I den seneste tid har der været krise i forholdet mellem USA og Nordkorea. Georg Bush har udnævnt Nordkorea som en del af “ondskabens akse” sammen med bl.a. Irak. Bush har brugt krigsretorik over for Nordkorea. Der kan således være fare for, at USA bomber Nordkorea. Men det må vi vende os skarpt imod.
I de borgerlige medier får man at vide, at Nordkorea er et aggressivt land, der har atomvåben. I den sidste tid er konflikten tilspidset, idet Nordkorea har meldt sig ud af NPT, som er en ikke-spredningsaftale om atomvåben. Endvidere har Nordkorea smidt FN’s våbeninspektører ud af landet og truet med, at USA ikke er det eneste land, der kan foretage “forebyggende” angreb, men at det kan Nordkorea sandelig også finde på. For de borgerlige medier er det endvidere vigtigt at fortælle, at der sidder et socialistisk styre ved magten i Nordkorea – hvilket ikke er rigtigt.
Lidt historie
Efter at Koreakrigen afsluttedes i 1953, blev der ikke underskrevet en fredsaftale mellem USA og Nordkorea, men kun en våbenhvile. Formelt set er der således stadig krig mellem USA og Nordkorea. USA har haft en stor hær stationeret i Sydkorea. Nordkorea har også en kæmpehær på ca. 1 mio. mand. Endvidere er der bygget en stor mur mellem Nord- og Sydkorea. Efter krigen var der rimelig stor økonomisk fremgang i Nordkorea. Men i de seneste 7 -10 år har der været stor økonomisk krise i Nordkorea, der har haft stor hungersnød som følge flere år træk.
Under den kolde krig, stod Nordkorea neutralt i konflikten mellem Sovjet og Kina og førte sin egen nationalistiske kurs.
I 1994 blev der lavet en rammeaftale mellem USA og Nordkorea. Aftalen gik ud på, at USA skulle bygge nogle reaktorer. Nordkorea skulle så lukke nogle af de gamle reaktorer. Men USA overholdt ikke aftalen og byggede ikke nye letvandsreaktorer. Nordkorea har et stort energiproblem, som regimet prøver at løse ved at opstarte sit eget atomprogram.
Den aktuelle krise
Som nævnt er Nordkorea udnævnt til at være en aggressiv magt. Men det er ikke helt rigtigt. Nordkorea har ikke invaderet noget land siden Koreakrigen. USA har i samme periode angrebet over 200 gange forskellige steder i verden. I Korea har man en tradition med at føre en form for “aggressivt” diplomati. En specialist i koreanske forhold, David Wall, udtaler også til Information (17 februar, 2003), at “alle fremlægger de værst tænkelige scenarier for at lægge alle muligheder åbne”. Ifølge nordkoreanske medier har de trukket sig ud af NPA, fordi det er styret af USA. Colin Powell har været i nabolandene for at få dem til at lægge “pres” på Nordkorea. Men sandheden er, at USA er en aggressiv magt, som må stoppes, så de ikke bomber Nordkorea.
Nordkorea socialistisk?
Som sagt prøver de borgerlige medier at beskrive regimet i Nordkorea som socialistisk eller kommunistisk. Dette på trods af at marxismen ikke engang er den officielle ideologi i Nordkorea. Det er derimod juche-ideologien, som Nordkoreas første leder, Kim il Sung udviklede. Juche-idelogien er meget nationalistisk og går ud på, at Nordkorea skal være selvforsynende på mange områder. Trotskij forklarede, at man ikke kan skabe socialisme i ét land, og for at en planøkonomi skal kunne fungere, må der være arbejderdemokrati. Og det er der ikke meget af i Nordkorea. I Nordkorea er produktionen nationaliseret, men med en lille klike bureaukrater, der har diktatorisk magt, dvs. en degenereret arbejderstat.
Juche-ideologien er en ikke-marxistisk ideologi. Den repræsenterer det herskende nordkoreanske bureaukratis interesser. Situationen i Nordkorea viser klart, at denne idelogi har spillet fallit. Internationalisme og arbejderdemokrati er eneste vej frem.
Men Nordkorea har stadig en nationaliseret økonomi, og det er en grund til, at de borgerlige kritiserer lukketheden og den groteske kultdyrkelse af Kim il Sung og hans søn Kim Jong Il. Styret forsøger at give sig selv en religiøs autoritet. Men lignende kultdyrkelse foregår også omkring andre regimer i området, f.eks. omkring den thailandske konge, uden at de borgerlige medier siger noget om det.
At styret i Nordkorea er en dybt degenereret arbejderstat, kan også ses af, at styret ønsker en genforening med Sydkorea under overskriften “et land, to samfundssystemer”. Man søger ikke samarbejde med den sydkoreanske arbejderklasse for at få væltet regimet i Sydkorea. Det er, fordi Kim Jong Il & co. er bange for at blive styrtet af deres egen arbejderklasse, da de ikke kan levere demokratiske forhold.
Socialisme vejen frem
Nordkorea er som sagt en af de mest lukkede økonomier, og regimet er isoleret. Men det forsøger alligevel at sprede juche-ideologien gennem forskellige aktiviteter- som sker i forskellige venskabsforeninger med Nordkorea rundt omkring i verden. Som marxister må vi klart bekæmpe juche-ideologien, fordi den er reaktionær og nationalistisk. Juche er klart imod den socialistiske internationalisme og det socialistiske demokrati.
Løsningen for arbejderklassen i Korea er ikke at “forene” Nord- og Sydkorea under hver sit samfund, men at styrte magthaverne i begge lande. I Nordkorea er økonomien nationaliseret. Opgaven der er således at skabe rigtigt arbejderdemokrati. I Sydkorea må dette ske ved,at arbejderne fjerner kapitalisterne fra magten og indfører arbejderdemokrati.
