Socialistisk Ungdomsfront (SUF) er splittet fra Enhedslisten. På SUF’s stormøde i forrige weekend vedtog et flertal at stoppe den samarbejdsaftale, som har eksisteret siden, de blev oprettet i 2001. I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi helt enige i SUF’s kritik af Enhedslisten og ser frem til at arbejde sammen med SUF i kampen for socialisme.
I deres udtalelse skriver SUF, at Enhedslisten er “et nationalitistisk socialdemokratisk parti”, som er rykket mere og mere mod højre.
Bristepunktet for SUF har været Enhedslistens støtte til dansk deltagelse i NATO, som de facto betyder, at de nu støtter op om amerikansk hegemoni og den imperialistiske verdensorden. SUF pointerer også Enhedslistens tøven i kampen for et frit Palæstina.
SUF’s udtalelse udstiller også, hvordan Enhedslisten med Pelle Dragsted og folketingsgruppen har forsøgt mere og mere at blive et “respektabelt” og topstyret parti.
Disse betragtninger er helt korrekte og værd at dykke mere ned i for at forstå, hvad det betyder for den fremtidige kamp for socialisme.
Skift i verdenssituationen
Enhedslistens højredrejning og SUF’s brud med partiet kan ikke ses isoleret. Det er symptomer på og elementer i det skift i situationen, vi er vidne til på verdensplan. Vi ser nu mere og mere resultatet af de ophobede modsætninger, der har præget kapitalismen lige siden krisen i 2008: krige, kriser, revolutioner og kontrarevolutioner er på dagsordenen.
Den liberale verdensordens endeligt og kapitalistismens organiske krise har sat alle venstrefløjens organisationer og partier på prøve. Har man ikke en bevidst revolutionær filosofi, risikerer man at bukke under for den “offentlige mening”, som skabes gennem de borgerlige medier. Det vil sige at acceptere og indoptage den herskende klasses ideer.
For hver stor begivenhed må vi konstatere, at Enhedslisten er bukket under for borgerskabets pres.
Kapitalismens krise betyder, at en mellemvej ikke er mulig: enten gør man op med kapitalismens rammer eller også må man bukke under for systemets begrænsninger, og deraf følger en hel række konsekvenser politisk set. Det er derfor, at den venstrereformistiske tilgang, som vi så med Jeremy Corbyn i England, Bernie Sanders i USA, Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien, viste sig ude af stand til at løse nogle af problemerne, som arbejdere og unge står overfor. De var ikke parate til at bryde med systemet og endte med at forråde bevægelsen omkring dem. Enhedslisten er en del af denne venstrereformistiske bølge, vi så efter 2008, og som følge af mangel på svar for hvad der gik galt, bliver de mere og mere en del af selve systemet.
Siden krigen i Ukraine er Enhedslistens højredrejning accelereret. Krigen er i bund og grund en imperialistisk proxykrig mellem vestlig og Russisk imperialisme. Det er derfor, at de europæiske borgerskaber er så investeret i krigen: de vil svække deres imperialistiske rival i øst.
Det er revolutionæres opgave at udstille krigens imperialistiske karakter og forklare, at hverken den ukrainske, russiske eller danske arbejderklasse har interesse i denne krig. Enhedslisten har i stedet stillet sig entydigt bag NATO og vestlig imperialisme. De har lagt al ansvar for krigen på Putin og Rusland og dækker dermed over den reaktionære rolle vestlig imperialisme har spillet, ledt af amerikanerne og ivrigt bakket op af de danske politikere.
Selvom krigens karakter endnu ikke er tydelig for mange, er det dog åbenlyst for enhver anti-imperialist, at Enhedslistens åbne støtte til NATO er støtte til vestlig imperialisme. Det er denne støtte til vestlig imperialisme, som er hvad SUF nu har taget entydigt afstand fra. Det er utrolig positivt.
Med folkemordet i Gaza ser vi også, hvordan Enhedslisten har fejlet sin opgave som venstrefløjsparti. Hvis Enhedslisten var et revolutionært parti, ville de ikke blot have støttet op om den store Palæstina-bevægelse med det samme, men de ville også have været aktivt med til at arrangere demonstrationerne, aktionerne og kanalisere den enorme revolutionære energi ind i deres parti. Er et venstrefløjspartis formål ikke at samle folk i kampen mod undertrykkelse og give konkrete svar på, hvordan denne kamp bør føres? Det mener vi.
Men i stedet for at organisere Palæstina solidaritetsbevægelsen og give de nødvendige svar på, hvad der er vejen frem i kampen for et frit Palæstina, er de kapituleret til den herskende klasses moral om at fordømme modstandskampen på lige fod med Israels folkemord.
Vold?
Netop spørgsmålet om modstandskamp og vold var også afgørende i SUF’s beslutning om at opsige deres samarbejdsaftale med Enhedslisten. Enhedslisten stillede som betingelse for en fortsat samarbejdsaftale, at SUF frasagde al brug af vold uanset kontekst.
Borgerskabet har altid forsøgt at få venstrefløjen til at “tage afstand fra vold” i det abstrakte for at presse os til at frasige retfærdige modstandskampe, ja faktisk hele ideen om en grundlæggende samfundsforandring. Nu har Enhedslistens top taget dette borgerlige krav til sig.
