Krigen er brudt ud. Tidligt om morgenen den 20. marts begyndte amerikanske og engelske styrker at rulle imod den irakiske grænse. Samtidig blev Bagdad rystet af eksplosioner, da 40 cruise-missiler slog ned med deres dødbringende ladninger.

Denne åbenlyse aggression er en forbrydelse fra den amerikanske imperialismes side. Alle forsøgene på at skjule denne forbrydelse og give den et skær af legalitet er falske og uærlige. Den konstante snakken om Saddam Husseins forbrydelser er fuldstændig hul, når den kommer fra folk, der i årevis støttede, bevæbnede og finansierede den selv samme mand. Lige som Saddam Husseins forbrydelser ikke er årsag til krigen, så spiller de heller ikke nogen rolle for vores holdning til krigen.

Denne krig er en reaktionær imperialistisk angrebskrig fra engelsk og amerikansk side. I en krig mellem et fattigt, mellemøstligt land, der kæmper for sin overlevelse, på den ene side, og en mægtig imperialistisk supermagt, der er ude på at knuse dette land og om muligt besætte det, på den anden side, ligger vores sympati på den underkuedes, på ofrets side. Det er det, der bestemmer vores holdning.

Fra et militært synspunkt er dette en meget ulige konflikt. Iraks hær er dårligt bevæbnet og udrustet. Den blev smadret i 1991 og har ikke været i stand til at genudruste sig siden da under de frygtelige sanktioner. Hvad angår de såkaldte masseødelæggelsesvåben, blev 90% af disse ifølge våbeninspektørerne ødelagt i slutningen af 1990’erne.

Imperialisterne har hverken moral eller menneskelige skrupler. De er bedøvende ligeglade med det irakiske folks liv. Der vil komme mange civile tab. Det er allerede kommet frem, at de “intelligente bomber”, som man påstod, skulle lave kirurgiske indgreb mod regimets nervecentrer, ramte forbi deres mål og ned i en gade. Den slags hændelser vil der komme mange flere af.

De rige er allerede flygtet ud af Bagdad. De fattige har ingen steder at tage hen. Mens præsident Bush går i seng med ro i sjælen, ligger Bagdads kvinder og børn og ryster i kældrene og venter på det uundgåelige bombardement. Mange vil blive dræbt af amerikanske missiler, som vil regne ned fra himlen i flere dage med det formål at reducere de amerikanske tab.

Dem, der overlever det første bombardement, kan komme til at stå over for kamp i gaderne i ruinerne af Bagdad, hvilket kan kræve endnu flere liv. Dem, der klarer sig ud af ruinerne i live, vil opleve utallige nye rædsler.

Der er allerede en million irakiske børn, der sulter eller er underernærede som følge af de uhyrlige sanktioner, som FN på imperialisternes vegne har indført. Disse børn er ikke i en tilstand, hvor de kan tåle yderligere chok. Men amerikanerne vil pulverisere den allerede forfaldne infrastruktur og ødelægge vandforsyningen og transporten. Det vil betyde store tab af liv som følge af sult, diarre og andre sygdomme.

Dette viser Bush’ og Blairs totale moralske råddenskab, det kvalmende hykleri, som ligger bag deres påståede “humanitære” overvejelser. De mobiliserer betydelige ressourcer for at kontrollere massemedierne og manipulere den offentlige mening med deres propaganda og et “rent” billede af krigen. På den måde gøres imperialisternes forbrydelser endnu mere frygtelige, i og med at de prøver at skjule de rædsler, der følger af deres handlinger.

Sloganet “fred”

Vi har tit nok fordømt og afsløret imperialisternes krigsplaner. Vi har påpeget, at den diplomatiske farce, der udspillede sig i FN’s Sikkerhedsråd, var irrelevant og noget, der bare skulle aflede verdens opmærksomhed, mens det amerikanske militær fortsatte med at samle tropper og våben i Golfen. Beslutningen om at invadere Irak blev taget for længe siden, og den ville aldrig kunne ændres ved en afstemning i Sikkerhedsrådet, eller noget som helst andet sted. Krige er altid forfærdelige. Men de har én fordel – de river nådesløst alle illusionerne og den “legale” fiktion væk og afslører den virkelige tilstand i verden.

