Torsdag d. 7/2 2002 gik op imod 30.000 unge i demonstrationer over hele landet i protest mod de dårlige forhold på landets uddannelser og de borgerliges planlagte besparelser. På trods af en massiv mediekampagne om, at nedskæringerne var taget af bordet, lod elever og studerende sig ikke narre. Det massive fremmøde viste en vilje til at kæmpe imod disse angreb og for et ordentligt uddannelsessystem. Demonstrationerne var en stor succes, med deltagelse af unge fra mange forskellige uddannelser. Men hvad skal der ske nu? Nedskæringerne er ikke blevet droppet, så hvad skal vi gøre? Hvad skal vi kæmpe for, at de forskellige elev- og studenterorganisationer sætter i værk?
Nedskæringerne er ikke taget af bordet
Selvom den voksende modstand mod regeringens planer tvang dem til at sløjfe (dvs. midlertidigt udskyde) nogle af de mest direkte angreb på uddannelserne, så er der stadig store problemer. I regeringens oprindelige finanslovsforslag var der bebudet besparelser på over 1 mia. kroner på uddannelserne. Dette er nu sat lidt ned – besparelser for omkring 650 mio. er tilsyneladende taget midlertidigt af bordet. Men der er stadig generelle besparelser på 1,2% over hele uddannelsessystemet – og det beløber sig til rigtig, rigtig mange penge. Desuden tages mange af de penge, der nu ikke skal spares på uddannelse, alligevel stadigvæk fra uddannelserne, nemlig fra den såkaldte aktivitetspulje, som uddannelsessteder med ekstraordinære behov kunne få penge fra.
Arbejdsmarkedsuddannelsesområdet er ifølge LO også undtaget fra “redningen” af uddannelsesområdet. Der mangler 221 mio. kroner på finanslovsforslaget for at opretholde den eksisterende standard på voksen- og efteruddannelsesområdet.
Og sådan er det også mere generelt set: Det er godt, at regeringen er blevet tvunget tilbage på nogle punkter, men enhver nedskæring er en forringelse, især i en situation, hvor mange års nedskæringer og laden stå til har ført til et uddannelsessystem med mange mangler: Der er i høj grad er brug for mange flere ressourcer.
På Københavns Universitet er sparekravet f.eks. gået fra 100 til 50 mio. kroner, men Forenede Studenterråd gør opmærksom på, at dette stadig svarer til f.eks. at fjerne uddannelserne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (4.200 studerende), oveni at Københavns Universitet allerede har sparet knap 20% siden 1997 (se www.fsr.ku.dk).
Hvad sker der med Råstof-initiativet?
Ifølge nyhedsmailen fra DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) fra 17. februar 2002 fortsætter initiativet “Uddannelse er Danmarks råstof”, men der er ingen planer om store demonstrationer og en rigtig optrapning af de aktuelle protester.
DGS skriver: “Demonstrationernes succes drejede sig om at sende det vigtige signal til samfundet om, at vi ikke vil acceptere nedskæringer. Politikerne har uden tvivl forstået dette signal, og det skal vi være glade for. Men vi må også acceptere, at vi ikke har vundet kampen for en opprioritering af uddannelse endnu. Der er brug for flere kampe. Råstof-initiativet er blevet enige om at forsætte det historiske samarbejde mellem alle uddannelsesgrupper i Danmark. Der ser ud til at være enighed om, at der skal laves et konstruktivt udspil til politikerne nu, og også om at vi må kæmpe aktivt – og om nødvendigt med demonstrationer igen – for de krav, vi stiller. På kort sigt vil organisationerne afholde forskellige happenings for at sætte fokus på finanslovens nedskæringer, og alle organisationer vil bede om foretræde for Folketingets Uddannelsesudvalg for at give vores syn på regeringens uddannelsespolitik. DGS skal foretræde for Uddannelsesudvalget d.20. februar.”
