Efter slaget på fælleden (se SOCIALISTISK STANDPUNKT nr. 3) var den tidlige danske arbejderbevægelse havnet i et tomrum. De tre ledere Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix var alle blevet arresteret af den danske stat. Internationalen blev erklæret for en ulovlig forening og dermed opløst ved lov. Den danske stat var officielt demokratisk. Men i virkelighedens verden var det overklassen af godsejere og kapitalisters instrument til at styre landet, som de ville. Det værste de kunne forestille sig var, at revolutionære skulle få ro til at organisere arbejdere i by og land. Alle deres rigdomme beroede jo på, at de frit kunne udnytte disses arbejdskraft. Derfor havde de ingen skrupler ved at tilsidesætte ytringsfrihed og organisationsfrihed.
Ny ledelse
Men til trods for deres hårde angreb på den danske sektion af den Internationale Arbejder Association (1. internationale) var der med avisen Socialisten og den begyndende organisering af arbejderne startet en bevægelse, som overalt voksede sig større og større. I perioden kort efter forbuddet mod Internationlen dannedes der i København 40 fagforeninger og 80 i resten af landet. Blandt de første var Murerne, Tobaksarbejderne, Typograferne, Bygningssnedkerne, Væverne, Skrædderne, Blikkenslagerne, Malerne, Gørtlerne, Skomagerne, Smedene, Arbejdsmændene, Formerne, Tømrerne, Bryggeriarbejderne, Sadelmagerne og Drejerne. Disse sluttede sig i 1874 sammen i Fagforeningernes Centralbestyrelse og udgjorde det for ledelsen, mens Pio, Geleff og Brix var i fængsel. De holdt også liv i Socialisten, som siden maj 1874 kom til at hedde Social-Demokraten.
I 1875 kom Pio, Geleff og Brix ud af fængslet efter tre år i isolation på vand og brød. Dette havde tæret hårdt på alle tre. I juni 1876 afholdt Fagforeningernes Centralbestyrelse deres årlige kongres i Gimle på Frederiksberg. Her havde man et opgør mad den tidligere meget centralistiske opbygning omkring “Stormesteren” (Pio) og valgte i stedet en 9-personers bestyrelse.
Gotha programmet og Marx
Samtidig valgte man også et program, der var næsten afskrevet af det tyske broderpartis program (Gothaprogrammet). Dette var stærkt inspireret af Lasalle, som Karl Marx og Friedrich Engels var stærkt uenige med. Lasalle ville nedtone kampen for et socialistisk samfund og i stedet lade arbejderne oprette deres egne virksomheder, som skulle konkurrere mod kapitalisterne. Samtidig nedtonede Lasalle også kampen mod godsejerne. Karl Marx skrev i “Kritik af Gothaprogrammet” en grundlæggende kritik af programmet, som manglede en videnskabelig analyse af samfundsøkonomien, historien og klassekampen, men i stedet bestod af en masse urigtige og forvirrede påstande. Gothaprogrammet var et af de første skridt væk fra den revolutionære linje, Marx og Engels stod for. Det er meget sjovt i dag at høre folk, der påstår at Marx og Engells som ældre gik væk fra alle deres revolutionære ideer. Disse folk påstår, at Marx aldrig havde tænkt på at nogle skulle virkeliggøre hans ideer. Læser man Gothaprogrammet (og alt andet Marx og Engels har skrevet) vil man kunne se, at de absolut kæmpede for, at arbejderbevægelsen skulle bygge på et program, der gik ind for en international socialistisk revolution.
Pio stikker af
Pio, Geleff og Brix var blevet kørt lidt ud på et sidespor. Omkring julen i 1876 lykkedes det politiet at presse Pio og Geleff til at rejse til USA. Man havde forklaret Pio, at man ville fængsle ham igen, og at han ikke skulle regne med at komme ud med livet i behold. Samtidig havde kapitalisterne fra Burmeister og Wain og Rubens Bomuldsspinderier givet i alt 20.000 kr., som Pio ville få, hvis han forlod Danmark. Med udsigt til endnu et langt fængselsophold, der kunne koste ham livet, samtidig med at hans rolle i arbejderbevægelsen var blevet formindsket, tog Pio til sidst imod tilbuddet og det samme gjorde Geleff. Dette blev set som et stort forræderi af de fleste arbejdere.