De mennesker, der stadig taler om behovet for fred, for at give diplomatiet en chance til, for at gøre noget – hvad som helst – for at forhindre krigen, har misforstået noget. Hele historien viser, at alle alvorlige spørgsmål til sidst bliver afgjort ved krig – enten ved krig mellem lande eller mellem klasser. Det kan man beklage, men det er ikke desto mindre en kendsgerning.

Det er meningsløst at brokke sig over krig under kapitalismen, ligesom det ville være meningsløst at prøve at overbevise en menneskeædende tiger om, at den skal begynde at spise salatblade. Krig er en fortsættelse af politikken, bare med andre midler, og i dette tilfælde er det blot et udtryk for den amerikanske imperialismes objektive behov for at erobre nye markeder, råstoffer og indflydelsesområder. Og vigtigst af alt er det et udtryk for, at USA efter Sovjetunionens fald står med enorm magt i hænderne, som de vil bruge til at etablere en position som verdens eneste supermagt.

For de høje herrer og damer i Washington er krig bare “business” – om end af den meget dyre slags. Det er grunden til, at George Bush ikke har villet sætte tal på omkostningerne ved den igangværende konflikt. Et bud siger 95 milliarder dollars, men det er et gæt. Og det er på et tidspunkt, hvor den amerikanske økonomi er i alvorlige problemer, firmaer lukker, og arbejdere fyres. Arbejderne i USA og resten af verden vil blive bedt om at betale omkostningerne til denne krig. Endnu engang vil den herskende klasse sige at det er det, der kommer i forreste række, frem for velfærd og andet “pjat”.

24 millioner dollars gik op i røg på et øjeblik her til morgen, da Tomahawk- og cruise-missilerne blev sendt af sted. Det bliver i Washington anset for at være en sund investering, eftersom amerikanske firmaer vil få meget profitable firmaer ud af det til sidst. Faktisk er der allerede skrevet kontrakter for 800 millioner dollars med amerikanske selskaber, til de engelske entreprenørers store fortrydelse, for de har ikke fået noget endnu.

Det er umuligt at forudsige, hvordan krigen vil udvikle sig, eller hvor længe den vil vare. Politikerne i Washington og London håber febrilsk på, at den bliver kort. Men de er slet ikke sikre. Bush’s tale i aftes indeholdt en advarsel til amerikanerne om, at krigen godt kan vare længere og blive mere omkostningsfuld, end de er blevet lokket til at tro. Sandheden er, at ingen ved, hvor længe eller hvor svær krigen kan blive.

Saddams rolige fremtræden er måske ikke helt reel. Det kan også tyde på, at han ved, at enden er nær for ham. Men han viser trods. Han opfordrer det irakiske folk til at stå imod erobrerne og forsvare Irak. Der er et brændende had til den amerikanske imperialisme i det irakiske folk. De vil ikke have deres land besat af udenlandske styrker. Den afgørende kamp vil komme til at stå i og omkring Bagdad. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er knusende overlegne militært set, men det er endnu ukendt, hvad der vil blive omkostningerne.

Hvad skal der gøres?

Den amerikanske imperialisme er nu den mest reaktionære kraft på vores planet. Dens formål er at gennemføre de store amerikanske selskabers diktatur overalt, og at knuse ethvert folk eller regering, der står i vejen for dette. Det er nødvendigt at mobilisere arbejderbevægelsen til modstand mod alle imperialismens udtryk som del af den generelle kamp mod kapitalismen, nationalt og internationalt.

Den seneste aggression har fremkaldt en bølge af vrede og afsky overalt. Bush’s og Blairs uforskammethed og arrogance er chokerende. Disse hyklere, der konstant ævler om “demokrati”, udviser total foragt for, hvad verdens folk mener. Millioner demonstrerer imod krigen, men ignoreres. 75% af det engelske folk siger nej til krigen, men ignoreres. 6 millioner mennesker demonstrer i Spanien, men ignoreres. De engelske og amerikanske imperialister kunne ikke få flertal i Sikkerhedsrådet, og så trak de bare deres resolution tilbage, så de kunne undgå en debat, og så gør de bare, hvad de vil. Det går op for flere og flere mennesker: disse regeringer repræsenterer ikke os. Og det er netop helt rigtigt.

