Lørdag d. 16. februar mødtes tusindvis af arbejdere,
arbejdsløse og medlemmer af de folkelige forsamlinger på Plaza de Mayo i
Argentinas hovedstad Buenos Aires. Dette var begyndelsen på den Nationale
Forsamling af Arbejdere (i arbejde og uden arbejde). Dagen efter var Avellanada
Colonial-teatret ramme om et møde for to tusind valgte delegerede, der
repræsenterede arbejdsløse arbejderes organisationer fra hele landet, men også
lokale fagforeningsafdelinger, grupper af arbejdere i kamp, de folkelige
forsamlinger fra forskellige kvarterer osv.
Dette møde er det hidtidige højdepunkt i bevægelsen mod
dannelse af en alternativ magt bestående af de argentinske arbejdere og brede
masser. Bevægelsen, som startede med de revolutionære begivenheder 19. og 20.
december sidste år, er gået meget hurtigt frem, ikke bare med hensyn til
organisatorisk form, men også hvad angår de politiske konklusioner, der bliver
draget.
De folkelige forsamlinger, der mødes hver uge i hvert
boligområde, dækker nu det meste af Buenos Aires og omegn, og det er også ved at
sprede sig til andre provinser. Fra og med 12. januar har disse forsamlinger i
Buenos Aires indledt ugentlige fællesmøder hver søndag med det formål at
koordinere deres aktioner og diskussioner i fællesskab. Disse møder med
delegerede fra forskellige boligområders forsamlinger ("interbarriales") er
vokset og samler nu 3-4.000 mennesker. Der er rapporter om lignende møder i
provinserne. F.eks. mødes delegerede fra 24 folkelige forsamlinger regelmæssigt
i Rosario.
Disse møder diskuterer både forsamlingernes program og hvad
der skal gøres, og de køres ekstremt demokratisk. Alle har lov til at tale i
højst tre minutter, og på de større fællesmøder er det kun valgte delegerede fra
boligområderne eller fra grupper af arbejdere i kamp, der har tilladelse til at
tale. Ved mødets slutning stemmes der om alle forslag.
Til at begynde med var forsamlingerne mest fokuseret på
kampen mod "corralito’en" (dvs. regeringens fastfrysning af folks bankkontoer),
men nu har de fået et meget avanceret program med krav, der udfordrer alle
aspekter af kapitalismen. Dette inkluderer kravet om, at udenlandsgælden
slettes, at bankerne nationaliseres, at alle privatiserede foretagender
gen-nationaliseres, at højesteretsdommere skal vælges af folket, at staten
overtager pensionsfondene (AFJP), osv.
De folkelige forsamlinger og arbejderbevægelsen
Det vigtigste i denne udvikling er, at de folkelige
forsamlinger har taget skridt i retning af at forbinde sig med arbejderne og de
arbejdsløses bevægelser. I flere år har der været en voksende bevægelse med
meget militante aktioner fra arbejdsløse arbejderes side, som bla. har
organiseret vejspærringer og blokader med krav om arbejde og understøttelse. "Piqueteros"
er de blevet kaldt, og de har organiseret to nationale møder for at koordinere
bevægelsen. Det var i juli og september sidste år.
Fællesmødet mellem de folkelige forsamlinger i Buenos Aires
besluttede at tilslutte sig de to piquetero-marcher, der var indkaldt til d. 28.
januar og 5. februar, og mange af de folkelige forsamlinger bød piquetero’erne
velkommen i deres boligområder. Der blev lavet et nyt slogan, der udtrykte
enheden mellem forsamlingerne og piquetero’erne: "Piquete y cacerola – la lucha
es una sola" ("Blokader og kasseroller – kampen er den samme", der sigtes til de
arbejdsløses vejblokader og til de folkelige forsamlingers brug af kasseroller
og potter og pander til at lave larm under deres demonstrationer). Derudover har
forsamlingerne knyttet bånd til kæmpende arbejdere i deres områder. Det var
f.eks. tilfældet med arbejderne på Brukmans tekstilfabrik, hvor de nu har besat
fabrikken i protest mod fyringer og med kravet om, at firmaet bliver
nationaliseret under arbejderkontrol.
Arbejderbevægelsen har hidtil ikke deltaget i protesterne
selvstændigt, men dette betyder langtfra, at arbejderne er passive. I de sidste
tre år har der været 8 meget militante generalstrejker. Arbejdere deltager også
i deres lokale folkelige forsamlinger i de forskellige boligområder. En af
grundene til, at der hidtil ikke har været nogen masseomfattende
strejkebevægelse i disse protester, er frygten for arbejdsløshed, som nu er på
20% ifølge officielle tal. En anden vigtig faktor er fagforeningsbureaukratiets
massive kontrol over den væsentligste faglige landssammenslutning CGT.
