Vrede demonstranter stormer Argentinas Kongres og antænder bål og smadrer inventar, efter at en fredelig demonstration imod regeringens økonomiske politik udviklede sig. Også ved Præsidentpaladset har der været uroligheder. Folk er vrede over begrænsninger på hvor mange penge man må hæve om måneden, og der er frygt for at regeringen vil konfiskere folks opsparinger. Det er tydeligt, at manøvrerne i regeringen ikke har løst problemerne for den argentinske befolkning. Folk kræver brød, arbejde og en ordentlig tilværelse. Intet af dette kan løses ved omrokeringer i den herskende elite, men kun ved en fundamental forandring af samfundet.
Følgende artikel er oversat af Socialistisk Standpunkt fra Marxisternes internationale internet side, “In Defence of marxism” – http://www.marxist.com.
——–
I scener, der mindede om Saigons fald, pakkede lederne af den argentinske regering hastigt deres tasker og flygtede i helikopter fra taget af præsidentpaladset. Men i dette tilfælde var der i modsætning til i Vietnam ikke tale om fremmede erobrere, der flygtede fra en national befrielseshær, men om en valgt præsident, der flygtede fra sit eget folk. Mens verdens opmærksomhed var rettet mod krigen i Afghanistan, var en anden krig i fuld gang. I ugen op til jul var der krig i Argentina. Ikke en krig mellem nationer, men en krig mellem rige og fattige, mellem dem, der har, og dem, der ikke har – en krig mellem klasserne.
I den borgerlige presse blev alt dette fremstillet som et anfald af kollektiv galskab. “Argentina i kaos,” var en typisk overskrift. Og kaos er der. Det er det kapitalistiske systems kaos – den såkaldte frie markedsøkonomi, der skulle have løst alle Argentinas problemer med velvillig hjælp fra IMF og Verdensbanken. For mere end et år siden advarede nogle observatører om, at regeringens spareplaner, der fulgte IMFs råd, sandsynligvis ville føre til en forøgelse af de sociale spændinger. Nu viser det sig, at de havde ret.
Argentinas præsident Fernando de la Rua blev tvunget til at gå af, efter at tusinder af vrede og forarmede mennesker havde protesteret i Buenos Aires’ gader i oprør mod regeringens håndtering af den ødelæggende økonomiske krise. Før han gik af, havde tre dages social uro, udbredt plyndring og politiundertrykkelse efterladt 27 mennesker døde og mere end 150 sårede – de fleste af dem fattige folk, der var blevet skudt af politiet, mens de kæmpede for en bid brød.
Vi har modtaget følgende e-mail fra en abonnent i La Plata, Argentina:
“Argentinas præsident Fernando de la Rua indgav sin fratrædelsesbegæring efter en massiv folkelig demonstration på Plaza de Mayo. Efter præsidentens tv-tale den nittende december klokken 23.00 var folk i Buenos Aires begyndt at strømme ud på gaderne, mens de sang og larmede med potter og pander, som en spontan reaktion imod præsidentens tale. Klokken to var pladsen fuld. Næste morgen begyndte folk igen at samles på den samme plads og uden for Kongressen. Politiet begyndte at slå ned på folk, der udtrykte deres utilfredshed fredeligt. Klokken fire om eftermiddagen nægtede folk at forlade pladsen (som er symbol på arbejderklassens kamp i 1940’erne og 70’erne). Nogle begyndte at plyndre butikker og McDonalds-restauranter, og de smadrede ruderne i mange udenlandske banker. Halv syv om aftenen opfordrede præsidenten til en alliance mellem de to store partier (UCR og PJ), men oppositionen afslog sådan et samarbejde. Så tog præsidenten sin afsked, og argentinerne vil få en ny præsident og senere nyvalg. Dette er en sejr i kampen imod neo-liberalismen.”
Ja, dette er en vigtig sejr. Men det, der er vundet, er et slag, og ikke selve krigen.
