Det, der begyndte som demonstrationer af unge mod en pensionsreform, er hurtigt eskaleret til en politisk krise af enorme proportioner. På baggrund af voldsom kriminalitet, vedvarende korruption og social uro har massedemonstrationerne tvunget kup-præsidenten Dina Boluarte til at træde tilbage. Men forsøget på at erstatte hende ovenfra med udnævnelsen af José Jerí stoppede ikke demonstrationerne. Den 15. oktober var en kritisk dag: en demonstrant ved navn Eduardo Ruiz blev dræbt af politiet, og hundredvis blev såret.
Protesterne tog fart i september 2025 med demonstrationer, der hovedsageligt blev ledet af ‘Generation Z’, som er særligt ramt af pensionsreformen. Eksemplet med masseprotester blandt unge i Asien, og især afbrændingen af offentlige institutioner i Nepal, fungerede som inspiration. Andre undertrykte grupper sluttede sig hurtigt til protesterne: fagforeninger, transportarbejdere (som er særligt berørt af usikkerhed) og studerende.
Protesterne handler om mere end bare pensionsreformen: Statens manglende evne til at bekæmpe kriminalitet, udbredt afpresning og følelsen af, at kriminelle nyder generel immunitet, var nogle af de vigtigste årsager. I befolkningens øjne er både regeringen og parlamentet en del af den organiserede kriminalitet, der er involveret i kriminelle og mafiaagtige aktiviteter. Denne opfattelse er baseret på observerbare fakta: kup-præsidenten, regeringen og medlemmerne af parlamentet forsøger at berige sig selv med offentlige midler.
Et af eksemplerne er, at parlamentet genindførte et tokammersystem og muliggjorde genvalg uden begrænsninger på antallet af valgperioder, selvom dette tidligere blev afvist af 90 procent af befolkningen i en folkeafstemning i 2018. ‘Reformen’ blev opfattet som en måde, hvormed flere ‘rotter’ kunne komme ind i staten eller bevare deres privilegier ved at skifte fra det ene kammer til det andet for at stjæle flere penge og give sig selv flere privilegier.
Hertil kommer kravet om retfærdighed for de mere end 50 mennesker, der blev dræbt under undertrykkelsen af protesterne mod kuppet på præsident Pedro Castillo i december 2022, hvorved Boluarte kom til magten. Regeringen har også løsladt den tidligere diktator Alberto Fujimori og vedtaget en amnestilov for politi- og militærpersonale, der brød menneskerettighederne under ‘den beskidte krig’.
Demonstrationerne begyndte den 27. og 28. september. De blev mødt med brutal repression fra politiet, og mindst 19 mennesker blev såret i Lima.
Regeringens kompromisløshed og forværringen af levevilkårene blev fordømt med optog, vejspærringer og demonstrationer i Lima og andre regioner. Protesterne afspejler en legitimitetskrise for hele regimet, hvilket kommer til udtryk i et af protesternes centrale slogans: “que se vayan todos” (ned med dem alle). Forsøget på at give indrømmelser ved at reformere de mest kontroversielle dele af pensionsloven har ikke stoppet bevægelsen.
Den 8. oktober blev spørgsmålet om den udbredte kriminalitet igen bragt på dagsordenen efter cumbia-gruppen Agua Marina blev udsat for et kriminelt angreb, mens de optrådte i et rekreativt center for underofficerer. Angrebet var den gnist, der antændte folkets vrede og frustration.
Den 9. oktober blev præsidentkandidaten for det højreorienterede parti Avanza País, Phillip Butters, forsøgt lynchet under sit valgkampagnebesøg i Puno – en af de regioner, der blev hårdest ramt af undertrykkelse under protesterne mod kuppet i 2022. Under protesterne i 2022 anklagede Butters – uden en snert af bevis – ofrene og befolkningen i Puno generelt for at være ansvarlige for urolighederne.
