænd.
Magten i hænderne på en bureaukratisk elite.
Da godsejervældet og kapitalismen blev
udryddet i Cuba i 1960, sendte det chockbølger igennem hele Nord- og Sydamerika.
Fast besluttet på at ødelægge revolutionen så hurtigt som muligt finansierede og
bevæbnede de amerikanske imperialister en invasionsstyrke, som gik i land ved
Playa Girón (Svinebugten) i april 1961.
De invaderende foregav at være den cubanske
revolutions “frelsere.” Det faktum at 1.500 mænd fra invasionsstyrken engang
havde ejet en halv million hektarer land, 10.000 huse, 70 fabrikker, fem miner
og ti sukkermøller var selvfølgeligt helt tilfældigt! Men revolutionens basis i
masserne sikrede nederlaget for dette og andre af de CIA-støttede emigranters
kontrarevolutionære forsøg. Castroregimet nød uden tvivl enorm folkelig
opbakning.
Masserne var væbnede i den 200.000 mand stærke
arbejder- og bondemilits. Den konservative historieskriver, som skrev om den
Cubanske revolution, Hugh Thomas citerer en femtenårig skoledrengs kommentar i
1961: “Vi Cubanere er et militærfolk.”(s.1321 i “Cuba, eller jagten på frihed”).
Der var utvivlsomt et element af arbejderkontrol på fabrikkerne i revolutionens
første periode, og hver gade og kvarter havde en “Komité til revolutionens
forsvar”.En ting, der viser den enorme opbakning bag regimet, er de kæmpe
menneskemasser, der samledes i Havana for at lytte til Castros taler. På det
møde hvor Castro holdt den tale, som senere skulle blive kendt som den “Anden
Havanaerklæring,” havde én million samlet sig på Revolutionspladsen den 4.
februar 1962 – ud af samlet befolkning på 6 milliomer!
Men samtidig havde masserne ingen kontrol med
forvaltningen af statsmaskineriet. K.S. Karol skrev i sin bog “Guerrillaer ved
magten,” som i høj grad sypatiserer med Castro og den cubanske revolution, om
sit besøg på Cuba i 1961: “Disse entusiastiske folk (arbejderklassen og de
fattige bønder) skulle have talt om deres “sovjetter” eller om deres
“socialistiske planer” (, hvis revolutionen skulle kunne sammenlignes med
Oktoberrevolutionen eller den spanske revolution). Nu har jeg forgæves forsøgt,
i provinserne såvel som i Havana, at finde tegn på nogen større entusiasme for
nogen af disse ting blandt almindelige mennesker. Der var en imponerende
opbakning bag revolutionen, men det var meget overraskende, at der var en sådan
mangel på politisk initiativ – selv i militsen – og folks idéer om socialisme
var meget primitive.”(s. 39-40).
Det meget lave niveau – som er et kendetegn
ved bonapartisme – kom meget tydeligt frem på massemøderne, når Castro talte.
Arbejderne blev bedt om at sige “Sí” eller “No”, men ikke om at diskutere eller
beslutte noget.
Den ungarnske revolution.
Men uden massernes egen bevidste ledelse og
kontrol er udviklingen af en ny elite uundgåelig. Selv i Rusland, hvor man havde
fremragende ledere som Lenin og Trotskij, og arbejderklassen bevidst deltog i at
køre samfundet, var bureaukratisk degeneration uundgåelig, så længe revolutionen
forblev isoleret i et tilbagestående land.
Bolsjevikkerne forestillede sig, at
revolutionen ville fremprovokere revolutioner i Europa, som så ville komme
Rusland til hjælp med økonomisk støtte, teknikere o.s.v. Begyndelsen på
socialisme, og med den, opløsningen af statsmaskinen, er kun mulig på grundlag
af et produktionsniveau, som er højere end det mest udviklede kapitalistiske
lands, d.v.s. højere end USAs. Europas forenede socialistiske stater, som
starten på en socialistisk verdensføderation, ville utvivlsomt have muliggjort
dette. Men revolutionen blev isoleret i et tilbagestående land, og det førte til
Ruslands bureaukratiske degenerering, personificeret af Stalin. Masserne blev
skubbet til side af den bureaukratiske elite, og havde ikke længere noget at
skulle have sagt.
Men i Cuba var ledelsen og kontrollen lige fra
starten af koncentreret i hænderne på Castro og hans støtter, bureaukraterne i
statsmaskineriet, det regerende parti og hæren o.s.v.