Det er netop derfor, at indkaldelsen til den nationale
arbejderforsamling er så vigtigt et skridt fremad. På piquetero’ernes nationale
møde i september, hvor de arbejdsløses organisationer mødtes, vedtog man at
indkalde et nyt nationalt møde, som skulle bestå af valgte delegerede, én for
hver 20 organiserede arbejdsløse. Dette møde blev aldrig til noget, fordi de to
organisationer med mest indflydelse i de arbejdsløse arbejderes bevægelse blev
ved med at nægte at indkalde til det. Disse to organisationer er CCC under
ledelse af Alderete og Bolig- og Jobsammenslutningen FTV (som er forbundet med
fagforeningssammenslutningen CTA) under ledelse af D’Elia. Lederne af begge
disse organisationer er nu involveret i forhandlinger med regeringen om
understøttelsen til de arbejdsløse, hvilket i virkeligheden bare er en manøvre
for at pacificere de arbejdsløse arbejderes bevægelse.
Den nationale arbejderforsamling
Men i sådan en periode som den nuværende med kraftig
radikalisering af klassekampen besluttede de mere militante dele af
piquetero-bevægelsen selv at indkalde til den nationale arbejderforsamling.
Disse dele inkluderede arbejdsløses organisationer fra hele landet, mange af dem
med forbindelser til forskellige venstrefløjspartier som Kommunistpartiet, PO,
MST, PTS osv. De udsendte en appel til arbejdere i arbejde, militante
fagforeningsafdelinger og de folkelige forsamlinger og opfordrede dem til at
sende delegerede til mødet.
Indkaldelsen til dette møde fremkaldte en splittelse i CCC
(en af de to ledende arbejdsløshedsorganisationer, der havde nægtet at indkalde
til mødet). En af lederne, Raúl Castells fra MIJDP, som nu sidder i husarrest,
gik offentligt frem og støttede idéen om en national arbejderforsamling, og han
blev derfor ekskluderet fra CCC.
De folkelige forsamlinger i Buenos Aires havde besluttet at
blive på Plaza de Mayo natten over efter deres ugentlige "cacerolazo" (protest
med larm fra potter og pander) om fredagen d. 15. februar, så de kunne modtage
alle de delegerede, der ankom til den nationale arbejderforsamling fra alle dele
af landet tidlig lørdag morgen. Tusinder af mennesker fyldte pladsen, da
delegationerne fra de forskellige arbejdsløshedsorganisationer begyndte at
marchere ind, mens der blev jublet og råbt forskellige slogans.
To af de væsentligste delegationer, der kom til mødet, var
dem, der bestod af arbejdere fra Brukmans tekstilfabrik i Buenos Aires og fra
Zanóns keramikfabrik i Neuquén. Med et banner, hvorpå der stod "Zanón og Brukman:
under arbejderkontrol!" marcherede de ind på Plaza de Mayo, mens mængden jublede
og slog på trommer. Ifølge alle rapporter var stemningen helt elektrisk. Der kom
andre delegationer fra hele landet, fra provinserne Santa Fé, Neuquén, Chaco,
Tucumán, Río Negro, Córdoba, La Rioja, Salta, Jujuy osv. I den ene ende af
pladsen var der et podie med et stort banner, hvor der stod "National Forsamling
for Arbejdere (i arbejde og uden arbejde)". Foran var der et område reserveret
for de delegerede, som blev bevogtet af et værn af arbejdere med knipler og
metalrør.
Massemødet startede først om eftermiddagen, da alle
delegationerne fra provinserne var ankommet. Masser af talere fra forskellige
organisationer fra hele landet gik på talerstolen, hver havde ti minutter til at
tale i.
Om søndagen fortsatte forsamlingen med et møde kun for de
valgte delegerede i Avellaneda Colonial-teatret. To tusind delegerede var
tilstede, og hver af dem repræsenterede mindst tyve andre. Det var ikke kun
arbejdsløse, men også delegerede fra de folkelige forsamlinger og vigtigst af
alt delegerede fra forskellige fagforeninger.
