Folkeskolen skal sikre, at alle får en ordentlig grunduddannelse. Den skal sætte eleverne i stand til at forstå den verden, de lever i, og til at blive aktive og bevidste medlemmer i samfundet.
Store problemer
Desværre er der mange ting i den danske folkeskole, der forhindrer, at eleverne kan få en god uddannelse. Hele det danske uddannelsessystem trænger til alvorlige forbedringer og flere penge. De fleste folkeskoleelever, og i det hele taget de fleste unge under uddannelse, vil kunne give en hel række af eksempler på forhold, der er for dårlige på deres skole: usselt arbejdsmiljø, manglende rengøring, forældede materialer, for mange elever i klasserne, ingen medbestemmelse og demokrati osv.
De borgerlige skærer ned
Den borgerlige regering, som kom til magten sidste år, havde et slogan, der hed “Tid til forandring” – men det er forandring til det værre. De har ikke tænkt sig at gøre forholdene på skolerne bedre, tværtimod. De vil skære ned på mange uddannelser i dette års finanslov, og det vil fortsætte næste år og næste år osv. Samtidig strammer de også forholdene for kommunerne og giver dem færre penge, så de også skal spare. F.eks. skal Københavns kommune spare 225 millioner kr. på skolerne over de næste fem år!
Samlede protester nytter
De danske skoleelever har organiseret sig i elevråd og i en landsdækkende organisation (DEO) for at kæmpe for bedre forhold og imod forringelser og besparelser. Men eleverne har ingen reel indflydelse – hverken ude på skolerne eller på landsplan. Hvis de havde det, ville der ikke komme alle disse nedskæringer. Forholdene på skolerne bliver bestemt af politikerne og den mængde penge, de sætter af til skoleområdet. Elevdemokratiet er i virkeligheden mere eller mindre ikke-eksisterende.
Derfor bliver eleverne nødt til at protestere og kæmpe for det, hvis de vil have bedre forhold. I den sidste periode har vi set masser af gode eksempler på dette. I januar strejkede en stor del af de københavnske skoleelever mod kommunens besparelser, og de gennemførte store demonstrationer. I februar og igen i marts har folkeskoleelever sammen med andre unge under uddannelse været involveret i de kæmpestore demonstrationer mod regeringens angreb på uddannelserne og velfærdssamfundet i det hele taget.
Hvis protester som disse skal lykkes, er det vigtigt, at de bliver samlet, og ikke spredt og isoleret. Det er derfor, man har en landsdækkende organisation som DEO. Det må være DEO’s fornemste opgave at lede protesterne, samle dem og sprede dem til hele landet. Da eleverne i København strejkede, var det ikke under DEO’s ledelse. Københavnerne viste stort initiativ og masser af kampvilje, men DEO burde som elevernes organisation være gået i spidsen og have spredt kampen ud til skoler i hele landet. Det kan godt være, at det lige på det tidspunkt mest var københavnske skoler, der blev ramt, men de samme problemer findes i større eller mindre grad på alle skoler, og de katastrofale forhold i København vil blive almindelige over hele landet, hvis ikke man ændrer kurs nu. DEO må blive til en organisation, der ikke er bange for at kæmpe for elevernes forhold på alle områder.
Enhed er nødvendigt
I de store demonstrationer i februar og marts stod unge fra mange forskellige uddannelser sammen. Det er en rigtig god ting. Dette sammenhold må og skal udbygges, for enhed er vejen til sejr. Folkeskoleeleverne og DEO må være med til at arbejde for et forpligtende samarbejde mellem alle de forskellige elev- og studenterorganisationer, så vi kan få et rigtigt forbund for alle unge under uddannelse i Danmark, som kan kæmpe samlet imod alle de forringelser, der kommer, og for bedre vilkår. At kæmpe for gode forhold på alle uddannelser er af særlig stor interesse for folkeskoleelever, da de fleste af dem jo skal videre i en anden uddannelse efter folkeskolen.
