Hans Scherfig beskriver i bogen “Den døde mand”, hvordan den sensationslystne og egoistiske Hakon Brandt overbeviser sig selv om, at han har myrdet en konkurrerende kunstner, Vollbeck. Brandt lever en tid på sine livsløgne, men dør af skræk, da han opdager, hvad han tror er Vollbeck ved sin side i sengen.
Alle pessimister, skeptikere og reformistiske kujoner må føle den samme gysende angst nu. De har i årevis proklameret arbejderklassens endeligt og påstået, at selv hvis arbejderne eksisterer, så er de borgerliggjorte og ude af stand til at kæmpe. Begivenhederne de sidste par måneder har effektivt vist, at alle disse “fornyende”, “epokegørende” og “realistiske” tanker er det rene nonsens.
Ingen ved sine fulde fem vil kunne affeje begivenhederne den 20. marts og protesterne mod deltidsloven som tilfældige, eller påstå, at det IKKE er arbejdere, der IKKE kæmper for deres rettigheder.
Torsdag d. 16. maj behandlede Folketinget regeringens forslag til deltidslov, der allerede er i hus med Dansk Folkepartis stemmer. Svaret fra den danske arbejderklasse var entydigt: 30.000 spontane, overenskomststridige strejker og massemøder over hele landet.
Nørrebrohallen i København var fyldt til bristepunktet med over 1.000 tillidsfolk og strejkende arbejdere. Blandt talerne var formænd fra Lager og Handel, Byggefagenes samvirke, Københavns bryggeriarbejdere og LO-Storkøbenhavn. Alle krævede de regeringens afgang og deltidsloven sendt ned, hvor peberet gror. Disse krav blev mødt med massive klapsalver, hvilket vidner om en stor kampvilje blandt arbejderne.
Ledelsens kampvilje strakte sig dog ikke længere end til ord. Der blev talt om fremtidige aktiviteter og strejker, men de undgik let og elefant at tale om noget som helst konkret ud over en planlagt tillidsmandskonference til september. Ledelsen kunne så let som ingenting have foreslået at lamme København med strejker og fået flertal for det, men de nævnte intet i den retning.
For en socialistisk politik!
Hvis regeringen skal væltes og erstattes med en, der vil føre arbejderpolitik, så må arbejdernes organisationer lægge sig i selen og gå forrest i kampen. Men ledelsen for arbejdernes partier og fagforeninger i dag er hunderædde for at sætte sig i spidsen for en massiv protestbevægelse, der kræver radikal udbygning af velfærd og stop for alle forringelser.
Sandheden er, at det ikke kan lade sig gøre at udbygge velfærden uden at bryde med bankerne og de store virksomheders totale dominans af samfundets udvikling og økonomi. Det kræver et brud med kapitalismen, som den nuværende ledelse ikke vil tage. Hvis ledelsen for arbejdernes organisationer ikke vil gå forrest i kampen, så må arbejderne afsætte dem og erstatte dem med nye ledere, der er villige til at føre kampen til ende.