Debatten drejede sig især om, hvordan arbejderne kan løse den
krise, som landet står overfor. Der var lavet en resolution af
keramikarbejdernes fagforening i Neuquén (SOECN, som er dem, der holder
Zanón-fabrikken besat) og Neuquéns bevægelse for arbejdsløse arbejdere (MTD), og
den gjorde det klart, at "en virkelig enhed mellem arbejdere i arbejde og
arbejdsløse arbejdere … er den første betingelse for at arbejderne kan lede den
nødvendige alliance med den ruinerede middelklasse, og det er den eneste måde,
vi kan gennemføre en arbejdernes og folkets løsning på den nationale krise". Den
tilføjede: "Kun arbejderklassen, dem der er i arbejde og dem der ikke er, både
statsansatte og privat ansatte, kan løse den nationale krise. Arbejderklassen
producerer hele landets rigdom. Den står for transport, og får hele økonomien
til at løbe rundt: fra energi (gas, olie, elektricitet) til den finansielle
sektor og bankerne. Sammen med de militante arbejdsløse (som vi anser for at
være en del af arbejderklassen) med deres blokader af landets veje, og
selvfølgelig sammen med lønmodtagere ansat af stat og kommuner, som allerede er
i kamp og har gjort sig selv til en del af bevægelsen, er dette den fundamentale
sociale kraft, der kan føre til en progressiv løsning på den kapitalistiske
krise". På korrekt vis kom Zanón-arbejderne også med en appel om at arbejde
blandt de almindelige medlemmer af fagforeningerne for at vinde de organiserede
arbejdere væk fra fagforeningsbureaukratiet.
Arbejdermagt
Til sidst vedtog mødet en resolution, der understregede, at
Duhalde-regeringen er en fjende af arbejderklassen, og at en folkelig løsning på
krisen betyder, at man "smider Duhalde og den klasse af udbyttere, som har bragt
ham til magten, på porten". Mødet afviste alle forsøg på "sociale kontrakter",
dvs. den proces, regeringen har startet for at pacificere de arbejdsløses
organisationer. Punkt 4 i resolutionen lyder: "Vi må selv tage os af løsningen
på massernes mest presserende problemer: arbejde, sundhed, uddannelse, boliger,
hvilket betyder, at vi må sprede og fremme disse organisationer [de folkelige
forsamlinger, piquetero-organisationer og arbejderforsamlinger], over hele
landet, som et alternativ, der tilhører arbejderne. Piquetero’erne og de mere
militante fagforeningsafdelinger, som er tilstede på denne nationale forsamling,
ønsker at forene industriarbejdernes bevægelse og bevægelsen på de privatiserede
virksomheder med piquetero’ernes kamp. Ethvert seriøst forsøg på at besejre den
nuværende regering og det herskende regime må tage arbejderklassens fundamentale
rolle med i betragtning. Det er arbejderklassen, der i dag får produktion og
service til at virke, bla. elektricitet, gas, telefoner og transport".
Dette er dybest set en erkendelse af arbejderklassens
potentielle evne til at lamme samfundet. I den forbindelse var der en resolution
på mødet fra jernbanearbejderne (der lige nu trues af tusindvis af fyringer) –
de foreslog, at man lammede jernbanetransporten og spredte piquetero-blokaderne
til jernbanerne. Et af de slogans, der blev råbt til det åbne møde om lørdagen
var netop: "Luchar, vencer – obreros al poder!" ("Kæmp, vind – arbejderne til
magten!")
Resolutionen kræver også, at lederne for CCC og FTV-CTA, som
nægtede at indkalde dette nationale møde, nu afbryder alle deres forhandlinger
med regeringen, som finder sted bag bevægelsens ryg, og at de i stedet
tilslutter sig den plan for kamp, der er blevet vedtaget. Mødet afviste alle
forsøg på at skabe illusioner til "regeringer, der dybest set repræsenterer
udbytternes interesser, det være sig inde- eller udenlandske udbyttere".
Det program, der blev vedtaget, var som følger:
- Løsladelse af Raúl Castells, Emilio Alí, Peralta og alle andre fængslede
kammerater. Tilbagetrækning af alle anklager imod dem. - Dem, der organiserede og udførte mordene d. 19./20. december, skal
retsforfølges og straffes. Dem, der myrdede kammeraterne i Salta (Justiniano,
Gómez, Verón, Barrios og Santillán) og Corrientes, skal retsforfølges og
straffes. - Udlandsgælden skal slettes.
- Bankerne og de største virksomheder skal nationaliseres.
- AFJP (pensionsfond) skal overtages af staten.
- Fyringer og suspenderinger skal gøres ulovlige.
- Alle virksomheder, der lukker eller fyrer arbejdere, skal nationaliseres
under arbejderkontrol, og alle lukkede virksomheder skal genåbnes under de
samme betingelser. - Øjeblikkelig tilbagelevering af penge, som småsparere har sat i banken.
- Kamp for rigtige, permanente jobs ved at fordele arbejdet uden lønnedgang.
