I de kommende numre af Socialistisk Standpunkt vil vi bringe artikler om Kominterns (også kendt som 3. Internationale) forræderiske politik over for arbejderklassen internationalt i perioden op til 2. verdenskrig.
Nazisternes terror er veldokumenteret. Mindre kendt er historien om, hvordan Hitler kunne komme til magten. Denne artikel handler derfor om situationen i Tyskland, i store træk, fra 1. verdenskrigs slutning og op til fascisternes magtovertagelse 30. januar 1933, og om hvordan fascismens sejr kunne være undgået.
Baggrunden for forræderiet
Efter den russiske revolution i 1917, havde flere imperialistiske magter og russiske kontrarevolutionære styrker angrebet den unge arbejderstat. Derfor var de naturligvis nødt til at forsvare sig, og derfor blev den røde hær etableret (Se artiklen om Trotskij i nr. 3 + 4). Men borgerkrigen tærede hårdt på ressourcer og kræfter i Sovjet. Og da revolutionen i andre mere industrialiserede lande mislykkedes og blev forrådt, herunder i Tyskland 1918-19, forblev den altså isoleret i et tilbagestående land, der var udmattet efter krige og desuden af fejlslagen høst og hungersnød. Derfor kunne et bureaukrati langsomt vokse sig frem. De embedsmænd, fagfolk og specialister, som der var hårdt brug for, kunne ikke rekrutteres blandt de russiske arbejdere – de havde travlt med at opbygge den ødelagte industri, og i et tilbagestående land som Rusland var uddannelsesniveuaet ikke højt nok, der var masser af analfabeter osv. Det skabte grundlag for en stadig strøm af karrierefolk, der måske havde været imod revolutionen eller havde været embedsmænd i zartiden, der kom ind i Partiet og statsapparatet og fik mere og mere indflydelse. Det blev til et bureaukrati, der satte sig på topposterne i partiet og distancerede sig fra den arbejdende klasse. Lenin forstod dette og advarede blandt andet mod det i sit testamente, inden han døde den 21. januar 1924. Desværre blev testamentet holdt hemmeligt og blev først offentliggjort efter Stalins død.
Leon Trotskij tog kampen op mod bureaukratiet, organiserede Venstreoppositionen inden for partiet og blev derfor til sidst bortvist fra Sovjetunionen i 1929. Herefter var al magt i Kommunistpartiet underlagt Josef Stalin og de andre bureaukrater. Inkluderet var også Komintern (3.Internationale), som oprindeligt var oprettet i 1919 (bla. af Lenin og Trotskij) som redskab for den internationale arbejderrevolution. Således modarbejdede denne internationale gentagne gange revolutionære tiltag efter bureaukraternes magtovertagelse. Det hændte også i Tyskland, hvor resultatet blev fascisternes sejr og en ny verdenskrig.
Perioden efter 1. Verdenskrig
Den revolutionære bølge, der havde præget Europa i årene efter 1. Verdenskrig, og som havde opildnet de russiske arbejdere til revolutionens sejr og sovjetstatens dannelse, havde desværre ikke haft held med sig i Tyskland. I januar 1918 gik 1/2 million industriarbejdere på gaden i Berlin med kravet om fred og brød. Der blev dannet strejkekomitéer og arbejderråd, og i november udråbtes Folkerepræsentanternes Råd som regering, som udtalte sine intentioner om at gennemføre det socialistiske program. Men revolutionsforsøget endte pga. den socialdemokratiske reformistiske ledelses forræderi med militær nedkæmpelse af opstandene og drabene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
Tiden efter 1. verdenskrig var præget af en stor krise, der ramte økonomien i det meste af verden. I januar 1922 var kursen 200 mark for en dollar, i november 1923 gik der 4,2 milliarder mark på en dollar! I 1929 var der omkring 6 millioner arbejdsløse tyskere. Igen i 1923 var der en revolutionær situation i Tyskland, hvor arbejdermasserne var parat til at følge det nye Kommunistparti og tage magten – men partiet tøvede, og bevægelsen led igen nederlag. Den tyske arbejderklasse led under elendige vilkår og var således desperat efter en ledelse der kunne vise dem et alternativ til kapitalismens katastrofale krise og dennes følger.