Den hurtige afskedigelse af Dina Boluarte
I takt med at vreden voksede, stillede medlemmer af parlamentet fra forskellige partier forslag om at afsætte Boluarte fra embedet på grund af ‘permanent moralsk uegnethed’, delvis drevet af skandaler som ‘Rolexgate’, hvor hun forlod sin post for at få foretaget en skønhedsoperation, fordoblingen af hendes løn, så hun kunne modtage en højere præsidentpension, og beskyldninger om ulovlig berigelse. Dina ‘Balearte’ – som hun blev omdøbt af det oprørske folk – var på grund af sin arrogante og foragtelige opførsel en konstant fornærmelse mod den brede befolkning.
Idéen var at fjerne præsidenten, hvis popularitet var blevet den laveste i verden med kun 2 procent (lavere end meningsmålingernes statistiske usikkerhed), for at genoprette systemets image.
Som i andre lande, der er grebet af bølgen af den såkaldte ‘Gen Z-revolution’, står korruptionen og den overdådige luksus blandt samfundets øverste lag i skarp kontrast til de generelle forhold med fattigdom, elendighed og manglende fremtidsudsigter, som kendetegner livet blandt masserne. Dette er særlig akut blandt den generation, der er vokset op siden kapitalismens krise brød ud i 2008.
I de tidlige morgentimer den 10. oktober 2025 erklærede Perus parlament præsidentposten for ledig med 124 stemmer for, ingen stemte imod eller undlod at stemme. Boluarte, der ikke deltog i debatten eller fremførte et forsvar foran forsamlingen, blev erklæret fjernet i henhold til forfatningsbestemmelsen om “permanent moralsk uegnethed”.
Manøvren har visse ligheder med, da Martín Vizcarra blev fjernet fra præsidentposten i 2020, hvilket udløste massive protester blandt unge i Lima mod indsættelsen af hans efterfølger, Manuel Merino. Også dengang var der dyb utilfredshed med hele det politiske establishment, og masserne afviste en løsning på den politiske krise, der kom ovenfra.
Havde Boluarte ikke været fjernet fra embedet, kunne den folkelige vrede have væltet hende.
Forskellen i forhold til situationen i 2020 er det forestående valg i 2026, hvor valgkampen allerede er begyndt. I denne sammenhæng blev Dina Boluarte en nyttig syndebuk, ronsoco’en (kapivar – verdens største gnaver), der dækker over de andre rotters korruption og kriminalitet.
For de kriminelle i parlamentet er det mere bekvemt at starte valgkampen ved at give indtryk af, at de altid har ønsket at fjerne Dina og endelig lykkedes, når de i virkeligheden for størstedelens vedkommende har været medskyldige.
Afvis den nye præsident
Eftersom præsidentposten var ledig, og der ikke var nogen vicepræsidenter til rådighed, fastslår forfatningen, at formanden for parlamentet overtager præsidentposten. José Enrique Jerí Oré, der indtil da var formand for parlamentet, blev således taget i ed som midlertidig præsident i de tidlige morgentimer den 10. oktober.
Den 38-årige Jerí, der er advokat af profession og leder af partiet ‘Somos Perú’, gik fra at være formand for parlamentet (siden juli 2025) til at overtage ledelsen af den udøvende magt. I sin indsættelsestale lovede han ‘forsoning’, en overgangsregering og erklærede ‘krig mod kriminalitet’.
Det ville have været svært at finde en anden kandidat, der var mindre kvalificeret til at løse de borgerlige institutioners legitimitetskrise. Jerí har en fortid med seksuelle overgreb (der blev afvist af rigsadvokaten) og flere anklager (under behandling) om ulovlig berigelse og uregelmæssige betalinger.
Fjernelsen af Boluarte og udnævnelsen af en så miskrediteret person som Jerí har ikke slukket de sociale flammer, men kun pustet til dem.
Den 15. oktober marcherede tusinder gennem gaderne i Lima som led i en ny opfordring til landsdækkende strejke og stod endnu en gang over for det enorme og brutale politi. Politiet var parat til at bruge alle midler for at forhindre demonstranterne i at nå frem til præsidentpaladset af frygt for, at de ville brænde det ned.
Under sammenstødene dræbte en civilklædt betjent den 31-årige hiphop-kunstner Eduardo Mauricio Ruiz Sanz, kendt under kunstnernavnet ‘Trvko’. En anden demonstrant er i kritisk tilstand, og snesevis af demonstranter blev såret af kugler, tåregas osv. Undertrykkelsen var særlig hård over for journalister.