Regimets karakter træder tydeligt frem, når
man ser på det Russiske bureaukratis modsatte holdninger til den cubanske
revolution på den ene side, og til den ungarnske revolution på den anden side. I
Ungarn blev der oprettet sovjetter i 1956, og magten lå i hænderne på masserne,
og dette udgjorde en dødelig trussel mod kliken af bureaukratiske opkomlinge.
Hvis de ungarnske arbejdere havde fået lov til at sejre, ville lignende opstande
– politiske revolutioner – have fejet gennem Østeuropa og Rusland selv.
Bureaukratiet kunne ikke gå på kompromis med den ungarske revolution. Den
“liberale” Krustjov besluttede sig for at drukne revolutionen i blod. Men da
det galdt Castro-regimet, var det russiske bureaukrati overmåde venligt.
Faktisk ville den cubanske revolution være
bukket under, hvis det ikke havde været for den omfattende russiske støtte –
over en million dollars om dagen. 40% af Cubas udenrigshandel foregik med
Rusland. 95% af dets olie kom fra det samme sted, og det russiske bureaukrati
betalte i 1978 30 cent per pund for Cubas sukker – sammenlignet med 14 cent per
pund da aftalen blev underskrevet i 1975. Ydermere blev den enorme gæld til
Rusland på mellem 3 og 4 milliarder dollars udsat.
“Den, der betaler spillemanden, bestemmer,
hvad der skal spilles.” Under et skænderi med det cubanske regime skulle en
russisk embedsmand arrogant have sagt: “Vi behøver bare at tilbageholde
leveringerne i Baku i tre uger, og så er den ikke længere!” Ueningheder har der
utvivlsomt været mellem Castro og det russiske bureaukrati, men den cubanske
revolution udgjorde reelt ikke nogen trussel mod den priviligerede elite i
Rusland. Tværtimod – oprettelsen af et regime i det bureaukratiske
Sovjetunionens billede på den amerikanske imperialismes dørtrin styrkede det
russiske bureaukratis magt og presige.
Planøkonomi
Den enorme hjælp har sammen med fordelene ved
planøkonomi betydet en kæmpe udvikling af det cubanske samfund ? specielt når
man sammenligner det med den arbejdsløshed, sult og elendigheden, der præger
resten af det latinamerikanske kontinent. De cubanske massers levestandard har i
næsten alle tilfælde uddistanceret de andre latinamerikanske lande. Man kan
bl.a. se det på barnedødelighedsraten, som i 1975 var på 27,4 per tusind,
hvilket var det laveste i hele Latinamerika.
Levealderen i Cuba var i 1978 69,2 år
sammenlignet med 45,3 år i Bolivia, 58,5 i Colombia, 59,7 i Brasilien og 60,6 år
i Chile. Før 1959 havde halvdelen af børnene i 6-10 års alderen ingen uddannelse
overhovedet. I dag får alle noget uddannelse og nu (d.v.s. i 1978) er der næsten
2 mio. elever i skole fra 1. til 5. klasse., sammenlignet med mindre end 720.000
før 1959 og 79.000 lærere i forhold til 17.000 før.
Børnehaver er tilgængelige for alle børn fra
deres 45. levedag. Selv historikeren Hugh Thomas indrømmede: “Der er få, der dør
af underernæring, og på landet, især i Orienteprovinsen, spiser de fattige
bønder nu bedre end før revolutionen? arbejdsløsheden er uden tvivl faldet,
selvom de engang hjemmegående mødre nu er kommet ind på arbejdsmarkedet i den
nye økonomi (s. 1425 i “Cuba, eller jagten på frihed”). Sammenlign dette med
Argentina, hvor det er beregnet at levestandarden faldt med mere end 50%, da
hæren overtog magten!
Yderligere bekræftelse på den utrolige
udvikling, Cuba har oplevet siden revolutionen, kommer fra en usandsynlig kilde,
Hr. Pat Holt, der var formand for det amerikanske senats udenrigskomite: “Cuba
havde i 1973 den højeste indtægt per person i Latinamerika ($1.578) med
undtagelse af Venezuela.” Og Venezuela er kun foran Cuba p.g.a. af dets rige
olieressourcer. På den anden side er Cuba stadig hovedsageligt et landbrugsland
med sukker som hovedprodukt. Således kom 85% af indtægten ved udlandshandel fra
sukker i 1974.
Men på samme tid har der været en udvikling af
industri. Industriproduktionen er fra 1959 til 1965 steget med 50%. I 1975 steg
økonomien med omkring 9%. Nikkel har nu overhalet tobak som landets næst
vigtigste eksportvare efter sukker. Produktionen af stål er planlagt til at
stige til omkring 1 mio. tons i den næste periode.