Bjørn Hansen, formand for DGS, siger, at der skal udarbejdes nogle mere konkrete krav, hvilket f.eks. kunne være et loft på 28 på klassekvotienten, en nærmere fastsat forøgelse af de økonomiske ressourcer osv. Der skal et større informationsarbejde i gang på skolerne, men ikke nogen nye demonstrationer nu. I stedet skal der forberedes til “det store slag” efter sommerferien, når skoler og universiteter starter igen, evt. med en ugelang strejke.
Det er nødvendigt at udvide protesterne nu!
Demonstrationerne 7/2 viste, at der er utrolig stor opbakning til kampen mod nedskæringerne. DGS har helt ret, når de understreger vigtigheden af at fortsætte samarbejdet mellem alle uddannelsesgrupper i Danmark, og det er helt korrekt, at der er brug for flere kampe og flere demonstrationer med mere konkrete krav. Men det er nu, det sker. Nedskæringerne er ikke gennemført endnu, og der er al mulig grund til at optrappe protesterne. De universitetsstuderende afholder stormøde om nedskæringerne onsdag d. 20. februar, og der bliver det forhåbentligt besluttet at gennemføre en demonstration. Kampen er altså ikke ovre, den er kun lige begyndt. Samtidig er der optræk til konflikt blandt de offentligt ansatte i forbindelse med de aktuelle overenskomstforhandlinger.
Der er voldsomt brug for at forene alle disse protester, som i bund og grund handler om det samme – nemlig modstand mod de borgerliges asociale angreb på velfærdssamfundet. Det er længe siden, der har været så store elev- og studenterdemonstrationer i Danmark som dem, vi så d. 7. Februar.
Det må være de forskellige elev- og studenterorganisationers fornemste ansvar at føre protesterne fremad og udvide dem. Det, Råstof-initiativet nu reelt gør, er en nedtrapning af kampen. Små happenings i stedet for massedemonstrationer. At føre kampen tilbage på de enkelte skoler i stedet for at samle den og vise elever og studerende deres fælles styrke. At forberede sig på en stor kamp om et halvt år er selvfølgelig godt, men hvem siger, at der vil være den samme store opbakning på det tidspunkt? Det er nu, det sker, og hvis man forpasser den chance, er det ikke godt at vide, hvornår den kommer igen. Nu har DGS og de andre organisationer ført de unge under uddannelse i kamp, men man har ikke opnået noget. Protester som dem d. 7. februar må der følges op på med det samme, de må udbygges og føres fremad, ellers risikerer man, at det går i sig selv igen, og at de aktive elever og studerende – helt berettiget – mister respekten for de organisationer, som ikke er klar til at føre kampen videre. Hvorfor skal nogen tro på, at næste gang nytter det noget, når det ikke gjorde det denne gang?
For en kampklar elev- og fagbevægelse!
Det er bydende nødvendigt at forene den aktive elev- og studenterbevægelse med arbejderbevægelsen, at samle protesterne og bygge op til fælles demonstrationer for arbejdere og unge imod regeringens nedskæringsplaner. Hvis elever og studerende står fast og optrapper, i stedet for at trække sig tilbage – hvis de knytter deres kamp til de offentligt ansattes kamp, og hvis vi i det hele taget udfordrer regeringen med en kampklar elev- og arbejderbevægelse, så er der ikke noget, der kan redde regeringen. Når kampviljen, og den nødvendige ledelse, der tør at gå foran, er til stede, er der intet, der kan stoppe en aktiv arbejderklasse og ungdom. Stillet over for sådanne protester ville regeringen blive tvunget til at trække alle nedskæringer tilbage, og det ville være muligt at tvinge den til helt at gå af. Men alt dette kræver, at de aktive i både fag- og elevbevægelse kæmper for en ledelse og en linje, der fører frem og ikke tilbage – at de kæmper for faglige ledere, der ikke – bevidst eller ubevidst – gør alt, hvad de kan, for at lægge bånd på protesterne. En ledelse, der kan udbrede protesterne, vinde flere og flere lag for dem, og samle og optrappe dem indtil sejren.