Men hvorfor er det egentlig, at forholdene er, som de er, på de danske skoler?
Klassesamfundet Danmark
Danmark er et kapitalistisk klassesamfund. Det vil sige, at vores samfund ikke er en enhed af mennesker, der alle sammen dybest set har de samme interesser. Samfundet er delt ind i klasser, som har modsatte ønsker om, hvordan samfundet skal være.
Den største klasse udgør næsten hele befolkningen – det er dem, der for at få penge til mad og bolig mm. må gå på arbejde hver dag og arbejde for en anden person, som ejer firmaet. De får ikke selv det, de laver i løbet af dagen, men kun en lille del af det, nemlig deres løn. Det er arbejderklassen, som er det store flertal af den danske befolkning, og derfor kommer de allerfleste folkeskoleelever også fra arbejderklassen, og bliver selv arbejdere, når de engang er færdige med deres uddannelse.
Dem, der får det, som arbejderklassen producerer, og udbetaler en lille del af det som løn til arbejderne, kaldes arbejdsgiverne eller kapitalisterne. De ejer fabrikkerne, butikkerne, kontorerne osv. og tjener penge (profit) på den måde – ved at udnytte arbejderklassens arbejdskraft. Kapitalisterne er en meget lille del af befolkningen, men det er dem, der sidder på næsten al rigdommen. Derfor er det også dem, der har den virkelige magt. De kan fyre folk, flytte deres fabrikker eller sætte arbejdstempoet op. De har penge til at påvirke politikernes beslutninger. Tit har politikerne direkte forbindelse til kapitalisterne, enten fordi de selv kommer fra denne klasse, eller fordi de håber at komme til at blive kapitalister, når de som politikere har udført kapitalisternes ønsker. I virkeligheden er det kapitalisterne, der styrer staten og regeringen.
BOKS: I 1988 fik arbejderne 67,1% af det, der blev produceret, men det tal er faldet til 60,8% i 2000. Det vil sige, at arbejderklassen bliver endnu mere udnyttet nu end for tyve år siden.
De rigeste 10% af danskerne ejede i 1984 63% af Danmarks samlede værdier, i 1998 var tallet steget til 80%! Og de fattigste 80% af befolkningen skylder samlet mere væk, end de ejer.
I Danmark findes der nogle få ekstremt rige mennesker – Mærsk McKinney Møllers formue var i 2000 på 78,3 milliarder kroner, Kjeld Kirk Christiansen (fra Lego) havde 26,1 milliard, Familien Clausen (med firmaet Danfoss) havde 23 milliarder osv. Tænk hvad bare en del af deres formuer kunne gøre for det danske skolesystem og resten af velfærden!
Kampen for velfærden
Gennem tiden har arbejderne organiseret sig i fagforeninger og arbejderpartier, og de har kæmpet for at ændre samfundet, så de også fik indflydelse og ordentlige forhold. På den måde er det lykkedes at opbygge et velfærdssamfund, som skulle sikre gode vilkår for alle, uanset om man var rig eller fattig. Det gratis, offentlige uddannelsessystem er en del af denne velfærd, og det er noget, som er meget værdifuldt, fordi det sikrer, at alle kan få en uddannelse, selvom de ikke har mange penge. Kapitalisterne kunne også godt gå med til disse forbedringer for arbejderklassen og dens børn, for de havde jo også brug for arbejdere, der havde en god uddannelse. Samtidig kunne de bruge folkeskolen som en sorteringsmaskine, hvor man ved hjælp af karakterer og eksaminer kan putte alle eleverne ind i små kasser, så de passer bedre ind i kapitalisternes kram. Og de kan ved hjælp af en almindelig grunduddannelse sikre, at alle får puttet kapitalisternes idéer om, hvordan samfundet skal være, ind i hovedet.