Uroen brød ud, efter at landets frimarkedsprogram gik galt. I de sidste to år har Argentina, det rigeste land i Latinamerika, været ramt af en stadig dybere politisk, social og økonomisk krise. Fernando de la Ruas regering fulgte IMFs standardopskrift over for økonomier med finansielle problemer: skær ned for at få underskuddet væk, skab deflation, og håb på, at investorernes tillid vender tilbage. Men i virkeligheden kunne denne politik ikke løse problemerne, men måtte tværtimod gøre dem endnu værre.
I bund og grund er den argentiske herskende klasses største problem den kolossale magt, som arbejderklassen har, og som forhindrer dem i at gennemføre IMFs grusomme sparepolitik fuldt ud. I de sidste par år har de peronistiske fagforeninger kaldt til den ene generalstrejke efter den anden under pres fra arbejderne selv. Det har betydet, at de argentinske kapitalister ikke har kunnet stabilisere situationen på arbejderklassens bekostning så meget, som de gerne ville – selvom de har gennemført en række hårde angreb på levestandarden.
Arbejdsløsheden er også steget voldsomt, og står nu på 18,3%.
Den første omgang optøjer tvang økonomiministeren Domingo Cavallo, som havde stået bag spareprogrammet, til at gå af. “Cavallo gik af, da han så 5000 mennesker stå og larme med potter og pander uden for hans hjem,” sagde en kilde tæt på den tidligere minister. Den spontane samling uden for Cavallos hjem i den eksklusive Palermo Chico-forstad omfattede folk fra alle sociale klasser, som larmede i flere dage i træk. Før potter-og-pande-marcherne havde der været to dage med mad-optøjer, hvor grupper på op til 1500 arbejdsløse var brudt ind i Wal-Marts og Carrefour supermarkeder rundt omkring i landet.
“‘Vi vender tilbage, og vi tager alle vores naboer med,’ råbte Elsa Gomez, en 45-årig mor til seks, til arbejderne i et supermarked i Buenos Aires’ mest eksklusive indkøbscenter, efter at hendes gruppe af folk fra fattigkvartererne var gået ind på ikke at storme butikken til gengæld for 250 poser gratis mad. ‘Dem, der virkelig laver plyndringer, sidder i regeringen,’ sagde parlamentsmedlem for oppositionen Alicia Castro, da hun besøgte demonstranterne på Plaza de Mayo igår.” (The Guardian, 21/12/2001)
De forarmede massers vrede kogte endelig over i to dages optøjer og plyndringer, som efterlod mindst 22 døde og masser af sårede i forskellige byer i landet. Det var den voldsomste uro i mere end ti år. I Buenos Aires kom ridende politi i kamp med demonstranter, der krævede, at præsidenten gik af. Der blev brugt tåregas og vandkanoner. Adskillige hundreder af mennesker stødte sammen med politi på Plaza de Mayo midt i byen. Blandt demonstranterne var der en midaldrende kvinde, der blev ved at protestere mod “regeringens sulteplan”, på trods af at hun allerede havde fået den ene tå hakket af af en politihest. Med “regeringens sulteplan” mente hun den nul-underskuds-sparepakke, som IMF har pålagt Argentina, som er på nippet til at erklære sig ude af stand til at betale sin udlandsgæld på 132 milliarder dollars. “‘Argentina er tomt’, sagde en anden demonstrant. ‘Mine børn vil forlade landet, der er ingen fremtid her, vores politikere er alt for korrupte.’” (The Guardian, 21/12/2001)
Blandt de døde var en femtenårig dreng, der blev skudt under optøjer i Santa Fe i den vestlige del af landet. Andre menes at være blevet skudt af butiksejere, der prøvede at afskrække folk fra at plyndre deres butikker ved at skyde ind i mængden. I Buenos Aires blev en politimand, der bevogtede dørene til Kongressen imod demonstranter, der ville storme bygningen, dræbt af en brosten kastet af en demonstrant.
