I den sidste periode har spørgsmålet om indvandring endnu en gang domineret den offentlige debat, især efter Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti (DF) præsenterede partiets forslag om “remigration”. Begrebet har DF taget fra den ekstreme højrefløjsgruppe Generation Identitær og betyder, at grænserne ikke bare lukkes for indvandring, men er rettet imod mennesker med muslimsk baggrund fra Mellemøsten og Afrika, som skal udvises på stor skala.

Ifølge deres “hjemrejseudspil” vil DF gøre det praktisk talt umuligt at leve som musim i Danmark, fratage udlændinge på overførselsindkomst deres opholdsgrundlag i Danmark og finder de ikke et job, frasiger sig forsørgelse eller rejser frivilligt ud, vil partiet fængsle dem på udrejsecentre. De sidste 20 års tildelte statsborgerskaber skal desuden gennemgås på ny. Ifølge Messerschmidt selv er der tale om op imod et hundrede tusinde mennesker, som skal udvises. Sidenhen har Messerschmidt lagt sag an mod De Radikales formand Martin Lidegaard for at sige højt, hvad der ligger mellem linjerne: nemlig at DF’s hjemrejseudspil svarer til en etnisk udrensning.

Udspillet fra Messerschmidt er det logiske næste skridt i den fremmedfjendske politik, som Christiansborg i årtier har ført. Selv Enhedslisten har købt ind på højrefløjens præmis om, at indvandring er et problem. Allerede tilbage i 2017 sagde Pelle Dragsted: “Vi er alle sammen enige om, at antallet [af indvandrere, red.] betyder noget. Og at når der kommer rigtig mange mennesker fra andre kulturer og religioner, det skaber udfordringer. Og vi er også enige i, at vi dybest set ønsker så få flygtninge som muligt.” Sidenhen har Enhedslistens strategi været at være tavse på spørgsmålet og dermed de facto acceptere højrefløjen og Socialdemokratiets racistiske politik.

I årevis har politikerne på demagogisk vis kappedes om, hvem der kan overgå hinanden, når det kommer til angreb mod indvandrere, flygtninge og udlændinge i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Hele atmosfæren i den såkaldte offentlige samtale er gennemsyret af en fremmedfjendsk hadstemning, som er skabt af samfundets top af politikere, chefredaktører og andre prominente “meningsdannere”.

Smykkelov, ghettopakker, burka-lov, sindelagskontrol og Socialdemokratiets “tredje erkendelse” om, at Danmark under overfladen er infiltreret af muslimer, der vil undergrave samfundet – racistiske angreb er blevet “normalen” i dansk politik. De sidste mange år har det dog ikke altid været DF, som har ageret bannerfører for denne politik, men den politiske “midte”, hvor Socialdemokratiet har stået i spidsen for at føre denne rabiate højrefløjspolitik.

Fup og fakta

I årevis har medierne og politikere spredt en fortælling om, at flygtninge er farlige, og at kriminalitet er et kæmpe problem blandt indvandrere. Det har været budskabet fra Messerschmidt, og det samme budskab er gentagne gange kommet fra Mette Frederiksen. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange i Danmark har fået et forvrænget billede af virkeligheden.

For nylig viste en undersøgelse fra Aalborg Universitet, at såkaldte etniske danskere tror, at hele 27 procent af unge indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er dømt efter straffeloven, altså næsten en 1/3. Det faktiske tal er kun 3,5 procent, og kriminaliteten blandt unge indvandrere og efterkommere har tilmed været faldende over en årrække.

Politikerne maler ofte et billede af ikke-vestlige kvinder som nogen, der ikke arbejder, men bare går hjemme på overførselsindkomst og nasser på samfundet. Det er derfor heller ikke overraskende, at de adspurgte i undersøgelsen fra Aalborg Universitet vurderede, at kun 34 procent af ikke-vestlige kvinder er i arbejde. Den rigtige andel er næsten dobbelt så høj på 57 procent.

Forskellen mellem folks vurdering af indvandrere og den faktiske situation udstiller, hvilken hård propaganda medierne og politikerne har udsat os for i mange år, og at den har en effekt. De puster historier op om kriminalitet og arbejdsløshed for at male et billede af indvandrere og efterkommere som nogle helt igennem forfærdelige mennesker, og derefter producerer de skræmmehistorier om, at disse mennesker er i gang med at “overtage” landet. 

