Den 21. maj 2002 afholdt de engelske marxister bag avisen Socialist Appeal et succesfuldt offentligt møde i London. Over 100 tilhørere var pakket ind i Conway Hall, som traditionelt har været mødested for den engelske arbejderbevægelse. Mødet var arrangeret i forbindelse med den marxistiske avis Socialist Appeals ti års jubilæum. Samtidig markerer dette år også 75-året for Venstreoppositionens eksklusion af kommunistpartiet.
Derfor havde Socialist Appeal arrangeret mødet under parolen “75 år for trotskisme – 10 år for Socialist Appeal”. Og samtidig var en vigtig del af formålet med mødet at præsentere en ny bog udgivet på forlaget Wellred Books . Under titlen “History of British Trotskyism” har Wellred Books udgivet en bog, der omhandler de engelske trotskisters aktiviteter fra slutningen af 20’erne, op igennem deres politiske arbejde under anden verdenskrig, til opbruddet i Revolutionary Communist Party i juni 1949. Bogen har derudover en række tillæg, blandt andet et om den marxistiske organisation Militants succesfulde arbejde i Labour Party i 70’erne og 80’erne.
Bogen er skrevet af Ted Grant, der har været aktiv marxist siden slutningen af 20’erne og i gennem en hel menneskealder har udviklet og forsvaret de marxistiske ideer. I dag er Ted Grant medudgiver af Socialist Appeal, samt den populære hjemmeside www.marxist.com. På mødet holdt han en tale, hvor han blandt andet sagde: “Vores tendens er baseret på teori, vores grundlag er Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Det er det fundamentale. I den kommende periode vil vores tendens vokse. Fremtiden for den nye generation vil ligge i trotskisme. Vi kan være stolte af vores fortid, nu må vi kigge på fremtiden” konstaterede Ted.
Blandt talerne var også Allan Woods, der gennem de sidste 40 år har været en tæt kollega til Ted Grant. Allan fortalte, at de mennesker, der efter Sovjetunionens sammenbrud sagde, at “historien nu var forbi”, og “at kapitalismen havde sejret endegyldigt”, nu var endt i én stor forvirring. Som Allan sagde, har de nu meget svært ved at forklare de begivenheder, der i den seneste periode har rystet verden: Generalstrejke i Italien, revolution og kontra-revolution i Venezuela, opstande i Argentina og generelt set øget klassekamp i hele verden.
Allan fortalte, at Stalin havde troet, at han havde “løst” problemet, da han for 75 år siden ekskluderede Venstreoppositionen fra kommunistpartiet. “Men man kan ikke dræbe en god idé”, som han sagde. I dag har hjemmesiden www.marxist.com nemlig dagligt mange tusinde besøgende, og op til november 2001 har den tiltrukket over én million besøgende. Allan Woods er redaktør for siden, og er også selv en flittig forfatter til artikler på den.
Rob Sewell, der også holdt en tale på mødet, fortalte om den trotskistiske bevægelses historie. “Den nye bog forklarer vores oprindelse”, sagde Rob. Han forklarede, hvordan Ted Grant blev rekrutteret til den internationale venstreopposition i Johannesburg, Sydafrika, i 1928. Han fortalte også, hvordan Ted og hans kammerat Ralph Lee var taget til England i 1934 for at begynde deres politiske arbejde, og hvordan de havde mødt Trotskijs søn, Leon Sedov i Paris.
Mødesalen var dekoreret med gamle originale plakater fra Revolutionary Communist Party (RCP, engelsk sektion af Fjerde Internationale i 40’erne). Det gamle banner fra RCP’s London-afdeling var også kommet frem i dagens anledning, sammen med et billed-show med gamle billeder fra trotskismens oprindelse. Flere hilsner var blevet sendt, og herunder kan nævnes fra Esteban Volkov, Trotskijs barnebarn, som hilste mødet og værdsatte Ted Grants fortsatte arbejde i bevægelsen.