I løbet af weekenden har begivenhederne udviklet sig med lynets hast i Madagaskar. Den massive ungdomsbevægelse, der startede den 25. september, har nu væltet det gamle regime. En del af hæren nægtede at fortsætte med at undertrykke masserne og begik mytteri. Søndag den 12. oktober måtte præsidenten evakueres med fly af det franske militær.

Den udløsende gnist for bevægelsen var de konstante strømafbrydelser, som gør det daglige liv meget vanskeligt. Men det var blot det mest iøjnefaldende symptom på en dyb utilfredshed over korruptionen, og den vanvittige forskel mellem de rige (herunder fremtrædende forretningsfolk tæt på præsidenten) og masserne, som har elendige levevilkår på en ø, hvor 79 procent lever under fattigdomsgrænsen.

Fra protest til opstand

Det, der startede som en fredelig protestbevægelse blandt unge studerende, delvist inspireret af GenZ-revolutionerne i Indonesien og Nepal, udviklede sig til en national opstand efter præsident Rajoelinas regime havde brugt brutal undertrykkelse mod demonstranterne, som kostede mindst 25 mennesker livet. Da undertrykkelsen ikke skræmte de unge, forsøgte regimet at give indrømmelser ved at afsætte regeringen og udnævne en ny premierminister. Men det var too little too late. Bevægelsens mål var nu at vælte hele det blodige regime.

En styrkeprøve mellem masserne og regimet fandt sted den 30. september, da unge demonstranter formåede at bryde igennem politiets afspærringer i hovedstaden og nå frem til den centrale ‘13. Maj-Plads’. Regimet mistede fodfæstet, men greb igen til undertrykkelse i de følgende dage.

Sammenstødene mellem de studerende og de forhadte styrker fra gendarmeriet intensiveredes. Den madagaskiske GenZ-bevægelse opfordrede til generalstrejke, og dele af den organiserede fagbevægelse begyndte at tilslutte sig. Dette omfattede yngre læger, der fremsatte deres egne krav om arbejdsforhold, offentligt ansatte, arbejderne hos vand- og elselskabet JIRAMA samt fængselsbetjente, der meddelte, at de nægtede at modtage flere anholdte demonstranter.

Det var det voksende pres fra masserne på den ene side og præsidentens stædighed i at forblive ved magten på den anden, der til sidst skabte en revne i hæren.

Mytteri i hæren

En oprørsk stemning udviklede sig blandt soldater, og den 2. oktober var der rygter om sammenstød på nogle kaserner, hvor der blev brugt tåregas. Situationen var meget uklar, og den førte tilsyneladende til anholdelsen af ti soldater fra CAPSAT-enheden, Army Personnel and Services Administration Corps, der har til huse i Soanierana nær hovedstaden.

Den 10. oktober, i den nordlige by Antsiranana, et af de steder, hvor bevægelsen har været stærkest, banede hærens soldater vejen for demonstranterne i stedet for at blokere den, og eskorterede dem ned til byens centrum. Det sendte et meget klart signal, der direkte trodsede præsidentens ordre.

Præsident Rajoelina, der kunne føle tæppet blive trukket væk under sine fødder, gav en række løfter, herunder at skaffe generatorer til universiteterne. Han anmodede om en fredsperiode på et år, hvor han forpligtede sig til at løse de problemer, som bevægelsen havde bragt op. Det var tydeligvis for sent. Masserne var ikke indstillet på at indgå kompromiser. De ønskede at fjerne hele regimet.

Den 11. oktober sprængte dæmningen endelig. CAPSAT-soldater, anført af deres officerer, meddelte offentligt, at de ikke længere ville blive brugt til at undertrykke demonstranterne, hvilket var et åbenlyst udtryk for ulydighed.

“Vores børn lider, vi er ikke her for at dræbe og slå dem. Vi oplever den samme lidelse. Vi må støtte dem. Lad os ikke blive manipuleret af penge eller positioner.”

Deres erklæring viser to meget vigtige forhold: soldaterne kommer fra arbejderklassefamilier, og det nåede et punkt, hvor de nægtede at blive anvendt mod deres brødre og søstre (og børn). De lider også under de samme forhold, som rammer arbejderne generelt (fattigdom, strømafbrydelser osv.).

I deres erklæring appellerede CAPSAT til andre enheder i hæren samt til politiet og gendarmeriet om at følge deres eksempel. De opfordrede befolkningen til at deltage i forsvaret af deres kaserner, appellerede til præsidentens livgarde om at nægte at adlyde ordrer og opfordrede til at blokere vejen til lufthavnen i Antananarivo, hvis præsidenten forsøgte at flygte. Det var en direkte opfordring til en regulær opstand.