For vi bliver også fortalt, at indvandringen til Danmark er ude af kontrol. For eksempel udgav Politiken i juni artiklen “Den store befolkningsforandring: I 2096 kan flertallet i Danmark være indvandrere eller efterkommere”. Avisen gav således ilt til den højreekstreme konspirationsteori om “den store befolkningsudskiftning”; at befolkningsgrupper fra Afrika og Mellemøsten er i gang med at udskifte Europas befolkning – en konspiration som DF’ere som Mikkel Bjørn flere gange har forsvaret.

Det er en kendsgerning, at mængden af indvandrere i Danmark er steget over de sidste årtier. I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere 3 procent af den danske befolkning, og ifølge officielle tal er det nu steget til 16,3 procent af befolkningen. Ser man specifikt på indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, så udgør de imidlertid kun 10,8 procent af befolkningen, og hvis man zoomer ind på muslimer, så udgør de kun 5 procent. Det skræmmebillede, som politikerne og medierne maler af Danmark som værende i gang med at blive overrendt af muslimske horder med krumsabler i hånden, har altså ingen hold i den virkelige verden.

En anden del af denne konspirationsteori, som de etablerede politikere og medier er hoppet med på, er påstanden om, at ikke-vestlige indvandrere får langt flere børn end den resterende befolkning. Det er også løgn. Fertiliteten hos ikke-vestlige indvandrerkvinder faldt for mange år siden til samme niveau som for danske kvinder. De sidste år har den endda ligget under niveauet for kvinder med etnisk dansk oprindelse.

Politikerne, medierne og resten af etablissementet fodrer os altså konstant med propaganda og løgne omkring indvandring – og det får lov til at stå uimodsagt, fordi ingen udstiller det og kalder dem ud! I stedet for at gå til modangreb og forsvare indvandreres rettigheder, som en del af kampen for den samlede arbejderklasse, har den danske venstrefløj stukket hovedet i busken og meldt sig ud af kampen.

Som ovenstående tal tydeligt viser, så er virkeligheden vidt forskellig fra etablissementets fremmedfjendske propaganda, men det efterlader stadig spørgsmålet om, hvorfor der er så mange, der stemmer på partier, der fører en racistisk politik? Hvad er årsagen til, at propagandaen kan virke?

Racismens frugtbare muld   

Kapitalismen er et system i krise, som betyder konstante angreb, pres og nedskæringer. Velfærden afmonteres, arbejdsforhold bliver undermineret og leveforholdene bliver udhulet af stigende priser på alt fra fødevarer til boliger. 

Tilværelsen for det store flertal af befolkningen er over de sidste mange årtier kun blevet mere og mere usikker. Skræmmekampagnen om islam og indvandring slår ned i den her reelle usikkerhed og følelse af utryghed, som mange har. Fordi den etablerede venstrefløj ikke kommer med nogle alternativer, så bliver “indvandring” det eneste, som står tilbage som en forklaring på, hvorfor samfundet hele tiden forværres. 

Når folk oplever en generel fremgang i deres leveforhold, så spiller spørgsmålet om indvandringen ingen rolle, men i tider med mangel og hvor leveforholdene forværres som i den nuværende periode, kan spørgsmålet om indvandring udnyttes af politikerne til at samle midlertidig opbakning bag sig. Det er DF’s opkomst et klart eksempel på. 

I starten af 1993 vandt Socialdemokratiet regeringsmagten, som mange arbejdere havde store forhåbninger om ville kunne forbedre deres liv efter mange år med borgerlige regeringer. Men i stedet lancerede den socialdemokratiske regering med Poul Nyrup Rasmussen adskillige angreb på arbejderklassens forhold.

Regeringen gennemførte massive nedskæringer; daginstitutioner, skole og ældrepleje skulle gennemføre besparelser, dagpengeperioden blev sænket fra 9 til 4 år, SU-perioden blev forkortet og, ikke mindst, efterlønnen blev slagtet, på trods af at Nyrup havde lovet at bevare den. Nyrups regering gennemførte større privatiseringer end under den konservative Poul Schlüter, og regeringen greb tilmed ind i generalstrejken i 1998 og påtvang arbejderklassen en elendig overenskomst, som de allerede havde nedstemt. 

Den socialdemokratiske regering i 1990’erne var altså en kæmpe skuffelse, og der var i arbejderklassen en følelse af, at de var blevet forrådt, og at ingen partier gjorde noget for at løse deres problemer. De eneste, der tog folks bekymringer seriøst, var DF, og de tilbød endda en forklaring: at problemerne i samfundet var indvandrernes skyld.