Men lige meget hvor gode disse resultater er,
er det ingenting i forhold til hvad der kunne være opnået under et
arbejderdemokrati. Dårlig ledelse, et kæmpe spild og zig-zag kurs i den
økonomiske politik er uundgåeligt uden den form for planlægning, kontrol og
initiativ, som kun er mulig iunder et arbejderdemokrati. Demokrati er lige så
vigtigt for en planøkonomi som ilt er for kroppen. Uden det vil porerne
forstoppes og på et vist stadie vil hele organismen uundgåeligt bukke under.
Det var det, der skete i Rusland og Østeuropa,
hvor den bureaukratiske kaste blev en absolut hindring for den videre udvikling
af samfundet. I et tilbagestående land som Cuba kan bureaukratiet stadig spille
en relativ progressiv rolle i at udvikle industrien ? ved at låne i-landenes
teknik og forsøge på at indhente dem ? men det sker med kolossale omkostninger.
Dårlig ledelse og spild har været fremherskende lige fra den cubanske
revolutions første dage. Således accepterede Castro i 1963 Khrustjovs tilbud om
1.000 traktorer, der skulle mekanisere sukkerhøsten. Men lige efter de var
ankommet til Cuba, fandt man ud af, at de ikke var i stand til at høste
sukkerstænger, for det kræver helt specielle maskiner. På samme tid afklapsede
Che Guevara lederne i produktionen for den dårlige varekvalitet ? i en hemmelig
tale som var til “de politiske og økonomiske lederes private brug” (trykt i
“Guerillaer ved magten”).
Han påpegede, at “der er i øjeblikket mangel
på tandpasta?Først da reserverne begyndte at løbe ud og der ingen råmaterialer
kom ind, begyndte de ansvarlige at komme i gang? det lykkedes kammeraterne at
lave en tandpasta som behager øjet og er så hvid og ren som nogen anden, men den
bliver bare stenhård efter et stykke tid? i løbet af et par måneder vil folk
begynde at protestere, fordi vi sælger dem sten i tuber!”
Fra toppen af
Guevara og Castro beklagede sig over
symptomerne, men de var ude af stand til at diagnosere sygdommen eller fastslå
en kur. Vilkårlige beslutninger og varer af lav kvalitet var og er uundgåelige i
regimer, hvor “beslutningstagerne” ikke er underlagt massernes kritik og kan
vælges og afsættes af vælgerne. Det er også årsagen til de kriser og
zig-zag-ture, der har været i den cubanske økonomiske politik under
Castro-regimet.
Således forudsagde Guevara i 1961, at Cuba
ville være et industrialiseret land indefor 12 måneder! Givet Cubas økonomiske
svaghed var et sådan perspektiv fuldstændigt utopisk ? selv med den kolossale
støtte fra det russiske bureaukrati. Kort efter blev denne idé også efterfulgt
af en satsning på landbrug og især sukker. Men målene for sukkerproduktionen
blev besluttet i toppen og derfra givet videre ned til masserne.
De kæmpe muligheder, der ligger i
planøkonomien, kan kun virkelig udfoldes på grundlag af grundig diskussion
blandt masserne, som kan komme med ændringer, tilføjelser o.s.v. Uden denne
diskussion og massernes eget initiativ til at sætte planerne i gang, er fejl
uundgåelige.
Dette har vist sig at holde stik på Cuba –
især hvad angår sukkerindustrien. Castro erklærede, at Cuba ville producere 10
mio. tons sukker i 1970. Selvom man lader vejrets luner ude af betragtningen,
viste det sig, at et sådant mål kun ville have været muligt på baggrund af
mekanisering og udvikling af industrien. Kun dette ville sikre en harmonisk
udvikling af industri og landbrug. Leon Trotskij viste i sin kritik af Stalins
fejl m.h.t. landbruget, at et korrekt forhold mellem industri og landbrug er
umuligt på grundlag af et bureaukratisk regime.
Castro forsøgte at erstatte Cubas manglende
industri og tekninske muligheder for at nå de satte mål med massiv brug af
frivillig og sometider tvungen arbejdskraft – uden dog at begå de samme
forbrydelser som Stalin. Således blev 400.000 cubanere mobiliseret til
høsten i 1970 for at opnå målet på 10 mio. tons sukker. Industriarbejdere,
husmødre og ungdommen blev mobiliseret for at få høsten i hus, og det medførte
enormt kaos i industrien. Alligevel nåede man kun 8½ mio. tons sukker. I 1975
blev der kun høstet 5,4 mio. tons sukker, og i 1980 satte man så målet ned til
8,7 mio. tons, hvilket er en klar demonstration af, at de tidligere mål var
totalt uopnåelige under det nuværende regime.