Hvordan skal vi forholde os til alt dette? At blive ved med at tale om fred og FN er spild af tid. Krigen er allerede en kendsgerning, og hele situationen på verdensplan vil blive bestemt af denne kendsgerning. Det, der er brug for nu, er ikke fromme taler om fredens velsignelser, men et REGIMESKIFTE. Krigen er udsprunget af det nuværende regime – det kapitalistiske regime, som deler verden op i indflydelsesområder og profitkilder, markeder og råstoffer. Den eneste seriøse måde at bekæmpe krigen og imperialismen er ved at forbinde kampen med kampen mod kapitalismen.

Vi støtter selvfølgelig alle demonstrationer og aktioner mod krigen, i det omfang det tjener til at mobilisere og vække befolkningen imod imperialisterne. Men vi forklarer også behovet for at forbinde anti-krigsbevægelsen fast med kampen for at styrte kapitalismen, som er roden til krige i den moderne epoke.

Arbejderklassen og den internationale arbejderbevægelse må udvikle sin egen strategi og taktik i denne krig. De italienske fagforeninger har allerede vist et eksempel ved at lægge op til generalstrejke. De græske fagforeninger har opfordret de europæiske fagforeninger til at organisere en generalstrejke i hele Europa. Dette eksempel må offentliggøres, diskuteres og generaliseres.

Nogle kammerater har rejst spørgsmålet om en ubegrænset generalstrejke. Men vi må bevare proportionssansen og ikke løbe for langt foran. Vi må altid have en ordentlig tilgang til slogans. En ubegrænset generalstrejke sætter spørgsmålet om magten på dagsordenen. Det har revolutionære implikationer. Svarer det til det nuværende stadie i bevægelsen? Det tror vi ikke.

I de fleste lande er bevægelsen kun i sin spæde begyndelse. I Europa er arbejderbevægelsen ved at vågne op efter en ret lang periode i vinterhi. Efter en periode med inaktivitet har arbejderklassen brug for tid til at komme til sig selv. Den skal have nogle erfaringer igen. Det gælder især den yngre generation, der først nu træder i forgrunden.

At forveksle en graviditets første måned med den niende er en alvorlig fejltagelse. Hvis den marxistiske tendens skal tages alvorligt, må den stå frem med slogans, der kan vinde genklang inde i arbejderklassen, og især blandt de fremskredne arbejdere i fagforeningerne og arbejdernes massepartier. Sloganet “generalstrejke” har på nuværende tidspunkt ikke til formål at styrte kapitalismen, men snarere at mobilisere og forene arbejderne i en massiv anti-imperialistisk protestbevægelse. Derfor må den være tidsbegrænset, og ikke ubegrænset.

Det slogan, der bedst udtrykker det stadie, vi er på nu, er en 24-timers generalstrejke, forbundet med massive protestdemonstrationer. Hvis man kunne organisere en 24-timers generalstrejke, ville det få enorm effekt på bevægelsen og mobiliseringen af massevis af mennesker. Det ville gøre, at arbejderklassen kunne mærke sin magt – enhedens og organiseringens magt. Samtidig ville det være en alvorlig advarsel til de regeringer, der støtter krigen. 

Selv en 24-timers generalstrejke vil ikke være nogen nem sag. Generelt set er det svært at få arbejderne til at strejke i krigstid. Der er massivt pres fra massemedierne, der konstant pisker en patriotisk stemning op. I de lande, der har sendt tropper, er der et pres for at “støtte vores drenge”. Den nuværende situation er højst bemærkelsesværdig, fordi der er en stemning imod krigen i befolkningen og arbejderklassen allerede i begyndelsen af krigen. Der er derfor mulighed for at gøre protestbevægelsen dybere og bredere, inklusiv strejkeaktivitet. Hvis der kan blive organiseret en 24-timers generalstrejke, vil det være et stort fremskridt.

En 24-timers generalstrejke stiller i sig selv ikke spørgsmålet om magten. Det er en enorm magtdemonstration. Men den forbereder vejen for større ting, især hvis den bliver brugt til at gennemføre en bred kampagne med politisk agitation og propaganda. Det er nødvendigt at politisere bevægelsen og forbinde den med idéen om et regimeskifte.