DF har siden 1990’erne haft rig mulighed for i praksis at bevise korrektheden af deres “løsning” på arbejderklassens problemer. DF var i mange år kongemager i dansk politik, og deres racistiske politik er blevet implementeret og er i dag konsensus på Christiansborg. Men flertallets forhold er stadig kun blevet forværret. De sidste 30 år er angrebene fra toppen af samfundet accelereret, og DF har tilmed været med til at gennemføre dem. Som resultat har de miskrediteret sig selv i mange arbejderes øjne, hvilket var årsagen til, at de næsten røg under spærregrænsen til sidste valg.

Nye partier på højrefløjen er sidenhen opstået, som står for den samme racistiske politik. Det er ikke overraskende, for et samfund i krise, tilbagegang og forfald udgør den frugtbare muld, som fremmedfjendske og racistiske ideer trives i. Ligesom alle andre lande verden over er Danmark i dag om noget kendetegnet af pressede sociale forhold, voksende frustration, usikkerhed over fremtiden og en generel følelse af utryghed. Så længe venstrefløjen ikke kommer med reelle forklaringer eller løsninger på arbejderes og unges problemer, så vil højrefløjen med deres racisme på fordrejet vis give et udtryk for frustrationerne og utrygheden i samfundet.

Del og hersk

Inden for det næste år skal der være folketingsvalg, og alle partierne er enormt miskrediterede og har intet positivt at tilbyde. Det er derfor forventeligt, at partierne kommer til at køre på spørgsmålet om indvandring op til det kommende valg og endnu en gang puste til racismen og fremmedhad for at splitte arbejderklassen, aflede vreden og fjerne opmærksomheden fra deres reaktionære politik, nedskæringer og angreb.

Man kan næsten allerede se avisoverskrifterne for sig: “Indvandring presser boligpriserne op”, “Indvandring betyder besparelser i velfærden”, “Kriminalitet stikker af blandt indvandrere“ osv. osv. Som sædvanlig vil politikerne og medierne gøre indvandrere til syndebukke for at aflede opmærksomheden fra, at det er toppen af samfundet, som konstant angriber vores forhold.

Vi fik en forsmag på det under kommunalvalget, hvor Mette Frederiksen i en TikTok video siger, at det er vigtigere, at der kommer færre flygtninge til Danmark, end at der kommer flere penge til psykiatrien, billigere boliger eller flere penge til folkeskolen. Hvorfor er det vigtigere? Fordi der, ifølge statsministeren, er et stort problem med unge indvandrerdrenge, som begår kriminalitet.

Faktum er, at kun 859 flygtninge fik asyl i Danmark i 2024, det laveste antal siden 1983. Det er altså fuldstændig absurd at tale om flygtninge som et problem, når der nærmest ikke kommer nogen til Danmark. Ifølge de seneste tal fra 2023 var det desuden kun 1,5 % af mandlige 15-29-årige flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, som er dømt for straffelovsovertrædelser. En fuldkommen ubetydelig lille mængde.

Mette Frederiksen puster spørgsmålet om flygtninge og kriminalitet op til et kæmpe problem som undskyldning for, at hendes regering skærer i velfærden og sidder på hænderne, mens priserne i supermarkederne og på boligmarkedet eksploderer.

Det er ikke tilfældigt, at forslaget om remigration kommer netop nu. Etablissementet har ført en racistisk politik i flere årtier, men arbejdsklassens liv er ikke blevet bedre, tværtimod. Den eneste måde, hvorpå deres racistiske politik kan fortsætte med at have en effekt, er ved, at de fortsætter med at skabe skræmmebilleder, men også ved at deres politik bliver vildere: “Tidligere forslag har ikke været vidtgående nok. Det er grunden til de nuværende problemer. Derfor må vi gå endnu videre!”

Jo større klassemodsætningerne i samfundet er, desto større er den herskende klasses behov tilmed for at splitte arbejderklassen. Den herskende klasse udgør nemlig et lille mindretal af samfundet, og dette ultrarige mindretal kan kun holde sig på magten, så længe den formår at splitte arbejderklassen, det store flertal. Jo mere splittet arbejderklassen er, desto sværere er det for den at bekæmpe de angreb, der kommer fra toppen af samfundet, som rammer hele klassen som kollektiv.

Det er netop formålet med den racisme, som strømmer fra den herskende klasse og deres politiske repræsentanter på Christiansborg: at grave en kløft af mistillid mellem såkaldte etnisk danske arbejdere og arbejdere med indvandrerbaggrund. Samtidig er formålet med deres racistiske politik – såsom forslaget om remigration – at skabe utryghed og en følelse af usikkerhed blandt indvandrere, så de har sværere ved at organisere sig, forbliver marginaliseret og dermed nemmere kan udbyttes særligt groft.