Lederne af landet var belejret inde i Kongresbygningen. “‘Vi sidder fast herinde,’ sagde en tv-journalist, der sendte inde fra bygningen. ‘Parlamentsmedlemmerne kan ikke komme ud, og der er ingen, der kan komme ind.’” (The Guardian, 21/12/2001). Først ville præsidenten holde fast ved sit embede, og han gik først af, da oppositionspartierne afslog hans opfordring til at danne en koalition. I et desperat forsøg på at holde fast i magten havde de la Rua talt til nationen og bedt peronistpartiet, som var i opposition, om at gå sammen med ham om at lave et nyt økonomisk program, der kunne “sikre den sociale fred”. Han havde lovet at fortsætte på sin post. “Jeg vil gøre min pligt lige til enden,” havde han sagt. Men de rædselsslagne peronistledere nægtede at acceptere præsidentens giftbæger. Hvis de la Rua ikke var gået af, da han gjorde, ville Argentina have stået over for en revolution. Hverken undtagelsestilstand eller kugler og tåregas kunne afskrække masserne. De var forenede i handling og havde udviklet en forståelse for deres egen fælles styrke. Magten var ved at glide ud af hænderne på staten og ud på gaderne.
Kapitalismens globale krise
Det, som verdens kapitalister er mest bekymrede for for tiden, er det faktum, at krisen udvikler sig samtidig i alle sektorer af verdensøkonomien. Man taler om “smitte” for at beskrive dette fænomen. Dette er globaliseringens andet ansigt. I økonomien, såvel som i politik, står verdenstoppen – de amerikanske imperialister – over for det, der svarer til en hel masse brande rundt om dem. Hver gang de har fået slukket én, er der en ny, der flammer op med endnu større kraft et andet sted. Dette er et meget godt billede på den periode, vi befinder os i.
Krisen i Argentina havde ikke sin oprindelse dér. Det er en afspejling af verdenskapitalismens globale ustabilitet. Kollapset i Tyrkiet i starten af 2001 påvirkede med det samme den polske zloty og den brasilianske real, som blev devalueret med omkring 30% i løbet af året. Dette udgjorde et stort og ubærligt pres på Argentina, som er Brasiliens vigtigste handelspartner, fordi Argentinas eksport nu var totalt ukonkurrencedygtig.
Eftersom den argentinske peso er bundet til dollaren, var en devaluering (ihvertfald principielt) udelukket. Derfor måtte hele krisens byrde forsøges lagt på den argentinske arbejder- og middelklasses skuldre. Det fik alvorlige sociale og politiske eftervirkninger. Der havde allerede været en række militante generalstrejker i løbet af 2001. Det sidste valg var i høj grad et protestvalg, og der har endda været en opstand i den nordlige by General Mosconi, hvor de arbejdsløse og arbejderne overtog styringen med byen og alle dens funktioner. Denne udvikling skabte bekymring i Washington, hvor IMF til at begynde med stillede midler til rådighed til hjælp til den skrantende økonomi. Men nu har situationen udviklet sig langt ud over alt dette.
Da det blev besluttet at indføre omfattende bankkontrol, førte det til et sandt stormløb på bankerne. Den 30. november tabte landets banker 1,3 milliarder dollars. Centralbankens nettoreserver faldt med 1,7 milliarder dollars. Fra den ene dag til den anden var landet, som før var et af de rigeste, pludselig bankerot. Økonomiministeren Cavallo måtte endnu engang gå med sin tiggerskål til IMF, men da de allerede havde givet Argentina låneaftaler for op imod 48 milliarder dollars sidste år, havde de ikke i sinde at ofre flere penge på sådan et tvivlsomt foretagende. Argentina fik lov til at gå til grunde i sin egen gæld.
Den argentinske økonomi var nu i en tilstand som en døende mand med høj feber. Renten mellem bankerne blev skubbet op til 1000%. De høje renter sendte økonomien længere ud i en krise, der allerede udviste alle tegn på at være en dyb depression. Landet var fanget i en fatal nedadgående spiral, hvor årsag bliver virkning og omvendt. En skrumpende økonomi betyder faldende skatteindtægter, hvilket betyder yderligere fald i offentlige udgifter og højere renter, og så videre og så videre indtil man når bunden. Desværre er bunden endnu ikke i syne.
