I weekenden blev Mogens Lykketoft som ventet valgt som ny formand for Socialdemokratiet på en ekstraordinær kongres. Han fik 441 stemmer, mens 10 stemte på modkandidaten Bo Rohde, og 25 stemte blankt. Rohde havde udfordret Lykketoft, ikke så meget fordi han mente, at han selv var den rigtige til posten, men mere fordi han – som mange andre – anså Lykketoft for at være den helt forkerte mand til at føre partiet fremad. Lykketoft står da heller ikke for noget særligt nyt i forhold til Nyrups linje – han har hele tiden bakket op om den ekstreme højredrejning, og det er den linje, han vil fortsætte som formand, med mindre det kan lykkes partiets almindelige medlemmer at tvinge et kursskifte igennem.
At et ukendt partimedlem uden fin uddannelse osv. beslutter at stille op imod en mand som Lykketoft, viser, at der sker ting og sager i Socialdemokratiet. Topledelsen har ganske givet været rystende nervøse over denne udvikling, og de må være rædselsslagne for den dag, hvor der stiller en modkandidat op, som rent faktisk også har et klart program at byde på – som mere bevidst kan give udtryk for utilfredsheden med højreledelsen. Bo Rohdes kandidatur er af stor betydning som symptom på en voksende kløft mellem på den ene side de almindelige medlemmer og den danske arbejderklasse i det hele taget og på den anden side den højreorienterede, bureaukratiske top af universitetsuddannede karrieresocialdemokrater. På kongressen haglede det også ned med kritik af ledelsen – der blev ved flere lejligheder udtrykt dyb mistillid til partitoppen og folketingsgruppen, som blev anklaget for at have set stort på partidemokratiet og skabe uro og splittelse. 35 delegerede stemte ikke på Lykketoft, men på Rohde eller blankt, og det er et betydeligt tal i betragtning af, at Rohde ikke havde opstillet noget egentligt alternativ.
Der er dog intet, der tyder på, at valget af Lykketoft vil kunne lægge låg på stridighederne i toppen af partiet. Der har været slåskamp om fordelingen af poster i folketingsgruppen, og det ser ikke ud til, at vi har set de sidste eksempler på intriger og manøvrer i toppen endnu.
Lykketoft har allerede meldt ud om sin kommende politiske linje – han sagde, at Socialdemokratiet f.eks. accepterer hovedlinjerne i regeringens udlændingepolitik og gerne vil samarbejde. Heller ikke på andre punkter er der lagt op til ændringer i den rigtige retning. Hvis det på et tidspunkt skulle lykkes at vinde opbakning tilbage til partiet, vil det være på trods af Lykketoft og resten af ledelsen – det vil udelukkende være som følge af regeringens politik og manglen på et alternativ. Den store modstand mod regeringens politik og nedskæringer har allerede fået mange unge, især unge arbejdere, til at melde sig ind i DSU, og også Socialdemokratiet har fået nye medlemmer, efter de borgerlige kom til. Men hvis Socialdemokratiet skal gå rigtigt fremad og kunne skabe et bedre samfund for danske arbejdere og unge, kræves der en helt anden kurs. Der er uro og utilfredshed i medlemsskaren, og Bo Rohdes opstilling var et vigtigt symbol på dette. Men det, der er brug for, er, at denne utilfredshed bevæbnes med et rigtigt program for en socialistisk arbejderpolitik, der virkelige kan udfordre højreledelsen og dernæst regeringen, og lægge grunden for en kamp for et demokratisk socialistisk samfund.
