I slutningen af maj udgav Magtudredningen en analyse af den danske velfærdsstat udført af den velkendte professor Walter Korpi fra Stockholms Universitet. Han har undersøgt, hvordan den sociale sikring har udviklet sig i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien, og laver også en række sammenligninger med en bredere kreds af 18 OECD-lande.

Velfærdsstaternes absolutte superliga?

Analysen koncentrerer sig først og fremmest om udviklingen i alderspension, dagpenge ved sygdom, arbejdsløshed, arbejdsulykkesforsikring og børnepenge. I sammenfatningen kan man bl.a. læse følgende: “Bogen udfordrer traditionelle danske opfattelser og viser, at der er sket en række forringelser, som i flere tilfælde rokker ved billedet af Danmark som tilhørende velfærdsstaternes absolutte superliga. Gennemgående ligger Danmark pænt i feltet, når det gælder mindsteydelser. Når det gælder de gennemsnitlige kompensationsgrader, set i forhold til lønningerne, ligger Danmark til gengæld ret middelmådigt placeret. Det gælder blandt andet Folkepensionen, der giver nogenlunde samme kompensation som i USA, Canada og Storbritannien – men klart under de øvrige nordiske lande samt en række kontinentaleuropæiske lande som f.eks. Frankrig og Østrig. Når det gælder dagpenge ved sygdom og arbejdsulykker, ligger Danmark i den nederste halvdel blandt de 18 rige lande – ved arbejdsulykker endog i den absolutte bund. Kompensationen ved arbejdsløshed ligger lige omkring midten af de rige lande – højere end i USA og Storbritannien, men lavere end f.eks. i Sverige og Tyskland.”

Store nedskæringer

Videre kan man læse: “I mange lande er de sociale ydelser sakket bagud sammenlignet med lønningerne. Det gælder også Danmark, og Walter Korpi påviser, at Danmark næst efter Storbritannien er det land blandt de fem undersøgte, der har haft de største nedskæringer efter 1980. Hvor den gennemsnitlige erstatningsgrad for sygdom, arbejdsulykker og arbejdsløshed kun er faldet med 2 pct. i Tyskland og 13-14 pct. i Holland og Sverige, er faldet i Danmark på 22 pct. I Storbritannien er faldet 1980-1995 på 31 pct.”

Kritik

Der har været flere indvendinger mod Korpis undersøgelse. Tre forskere fra Socialforskningsinstituttet – Jon Kvist, Niels Ploug og Torben Tranæs – skriver i Politiken, at analysen fokuserer for ensidigt på overførsler og glemmer serviceydelserne, hvor Danmark efter sigende skulle være helt i top. Hvordan de får det til at passe med en virkelighed med ventelister, overstressede hjemmehjælpere, der ikke har ordentlig tid til de gamle, og nedskæringer på skoler, børneinstitutioner og meget andet, står hen i det uvisse.

De tre forskere slår også meget på, at de danske overførselsindkomster er mere rettet mod de svagest stillede end i andre lande, hvilket giver god dækning for folk med lave indkomster, mens gennemsnittet bliver lavere. De benægter, at uligheden er steget – som de skriver: “Når det med en blanding af held og snilde er lykkedes relativt godt for Danmark at leve med de nye tider, uden at ulighederne i samfundet er blevet større, betyder det ikke, at den hellige grav er velforvaret.” De mener, at “Dagens problemer handler om udbud af serviceydelser og koncentration af indkomstoverførsler på den ene side og udbuddet af arbejdskraft på den anden.” Dvs. overførslerne skal rettes endnu mere ind mod “de svageste”, og folk skal presses til at blive endnu længere på et stressende arbejdsmarked.

Er uligheden vokset?

Men er det rigtigt, at Danmark ikke er blevet mere ulige? Langtfra. I den sidste periode er der sket en stor omfordeling i samfundet. Faldet i arbejdsløshedsunderstøttelsen mm. i forhold til lønningerne er allerede nævnt. Mere af produktionen går til profit end før i tiden, og selv om der er flere lønmodtagere end for ti år siden, er deres andel af den producerede værdi mindre i dag. Lønkvoten – lønnens andel af produktionsresultatet – er faldet fra 67,1% i 1988 til 60,8% i 2000.