I lande som Italien, Spanien og Australien må kravet om en 24-timers generalstrejke kædes sammen med kravet om øjeblikkeligt valg. Ned med krigsmagernes regering! For en regering bestående af arbejderpartierne med et socialistisk program!

I England kommer modstanden mod krigen til udtryk inde i Labour-partiet som et oprør mod Blair og højrefløjen. At over 130 af Labours parlamentsmedlemmer gik imod lederens linje, var et symptom på dette. Det afspejler igen den voksende modstand blandt de almindelige medlemmer, som lægger pres på MP’erne.

Nu er der behov for at optrappe bevægelsen til venstre i de lokale partiforeninger. Med krav om ekstraordinære generalforsamlinger, der kan afsætte de såkaldte Labour-politikere, der har stemt for krigen, og erstatte dem med folk, der vil føre medlemmernes ønsker ud i livet!

Venstresekterikernes dumheder

Det er virkelig utroligt, hvordan de venstreekstreme sekter altid formår at tage de forkerte standpunkter i alle spørgsmål. De har åbenbart en særlig evne til den slags. Netop på et tidspunkt, hvor oprøret mod Blair og hans fløj udvikler sig inde i Labour, fører de en højrøstet kampagne for, at fagforeningerne skal bryde båndene til partiet.

Dette krav er i overensstemmelse med Tony Blair og borgerskabet, som længe har ønsket at skille fagforeningerne fra Labour, så borgerskabet kan få total kontrol over partiet. Den eneste grund til at Blair har kunnet hive partiet så langt til højre, har netop været, at fagforeningerne og arbejderklassen ikke har været aktive i det i lang tid.

Det må ændres nu. Fagforeningerne skal ikke trække sig væk fra Labour, men bør i stedet gå ind og overtage det! Hvis et par tusinde faglige aktivister begyndte at give deres mening til kende i de lokale partiforeninger, ville man kunne hælde Blair og hans middelklasse-karrieremagere og nikkedukker ud i løbet af nul komme fem. Den samme proces, som er sket i fagforeningerne, hvor de gamle højreledere er blevet smidt på porten, kan og må blive gentaget i Labour.

Generelt sagt, så er det, der er brug for, en ændring i alle arbejdernes organisationer. Fagforeningerne må ændres fra top til bund, så de bliver til arbejderklassens kamporganisationer. Det er den første betingelse for den socialistiske omdannelse af samfundet.

Et slogan, der kan tjene som fokuspunkt for massebevægelsen, er et krav om aktionskomitéer: dan aktionskomitéer mod krigen på alle arbejdspladser, i fagforeninger og partiafdelinger, på alle skoler og universiteter, i alle lokalområder. Forbind komitéerne til arbejderklassens masseorganisationer – både fagforeningerne og de socialistiske og kommunistiske partier. Foren dem på lokalt, regionalt og nationalt plan. Optrap anti-krigsbevægelsen på alle fronter!

Bush og de amerikanske imperialister har revet verden ind i en ny og hidtil uset situation. De er startet på en rejse, hvor de ikke har noget kort, og hvor de ikke ved, hvor de vil ende. Deres ledestjerne er kortsigtede overvejelser om grådighed og hensyn til egne interesser. De forestiller sig, at rå magt kan gøre det ud for en strategi og et perspektiv. Gennem disse handlinger forøger de alle modsætningerne og al uroen på verdensplan.

I de underudviklede og eks-koloniale lande i Asien, Afrika og Latinamerika slår kapitalismens krise igennem med dobbelt styrke. Et vigtigt element i imperialisternes overvejelser i den aktuelle krig er behovet for at skræmme disse folk og overbevise dem om, at modstand mod USA er nyttesløs. På den måde håber de store amerikanske selskaber, at de kan fortsætte med at udplyndre dem uhindret.

I Asien og Mellemøsten, hvor angrebet på Irak vækker enorm vrede i masserne, prøver fundamentalister at aflede folks instinktive anti-imperialisme i nyttesløs retning – fundamentalister, der førhen samarbejdede med den amerikanske imperialisme, men nu taler om et “sammenstød mellem civilisationer”. Dette er helt forkert.