Præsident Rajoelina svarede med en erklæring, hvor han advarede om, at der var et kup undervejs, men der var ikke meget, han kunne gøre nu.

Samme dag gik CAPSAT-soldaterne bevæbnet på gaden og ledte demonstranterne mod ‘13. Maj-Pladsen’. Vejen til pladsen var blokeret af bevæbnede soldater fra gendarmeriet, og der opstod en kort skudveksling. Hæren var langt overlegen, og officererne fra gendarmeriet stak af. En CAPSAT-soldat, Fanomezantsoa Stephano Jacky, og to civile, Safidy og Rivoniandry Riva Rakotomalala, blev dræbt i skudvekslingen. Ikke desto mindre trængte masserne, ledsaget og beskyttet af de oprørske soldater, ind på pladsen. Det var begyndelsen på enden for regimet.

I de efterfølgende timer handlede CAPSAT-enheden hurtigt for at konsolidere sin position. Et møde med gendarmeriets kommanderende officerer sikrede deres neutralitet og forhindrede yderligere sammenstød. Mindst én enhed af gendarmeriet gik også over på folkets side. Force d’Intervention de la Gendarmerie Nationale (FIGN), der har ansvaret for præsidentens sikkerhed, undskyldte i en offentlig erklæring over for befolkningen for brugen af repression og annoncerede, at hele gendarmeriet skulle underlægge sig deres kontrol.

Derefter kom den endelige prøvelse, da CAPSAT-officererne i de tidlige morgentimer søndag den 12. oktober erklærede, at alle militære og politienheder skulle adlyde deres ordrer. De udnævnte en ny chef for de væbnede styrker, général Démosthène Pikulas, den øverstbefalende officer ved CAPSAT. Derefter blev gendarmeriet sat under kommando af brigadegeneral Mamelison Mbina Nonos fra FIGN. Hærenhederne, der havde begået mytteri, havde nu kontrollen over de væbnede styrker.

Om mandagen mødtes senatet og afsatte sin formand, den forhadte general ›Bomba‹ (Richard Ravalomanana), der blev betragtet som bagmanden bag den brutale undertrykkelse af bevægelsen. Det var givet på forhånd. Magten lå ikke længere i hænderne på institutionerne, men i hænderne på den oprørske hær og masserne på gaden.

Præsident Rajoelina flygter!

Det var endnu uvist, hvad præsident Rajoelina ville gøre. Der gik rygter om, at han allerede var flygtet ud af landet, men mandag den 12. oktober meddelte han på sin officielle Facebook-konto, at han ville tale til nationen samme aften. Det var imidlertid en afledningsmanøvre. Det kom senere frem, at han allerede dagen før var blevet fløjet ud af landet med et fransk militærfly, først til La Réunion og derefter muligvis til Dubai. Den tidligere kolonimagt udøver stadig enorm indflydelse på øens politik og økonomi.

Den afsatte premierminister Christian Ntsay og forretningsmanden Mamy Ravatomanga, en af præsidentens nære allierede, var allerede flygtet fra øen i et privatfly til Mauritius.

Hvad sker der nu? Først og fremmest må vi klart sige, at Rajoelinas fald er en sejr for Madagaskars Gen Z-bevægelse. Det var de unges modige og vedholdende kamp, som derefter bredte sig til dele af arbejderklassen og befolkningen generelt, der til sidst tvang ham ud. Der ville aldrig være opstået sprækker internt i hæren, hvis det ikke havde været for de unges utrættelige kamp, som i næsten tre uger forblev på gaden og intensiverede deres aktioner på trods af brutal undertrykkelse.

Den madagaskiske befolknings mod, ukuelighed og vedholdenhed i lyset af brutal undertrykkelse og med meget lidt forudgående organisering er en inspiration for arbejderklassen og unge på hele kontinentet og i resten af verden.

Hvordan kan oprøret i hæren forklares? På den ene side er det tydeligvis resultatet af massemobiliseringens indflydelse på menige soldater og lavtstående officerer, som selv kommer fra arbejderfamilier og hvis levevilkår ligner arbejderklassens. Enhver ægte revolution skaber sådanne splittelser i statsapparatet langs klasselinjer.