De rigeste 10% har øget deres andel af den samlede indkomst fra 22% i 1990 til 24,1% i 1999 (efter skat). Ændringer i skattesystemet har hjulpet med til dette, idet omfordelingen af samlet indkomst gennem skat er faldet fra 3,7% i 1990 til 2,9% i 1999. De rigeste 10% af danskerne ejede i 1984 63% af Danmarks samlede værdier, i 1998 var tallet steget til 80%! Og de fattigste 80% af befolkningen skylder samlet mere væk, end de ejer. De tre socialforskeres påstande om ligheden i Danmark ser altså ikke helt ud til at passe.

Universel velfærd eller almisser?

Korpi advarer stærkt imod det, som de tre kritikere ser som noget positivt: at de sociale ordninger mere og mere bliver gjort til noget, der kun er for samfundets “svageste”.

Styrken ved “velfærdssamfundet” var netop, at det skulle gøre op med skammen ved at gå tiggergang for at få lidt almisser og krummer fra de riges bord. Det skulle være en universel ret, at det offentlige måtte sørge for borgernes velfærd, når den kapitalistiske økonomi ikke selv kunne finde ud af at få det til at fungere. Dette er stadig en central ting at kæmpe for at bevare. Der skal stadig være en generel og god SU, Folkepension osv. og ikke bare lidt til dem, der allerydmygst kommer og beder om det, fordi de er for “svage” til at klare den selv.

Nyrups bortforklaringer

Socialdemokratiets formand Poul Nyrup udtalte i Politiken som kommentar til Korpis undersøgelse, at “Det store fald i kompensationsgraden hænger tæt sammen med udviklingen under VK-regeringen, hvor der skete et markant fald i dagpengedækningen, da man stoppede den automatiske pris- og lønregulering af overførselsindkomsterne og gennemførte en kartoffelkur.” Det var altså Schlüters skyld, og ikke Socialdemokratiets.

Det logiske spørgsmål til Nyrup & Co. ville nu være – “hvad søren har I lavet i jeres 9 år ved magten?” Hvis de borgerlige havde lavet noget, som Socialdemokratiet mente var forkert, så havde man da rig mulighed for at ændre det igen. Men nej, den socialdemokratiske regering fortsatte nedskæringspolitikken, og stod bag store forringelser for især unge arbejdsløse.

Kapitalistisk “velfærd”

Velfærdsstaten – den forholdsvis “humane” form, som kapitalismen har optrådt under i en kortere historisk periode i Danmark og nogle andre af de fremskredne kapitalistiske lande – er alle steder under angreb. Det var arbejderklassens kamp og det, at kapitalismen var inde i en historisk lang økonomisk fremgangsperiode, der lagde grunden for, at velfærden kunne opbygges. Den nuværende periode er meget anderledes: kapitalismen står ikke over for en lang periode med opsving og fremgang, tværtimod er der stagnation og decideret nedgang i sigte. Arbejderklassens ledelse er i alle lande bukket under for kapitalismens pres og har mange steder sat sig i spidsen for at administrere kapitalismens krise. Overalt har de accepteret eller som i Danmark ligefrem selv gennemført “reformer” af de sociale ydelser, lavet nedskæringer og i det hele taget fuldstændig undermineret det, der var af generel velfærd. Der er nu hårdt brug for modstand og opposition imod højredrejningen i toppen af arbejderbevægelsen og kamp for velfærden imod alle forringelser.

Socialistisk velfærd

“Velfærdssamfundet” var det bedste, kapitalismen havde at tilbyde – og det var i en specielt gunstig periode i historien, som nu er slut. Kapitalismen i Danmark og andre lande er nu ved at vende tilbage til en mere normal måde at fungere på – derfor står den på nedskæringer, besparelser, øget pres og stress og meget mere ulighed. Det er kun arbejderklassen, der kan stå samlet imod angrebene, og kæmpe effektivt imod dem, og det er kun arbejderklassen, der kan opbygge et alternativ: de enorme ressourcer, som arbejderklassen har skabt og hver dag forøger, må tages bort fra kapitalisterne og sættes i sving under arbejderklassens egen demokratiske ledelse og kontrol, så de kan bruges til fælles velfærd og velstand. Kapitalismen har med al tydelighed vist, hvad den betyder for fremtidens velfærd. Den har udspillet sin rolle, og nu er der brug for noget nyt: en demokratisk socialisme, der kan garantere velfærd for alle.