Forud for dette havde regimet lanceret den
“Store Revolutionære Offensiv”- en cubansk udgave af Kulturrevolutionen.
Afstandtagen fra bureaukrati og militærisering af arbejdskraften blev kombineret
med proklamationer om, at man nu “bevægede sig imod kommunisme,” og der blev
startet en kampagne for at eliminere de små virksomheder. I 1968 blev omkring
58.000 små virksomheder nationaliseret ? og det inkluderer forretninger, boder
og endda 9.179 håndværkere!
Regeringen påstod derefter, at Cuba nu var
“det socialistiske land, der havde den største nationaliserede sektor”. Men da
man eliminerede alle de små virksomheder uden først at sikre at staten er i
stand til at producere de varer ? især de forskellige forbrugsgoder ? og de
serviceydelser, som var blevet leveret af disse firmaer, øgede man blot den
enorme mangel på visse varer, hvilket på sin side førte til voksende
utilfredshed. Formålet med kampagnen var også at skære ned på bureaukratiets
privilegier, så man kunne samle de ressourcer, der var nødvendige for
industrialisering og mekanisering af landbruget, og drive landet frem mod de
mål, regeringen vilkårligt havde sat op.
Castro har også talt med store ord om den
cubanske levestandard. Således forudså han i 1960, at Cuba ville have en
levestandard på linie med Sverige i 1965. Året efter blev der indført hård
rationering af mad og tøj! Rationeringen fortsatte op til 1970?erne, og først
fra da af begyndte man at kunne lette på den hvad angår visse forbrugsgoder.
For Caraibien og Latinamerikas forenede
socialistiske stater
Castro måtte efterhånden sande, at han befandt
sig i en blindgyde, og han blev nødt til at ændre kurs. Således indrømmede han i
november 1973 på Fagforeningernes Verdenskongres, at “Cuba ikke var parat til
kommunisme og på visse områder måtte gå tilbage grundet manglende revolutionær
erfaring blandt mange cubanere og p.g.a. den lave produktivitet i visse dele af
økonomien.”
I januar 1974 tilstod han endvidere, at “der
nu var brug for flere arbejdere til at udføre de samme jobs, end der havde
været, da amerikanerne ejede det hele.” Kun fire timers arbejde pr. dag var det
nationale gennemsnit på Cuba i 1966. Forsømmelserne var oppe på 16% i den lette
industri og 31% i fødevareindustrien. Castro erklærede i 1975: “folket kan
afsætte hvem som helst; også mig, hvis de ønsker det,” og han talte for mere
folkelig deltagelse i beslutningsprocessen.
Men i virkeligheden var der ingen demokratiske
kanaler, igennem hvilke masserne kunne ændre deres lederes politik. Som K.S.
Karol bemærker: “Alle dets (Det Kommunistiske Partis) organer – fra
Centralkommiteen og ned til det laveste partikontor – er udpeget fra toppen af
Fidel Castro og hans nærmeste” (“Guerrillaer ved magten”, s. 458). Det castroske
Kommunistparti blev skabt i 1965, men dets første kongres blev afholdt i 1975!
Selv under den russiske borgerkrig afholdt bolsjevikpartiet kongres hvert år
under Lenin og Trotskijs ledelse.
Det blev overladt til Dr. Jorge Risquest,
Castros arbejdsminister, at finde ud af grunden til den gærende utilfredshed. I
juli 1975 udtalte han, at “landets økonomiske problemer skyldeshovedsageligt en
udbredt passiv modstand fra arbejderne.” Han indrømmede endvidere, at “der ingen
ordentlig forbindelse var mellem arbejderne på den ene side og
statsadministrationen, kommunistpartiets repræsentanterog fagforeningerne på den
anden.” Som et forsøg på bløde lidt op på folks utilfredshed med bureaukratiet
blev der lavet et udkast til en forfatning i 1975, hvori den såkaldte
“folkemagt” blev oprettet. Der blev afholdt forsøgsvalg til “kommunal-rådene” i
Matanzasprovinsen samme år. De fleste steder var der to kandidater opstillet,
men i visse tilfælde deltog så mange som 15 ved valget.
Ét parti
Men problemet var bare, at alle kandidaterne
skulle være medlem af Kommunistpartiet eller af en af kommunistpartiets
underorganisationer, som f.eks. den kommunistiske ungdomsbevægelse. Med andre
ord var valgene rent skuespil. Forestil jer de danske arbejderes reaktion, hvis
de fik besked på, at de kun kunne stemme på kandidater fra ét bestemt parti ved
tillidsmands- eller fagforeningsvalg!