Urolig periode
Men den måde, kapitalisterne har indrettet samfundet på, gør, at det ikke er særlig stabilt. Der er konkurrence, “det frie marked” og en vild jagt efter profit. Det betyder, at man ikke kan planlægge økonomien, og at man aldrig ved, hvad der kommer til at ske. Dette er meget uheldigt, da det jo er økonomien, der afgør, hvad der er råd til, og hvordan man kan indrette samfundet. Derfor kommer der af og til kriser, og så bliver kapitalisterne og staten nødt til at skære ned på de gode ting, som arbejderne ellers havde tilkæmpet sig. Vi er nu i sådan en periode med økonomisk uro, og resultatet er det, vi ser nu – med nedskæringer på uddannelsesområdet og resten af velfærden.
Når folkeskolen forringes, er det især børn af almindelige arbejdere, der rammes. De riges unger går alligevel i dyre privatskoler. Når der kommer flere elever i klasserne, når lærerne får mindre tid til hver elev, når undervisningsmaterialet er forældet og dårligt – så rammer det hårdest på dem, der ikke har forældre med penge, tid og overskud til at sørge for en anden løsning. Forringelser af folkeskolen er forringelser for hele arbejderklassen.
Elever og arbejdere i samme kamp
Skoleelever og andre unge under uddannelse har allerede vist stor vilje til at slås for bedre forhold, og det vil vi se meget mere af. Kæmpe demonstrationer og protester kan tvinge politikerne til at tænke sig om en ekstra gang, før de skærer ned. Men det er nødvendigt at gøre kampen endnu mere effektiv. Folkeskoleeleverne må kæmpe sammen med lærerne og de andre ansatte på skolerne, for forringelserne går også ud over dem. Eleverne må få deres forældre med i kampen – de kan heller ikke være tjent med dårlige forhold for deres børn. Skal kampen være effektiv, må den samle stadig større dele af arbejderklassen til modstand mod forringelserne.
Det er arbejderklassen, der driver samfundet. Uden arbejderklassen er der ingenting, der kører. Alle fabrikkerne står stille, busserne kører ingen steder, kontorer og butikker må lukke osv. Hvis arbejderbevægelsens ledelse var villig til at kæmpe mod forringelserne og sætte fagforeningerne i bevægelse for dette, så kunne man tvinge regeringen til at trække alle angrebene på velfærden tilbage på ganske kort tid.
Det er nødvendigt at kæmpe klart imod alle forringelserne og bruge ungdommens og arbejderbevægelsens organisationer til det, de er beregnet til: Til at slås mod dårlige forhold og for et ordentligt samfund, hvor man kan få velfærd i stedet for nedskæringer.
Der er råd til forbedringer
Det samfund, vi lever i i dag, er helt vanvittigt. Danske arbejdere knokler hårdt hver dag, og der bliver produceret masser af værdier. Den danske arbejderklasse kan sagtens producere nok til at sikre et godt velfærdssamfund med forbedringer i stedet for nedskæringer. Problemet er, at vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor de værdier, der skabes, ryger i lommen på et lille fåtal af kapitalister og ikke bruges til at forbedre forholdene på skolerne, hospitalerne osv. Denne situation, hvor et lille fåtal har værdier, der kan sikre en bedre velfærd, mens langt størstedelen knokler for at skabe disse værdier uden at kunne bestemme over dem, er ganske enkelt knald i låget.
Løsningen er at, arbejderklassen selv tager kontrollen over økonomien og samfundet, og selv demokratisk bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Kun sådan kan vi få et samfund, hvor skolerne får penge nok til at sikre en ordentlig uddannelse, og hvor eleverne kan få rigtig indflydelse på deres egen skole.
Vær med til at arbejde for, at vores elevorganisationer sammen med fagforeningerne og arbejderpartierne begynder at kæmpe seriøst imod nedskæringerne og for et socialistisk velfærdssamfund. Kontakt Socialistisk Standpunkt og vær med til at opbygge en socialistisk opposition i elev- og fagbevægelsen!