En underklasse i arbejderklassen

Kapitalisterne har brug for indvandring som en kilde til billig arbejdskraft, der kan bruges til at underminere de generelle forhold for alle arbejdere. Indvandring udvider nemlig arbejdsstyrken, som kapitalisterne bruger til at lægge et nedadgående pres på løn og arbejdsforhold, særligt hvis de udenlandske arbejdere, som ankommer, kommer fra fattigere lande. Det er ikke en konspiration, men en fuldstændig velkendt praksis, der også er kendt under begrebet “social dumping”. 

I en undersøgelse foretaget af VIVE blandt 59.355 danske virksomheder var det hele 23 procent af virksomhederne, som var i “risiko for at udføre social dumping” – altså hvor virksomheder hyrer udenlandsk arbejdere til at foretage opgaver til en langt lavere løn og ringere arbejdsforhold end deres danske kolleger. Grellest er det i bygge- og anlægsbranchen, hvor chefernes udbytning af udenlandske arbejdere er massiv. I branchen er medianlønnen for udenlandske arbejdere, som ofte kommer fra Østeuropa, i gennemsnit 14 % lavere end deres danske kollegaer.

Ifølge en stor international undersøgelse foretaget af tidsskriftet Nature tjener en indvandrer i Danmark i gennemsnit 9,2 procent mindre end en etnisk dansker. En stor del af lønforskellen bunder i, at indvandrere diskrimineres på arbejdsmarkedet og er koncentreret i lavtlønnede brancher, men hele 4,6 procent af lønforskellen skyldes, at indvandrere bliver betalt mindre for det samme arbejde som deres etniske danske kollegaer. Indvandrere udgør altså en underklasse inden for arbejderklassen, som kapitalisterne udbytter særligt brutalt – og derfor tjener styrtende på.

Ifølge arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) skabte udlændinge i 2023 værdi for 282 milliarder kroner. Som vicedirektør i DI, Steen Nielsen, på ærlig vis opsummerede, “er [indvandring, red.] på alle måder en god forretning, så vi har et arbejdsmarked og et erhvervsliv, der fungerer”. Kapitalisterne er altså glade for indvandring, fordi den billige arbejdskraft er en kilde til enorme profitter, men det er kun tilfældet, så længe indvandrere holdes i forhold, som er under niveauet for resten af arbejderklassen.

Jo mere usikre og desperate forhold udenlandske arbejdere har, desto lettere er det for kapitalisterne at udnytte dem som en billig kilde til arbejdskraft, der samtidig kan bruges til at underminere forholdene for hele klassen. Hvis en arbejder fx ikke vil acceptere at gå ned i løn, eller at arbejdsforholdene forringes, så kan chefen true med at ansætte en udenlandsk arbejder, som er tilpas desperat til at acceptere at arbejde under ringere forhold. At udenlandske arbejdere har ringere forhold end resten af arbejderklassen, svækker dermed hele arbejderklassens kollektive forhandlingsposition.

Det er særligt tilfældet for udenlandske arbejdere, der arbejder på en såkaldt stedfæstet arbejdstilladelse, som betyder, at deres opholds- og arbejdstilladelse er knyttet til deres arbejdsgiver. Truslen om at blive fyret og dermed få inddraget sin opholds- og arbejdstilladelse giver i sagens natur arbejdsgiveren en enorm magt, som udnyttes til at fastholde lav løn og dårlige arbejdsforhold.

Det er denne magt hos arbejdsgiverne, som Messerschmidt vil styrke massivt med forslaget om remigration, der skal gøre det nemmere at fratage folk deres statsborgerskab. DF vil gennemgå alle de 85.000 statsborgerskaber, som er blevet tildelt siden 2005, og annullere dem, hvis de ifølge Messerschmidt “er givet på et forkert grundlag”. Derudover skal alle de 26.672 mennesker, som har fået statsborgerskab inden for de sidste otte år, igennem hele processen igen med skærpede krav. Messerschmidt nævner eksplicit, at hvis man fx på sociale medier har ytret modstand mod Israel, så skal det trække ned i ens vurdering. DF’s forslag vil altså sætte spørgsmålstegn ved hundrede tusinde arbejderes opholdsgrundlag i Danmark.

Hvem i samfundet drager fordel af sådan et tiltag, som skaber frygt og utryghed ved at true med at skubbe en stor gruppe arbejdere ned i en tilstand af at være illegale eller semi-legale?