Dem der forsvarer Castros regime – hvoraf
nogle kalder sig “trotskister” – svarer igen med, at Castro aldrig har tøvet med
at erklære buereaukrati og særligt det russiske bureaukrati for “pseudo-revolutionære”
i fortiden. Endvidere siger de, at Castro har forsøgt at sprede revolutionen til
Latin-amerikas hovedland, men derved kom i konflikt med de kommunistiske ledere
i det område. Men både Stalin, Mao Tse-Tung og Tito har i visse perioder fordømt
bureaukratiet. Men det, de angreb, var blot deres systemers yderste ekstremer,
og ved fremstille de værste og mest tydelige eksempler på bureaukratisme som
syndebukke, søgte de i virkeligheden bare at forsvare deres bureaukratiske
elites privilegier samlet set. Castro stødte sammen med det russiske
bureaukrati, da den cubanske stats interesser blev truet. Således kaldte han i
1962 og senere i 1968 Anibel Escalante en ærke-bureaukrat. Men baggrunden for
konflikten med Escalante var sammenstødet mellem to nationale bureaukratier.
Escalante – der var leder af det cubanske kommunistparti, før det blev slået
sammen med Castros folk – var et føjeligt redskab for det russiske bureaukrati,
et ekko af deres uofficielle kritik af Castro, der fordømte hans utaknemlighed
over for de russiske velgørere og hans “eventyrpolitik” på hovedlandet i
Latinamerika.
Guerillakrig
Escalante blev ankalget for at organisere en “mikro-fraktion,”
en forbrydelse som end ikke eksisterede i Cubas love! Sammenlign Castros
handlinger med Lenins under den russiske borgerkrig. Lenin indrømmede Bukharin,
Radek og andre retten til at udgive dagblade, som argumenterede ivrigt imod
Lenins synspunkter om Brest-Litovsk-fredsaftalen og andre relaterede emner!
I den første periode, hvor revolutionens lava
endnu ikke var kølet af, kom den anden Havanaerklæring, hvor massernes
elenddighed i Latinamerika på brillant vis fordømtes, og hvor Castro kaldte til
revolution. Che Guevara blev myrdet under et heroisk, men dødeligt
guerillaeventyr i Bolivia. Men Castro fordømte de opportunistiske
kommunistpartier – særligt i Venezuela- ikke fordi de havde opgivet de
revolutionære perspektiver, men fordi de nægtede at gribe til våben og deltage i
hans guerrillastrategi.
På intet tidspunkt har Castro set den
magtfulde arbejderklasse i Latinamerika som drivkraften i en socialistisk
omvæltning. Idet han på kunstig vis forsøgte at overføre den cubanske
revolutions erfaringer med guerrillakrig til resten af Latinamerika, satsede han
alt på bønderne. Grunden til dette forsøg på at udvide
erfaringerne fra den cubanske revolution til resten af Latinamerika var den
ondskabsfulde handelsblokade, som den amerikanske imperialisme og dens agenter i
området havde gennemtvunget.
Men udenrigspolitik er en fortsættelse af
indenrigspolitikken. Da det cubanske bureaukrati efterhånden havde etableret
sig, og blokaden blev lempet lidt, så måtte det føre til en ændring af
udenrigspolitikken i et forsøg på at nå til en aftale med den amerikanske
imperialisme og dens støtter i Latinamerika, og det førte til at man opgav selv
verbal støtte til revolutioner på kontinentet.
Således sagde hverken den cubanske regeing
eller kommunistpartiet et ord, da militærdiktaturet i Mexico i oktober 1968
myrdede 300 studerende. De studerende havde udtalt deres støtte til det cubanske
regime, men Mexico var et af de få kapitalistiske lande, som havde opretholdt de
diplomatiske forbindelser til Cuba! Den cubanske stats nationale interesser
rangerede højere end “international solidaritet.”
På samme måde var der dødstille, da 10
millioner arbejdere i Frankrig besatte fabrikkerne og rystede den europæiske og
internationale kapitalisme i dens grundvold. Den statsstyrede, cubanske
studenterbevægelse, UJC-FEU, kunne end ikke udsende en støtteerklæring til deres
franske studenterkolleger.
Denne tendens vil uden tvivl blive forstærket
ved en lempelse af den amerikanske blokade og ved genoptagelse af de
diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Carter-administrationen er villig
til at anerkende det cubanske styre, hvis det opgiver sin intervention i Afrika.