Børserne blev lukket efter ordre fra centralbanken for at forhindre, at finanssystemet brød sammen. Selv hvis Argentina skulle forsøge at betale sin gæld ved at overgive sine reserver, ville det kun være nok til at vare til “midten af næste kvartal”, i følge en rapport fra Suisse Credit First Boston, som er en investeringsbank. Og selv den vurdering er nok for optimistisk. I virkeligheden er der ingen mulighed for, at Argentina kan betale sin gæld. Den argentinske økonomi står på afgrundens rand, og det vil få alvorlige virkninger på hele Latinamerika og på verden som helhed.
Krisen i Argentina har sendt rystelser gennem de internationale markeder. Markederne over hele verden venter på at se, om krisen vil få en dominoeffekt i andre latinamerikanske lande og længere væk. Økonomernes første reaktion, især i USA, var forudsigelig. De påstår, at krisen i Argentina er en ren lokal affære, der ikke vil påvirke andre lande nævneværdigt.
Repræsentanter for det Hvide Hus sagde, at de ikke så nogen særlige tegn på, at krisen ville sprede sig. De gentog deres holdning om, at den nye regering må arbejde sammen med IMF for at udvikle et holdbart økonomisk program. Men det var IMF og dens politik, der førte til den nuværende krise. Det Hvide Hus har affærdiget al frygt for, at den økonomiske krise skulle sprede sig – og udviser derved den samme slående uvidenhed på det økonomiske område, som de gør, når det gælder deres udenrigspolitik.
“Det ser ud til, at det er isoleret til Argentina, og det er en rar kendsgerning,” sagde talsmand for det Hvide Hus, Ari Fleischer.
Men sådan et selvtilfredst syn på sagen er langt væk fra de reelle kendsgerninger. Hidtil har der været få tegn på spredning efter kriserne i Mexico, Rusland og Brasilien i 1990’erne. Men hvis Argentina erklærer sig ude af stand til at betale sin gæld, vil det være den største bankerot i historien. Hvis de opgiver at have pesoen bundet til dollaren vil det også få usikre konsekvenser. En seriøs devaluering af pesoen vil skade Brasilien, Argentinas vigtigste handelspartner. Og virkningen af denne ustabilitet vil ramme andre af de såkaldte “emerging markets”. Det har allerede ført til et ordentligt fald for den sydafrikanske rand, og rystelserne er også ved at nå Hong Kong. The Guardian (22/12/2001) advarede: “Wall Street har hidtil mere eller mindre ignoreret, hvad der er sket i deres egen økonomiske baghave. Men Argentina er ikke noget ubetydeligt land. Det er uladsiggørligt i en global økonomi, at en argentinsk bankerot ikke skulle påvirke andre lande. Og som altid vil de mest smertefulde virkninger komme fra de mest uventede steder.”
Latinamerika er i den dybeste krise siden krigens tid. Der er ikke et eneste stabilt styre fra Tierra del Fuego til Rio Grande. De objektive betingelser for socialistisk revolution har været tilstede i de eks-koloniale lande i mindst et halvt århundrede. De er ikke bare modne for en revolution, de er overmodne, på grænsen til det rådne. En kapitalisme i forfald truer med at sende det ene land efter det andet ud i barbari. Der er ingen måde imperialisterne kan stoppe det på, ligegyldigt hvor mange bomber de måtte smide. Grunden til at revolutionen ikke er lykkedes hidtil, er ikke ikke imperialismens styrke, men den subjektive faktors svaghed: at der mangler et ægte revolutionært parti og en ledelse.
