Slutningen af år 2001 blev kendetegnet ved voldsom uro i Argentina. Præsident efter præsident gik af som følge af omfattende protester og uroligheder imod den dybe krise i landet og regeringens manglende evne til at håndtere den og skabe ordentlige forhold for landets befolkning. Tusinder af mennesker var på gaden, og de protesterende havde efterhånden mistet al frygt for politi og stat. Revolutionen var begyndt. Kun manglen på en socialistisk ledelse med forankring i masserne har givet kapitalismen i Argentina et pusterum. Men der er ikke tale om en varig fred. Argentinas arbejdere og fattige vil ikke få løst deres voldsomme problemer af nogen regering, som følger kapitalismens love. Argentina er blot det seneste eksempel på kapitalismens krise og totale fallit. Uro og protester vil blusse op igen og igen, indtil den grundlæggende konflikt bliver løst – socialisme eller barbari.

Nu har kongressen godkendt en økonomisk krisepakke, der bla. betyder, at pesoen nedskrives med omkring 30%. Krisepakken giver desuden den nyeste præsident, Duhalde, udvidede beføjelser.

Den nu vedtagne devaluering af pesoen vil føre til fornyet inflation, hvilket vil smadre middelklassens opsparinger og underminere lønningers og pensioners værdi. Det vil sende befolkningen ud i endnu større fattigdom, og derved forberede nye sociale eksplosioner. De første protester har allerede fundet sted.