Med slet skjult tilfredshed kan de amerikanske imperialister nu bemærke, at
Castro-styret har opgivet sine tidligere “eventyr” i Latinamerika.
Privilegier
Utilfredshed med Castro er også begyndt at
vise sig blandt hans latinamerikanske guerrillastøtter. I 1967 afskrev Castro
det venezuelanske kommunistaprti og støttede Douglas Bravos guerrillakamp. Men i
1970 sagde Bravo, “at Castro var holdt op med at fremme den latinamerikanske
revolution det øjeblik, han besluttede at koncentrere sig om Cubas egne
økonomiske problemer og støtte sig til Sovjetunionen.” (Guerrillaer ved magten,
s.536)
Castro understregede helt tydeligt, hvad hans
styre var for et, da han støttede de russiske bureaukraters intervention i
Tjekkoslovakiet i 1968. Kort efter sagde en af hans ministre, Llanusa, til en
gruppe studenter: “Vi vil ikke have et nyt Tjekkoslovakiet her.” Denne udvikling
er ikke nogen tilfældighed. Idéer kommer ikke bare dumpende ned fra himlen. Når
de kommer fra politiske ledere, afspejler de de materielle interesser, som
bestemte klasser eller sociale grupper i samfundet har.
Det cubanske bureaukratis store frygt er nu
både den socialistiske revolutions sejr i Vesten og den politiske revolution mod
bureaukratierne i Østen. Begge dele ville betyde, at den bureaukratiske elite på
Cuba ville blive erstattet med arbejder- og bondedemokrati, og bureaukraterne
ville miste alle deres privilegier. Castro er repræsentant for og øverste leder
af det cubanske bureaukrati. Både i forbindelse med det, der skete i Frankrig og
i Tjekkoslovakiet, afspejlede hans holdning den cubanske elites frygt for, hvad
fremtiden vil bringe.
De elementer af arbejderkontrol, der var i
revolutionens første periode (f.eks. arbejdermilitsen), er alle sammen blevet
svækket eller helt udryddet. K.S.Karol skriver: “Cubanerne praler ikke længere
af deres arbejdermilits eller deres Komitéer til Forsvar for Revolutionen.
Sidstnævnte er nu blevet til et rent undertrykkende organ for regimet.”
Elitens privilegier har eksisteret lige siden
begyndelsen på revolutionen, men på et lavt økonomisk og kulturelt grundlag
kunne forskellene mellem arbejdere og bønder på den ene side og bureaukrater på
den anden ikke være så store som i Rusland eller Østeuropa. Alligevel skrev
K.S.Karol allerede i 1963, at han på en bestemt fabrik traf en ingeniør, der fik
syv gange så høj løn som en almindelig arbejder! Derudover nævner han
forskellige eksempler på bureaukraternes privilegier, såsom “overklasse”-restauranter
som Monsenor, Torre, 1830 og Floridita og flere andre, der kræver enorm betaling
for måltiderne. Så sent som i 1975 blev det besluttet på en partikonference, at
almindelige cubanere skulle have lov til a købe biler – indtil da havde det kun
været forbeholdt parti- og statsfolk.
Efterhånden som den cubanske økonomi udvikler
sig, vil disse forskelle snarere øges end mindskes. Men i takt med
differentieringen i det cubanske samfund vil også opposition tage til i styrke.
I den første periode var der en relativ
liberal atmosfære i det politiske liv, men nu er undertrykkelse af alle afvigere
blevet normen. I 1962 kunne man f.eks. sagtens købe Trotskijs værker i Havana,
og kunst og kultur blomstrede. Nu gennemsyrer bureaukratiets dræbende ånd
alting, så uortodokse forfattere, digtere og malere som f.eks. Padilla
misbilliges nu stærkt af regimet. Som i Rusland, Kina og Østeuropa vil en
tolerant holdning over for kunstnere føre til bevægelser i masserne for at opnå
de samme rettigheder. Den ungarnske revolution startede f.eks. i
forfatteroppositionen omkring Petofi-kredsen.
Den cubanske revolution har vist, hvilke
gigantiske muligheder der er i nationalisering og planlagt produktion.