- Mindstelønnen og arbejdsløshedsunderstøttelsen skal følge
leveomkostningerne. - Ud med Duhalde og IMF. For en arbejderregering!
Dette program, som dybest set er et program for socialistisk
revolution, blev vedtaget af de delegerede sammen med en plan for kampen. Den
siger bla., at den kamp, som har udviklet sig i Argentina i de sidste par år,
giver "mulighed for at løse den krise, som har ramt udbytternes system i vores
land, til arbejdernes fordel", og at "vi må skride til handling, fordi folkets
hårdnakkede kamp endnu ikke har ført til sejr, men til at en illegitim regering,
som er udbytternes marionetter, er kommet til magten".
Kampplanen omfatter blandt andet en forstærkning af
vejblokaderne, en national mobilisering med blokader og "cacerolazos" d. 20.
Februar. En national aktionsdag imod de privatiserede olieselskaber. Disse blev
valgt som mål, fordi de har været de mest profitable af de privatiserede
virksomheder i de sidste års tid. Kravet er, at disse profitter skal bruges til
at skabe jobs, og at virksomhederne skal nationaliseres igen. Der er planlagt en
march med krav om løsladelse af dem, der er blevet fængslet under protesterne,
det sker 2. marts. Der skal være en national arbejdermarch mod hovedstaden fra
4.-8. marts. Og endelig blev der fastsat en ny dato for den næste nationale
arbejderforsamling – det bliver d. 2. april.
Søndag aften var repræsentanter fra den nationale
arbejderforsamling med til det sjette fællesmøde for de folkelige forsamlinger i
Buenos Aires for at forklare deres beslutninger og få støtte til planerne.
Fællesmødet besluttede støtte planen og vedtog også en række andre krav. De
vigtigste er:
- Indkaldelse til en national folkelig forsamling med repræsentanter fra
alle de folkelige forsamlinger, fællesforsamlingerne og forsamlingerne i
provinserne, d. 16.-17. marts. - Duhalde og hans planer for økonomien skal ud. For en regering bestående af
de folkelige forsamlinger, fællesforsamlingerne, arbejderne og piquetero’erne.
De resolutioner, der blev vedtaget på den nationale
arbejderforsamling og på fællesmødet, er programmer for arbejder- og folkemagt.
Interessant nok optræder sloganet om en "grundlovgivende forsamling" (som vi har
polemiseret imod) ikke i disse resolutioner.
Den herskende klasse dødsens ræd
Den vigtige ting at lægge mærke til er, at dette ikke bare er
et program, der er blevet vedtaget – det er et program, som sektioner af de
organiserede arbejdere slutter op om. Den fortsatte økonomiske krise vil tvinge
flere og flere aktive arbejdere til at forsvare deres jobs, og det vil blive
klart, at dette kun kan ske effektivt, hvis man erstatter det kapitalistiske
system med et system, hvor økonomien er nationaliseret og under arbejderkontrol.
Som lederen af CGT, San Lorenzo, sagde til massemødet om
lørdagen: "arbejderklassen, og især industriarbejderklassen, må generobre den
dominerende rolle i argentinsk politik". Lederen af SOECN (Keramikarbejdernes
fagforening i Neuquén) insisterede på, at nøglen til det hele er at vinde de
organiserede arbejdere til kampen, han sagde: "At have en blokade uden for
Repsol-YPF (et raffinaderi) er rigtig godt, men det ville være endnu bedre, hvis
oliearbejderne selv kom ud, eller hvis vi kan få elektricitetsarbejderne [som
også var tilstede på den nationale arbejderforsamling] til at lukke for
strømmen. Det er godt at protestere uden for en bank, men det er meget bedre at
få bankarbejderne til at gå i strejke".
Arbejdere i bilindustrien har allerede erklæret, at de vil gå
i strejke imod bebudede fyringer. Offentligt ansatte i provinsregeringernes
administrationer over hele landet har været i strejke for at få udbetalt deres
løn. Regeringen har lige grebet ind for at stoppe en bebudet strejke i
olieindustrien. De privatiserede olieselskaber havde varslet tusindvis af
fyringer som svar på en forøgelse af afgiften på benzin. Dette tvang
bureaukraterne i toppen af oliearbejdernes fagforening til at kalde til strejke
fra og med mandag d. 18. februar. Regeringen var rædselsslagen og måtte gribe
ind, hvilket har betydet midlertidig suspendering af både fyringer og strejke. I
dette eksempel ser vi den modsætning, som den herskende klasse er fanget i i
Argentina. På den ene side kan de kun opretholde det kapitalistiske system, hvis
de gennemfører nådesløse angreb på arbejdernes og middelklassens levestandard,
men på den anden side risikerer de så at fremprovokere en revolution, hvor de
kan miste alt.
