Tingene udvikler sig hurtigt i Afghanistan for tiden. Nordalliancens styrker er rykket frem og har indtaget vigtige byer deriblandt hovedstaden Kabul. Men hurtige fremrykninger er ikke et særsyn i Afghanistan – i 1994-95 indtog talibanerne selv landet lige så hurtigt, og tidligere fandt den sovjetiske invasion sted på få uger. At det kan lade sig gøre skyldes både landets lave befolkningstæthed og en gammel tradition for, at lederne skifter side, når det brænder på. I det nuværende tilfælde spiller det nationale spørgsmål også en stor rolle, i og med at talibanerne – som først og fremmest tilhører landets pusthonske flertal – netop er blevet fortrængt fra Nordafghanistan, hvor der især lever andre etniske grupper end pushtonere. Der har i virkeligheden heller ikke været så meget flugt over talibanernes bevægelse – det har snarere været en plan-mæssig tilbagetrækning, hvor man har bevaret de centrale styrker intakt. De vil stadig være i stand til at føre en langstrakt guerrillakrig, og når det kommer til at foregå i deres egne områder sydpå, vil det kunne blive en lang og blodig affære.
Krigen er ikke slut
At Nordalliancen er rykket ind i Kabul, har ændret meget på situationen, men der er ikke noget, der er afgjort endnu, og konflikten er langtfra forbi. For det første har amerikanerne slet ikke opnået deres erklæ-rede mål med krigen – deres bombardementer, som stadig er igang, har ikke ført til andet end en masse civile ofre. De er lige så langt fra at fange bin Laden og “stoppe terrorismen”, som da de begyndte. Og talibanerne har måske forladt de store byer, men gør sig nu klar til fortsat krig i deres eget pushtonske område. For det andet bryder amerikanerne sig ikke meget om Nordalliancens indtog i Kabul, selvom de blev nødt til at acceptere det og støtte det offentligt. Scenen er sat for nye sammenstød mellem Nordalliancen og amerikaner-ne, som ønsker en marionetregering, de kan kontrollere.
En bred fællesnational regering?
Al snakken om dannelsen af en bred regering, der kan samle og genopbygge landet, er ikke meget værd. Der er forskellige fraktioner, og disse støttes af forskellige fremmede magter. Pakistanerne ønsker at få deres gamle allierede talibanere (de mere “moderate”) med i en sådan regering, mens russerne og iranerne, som er Nordalliancens vigtigste støtter vil modsætte sig dette. Så selvom det skulle lykkes at danne en national enhedsregering, vil den højst sandsynligt ikke holde længe – de forskellige parter vil lynhurtigt komme op at strides om rovet og kontrollen med landet. Og ligegyldigt hvad der bliver forhandlet om, må man huske på realiteterne: det er for tiden Nordalliancen, der sidder på den militære magt. De vil højst sandsynligt ikke opgive deres nyvundne position så let.
Afghanistans arbejdere må selv tage affære!
For almindelige afghanske arbejdere og bønder er dette ikke nogen lys fremtid. Perspektivet er kaos og borgerkrig. På TV har vi godt nok set jublende mennesker, da Nordalliancen drog ind i Kabul, men folk jublede også, da talibanerne for år tilbage fordrev dem, der idag er i Nordalliancen. Sandheden er, at begge fløje er den samme slags korrupte og reaktionære mordere, der ikke er til nogen som helst gavn for det afghanske folk.
Afghanistans arbejdende befolkning kan ikke sætte sin lid til den ene eller den anden reaktionære fløj, og heller ikke til den ene eller den anden gruppe af udenlandske imperialister, der kun er ude på at sikre sig selv magt og indflydelse. Heller ikke FN er nogen løsning. I hele denne konflikt har FN ikke været andet end et dække for den amerikanske imperialisme – og nu efter Kabuls fald prøver USA og deres britiske vedhæng at bruge dem til at få Nordalliancen til at gøre, som USA vil have.
De afganske arbejdere og bønder kan kun stole på deres egne kræfter og på støtte fra den internationale arbejderklasse. Verdens arbejdere må støtte Afghani-stans arbejdende befolkning. Dette gælder især i nabolandene, hvor især Pakistan er dybt påvirket af begivenhederne i Afghanistan. Opbygningen af demokratiske socialistiske arbejderstater i Pakistan, Iran, Af-ghanistan og de omkringliggende lande er den eneste løsning på de problemer, de afghanske og de andre landes masser står overfor.