Dette kan tydeligt ses i de masive revolutionære bevægelser, der allerede har fundet sted i en række lande i de sidste par år, for eksempel: Indonesien 1998, den ecuadorianske revolution 2000/2001, bevægelsen imod privatisering af vandforsyningen i Cochabamba i Bolivia i 2000, opstanden i General Mosconi i Argentina 2001, og opstanden i Algeriet for nylig. Et fællestræk i de fleste af disse bevægelser har været dannelsen af folkelige komitéer, der har repræsenteret de forskellige dele af de undertrykte, og som har udfordret statsmagten og er begyndt at erstatte den. Under den ecuadorianske revolution vandt Folkets Parlament en del af hæren over på sin side (inklusiv nogle officerer) og tog faktisk magten i et par timer. Det vat udelukkende manglen på en ledelse, der forhindrede, at bevægelsen blev udvidet og spredt, og på den måde kunne revolutionen blive stoppet.
Magtesløse peronister
De la Rua blev tvunget til at gå af halvvejs gennem sin præsidenttid. Han kom til magten i 1999 på en kampagne, hvis centrale slogan var “Jeg ved godt, at jeg er kedelig”. Han havde lovet at sætte en stopper for den korruption, der florerede under hans forgænger peronisten Carlos Menem, som kørte i røde ferrarier og efter sigende havde en hel række af affærer med argentinske starletter. Men de la Ruas egen regering blev snart involveret i korruptionssager lig dem, Menem var med i, og hans afgang skete på et tidspunkt, hvor hans popularitet stod på 4% i meningsmålingerne.
Peronistpartier, som kontrollerer både over- og underhus i Kongressen, indledte drøftelser angående indsættelse af en ny præsident. I følge reglerne skal en samling af føderale kongresfolk og provinsguvernører udpege en af dem selv til at sidde som præsident i de sidste to år af præsidentperioden. Men mange af peronistlederne mener, at der skal udskrives valg inden for 90 dage for at give den nye præsident nok autoritet til at klare krisen.
De la Rua vil midlertidigt blive erstattet af Ramón Puerta, den peronistiske leder af Senatet, indtil Nationalkongressen vælger en efterfølger, der skal fungere indtil der udskrives valg. Men disse manøvrer i toppen vil ikke løse noget som helst. Folket kræver brød og arbejde. Men intet af det er muligt uden en fundamental forandring af samfundet. Den økonomiske krise bliver værre time for time, og de magtesløse peronister kan intet gøre. Det, der er brug for, er overdragelsen af den økonomiske magt fra de store banker og monopoler – både de udenlandske og argentinske – til folket.
Det er meningen, at peronisterne skal regere, indtil de fremskyndede valg finder sted, sikkert i marts. Men de har ingen svar på problemerne. Landets ledere er disorienterede og ved ikke, hvad de skal gøre. “Èn-til-én-bindingen med dollaren eksisterer reelt ikke længere,” sagde Rosendo Fraga, en politisk analytiker i Buenos Aires, “men der er ingen enighed om, hvad der skal erstatte den.” I sidste ende vil peronisterne ikke have andet alternativ end at acceptere bankerotten og erklære sig ude af stand til at betale gælden og gennemføre en “kontrolleret devaluering”.
Den midlertidige regering forventes også at løsne pesoen fra den ti år gamle én-til-én-binding til dollaren, som midlertidigt løste problemet med høj inflation, men som har gjort landbrugs- og industrieksport højst ukonkurrencedygtig. Det er blevet foreslået, at Argentina kunne erklære et et-årigt stop for betaling af udlandsgælden på 132 milliarder dollars. Peronisterne anklager dollar-bindingen for at have ført til massive fyringer, som har sendt arbejdsløshedsprocenten op på næsten 20 i de sidste år. Der er ingen tvivl om, at det i høj grad har været med til at forværre krisen. Afbetaling af gælden har kostet Argentina omkring 8 milliarder dollars årligt, og nogle ledende peronister har længe krævet stop for betalingen, så pengene kunne frigøres til at udbedre nogle af landets sociale problemer.