Valget i Tyskland 1930
I 1930 var der valg til rigsdagen i Tyskland. Dette valg blev af Kominterns ledere betegnet som en kæmpesejr for kommunismen. Men de havde tydeligvist ikke analyseret valget ordentlig. Ved valget fik Kommunistpartiet KPD (som var tysk sektion af Komintern) omkring 4,6 millioner af stemmerne. Dette var en stigning på 1,3 million stemmer fra valget i 1928. Dette var naturligvis en relativt stor stigning, men fascisternes fremgang taget i betragtning, var det katastrofalt. Det nationalsocialistiske parti (fascisterne) steg 800% fra 0,8 mio. stemmer (1928) til 6,4 mio. (1930).
Lederne af Komintern og KPD havde tydeligvist ikke forstået den fascistiske fare. Et sådant resultat kan under ingen omstændigheder betegnes som en kæmpesejr for kommunismen. Fascisterne havde jo netop hentet arbejderstemmer og især stemmer fra den desperate og ruinerede middelklasse, som burde være blevet vundet af kommunisterne. Forudsætningerne for en socialistisk fremgang og revolutionær styrkelse var ideale. Den økonomiske krise havde gjort arbejderklassen desperat efter en stærk ledelse, der kunne mobilisere den og vise et alternativ. Men ingen af de to arbejderpartier var i stand til at vise et sådant alternativ.
Socialdemokratiet var blevet bureaukratiseret og havde stemt for bevilling til den imperialistiske 1. verdenskrig i 1914, hvor arbejdere kæmpede mod arbejdere på de blodige slagmarker. Ledende socialdemokrater stod endda bag mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebkneckt. Ledelsen var overhovedet ikke i stand til at formulere en politik, der kunne skabe varige forbedringer for den tyske arbejderklasse.
KPD var ligesom resten af Komintern i stalinisternes magt og fulgte blindt direktiver fra Moskva-bureaukraterne. De viste absolut heller intet alternativ eller en vej frem for de tyske masser.
Fascisterne lovede et stabilt Stor-tyskland og en oprejsning efter det ydmygende nederlag i 1.verdenskrig. De skød skylden for arbejdsløsheden og arbejdernes og middelklassens elendige forhold på jøderne og kommunisterne. De blæste til national enhed. Bag dette banner kunne de mobilisere store dele af den forarmede middelklasse, og også dele af arbejderklassen selv, som ikke fik nogen løsning fra arbejderpartierne. Sandheden var og er naturligvis, at hverken jøder eller kommunister bærer skylden for den økonomiske krise, som er årsagen til de dårlige forhold. Det gør kun det kapitalistiske system selv. Derfor er en “national enhed” absurd. Arbejderklassens forhold forbedres ikke gennem “national enhed”, men igennem kamp mod kapitalismens kriser og markedsøkonomien. Igennem klassekamp.
Storkapitalen finansierede Hitler
Kapitalisternes støttede det nationalsocialistiske parti med uhyrlige pengesummer. I bogen “Jeg betalte Hitler” afslørede Fritz Thyssen, en ledende kapitalejer fra stålindustrien, at han i 1930 overdragede over 1 million mark til Hitler personligt. Ydermere tilkendegav han, at han varetog kontakten mellem industrien og fascisterne, og at der gennem denne kontakt kom over 2 millioner mark hvert år i støtte til fascisterne!