Brix bryder med Social-Demokraten
Harald Brix var igen kommet i fængsel på grund af majestætsfornærmelse i hans satiriske blad Ravnen. Han blev løsladt igen i 1881 og ville tilbage på sin gamle post som redaktør (på papiret var han stadig medejer) af avisen, der som nævnt nu hed Social-Demokraten. Men i de 10 år efter slaget på Fælleden var der sket en højredrejning væk fra den revolutionære kamp og mod den umiddelbare kamp for bedre vilkår på de forskellige arbejdspladser. Man ville derfor ikke bare lade Harald Brix komme tilbage. Dette førte til et brud og Brix dannede gruppen de Socialrevolutionære og udgav bladet “Herolden”, som hurtigt fik samme oplag som Social-Demokraten. Bladet sagde blandt andet: “Vi hader den moderne stat, som ved at lappe på den gamle samfundsopbygnings ormædte planker søger at opretholde dens forbandede konstruktion. Vi tror ikke, at nogen virkelig forbedring af denne er mulig, derfor tilstræber vi dens sammenstyrtning for at rejse et nyt og frit samfund, hvor alle arbejder efter evne og får sine legemlige og åndelige fornødenheder tilfredsstillet.” Harald Brix døde desværre kort tid efter af følger fra sit lange fængselsophold.
Kampen for de daglige krav
Fænomenet med kun at kæmpe for de daglige krav og tilsidesætte kampen for en omvendelse af samfundet var ikke kun noget, der fandt sted i Danmark. Det samme skete over hele jorden. I Rusland førte de revolutionære en hård kamp mod “økonomisterne”, der kun ville kæmpe imod den enkelte arbejdsgiver i stedet for hele den kapitalistiske stat. Lenins bog “Hvad der bør gøres” er en analyse og en kritik af deres manglende socialistiskle perspektiv.
Marxister er klar over, at den daglige kamp alene ikke vil kunne sikre arbejderklassen en ordentlig tilværelse. De forbedringer man kan kæmpe igennem (og som marxister støtter fuldt ud) vil blive taget tilbage igen, lige så snart arbejderbevægelsen er svag. I 1880erne mente mange, at man ikke havde råd til at vente på en socialistisk revolution, men at man her og nu måtte have forbedret de utrolig dårlige leveforhold. Kampen for små reformer virkede mere realistisk, da man kunne se at den rent faktisk gav små fremskridt.
Socialdemokratiet bliver selvstændigt
I 1878 besluttede man at dele bevægelsen op i fagforeninger og i et parti. Dette skete blandt andet for at få de arbejdere, der ikke anså sig selv som socialister til at gå med i fagforeningerne og på den måde styrke disse. Samtidig mente man, at det var nødvendigt at etablere Socialdemokratiet som egentligt parti. Desværre valgte den nye ledelse af Socialdemokratiet, skrædder Peter Holm, skomager Christen Hørdum og snedker C.C. Andersen, at nedtone de socialistiske idéer og i stedet lave “realistiske” krav og “praktisk reformarbejde”.
Man opbyggede Folkets Hus i Rømersgade (det nuværende Arbejdermuseum) og satsede i stor grad på avisen Social-Demokraten. Dette var en stor succes – fra 1881 til 1885 voksede oplaget fra 2.500 til 20.000 og i 1919 var det et af nordens største dagblade med at oplag på over 50.000! I 1884 fik man valgt Peter Holm og Christen Hørdum ind i rigsdagen hvilket var en stor begivenhed. Det var også i denne periode at de første nationale fagforbund dannedes og i 1886 dannedes De Samvirkende Fagforeninger. Overalt voksede fagforeningerne både i medlemstal og i nye afdelinger.
Læs videre i næste nummer af SOCIALISTISK STANDPUNKT om stor lockouten i 1899.