Dette ses tydeligt i statistikkerne over stigningen i sundhed, uddannelse,
social sikkerhed og udvikling af økonomien. Udviklingen på Cuba har også givet
et ordentligt skub til revolutionen i Syd- og Mellemamerika. Men fordi
revolutionen fandt sted i et tilbagestående land med en ledelse, der baserede
sig på en bevægelse, der overvejende bestod af bønder, og som var nationalt
begrænset, så var bureaukratisk degenerering uundgåelig. Uden tvivl har
Castroregimet et større folkeligt grundlag end stalinistregimerne i Sovjet og
Østeuropa, men udviklingen af industrien vil også føre til vækst i
arbejderklassen og dermed også til krav om mere arbejderdemokrati. Desuden vil
en politisk revolution i Østeuropa eller en socialistiske revolution i Europa,
Amerika eller Japan vinde enorm genlyd på Cuba.
En sejrrig socialistisk revolution i f.eks.
Argentina eller Brasilien ville få kæmpe indflydelse på Cuba. I disse lande er
arbejderklassens sociale vægt så stor, at en socialistisk revolution her ville
udvikle sig efter Oktoberrevolutionens mønster. En sejr for arbejderklassen i et
af disse lande ville sprede den socialistiske revolution over hele kontinentet
og føre til en ny revolution på Cuba – denne gang en politisk en for oprettelse
af ægte arbejderdemokrati.
Den cubanske revolution har vist
planøkonomiens enorme muligheder, men selv de fremskridt, man har opnået der, er
for intet at regne i sammenligning med det, der vil blive muligt med
arbejderdemokrati og en udbredelse af revolutionen til resten af området og
oprettelse af en socialistisk føderation i Nord- og Sydamerika. Den cubanske
revolution viser, at kun den socialistiske revolution og arbejderdemokrati kan
redde arbejdere og bønder i Syd- og Mellemamerika fra godsejervældets og
kapitalismens mareridt.
Den cubanske revolution
– uddrag af dokumentet
om den kononiale revolution fra 1998.
Udbredelsen af proletarisk bonapartisme i den
koloniale verden rejste også et andet spørgsmål ? det om bøndernes rolle i
revolutionen. I lang tid så det ud som om marxismens analyse angående
proletariatets ledende rolle var blevet gjort til skamme af historien. Praktisk
taget enhver anden tendens med undtagelse af os selv accepterede de nystøbte
teorier om guerillakrigsførsel. Vi var de eneste, der forklarede, at ingen anden
klasse end proletariatet kan føre til skabelsen af en sund arbejderstat.
Som vi har pointeret, kan man i Marx?s,
Engels?, Lenins og Trotskijs skrifter ikke finde nogensomhelst hentydninger til,
at det skulle være muligt for bondestanden at stå bag en socialistisk
revolution. Grunden til det er bøndernes ekstreme uensartethed som klasse. De er
delt op i mange lag, fra de besiddelsesløse landarbejdere (som i virkeligheden
er landproletarer) til de rige bønder som beskæftiger andre bønder som
lønarbejdere. De har ingen fælles interesse og kan derfor ikke spille en
uafhængig rolle i samfundet. Historisk har de støttet forskellige klasser eller
grupper i byerne. Den eneste klasse, der er i stand til at lede en succesfuld
socialistisk revolution, er arbejderklassen. Dette er ikke af sentimentale
grunde, men på grund af den plads arbejderklassen har i samfundet og den
kollektive bevidsthed, de har som følge af deres rolle i produktionen. Marxister
har altid opfattet bondekrigen som en slags hjælpetropper for arbejderne i
kampen om magten. Den holdning blev først udviklet af Marx under den tyske
revolution i 1848, hvor han argumenterede for, at den tyske revolution kun kunne
lykkes som en “anden udgave af bondekrigen.” Det vil sige, at byarbejdernes
bevægelse var nødt til at trække bondemasserne med sig. Bolsjevikkerne
forklarede også, at det var byarbejderne som skulle lede bønderne. Det er
vigtigt at notere sig, at under den russiske revolution repræsenterede den
russiske arbejderklasse ikke mere end 10 procent af befolkningen. Alligevel
spillede proletariatet den ledende rolle i den russiske revolution med
millionerne af fattige bønder i ryggen ? som proletariatets naturlige allierede.
Dette perpektiv så ud til at blive gjort til
skamme efter Anden Verdenskrig, da et antal guerillakrige endte sejrrigt i Cuba,
Vietnam, Angola, Mozambique o.s.v. Den kubanske revolution var endnu et
særtilfælde, selvom den i hovedtræk lignede Kina. Det er ikke mange der er klar
over, at Castro startede som borgerlig demokrat. Hans model var den amerikanske
revolution fra 1776! Men på den anden side havde Mao også oprindeligt et
perspektiv for en lang periode med kapitalistisk udvikling i Kina. I begge
tilfælde dikterede situationens logik udfaldet, som viste sig at være
forskelligt fra ledernes forestillinger.