Investorerne forbereder sig på det værste. “Det ser ud til, at der vil komme en devaluering, og det kan nok ikke undgås, at der kommer et totalt stop for gældsbetaling i længere tid,” sagde Neil Dougall fra Dresdner Kleinwort Wasserstein. Alle er klar over, at devaluering er uundgåeligt nu, ligesom en betalingsstandsning er det. Men på kapitalistisk grundlag vil det ikke nytte noget. Argentina vil stadig være under pres fra den amerikanske imperialisme. Og en devaluering af pesoen vil føre til inflationens genkomst, hvilket vil smadre middelklassens opsparinger og underminere lønningers og pensioners værdi, og sende befolkningen ud i endnu større fattigdom, og derved forberede nye sociale eksplosioner.
Peronistbevægelsen er fuld af modsætninger, og de vil alle komme op til overfladen nu. Der er allerede kamp om at finde en permanent efterfølger til de la Rua. Efterhånden som det bliver klart, at peronisterne ikke har nogen løsning på problemerne, vil presset øges på de peronistiske fagforeninger for at få dem til at kalde til generalstrejke.
Hvad nu?
Efter uroen er de fleste argentinere nu vendt tilbage til deres daglige rutiner – eller de prøver ihvertfald på det. Langsomt vender Buenos Aires’ gader tilbage til en form for normalitet. Men der kommer ikke nogen rigtig ro. The Guardian’s korrespondent rapporterede lørdag 22/12: “Der hang en uhyggelig stilhed over de ødelagte butiksområder i Buenos Aires i går aftes, mens forhåbningen om et ledelsesskifte tilsyneladende lagde en dæmper på den folkelige vrede, der var blevet vakt af den afgående regerings spareprogrammer. Efterhånden som der blev relativt roligt, blev undtagelsestilstanden ophævet.”
Folk anklager uropolitiet for at have overreageret i deres håndtering af det, der først var en fredelig demonstration. Hæren forholder sig i ro; det politiske etablissement er i en tilstand af chok. Stemningen er spændt, masserne er utilfredse og mistænksomme. Folk har straks forstået, at ændringerne i toppen ikke vil løse nogen af problemerne: “Hvis peronisterne vender tilbage, så er vi bare tilbage, hvor vi startede,” sagde en kvinde, der jublede over præsidentens afgang. “Menem, de la Rua – de er alle sammen ens,” sagde en nabo. “Der er ikke ændret noget.”
For en tid vil masserne vente og se. Den første bølge af vrede har måske nok tabt pusten, men det, vi har her, er ikke fred, men kun en midlertidig og meget urolig våbenstilstand. Den samme mistænksomme stemning findes også i middelklassen. Den samme Guardian-artikel rapporterer: “Nogle butiksejere var for bange til at åbne igår. ‘Mange af dem, der plyndrede, var vores sædvanlige kunder’, sagde en chokeret købmand. ‘Det er totalt anarki.’”
Da politiet var fraværende fra gaderne, tog naboer loven i egne hænder og tæskede folk, der plyndrede butikkerne, med kæppe. Der er brug for orden, men på det nuværende grundlag er det umuligt at skabe orden – der vil kun komme nye chok, kriser og mere kaos. Den eneste varige orden, der er mulig i Argentina, er en revolutionær orden, baseret på arbejderklassens overtagelse af magten i alliance med de små forretningsdrivende, de små landmænd, de arbejdsløse, kvinderne og ungdommen.
Det centrale slogan for denne nye magt er generalstrejken. Men generalstrejken må organiseres og forberedes. Den eneste garanti for, at bevægelsen sker på en organiseret måde uden plyndringer og optøjer, er ved, at der dannes aktionskomitéer – valgte arbejderkomitéer, der må udvides til også at omfatte valgte repræsentanter for de arbejdsløse, de små forretningsdrivende, de studerende, og alle dele af befolkningen undtagen udbytterne.