Det er helt igennem hyklerisk, når de borgerlige kræver, at venstrefløjen tager afstand fra vold, for det er dem, der støtter et grundlæggende voldeligt system. Har de ikke lige støttet op om de imperialistiske krige i Irak, Syrien, Libyen, Afghanistan osv? Er det ikke dem, der er store fortalere for oprustning for milliarder og for at sende svimlende beløb til Ukraine med det formål at udøve netop vold mod Rusland? De støtter vold, men kun når det er i den herskende klasses interesse.
Det er også hyklerisk, når Enhedslisten kræver en afstandtagen fra al vold, for støtter de da ikke det, som de ser som en retfærdig kamp mod Rusland? Er de da ikke lige gået med på mere oprustning? Hvad tror de, at de våben skal bruges til?
Den herskende klasse forsøger altid at portrættere de undertryktes vold som moralsk forkastelig og som noget, der bør fordømmes. Men som revolutionære har vi ikke tænkt os at spille med på deres hykleri. Vi kommer ikke til at fordømme palæstinensernes og andre undertryktes retfærdige modstand. Med deres krav om at tage afstand fra vold forsøger de at få os til at tage afstand fra enhver ide om revolution. Deres argument er, at en revolution altid ender i vold. Men lad os se nærmere på deres argumentation.
En socialistisk revolution er, når det store flertal tager magten i egne hænder og fratager et lille mindretal deres magt, rigdom og privilegier. De borgerliges argumentation er, at det er uretfærdigt over for dem, der får frataget sin ejendom, og at borgerskabet derfor har ret til at forsvare deres ejendom. Med andre ord mener de, at en revolution altid ender i vold, fordi det lille mindretal vil forsvare deres magt og privilegier imod det store flertal.
Men er det så ikke lige netop et mindretal af befolkningen, borgerskabet, der vil begå vold? Jo. Det er både udemokratisk og forkasteligt.
Når Enhedslistens top stiller dette krav til SUF, viser det, at de fuldstændigt har accepteret borgerskabets præmis. SUF har med rette sat foden ned over for Enhedslistens kapitulation til borgerskabets hykleri, og det kan vi kun byde velkommen.
Hvad må der gøres?
Efter bruddet med Enhedslisten står SUF nu overfor en helt ny situation. Samarbejdet med Enhedslisten har fra starten været en vigtig del af deres politiske projekt. Mange lokalafdelinger er sikkert usikre på, hvor de nu skal holde møder, eller om SUF overlever økonomisk.
Mens bruddet rejser udfordringer for SUF, så giver det også nye muligheder. Det kan vække entusiasme blandt et lag af radikale unge, som har holdt sig væk grundet samarbejdet med Ø. Men en ting er at vide, hvad man er imod. Situationen kræver nu et positivt svar på, hvad der skal ske, og hvordan SUF skal defineres som organisation. Hvis ikke Enhedslisten spiller en rolle i at forandre samfundet, hvad er så drivkraften? Er det SUF, og i givet fald hvordan? Det er de spørgsmål, SUF må stille sig selv og besvare. Hvis det lykkes, skal de organisatoriske udfordringer nok blive løst.
RKP og SUF i dag er to meget forskellige organisationer, og vi er ikke ude på en fusion. I RKP bygger vi et revolutionært parti baseret på de marxistiske ideer, fordi vi mener, de kan spille en afgørende rolle i klassekampen. Det er de samme idéer, vi i 00’erne kæmpede for inde i SUF under navnet på vores avis Socialistisk Standpunkt. For det blev vi smidt ud af de selvsamme mennesker, der har været drivkraften bag højredrejningen af Enhedslisten.
Vores forskellige tilgang skal dog ikke begrænse os for at samarbejde i fremtiden.
Vores fælles mål er fremfor alt at styrke kampen for en socialistisk verden: en verden uden undertrykkelse, uden fattigdom og al den elendighed som kapitalismen skaber i Danmark og resten af verden.
Men hvordan vi kommer dertil er ikke et ligegyldigt spørgsmål. I SUF, især siden vi blev smidt ud, har der nærmest været foragt for marxistisk teori. Samme foragt findes i toppen af Enhedslisten. De har bevidst været med til at fostre denne foragt i SUF, fordi manglen på marxistisk teori har hæmmet den revolutionære del af venstrefløjen.
Som Rosa Luxemburg forklarede:
“Hvad er de ydre kendetegn [på den reformistiske praksis]? Fjendtligheden overfor ‘teorien’. Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor ‘teori’ dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra ‘teorien’ at gøre sig uafhængig af den.”
Herfra lyder derfor en opfordring til SUF: Lad være med at lade jer narre af Enhedslistens foragt for teori. Marxistisk teori er at lære af arbejderklassens historiske erfaringer. Det er en guide til revolutionær handling.
Med Enhedslistens højredrejning og den politiske situation er det mere nødvendigt end nogensinde, at venstrefløjen kan modstå borgerskabets angreb og stå sammen om at kæmpe side om side med arbejderklassen i kampen for menneskehedens frigørelse.
I RKP står vi i fuld solidaritet med vores kammerater i SUF og byder deres beslutning om at bryde med Enhedslisten velkommen. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i kampen for en fremtid uden undertrykkelse; i kampen for socialisme.
Solidariske hilsner RKP
