I dagene 12.-14. december 2002 var der i anledning af EU-toppens møde i København indkaldt til store demonstrationer. Traditionen tro mødtes anti-kapitalister fra hele verden, da et af kapitalismens organer endnu engang mødtes for at planlægge og koordinere kapitalismens fortsatte eksistens i verden. Socialistisk Standpunkt var tilstede ved de fleste demonstrationer, med parolen “En anden verden ER mulig, men kun med socialisme”.
Boykot Israel
Om torsdagen var der indkaldt til demonstration mod Israels besættelse af Palæstina, under parolen “Boykot Israel”. I alt deltog der 1-2000 mennesker i demoen, primært københavnere og palæstinensere, da busserne fra udlandet endnu ikke var kommet. En af talerne talte om, at EU skulle stoppe frihandelsaftalen med Israel, man krævede fuldstændig internationalt boykot af alle israelske varer. Det blev sagt, at man ikke må undervurdere, at et internationalt boykot mod Sydafrika, kombineret med sorte arbejderes kamp, i sin tid førte til apartheidstyrets fald. Det er for det første klart, at det var den sorte arbejderklasses kamp, der var det altafgørende, og for det andet må man heller ikke glemme, at de fundamentale problemer i Sydafrika endnu ikke er løst, den sorte arbejderklasse har ikke fået det væsentligt bedre siden apartheidstyret, fordi lederne af bevægelsen dybest set har begrænset sig til at gennemføre nogle “demokratiske” reformer. Det fundamentale problem er kapitalismen, det gælder både i Sydafrika og i Israel/Palæstina. Man må ikke nære illusioner til, at et kapitalistisk “frit” Palæstina vil bringe væsentlige forbedringer til den palæstinensiske arbejderklasse, eller for den sags skyld reel selvstændighed. Kun et socialistisk Israel/Palæstina som del af en socialistisk sammenslutning i Mellemøsten vil kunne lægge grunden til en løsning på konflikten.
Fakkeltog mod racisme
Fredag aften klokken 17:00 samledes ca. 5.000 mennesker til demonstration mod racisme. Inden demonstrationsoptoget gik af sted, blev der holdt forskellige talere. Bl.a. en af talerne var rigtig god, en fagforeningsmand tog et ægte arbejderstandpunkt i debatten om racisme. “Virksomhedsejerne forsøger at splitte arbejderklassen ved at gøre flygtninge og indvandrere til syndebukke,” sagde han bl.a. Desværre bar hverken denne eller nogen af de andre demonstrationer præg af, at det var almindelige arbejdere, der deltog i demonstrationerne. Dette kan man i høj grad give fagforeningsbureaukratiet skylden for – man kunne sagtens fra fagforeningernes side have mobiliseret ordentligt og f.eks. indkaldt til generalstrejke om fredagen og arrangeret kæmpe demonstration mod EU og dens konsekvenser for arbejderklassen i hele Europa. Folk fra Socialistisk Standpunkt delte en særlig løbeseddel om racisme ud ved demonstrationen.
Vores verden er ikke til salg, mennesker før profit
Denne demonstration var den største og afgik fra Christiansborgs Slotsplads kl. 11:00. Under hovedparolen “Vores verden er ikke til salg, mennesker før profit” samledes over 10.000 primært unge mennesker for at vise vores utilfredshed med den nyliberale verdensorden. På Enghave Plads mødtes den med Stop Unionens mindre arrangement til et kæmpe “folkemøde”, der gik videre til Rådhuspladsen. Demonstrationen var en såkaldt blokdemonstration, med særlige afdelinger for rød EU-modstand, miljøfolk, krigsmodstandere, fagbevægelsen osv. Særligt i starten på Christiansborg Slotsplads viste det sig, at der også er bagdele ved sådan en måde at lave demonstrationer på. Anti-krigsblokken havde f.eks. en fyr med en megafon, der blev ved med at råbe slagord – samtidig med at der blev holdt taler fra hovedscenen! Ikke specielt gennemtænkt! Og desuden har det vel været svært for de fleste at beslutte, hvilken blok man skulle være med i – de fleste røde EU-modstandere er nok også både krigsmodstandere, fagligt eller elevpolitisk aktive, miljøforkæmpere og alt det andet…
Alle disse demonstrationer er et udtryk for en radikalisering i enkelte dele af bevægelserne og samtidig også for, at mange unge føler en distance mellem dem selv og den politik, som toppolitikkerne i EU fører. At titusinder af især unge mennesker bruger flere dage på at give deres modstand mod en uretfærdig verdensorden til kende er af enorm betydning. Der er en tørst efter alternativer til kapitalismens hærgen. Men ungdommen har desværre ikke styrke nok til at ændre samfundet alene. Hvad demonstrationerne tydeligvis manglede, var en klar forbindelse til arbejderbevægelsens masseorganisationer, og en mere tydelig sammenhæng med de problemer, almindelige arbejdere går og slås med. Fagforeningerne var ringe repræsenteret, og ligeså var elevbevægelsen og lærlingebevægelsen. Fremtiden vil bringe øgede modsætninger mellem dem, der ønsker at føre kampen mod det kapitalistiske system fremad, og dem, som ønsker at holde den tilbage. For marxister er den nye såkaldte anti-kapitalistiske bevægelse ikke et nyt mirakelmiddel. Vi er bevidste om, at den afspejler nogle tendenser og modsætninger i kapitalismen, men denne bevægelse er langtfra løsningen på problemerne i sig selv. Det er nødvendigt at bygge den anti-kapitalistiske bevægelse på konkrete krav, der udspringer fra arbejdere og unges hverdag, og at forbinde disse krav med nødvendigheden af et brud med det kapitalistiske system og opbygningen af en demokratisk socialisme. Kun gennem sådan et program samt den altafgørende tætte tilknytning til arbejderbevægelsen kan vi virkelig mobilisere til masseprotester, der for alvor kan rokke EU, den borgerlige regering og det kapitalistiske system.
