Reaktionerne på statsminister Anders Fogh Rasmussens tale til FN-topmødet i Johannesburg har været forbavsende. Ekstra Bladet har meddelt, at statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ikke vakte begejstring, men at det var en larmende tavshed, der blev reaktionen på talen. Herhjemme har Lars Georg Jensen fra Verdensnaturfonden udtalt til Information, at talen kunne have været skrevet for 15 år siden. Derimod er den franske præsident Chiracs tale blevet mødt med klapsalver og begejstring, fordi den var fuld af visioner. Men her på spidsen må vi undre os over denne modtagelse af Chiracs tale. “Vores hus brænder, men vi ser væk”, skriger han op som en anden dommedagsprofet. Han siger endvidere, at der er brug for en revolution (sic!), der godt nok kun er økologisk. Men han burde som en god borgerlig vide, at man aldrig skal give folk underlige idéer. Historien har vist, at det er farligt. Og visionært kan det næppe kaldes.
Her på spidsen må vi så spørge, om Chirac har tænkt sig at skære ned på sit eget og Frankrigs energiforbrug? Nej, så var det mere vision i Foghs kritik af bureaukratiet omkring topmødet, samt hans ord om at “kun hvis folk har mad til sig selv og deres familier, kan se deres børn gå i skole og vokse op med en virkelig fremtid og møder livet med en følelse af håb, kan de også tillade sig den luksus at tage vare på deres skove, deres vand og deres mad.” (Information, 3. sep. 2002) Disse ord har vi sandelig bevist her i Danmark. Her har vi alle dette håb. Og det er godt, at vi har dygtige erhvervsfolk med mod på livet til at passe på miljøet. Uden dem var vi på den. Og her i Danmark og Vesten, er der ingen miljøproblemer, på trods af visse fanatikeres påstande. Det har vidensskabsmanden og forskeren Bjørn Lomborg selv bevist og påpeget mange gange. Men i jantelovens land bliver de virkeligt visionære selvfølgelig sablet ned.