De amerikanske imperialister angriber ikke Irak pga. af landets religion, men pga. olien og den strategiske vigtighed. Det er ikke et sammenstød mellem religioner, men – dybest set – mellem klasser. Det er en del af den globale krig mellem rige og fattige, mellem undertrykkere og undertrykte. De amerikanske og engelske imperialister er jeres fjender. Men arbejderne og ungdommen i USA, England, Europa og Australien er jeres venner, kammerater og allierede.

Alt, hvad der opsplitter arbejderklassen, er objektivt set i reaktionens interesse. Vi står for enhed mellem arbejdere alle steder. Lad os stå sammen mod den fælles fjende. Lad os skubbe alle religiøse, nationale og sekteriske splittelser til side. For en forenet, international, revolutionær bevægelse mod imperialismen!

Det er umuligt at sige, hvordan krigen og dens følger vil udvikle sig. Men vi kan være sikre på, at den ikke vil udvikle sig sådan, som Bush og Blair forestiller sig. Den vil udløse kræfter, som de slet ikke drømmer om, og den vil skabe kaos og ustabilitet alle vegne.

Før eller senere vil denne reaktionære og kriminelle krig fremkalde revolutionære konsekvenser. Det er den allerede begyndt at gøre, i og med at den har fremkaldt en hidtil uset masseprotestbevægelse over hele verden, allerede før krigen gik rigtigt i gang. Og det er kun begyndelsen!

I USA er stemningen i masserne påvirket af mindet om 11. september og den massive flodbølge af propaganda og misinformation. To tredjedele af den amerikanske befolkning tror tilsyneladende på, at Irak stod bag angrebet på WTC. Men efterhånden som tingene udvikler sig, og omfanget af ødelæggelserne bliver kendt, vil stemningen i USA ændre sig.

Oven i krigens rædsler kommer det amerikanske regimes stadige beskæringer af skatterne for de rige og velfærden for de fattige. Scenen er sat for en massiv reaktion imod George Bush og al hans gerning.

Masserne lærer altid gennem deres erfaring, især erfaring med store begivenheder. De har allerede lært meget, og de vil lære meget mere. Massernes læreproces vil accelereres enormt meget via den marxistiske tendens’ aktive indgriben. Styrkelsen af den internationale marxistiske tendens er den mest presserende opgave.

I en hel periode blev den revolutionære marxismes små styrker kastet tilbage af historiens gang. Vi måtte svømme imod strømmen. Men nu er strømmen ved at vende. Vi er ved at kunne svømme med historiens strøm.

I lang tid var den marxistiske tendens isoleret fra massebevægelsen. Men forholdene ændrer sig hurtigt. Vi må finde en vej til masserne. Sekterisme er en forhindring, der må ryddes af vejen. Vi må finde en vej til masseorganisationerne og opbygge fast forbindelse med arbejderklassens fortrop for at give bevægelsen den bevidste ledelse og det perspektiv, den mangler. Der er ikke tid til nølen!

Karl Marx kaldte den revolutionære proces for “historiens muldvarp”. Det vil sige – det er en “underjordisk” proces, der borer sig frem i lang tid, uden at blive bemærket af det store flertal. Den gamle ordens styrker benægter, at revolutionen eksisterer. De bemærker den slet ikke, før den pludselig bryder frem.

Den febrilske krigsiver, den larmende, løgnagtige propaganda, Bush’s og de andre mafiosiers rystende arrogance – alt det kan ikke skjule det faktum, at det system, som de forsvarer, er bundråddent og vakler fra den ene krise til den næste. For hver dag der går, udsættes systemet for nye chok: militære, økonomiske, diplomatiske. Hvad bliver det næste?

Den nuværende urolige verdenssituation har rødder i hele den forudgående periode. Den globale kapitalismes tilsyneladende succeser er blevet til det modsatte. Den globaliserede kapitalisme viser sig som en global krise i kapitalismen.

Et regime, der fremkalder sådanne uhyrligheder – krig, død, sult, sygdom, uvidenhed og undertrykkelse – er helt indlysende modent til at uddø. Det er derfor, vi må slås for et regimeskifte – for en udskiftning af det kapitalistiske regime, der i sin senile og degenererede tilstand udgør en trussel for selve menneskehedens fremtid.