Enhedsfronten
Trotskij mente, at fascismen var en speciel form, som kapitalismen kunne antage. Han sagde: “Fascismen er ikke bare et system med gengældelser, brutal magt og polititerror. Fascismen er et regeringssystem, der indebærer, at alle elementer af proletarisk demokrati inden for det borgerlige samfund helt bliver elimineret.”
På baggrund af dette og kapitalisternes massive støtte til fascisterne, mente han, at kun arbejderklassen og dens organisationer virkelig kunne, og havde interesse i at, bekæmpe fascismen. Således opfordrede han, efter valget i 1930, kommunisterne og socialdemokraterne til at indgå i en alliance for at bekæmpe fascismen. Han betegnede en sådan alliance som en “enhedsfront”. På det tidspunkt havde kommunisterne og socialdemokraterne tilsammen stadig større opbakning i befolkningen end fascisterne. En alliance mellem de to partier og en samlet og kampklar arbejderbevægelse, der kunne give et alternativ til fascismen, kunne havde forhindret fascisternes sejr. De to partier kunne hver mobilisere millioner af arbejdere og havde begge deres egne væbnede grupper – ikke desto mindre tillod man fascisterne at sejre, stort set uden at der blev affyret et eneste skud.
Meldingen fra KPD og Komintern var klar. Willie Müzenberg, medlem af Rigsdagen for KPD svarede på Trotskijs forslag: “Intet kunne være farligere for den tyske arbejderklasse og for kommunismen, og intet ville fremme fascismen mere end realiseringen af et så kriminelt forslag (socialdemokratisk-kommunistisk enhed). Den, som foreslår sådan en enhed, hjælper kun social-fascisterne. En sådan person er simpelthen fascist.”
Heller ikke socialdemokratiets ledere var vilde med ideen. Trotskij ignorerede anklagerne og fortsatte sine appeller. Han mente, at situationen var yderst farlig og krævede øjeblikkelig handling. Ellers mente han, at fascisterne ville overtage magten, med katastrofale følger for arbejderne i Tyskland og internationalt. Men kommunisterne nægtede at se virkeligheden i øjnene. De benægtede den fascistiske fare. De forholdt sig ligegyldigt over for fascismen og betegnede den som en “døgnflue”, mens socialdemokraterne blev defineret som “social-fascister”. Ernest Thällmann, KPDs formand, sagde ligefrem, at man skulle jage “social-fascisterne” væk fra arbejdspladserne, uddannelserne og fagforeningerne.
Fascismens sejr
Desværre fik Trotskij bekræftet sine teorier om fascismens sejr. Hitler og hans kumpaner fra nazistpartiet kunne, med kapitalens støtte og en passiv og splittet arbejderbevægelse, få manifesteret sig i den tyske befolkning. Starten af 30’erne var præget af enorm uro, og ikke mindre end 5 valg blev afholdt i 1932 (både præsidentvalg og rigsdagsvalg). I lang tid bølgede opbakningen til strømningerne frem og tilbage. Men fascismen sejrede endeligt efter koalitionsregeringen med de konservative i januar 1933 og ved det efterfølgende valg til Rigsdagen i Marts 1933, hvor fascisterne fik 43,9 % af stemmerne.
Stalinisternes fejlslagne politik og hetz mod socialdemokraterne havde splittet og passiveret arbejderklassen. Resultatet står i dag helt fast indprentet i alle menneskers bevidsthed. Det er klart at hetzkampagnen mod “socialfascisme” var endnu et af Moskva-bureaukraternes træk for at splitte den internationale arbejderklasse og lede den til nederlag. Det var nemlig nødvendigt, hvis bureaukraterne skulle bevare deres egen magt. Hvis der var blevet gennemført succesfulde arbejderrevolutioner i andre lande, ville det nemlig have opildnet den sovjetiske arbejderklasse, og bureaukraternes magt ville være blevet erstattet af et ægte socialistisk system baseret på internationalisme og demokrati, under arbejderklassens egen kontrol. Og det havde bureaukraterne ingen interesse i.