Disse komitéer skulle organisere transport og fordeling af fødevarer og andre livsnødvendigheder til de fattigste dele af befolkningen. De må kontrollere priserne og patruljere gaderne for at opretholde ro og orden og bekæmpe reaktionen. For at opfylde disse funktioner må de bevæbnes. Der må laves en appel til soldaterne og politiet om at danne valgte komitéer, udrense fascister og andre reaktionære fra deres rækker og slutte sig til arbejderkomitéerne. Endelig er det nødvendigt at slutte de revolutionære komitéer sammen på lokalt, regionalt og nationalt plan for at forberede en national kongres for de revolutionære komitéer, så de kan tage magten.
Argentina er slået ind på revolutionens vej. I løbet af de næste ti års tid må den centrale modsætning løses. Det nuværende overgangsregime vil ikke løse nogen af de fundamentale problemer, men vil blot gøre dem mere eksplosive. For arbejderklassen og de andre undertrykte befolkningsgrupper er valget mellem deflation og inflation slet ikke noget valg. Det er valget mellem at blive hængt eller ristet langsomt over åben ild. På den ene eller den anden måde må den centrale modsætning løses. Der er ikke nogen halvvejs-løsninger. Både monetarisme og keynesianisme har fejlet. Nu anbefaler nogle økonomer at indføre dollaren som valuta, men de sidste måneders begivenheder viser, at det kan være farligt at have en fastsat vekselkurs. At indføre dollaren ville betyde deflation, med endnu mere arbejdsløshed, bankerot og elendighed til følge. På den anden side ville en stor devaluering føre høj inflation og ramme levestandarden gennem højere priser. På kapitalistisk grundlag er ingen løsning mulig.
Lenin forklarede, hvad der var forudsætningerne for en revolution. Den første forudsætning er, at den herskende klasse er delt og i krise og ude af stand til at regere som tidligere. Dette er tilfældet i Argentina. Den anden forudsætning er, at der er uro i middelklassen, der vakler mellem arbejderklassen og kapitalistklassen. I demonstrationerne i Argentina var mange af deltagerne fra middelklassen, der trues af fallit. Den tredje forudsætning er, at arbejderklassen skal være parat til at kæmpe og gøre ofre for at ændre samfundet. Gadekampene viste, at arbejderne og ungdommen har mistet al frygt for politiet og staten og er parat til at slås og om nødvendigt dø for at forsvare deres retfærdige sag. Den sidste forudsætning er, at der eksisterer et ægte marxistisk parti og en ledelse, der er klar til at lede bevægelsen og forsyne den med et perspektiv og et program. Hvis der eksisterede sådan et parti, med virkelige rødder i arbejderklassen og frem for alt i fagforeningerne, ville bevægelsen i retning af en socialistisk revolution kunne gennemføres hurtigt og med et minimum af vold.
Men da der ikke er sådan et parti, vil krisen få en mere langstrakt og turbulent karakter, og den vil kunne strække sig over ti år eller mere, med opgang og nedgang i bevægelsen indtil der kommer en afgørelse, enten gennem arbejderklassens sejr eller ved et nyt og endnu mere blodigt militærdiktatur. Efter den sidste tids oplevelser er det imidlertid usandsynligt, at en ny junta kan komme til magten uden en borgerkrig. Det er grunden til at generalerne hidtil har holdt munden lukket og holdt sig i ro – indtil videre. Første akt af dramaet er spillet, men der er nye og stormfulde begivenheder under opsejling.
Den argentinske arbejderklasse er den mest magtfulde i Latinamerika, næstefter den brasilianske. Den har en utrolig revolutionær tradition. Bevæbnet med et reelt revolutionært program ville den let kunne tage magten og påbegynde den socialistiske omdannelse af samfundet. Sådan en udvikling ville øjeblikkeligt ændre hele situationen i Latinamerika. Det ville få en endnu større virkning end Oktoberrevolutionen i 1917. Det ville give genlyd i USA og på verdensplan. Kun en radikal omdannelse af samfundet fra top til bund kan vise en vej ud af den nuværende blindgyde. I den kommende periode vil alternativerne blive trukket klart op: Enten den største sejr eller det forfærdeligste nederlag. Det er det valg, Argentinas arbejderklasse og folk står overfor.