Der er dog også en anden faktor. Nogle af de øverstbefalende officerer, som allerede havde deltaget i et lignende oprør i 2009 under en tidligere massebevægelse, blev motiveret af andre overvejelser. De kunne se, at regimet var ved at falde, og ønskede ikke at blive trukket med i faldet. De vurderede, at et hurtigt oprør i hæren ville sikre, at hele institutionen forblev intakt og kunne spille en rolle i magtoverdragelsen efter Rajoelinas afsættelse. Det, der virkelig motiverer dem, er deres egen skæbne og behov for at sikre en borgerlig institutionel magtoverdragelse.

Hvad er det næste skridt for GenZ Madagaskar?

Masserne jubler naturligvis og modtog CAPSAT-soldaterne som helte. Men de bør være på vagt og ikke stole på de øverstbefalende, der kun i sidste øjeblik, drevet af deres egne interesser, skiftede over til revolutionens side.

Allerede mandag kommenterede nogle på pladsen, hvordan alle mulige politiske og offentlige personer holdt taler på scenen, selvom de ikke havde spillet nogen rolle i kampen. I stedet forsøgte de nu at positionere sig, så de kunne drage fordel af situationen.

“Jeg er frustreret og lidt skuffet over det, der sker lige nu,” sagde en demonstrant til det franske nyhedsbureau RFI. “Jeg har indtryk af, at de unge har gjort alt arbejdet, og nu er det de ældre, der som sædvanlig står på scenen og laver et show. Det er jo politisk, så de unge har ikke nødvendigvis været involveret i politik. Men det, der sker lige nu, er lidt skuffende. Det føles lidt som en politisk overtagelse. Vi vil gerne indsætte nogen på magten, men ikke nogen, der allerede har siddet der i lang tid. Vores kamp er langt fra slut.”

Den madagaskiske Gen Z-bevægelse har taget enorme skridt fremad og er blevet meget mere organiseret i løbet af den to uger lange kamp. Der er oprettet distriktskoordinationskomitéer (KMT), og i nogle nabolag i hovedstaden er der oprettet vagtpatruljer for at forhindre plyndringer. Bevægelsen er dog sandsynligvis ikke tilstrækkeligt organiseret til at modstå det enorme pres for at vende tilbage til ›normal‹ borgerlig politik.

Som i Bangladesh sidste år og i Nepal for nogle uger siden vil der nu være et enormt pres for dannelsen af en ny, midlertidig regering, sandsynligvis ledet af en eller anden ›uafhængig‹ person, der ikke er kompromitteret eller miskrediteret som alle borgerlige politikere.

For at give det en vis legitimitet og for at tækkes de unge, er det endda muligt, at bevægelsen vil blive inddraget i valget af præsident. Måske vil nogle fra deres egne rækker sågar blive inkluderet. De nye ledere af de væbnede styrker fra de oprørske enheder vil garantere hele processen. Dette er mere eller mindre, hvad der skete efter massebevægelsen i 2009, i en proces, der endte med, at en ‘ung person uden for politik’ overtog magten. Hans navn? Præsident Rajoelina.

Det vigtigste spørgsmål forbliver dog ubesvaret. Ingen af de umiddelbare problemer, som masserne står over for, kan løses uden at udfordre det kapitalistiske system som helhed. Problemet er ikke blot korruption. Korruption er et symptom på råddenskaben i det kapitalistiske system i et tilbagestående land domineret af imperialismen. Bevægelsen rejste kravet om ekspropriering af ejendom tilhørende Mamy Ravatomanga, en af landets rigeste kapitalister. Det er ikke kun ham, men alle kapitalisterne, der bør eksproprieres.

Hvis den madagaskiske befolkning havde haft en revolutionær ledelse med et klart program for at vælte kapitalismen, kunne de nu fejre revolutionens fulde sejr. Da det ikke er tilfældet, vil de højst sandsynligt komme til at gennemgå den samme oplevelse som befolkningen i Sri Lanka, Bangladesh, Nepal osv.

Bevægelsens slogans bør være:

• Ingen tillid til borgerlige politikere, offentlige personer og hærens generaler – de unge og arbejderne kan kun stole på deres egne kræfter.
• Ingen overgang dikteret ovenfra til en anden kapitalistisk regering, hvormed intet ændres – al magt til de arbejdende masser organiseret i demokratiske kampkomitéer.
• For arbejderkontrol af offentligt ejede virksomheder (hovedsageligt JIRAMA) og for annullering og tilbagerulning af alle privatiseringer.
• Eksproprier Rajoelina, Ravatomanga og deres kumpaners uretmæssigt erhvervede formuer.
• Ud med fransk imperialisme.
• For en regering bestående af de arbejdende masser, der kan tage kontrol over øens ressourcer, så de kan bruges demokratisk til at tilfredsstille massernes behov.