Det tjener kun toppen af samfundet. For det betyder, at de berørte arbejdere ikke tør kritisere regeringen, Israels folkemord og heller ikke cheferne, som kræver uretfærdige arbejdsforhold. Hvis de løfter hovedet eller åbner munden, risikerer de at blive smidt ud af landet eller få frataget deres statsborgerskab. 

Indvandring kan lægge et nedadgående pres på løn og arbejdsforhold, men dette er ikke et problem skabt af indvandring i sig selv, men resultatet af et system, der er designet til at begrænse visse arbejderes rettigheder for at øge kapitalisternes profitter og skabe et ræs mod bunden.

Det svækker arbejderklassen og skader klassekampen, når arbejderklassen er opdelt i et A og B hold. Måden at forsvare arbejderklassens forhold på er derfor ved at forsvare hele klassens rettigheder. Hvis alle arbejdere får lige juridiske og politiske rettigheder, kan kapitalisterne ikke udnytte, at forskellige dele af arbejderklassen er dårligere stillet end andre til at underminere hele klassens forhold.

Ikke et moralsk spørgsmål

Antiracisme er en grundlæggende del af venstrefløjens DNA. Men det er ikke nok kun at vide, hvad man er imod. Man må også vide, hvad man kæmper for. 

Hvis ikke man har noget at stille som alternativ til det bestående, så ender ens antiracisme med at forfalde til moralsk fordømmelse. For eksempel har Pelle Dragsted fra Enhedslisten taget afstand fra remigration, men ud fra et rent moralsk standpunkt om, at det er “skræmmende”, “vanvittigt” og udtryk for manglende “respekt”.

Pelle Dragsted fremhæver desuden, at indvandrere udgør rygraden i mange sektorer i økonomien, og at økonomien derfor vil “gå i stå”, hvis Messerschmidt får sin vilje. Men hvem appellerer Dragsted til med dette argument? Ikke til arbejderklassen, men til kapitalisterne. Det er en advarsel om, at det vil skade deres virksomheder og profitter, hvis indvandrere udvises i massevis.

I stedet for at appellere til Messerschmidts samvittighed og kapitalistklassens sunde fornuft, må vi rette blikket mod arbejdere: udstille hvilke klasseinteresser, som ligger bag forslaget om remigration, og forklare, at det er et angreb på hele arbejderklassen.

Indvandring er ikke et moralsk spørgsmål om, at venstrefløjen skal være flinke og være pro-indvandring, som om det er en kristen pligt. Det er et klassespørgsmål, som må forbindes til klassekampen og de problemer, som arbejdere og unge står overfor. Indvandrere og flygtninge er ikke stakler, som skal reddes, men er klassefæller i kampen for et samfund, hvor flertallet har den reelle magt – i kampen for socialisme.

Vi må sige åbent og ærligt, at den eneste minoritet i samfundet, som ødelægger forholdene for flertallet, er eliten: det er dem, som smadrer velfærden, som presser boligpriserne op, hæver priserne på fødevarer og som forværrer vores løn og arbejdsforhold. De er vores virkelige fjende, og så længe de er ved magten, så vil alle de problemer, som plager arbejderes og unges liv, kun forværres. 

Vi kan udfordre deres magt og modgå deres racisme igennem en revolutionær politik, som er den eneste måde, hvorpå vi kan skabe et godt liv for alle arbejdere.

Vi må ekspropriere de store boligselskaber og banker, så ingen skal slås for at få tag over hovedet, men alle arbejdere, uagtet hvor længe de har været her, kan få et godt og billigt sted at bo.

For at ingen skal frygte for, om de kan få mad på bordet, er det nødvendigt at nationalisere de store supermarkedskæder, under arbejdernes demokratiske kontrol, så vi kan styre priserne på fødevarer og andre fornødenheder.

Vi skal gøre op med arbejdsgivernes diktatur ude på arbejdspladserne ved at skabe en radikalt anderledes fagbevægelse, som rent faktisk kæmper for at organisere alle arbejdere – om de har boet her én dag eller i flere generationer. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan begynde at få kontrol over vores arbejdsliv og sikre ordentlige arbejdsforhold med en god løn for alle.

Vi skal have stoppet politikernes guldregn over militæret og i stedet sikre en massiv oprustning i skoler, sygehuse, daginstitutioner og resten af velfærden. Det kan vi gøre ved at overtage de store virksomheder og deres profitter, som blandt andet er skabt ved massiv udbytning af underbetalte, udenlandske arbejdere. 

Alt det her, og meget mere, kan realiseres og vil markere begyndelsen på et nyt samfund, hvor alle er garanteret et trygt og meningsfuldt liv – uanset hvor de kommer fra.