I mellemtiden bliver den økonomiske krise stadig dybere, og
pesoen er faldet til 2,10 over for dollaren, det laveste niveau siden den blev
løsnet fra dollaren. Industriproduktionen er kollapset med 18% i januar, hvilket
er et rekordfald oven på et fald, der også var voldsomt, i december. Alle
økonomiens sektorer er påvirket, men de værst ramte er tekstil (med 56,1% fald),
bilproduktion (65%) og maskinvæsen (54,1%). Og dette på trods af at
devalueringen teoretisk set burde have fremmet eksporten.
Den argentinske kapitalistklasse kan også godt se den fare,
der er i hele denne udvikling. I de sidste par dage har de offentliggjort to
hysteriske lederartikler i La Nación, der fordømmer bevægelsen og de forskellige
forsamlinger. D. 14. februar erklærede de, at "selvom disse forsamlingers
fremkomst virker som en konsekvens af, at befolkningen er led og ked af den
politiske klasses utroværdige opførsel, så må vi også huske på, at sådanne
mekanismer med folkelige drøftelser udgør en fare, fordi de pga. selve deres
natur kan udvikle sig til noget så ondsindet som ‘sovjetter’". Og artiklen
fortsætter: "Erfaringen viser, at sådanne forsamlinger af og til bliver
overtaget af ekstreme ideologier, som udnytter flertallets legitime skuffelse
til egen fordel, og prøver at opnå, hvad de aldrig kunne opnå ved hjælp af
stemmesedlen. Det er ikke en dårlig ting, at folk ønsker at give udtryk for,
hvad de mener… Men det er vigtigt at pointere, at det er én ting at være med i
larmende protester, og en helt anden ting at tage regeringsbeslutninger, der
vedrører befolkningens interesser og det fælles bedste".
Det, de mener, er altså, folk har ret til at sige, hvad de
vil … bare de ikke truer kapitalens og bankernes styre! Ligesom under alle andre
revolutioner råber kapitalisterne og de borgerlige op om "ekstremistiske
agitatorer", som skulle være grunden til den revolutionære stemning i masserne.
Men i virkeligheden er det kapitalisternes eget systems totale fallit, som har
skabt grunden for, at masserne tager de revolutionære idéer til sig, sådan som
vi ser det ske i Argentina for tiden.
Videre i samme dur beskylder La Nación d. 17. februar
forsamlingerne for at ville organisere et "undercover-statskup". Den ledende
artikel insisterer på, at det "er nødvendigt, at argentinerne tager den med ro
og indser, at et land ikke kan fungere med vedvarende folkelig deltagelse i
beslutningerne på den måde". (Hvorfor ikke?) "Det er ikke rimeligt, at [en
forsamling i et boligområde] mødes og erklærer, at nationens præsident er
illegitim, at parlamentsmedlemmernes mandater er ugyldige, og at alle medlemmer
af Højesteret skal gå af". Denne erklæring viser tydeligt, hvad borgerligt
demokrati egentlig er. Folket kan deltage, så længe denne deltagelse kun går ud
på at stemme en gang imellem. Men når folket faktisk begynder at tage sagerne i
egne hænder, så er der pludselig tale om et kup! Problemet er, at flertallet af
den argentinske befolkning nu har prøvet at stemme på alle de forskellige
politiske retninger i de sidste tyve år, men ingen af dem har været i stand til
at løse de store problemer. Nu har masserne af arbejdere, arbejdsløse og
middellagene, sagt "Stop, nu er det nok!", og så har de taget sagen i egne
hænder gennem demokratisk valgte og ansvarlige komitéer.
De ledende artikler i de borgerlige aviser opfordrer
regeringen til ikke at gøre nogen indrømmelser, eftersom dette blot ville fremme
bevægelsen. Efter voldsomme protester, hvor småsparere angreb en række banker i
Buenos Aires’ finansdistrikt, har regeringen advaret om, at hvis sådanne ting
sker igen, så vil de tage hårde midler i brug. Politiet er allerede blevet sat
ind i flere sammenstød med piquetero’erne. Det er klart, at denne gang er den
herskende klasse bedre forberedt, end de var i december. Derfor er der brug for
en mere organiseret bevægelse for at føre den revolutionære proces fremad.
Hovedopgaverne er dem, der blev vedtaget på den nationale arbejderforsamling:
styrkelse og spredning af forsamlingerne og først og fremmest organisering af
industriarbejderklassen i arbejderkomitéer, der vil være i stand til at
organisere en generalstrejke.
