D. 7. oktober 2001 indledte USA sit angreb på Afghanistan, angiveligt for at straffe de ansvarlige for terrorangrebene på USA d. 11. september. Ved voldsomme bombardementer har USAs krigsmaskine siden slået flere tusinder civile afghanere ihjel. Ifølge professor Marc Herold fra University of New Hampshire, der har lavet beregninger på det, drejer det sig om helt op imod 4050 mennesker, hvilket er flere end under angrebene i USA. Der har været adskillige rapporter om bombninger af hospitaler, almindelige landsbyer, konvojer med nødhjælp osv. – for ikke at tale om ødelæggelsen af landet, der nu ligger endnu mere i ruiner end før, og forværringen af afghanernes levevilkår med mere sult, nød og elendighed.
Hvad har USA opnået?
USA har på denne måde opnået at få styrtet Taliban-styret – med meget få omkostninger for dem selv. Nordalliancen, den væbnede opposition mod Talibanerne, brugte USAs bombardementer til at rykke frem og styrte Talibanerne, mens amerikanerne selv nøjedes med at smide bomber. I medierne og forskellige officielle erklæringer har der været en udpræget sejrsstemning på USAs vegne -“Der kan I bare se, det lykkedes – man kunne godt fjerne Talibanerne vha. amerikanske bomber” osv.
Men har USA opnået sine krigsmål? På trods af pralerierne er faktum, at amerikanerne stadig ikke har opnået deres erklærede mål: bin Laden og Talibanernes leder mullah Omar er stadig på fri fod, og Talibanerne har godt nok forladt byerne, men de er langtfra totalt udslettet. Hvad angår målet at finde de ansvarlige for terrorangrebene, så har USA endnu ikke leveret nogen beviser på, hvem disse ansvarlige er. Og hvis målet var at bekæmpe terrorismen generelt, er dette heller ikke opnået – grunden er tværtimod lagt for nye og endnu voldsommere konflikter, terrorangreb og krige.
Den “brede regering” vil ikke kunne skabe stabilitet
De amerikanske imperialister har presser hårdt på for at sikre, at der bliver dannet en bred regering i Kabul, en regering med repræsentanter for alle retninger og etniske grupper bortset fra de hårdeste Talibanere.
Selvom det er lykkedes for amerikanerne at flikke en koalitionsregering sammen, så vil den alligevel være helt ude af stand til at løse de frygtelige problemer, som det smadrede land står overfor – et land, der ikke engang har de mest basale institutioner eller en infrastruktur. Som et eksempel kan nævnes, at efter to årtier med krig har de fleste læger forladt landet, og 85% af lærerne er emmigreret eller er blevet dræbt. I 1993 var 60% af elforsyningen ude af drift. Nu må situationen være endnu værre. Centralbanken trykker papirspenge, som der ikke er nogen reel dækning for. Det vil kunne føre til en eksplosion i inflationen og et yderligere sammenbrud i levestandarden, som allerede er forfærdelig lav. Ligegyldigt hvor meget amerikansk hjælp, der eventuelt bliver givet, vil det aldrig være nok til at stabilisere situationen. Afghanistan er et bundløst hul, hvor man kan smide milliarder af dollars i med ringe eller slet ingen effekt. Desuden vil de forskellige grupper og individer, som en “bred regering” består af, alle kræve deres del af dollarsene. De fattige i Afghanistan vil ikke komme til at se noget til pengene, og de vil hurtigt komme til at hade regeringen og dens udenlandske støtter.
Selv uden fremmede magters indblanding er Nordalliancen i sig selv en meget ustabil koalition af forskellige grupper og individer, som har en tendens til at komme op at toppes. Den usbekiske leder general Dostum har allerede sagt, at han ikke vil anerkende regeringen. Og pashtunerne mener, at der diskrimineres imod dem.
Under de forhold, der er i Afghanistan, er det noget sludder at tro, at en ustabil og delt regering i Kabul skulle kunne kontrollere hele landet og opbygge nogen form for stabilitet. Hvis der skal opretholdes kontrol over situationen, bliver amerikanerne og deres allierede nødt til at udstationere tropper i Afghanistan. Men det var jo præcis dette, Sovjetunionen prøvede på for tyve år siden – det gik let for dem at besætte landet, men efter langvarige og hårde kampe måtte de trække sig med store tab for dem selv. Udstationering af tropper fra USAs og deres allieredes side betyder reelt besættelse af Afghanistan under et andet navn. Der er lagt op til en konflikt, der kan vare i mange år. Dette perspektiv vil ikke blive væsentligt ændret, selvom mullah Omar og bin Laden bliver fanget eller dræbt.