Efter at Castro havde knust den gamle
Batista-stat (på trods af det kubanske kommunistparti ? som fordømte Castro som
en småborgerlig eventyrer), stod han i en fuldtændig uforudset situation. Han
forsøgte at indføre reformer og beskatte de amerikanske selskaber, som svarede
igen med en sabotagekampagne, selvom de skatter, de blev bedt om at betale i
Cuba, stadig var lavere end i USA. Washington påbegyndte en blokade overfor
Cuba. Castro reagerede ved at beslaglægge alle amerikanske værdier på Cuba.
Eftersom 90% af økonomien var ejet af den amerikanske imperialisme, var stort
set hele økonomien hermed nationaliseret, så de besluttede at gøre arbejdet
færdigt og nationaliserede de sidste 10%. Med Moskva som forbillede manøvrerede
de cubanske ledere for at opbygge et proletar-bonapartistisk styre.
Den cubanske revolution fungerede som en
forbillede for de undertrykte arbejdere i Central- og Latinamerika. I adskillige
lande var der forsøg på følge den kubanske vej med guerillakrig, men på trods af
dens oprindelige tiltrækning, specielt blandt studenterne, slog den fejl overalt
? med katastrofale konsekvenser. Vores tendens forklarede, at mange af disse
sejre blev nået ikke af guerillakrigen i sig selv, men med arbejdernes
generalstrejker i byerne som den afgørende faktor. Det var tilfældet i Cuba og
også i Nicaragua. Vi forklarede også, at en guerillakrig, selv hvis den sejrede,
højst kunne føre til en degenereret (proletar-bonapartistisk) arbejderstat.
Selve organiseringen af en guerillakrig tillader ikke en demokratisk struktur,
og arbejdernes manglende deltagelse i omstyrtningen af regimet på en organiseret
måde betød, at guerillahærens hierarki kom til at udgøre det nye
statsbureaukrati.
Derfor insisterede vores tendens på, at
hovedfaktoren var den bevidste organisering af arbejderklassen for at ændre
samfundet ? imens vi gav kritisk støtte til de forskellige guerillabevægelser
som et udtryk for folkets kamp imod undertrykkelsen. Arbejderklassen i næsten
alle lande, hvor guerillakrige fandt sted, var mindst lige så stor som den var
under den russiske revolution i 1917, og meget større som andel af den samlede
befolkning. Under et ægte leninistisk partis ledelse kunne arbejderne gennemføre
en klassisk socialistisk revolution på linie med Oktoberrevolutionen i alle
lande bortset fra de mest tilbagestående. Desuden lever størstedelen af
befolkningen i byområderne i mange, hvis ikke de fleste af disse lande.
Arbejderklassen er talmæssigt set langt større end tilfældet var i Rusland i
1917. Kun manglen på den subjektive faktor ? et revolutionært parti og ledelse ?
har forhindret denne udvikling.
Alle de såkaldte trotskijstiske grupper på den
tid begyndte at forsvare guerillakrig i den tredje verden som den eneste vej for
en socialistisk revolution. De gik endda så langt som til at erklære
guerillakrig for hovedtaktikken selv i lande, hvor bønderne udgjorde en mindre
andel af befolkningen ? og de udviklede den syge idé om byguerillaer, som førte
til ødelæggelsen af en hel generation af revolutionære unge i lande som
Argentina, Uruguay m.fl.
Kommunistledernes organiske opportunisme og
deres dyrkelse af borgerskabet under teorien om de “to stadier”, skubbede en
stor del af studenterne over i eventyrpolitikkens arme ? individuel terrorisme
og guerillaisme ? fordi de søgte efter en genvej til revolutionen. Dette førte
til en katastrofe i Latinamerika, hvor disse taktikker førte til massakren på en
hel generation af unge revolutionære kadrer, og i sidste ende til
militærdiktaturer i Argentina og Uruguay. Ikke nok med at de såkaldte
trotskijster ikke bekæmpede disse tendenser, men de opmuntrede dem aktivt og
deltog oven i købet i dem. Dette faktum viser netop, hvor vidt disse menneskers
degenerering er kommet. Idéer, som allerede var blevet smidt væk i bevægelsens
forhistorie, genopstod nu af historiens skraldespand og fremstod som noget nyt
og originalt. Men den russiske marxisme fødtes i kamp imod alle former for
individuel terrorisme og “guerillaisme.” Sådanne metoder må føre til nederlag,
men selv hvis de lykkes kan de ikke føre til etableringen af en sund
arbejderstat, men kun en bureaukratisk karrikatur.