I 2020 blev præsident Merino straks mødt af en protestbølge. Hans undertrykkelse kostede to unge mennesker livet, og hans regering brød sammen på bare fem dage. Jerí kunne ende på samme måde.
Erfaringerne fra bevægelsen
Protestbevægelsen i Peru har vist sit mod i mødet med undertrykkelse og sin vedholdenhed med demonstrationer, der har varet i næsten en måned. Den har fremskyndet den forhadte Boluartes afgang. Men indtil videre har den ikke styrken til at vælte hele regimet.
For at komme videre er det nødvendigt at lære af de seneste erfaringer, både fra mobiliseringen mod korruption i 2020 og valget af Pedro Castillos regering, samt fra den massive modstand mod kuppet i 2022-23.
For det første er det afgørende at forstå, at korruption ikke er en tilfældighed, men at korruption er en integreret del af alle kapitalistiske regimer. Den findes i lande, der er domineret af imperialisme, med et svagt og parasitisk borgerskab, såsom Peru, men også i ‘avancerede’ kapitalistiske lande som Spanien, Storbritannien og USA er korruption udbredt i form af lobbyisme, bestikkelse og tildeling af kontrakter til politikeres omgangskreds.
Kravet om en ‘ren’ regering er i direkte modstrid med selve det kapitalistiske systems eksistens.
Der kan drages vigtige erfaringer af Pedro Castillos regering (2021-22), der blev valgt af arbejderklassen og bønderne i det landlige og indfødte Peru, som længtes efter en væsentlig ændring af deres levevilkår gennem kontrol med naturressourcerne (gas og minedrift).
Den vigtigste lektion er, at det kapitalistiske oligarki ikke vil tillade, at deres magt, ejendom eller privilegier på nogen måde røres. Ethvert forsøg på at moderere sit program for at imødekomme dem vil kun demoralisere masserne, demobilisere dem og dermed bane vejen for et nederlag. Castillos valgkampslogan “ikke flere fattige i et rigt land” kunne kun opnås gennem en direkte konfrontation med de mennesker, der ejer landet.
Parlamentarisk kamp kan og skal bruges, men altid med en bevidsthed om dens begrænsninger og som et supplement til massernes kamp på gaden.
Oprøret mod kuppet i 2022-23 indeholder også vigtige lektioner. Massemobiliseringen gik meget langt og udfordrede til tider statens magt i hele den sydlige del af landet. Men den formåede aldrig at inddrage arbejderklassen som helhed, især ikke i hovedstaden. Ledelsen af CGTP (Perus generelle arbejderforbund) havde aldrig nogen intentioner om at mobilisere arbejderklassens styrke, især minearbejderne, på en afgørende måde. Der blev fremsat opfordringer, men de havde til formål at skjule manglen på en reel mobilisering.
Nu er bevægelsen stærkest i hovedstaden, selvom dens vigtigste base fortsat er de unge. Regionerne, både i syd og nord, holder sig i høj grad i baggrunden, hvilket kan skyldes en historisk bitterhed over for hovedstaden, fordi hver gang de demonstrerer, føler de, at de bliver ‘ladt i stikken’.
For at vælte det korrupte og rådne regime, som består af det kapitalistiske oligarki og dets politiske repræsentanter (hvad enten det er Fujimori-tilhængere, den brutale højrefløj eller den kaviar-spisende venstrefløj), er det nødvendigt at mobilisere arbejderklassen og de fattige indfødte bønder i så bredt omfang som muligt.
For at opnå det er det nødvendigt med et program, der appellerer til dem alle. De aktuelle slogans må være:
- Luk det rottebefængte parlament – ned med dem alle!
- En revolutionær grundlovgivende forsamling med valgte repræsentanter fra fabrikker, nabolag, skoler og bondeorganisationer.
- Fred, arbejde og jord.
- Ekspropriering af det kapitalistiske oligarki og renationalisering af naturressourcerne.
Og for at opnå dette:
- En landsdækkende strejke og vejspærringer, indtil oligarkiet og dets repræsentanter er væltet.
- Organisering af kampkomitéer fra alle grupper af undertrykte i alle regioner, der koordineres på nationalt plan.
- Al magt til de arbejdende masser!