Hele regionen er blevet gjort mere ustabil
De amerikanske imperialisters aggression og stræben efter kontrol med det fattige Afghanistan har ikke kun påvirket selve Afghanistan. De har gjort Pakistan mere uroligt og forøget risikoen for, at konflikten i Afghanistan breder sig. De har skubbet Indien væk fra sig og forværret konflikten mellem Indien og Pakistan angående Kashmir, hvilket kan føre til en ny krig (se også artiklen om dette emne). De har skabt seriøs ustabilitet i Saudiarabien, hvilket sætter spørgsmålstegn ved den saudiske kongefamilies fremtid. De har undermineret og svækket de “moderate” arabiske regimer. De har skubbet både israelere og palæstinensere fra sig og forøget spændingerne mellem dem. De har truet Irak, Sudan, Somalia og endda Iran, og så ikke gjort noget ved det. De har fremprovokeret en bølge af anti-amerikanske følelser i hele den muslimske verden og derved styrket den islamiske fundamentalisme.
Hele Centralasien er ekstremt ustabil. Den amerikanske imperialisme har gennem sin klodsede intervention i Afghanistan yderligere forværret denne ustabilitet. Financial Times beskrev 30/10/01 Centralasien som “et område, der er plaget af fattigdom, drastisk forværrede sundheds- og socialsystemer, alvorlige miljømæssige ødelæggelser og autoritære regeringer.” Der er store interesser på spil mht. militær og økonomisk kontrol over dette område, som er rigt på naturressourcer. Vi vil i fremtiden komme til at se flere sammenstød i området, især eftersom Rusland ikke er begejstret for, at USA trænger ind i deres egen baggård.
En kolos på lerfødder
USAs blodige krig mod Afghanistan er blot det seneste udtryk for den enorme arrogance, der har præget den amerikanske imperialisme efter stalinismens fald. Før dette holdt de to giganter hinanden i skak gennem den såkaldte terrorbalance, men nu, hvor USA er den eneste supermagt, har vi en helt ny situation. Før i tiden kunne der ikke have været tale om, at USA ville turde bombe Irak, Jugoslavien eller Afghanistan.
Men USAs rolle efter stalinismens sammenbrud har fået de amerikanske imperialister til at udvikle en mere aggressiv udenrigspolitik. USA er verdenshistoriens mægtigste imperialistiske magt. De har de mest djævelske og sofistikerede masseødelæggelsesmidler til rådighed. Men alligevel er det en kolos på lerfødder. De blev besejret i Vietnam, først og fremmest pga. modstand derhjemme og den spændte situation i selve den amerikanske hær, og siden da har de været dødsens ræd for at indsætte landtropper noget sted.
USAs aggressive og klodsede udenrigspolitik vil gang på gang bringe dem i konflikter og krige. Situationen i Afghanistan er ikke stabiliseret, og de amerikanske imperialisters sejrspraleri har ikke grund i virkeligheden. Det vil de tids nok komme til at sande.
Vejen frem?
I mellemtiden står det afghanske folk og skal finde ud af at fungere i den nye situation. De har fået en ny regering – men det er ikke en løsning på deres problemer. Nordalliancens indtog i Kabul blev hilst med jubel af mange, men det samme var tilfældet for år tilbage, da Talibanerne fordrev dem, der nu er i Nordalliancen. Sandheden er, at én korrupt, menneskefjendsk, fundamentalistisk gruppe af undertrykkere har erstattet en anden. Med tiden vil de afghanske arbejdere og bønder opdage, at de nye herskere ikke kan opfylde deres håb om et velfungerende, stabilt, demokratisk land med arbejde, mad, boliger og et ordentligt liv.
Hverken den ene eller den anden gruppe af korrupte krigsherrer eller nogen form for udenlandske imperialister kan skabe et ordentligt samfund i Afghanistan – det kan kun de afghanske arbejdere sammen med de fattige bønder og andre undertrykte lag, ved selv at tage magten i hænderne og opbygge en arbejderstat som del af en føderation af socialistiske arbejderstater i hele området. De kan ikke stole på andet end deres egne kræfter, og hjælp og støtte fra den internationale arbejderklasse.
