Tirsdagens valgaften blev malet blodrød, efter at Mette Frederiksens Socialdemokrati blev slagtet til kommunalvalget landet over. De små fremskridt partiet fik i enkelte kommuner opvejer ikke de enorme tab, som fandt sted over hele Danmark: på landet, i provinsbyerne og i de større byer. Partiet gik tilbage i 87 ud af 98 kommuner. Alt snak om, at Socialdemokratiet er det eneste tilbageværende “folkeparti”, forstummer.

Socialdemokraterne tabte magten i højborge som Køge, Gladsaxe, Holstebro, Næstved, Fredericia og Frederikshavn. I sidstnævnte gik Socialdemokratiet hele 31,3 procentpoint tilbage. På den københavnske Vestegn mistede partiet ligeledes store dele af sin opbakning.

Det samme var tilfældet i hovedstaden. Toppen af Socialdemokratiet troede, at de havde begået en genistreg, da de indsatte Mette Frederiksens sommerhusveninde og tidligere medlem af Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, som overborgmesterkandidat i København. 

Men denne manøvre ramte dem i hovedet som en boomerang. Fremfor at fremstå progressiv er Pernille Rosenkrantz-Theil et billede på det reaktionære Socialdemokrati, som flere og flere hader.

Socialdemokratiet gik tilbage til kun 12,7 % og mistede for første gang i Københavns historie overborgmesterposten. Ydmygelsen blev understreget ved, at Pernille Rosenkrantz-Theil var nr. 6 i rækken, da der skulle fordeles fagborgmesterposter i København.

Alle tre partier, som sidder i regering, gik tilbage til valget. Det er svært at se resultatet som andet end en protest imod den politik, som bliver ført på Christiansborg, og som bliver udmøntet i kommunerne.

Socialdemokratisk katestrofe

Men det er især Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, som det rammer, på trods af at hun ikke var på valg. For det blev på mange måder alligevel et valg om hende, Socialdemokratiet og den politik, som partiet fører. 

Efter mange år med ustabile og usikre regeringer kom Mette Frederiksen første gang til magten i 2019. Hun brugte corona-pandemien til at cementere sin position som en leder, der fremstod stærk, og i nogle meningsmålinger stod partiet til 35% af stemmerne. Mens andre europæiske socialdemokratier mistede store dele af deres opbakning, eller kollapsede fuldstændigt, formåede Mette Frederiksen at bevare Socialdemokratiet som et stort parti.

Men siden Mette Frederiksen dannede SVM-regeringen, har Socialdemokratiet været på en nedadgående sliske. Ét år efter partiets værste valg til Europa-parlamentet nogensinde, fik det nu dets værste kommunalvalg nogensinde, som betyder, at der nu findes kommuner, hvor der ikke sidder nogen socialdemokrater repræsenteret. Det her kommunalvalg kunne indikere begyndelsen på enden for Mette Frederiksen og for Socialdemokratiet, som det store stabile parti.

Den gamle verden synker i grus

I de seneste uger har medierne været fulde af kommentatorer, valgforskere og andre eksperter, som slog et slag for, at Socialdemokratiets nedgang i byer som København skyldes den “demografiske” udvikling: højere uddannelsesniveau, større andel af kvinder, osv. 

Det er en belejlig undskyldning for Socialdemokratiet; det er ikke dem, der er problemet, men deres tilbagegang skyldes strukturelle ændringer i samfundet, som de ikke er herre over. Men det er en forklaring, som intet forklarer, siden det ikke kun er i hovedstaden, de går tilbage, men over hele landet.

Ligeledes forklarer andre det med, at folk er “trætte” af Mette Frederiksen. Chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, giver skylden til “magtarrogancen” hos statsministeren og Socialdemokratiet. Men man kunne påstå, at de fleste ville bære over med arrogancen, hvis hun faktisk stod i spidsen for en regering, der forbedrede livet for det store flertal af os.

Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab, men det er sjovt at se, hvordan så mange af de her “eksperter” danser rundt om den varme grøde. Det er ikke demografien eller magtarrogancen i sig selv, der er skyld i Socialdemokratiets nedsmeltning, men deres politik.

Mette Frederiksen er gået fra at fremstå som en sikker hånd på roret til at blive ansigtet på en situation, som flere og flere finder utålelig. Prisstigningerne har ædt en stor del af vores levestandard, mens regeringen intet nævneværdigt gør ved det. Alle oplever, hvordan velfærden falder fra hinanden i børnehaver, på sygehuse og i psykiatrien, men det eneste sted, hvor der for alvor er massive investeringer, er i Forsvaret. Folk er urolige over en verden, som bliver mere usikker for hver dag, der går, mens det er vores egen statsminister, som bliver ved med at puste til krigens flammer i Mellemøsten og Ukraine.

Hun har ført en kapitalistisk politik med angreb på de fattigste, nedskæringer på velfærden, fjernelse af Store Bededag, en voldsom militæroprustning, skattelettelser til de rige og en aggressiv imperialistisk udenrigspolitik. Det kan ikke komme som en overraskelse, at det har ført til massiv modstand, som vi ser udtrykt i dette valg 

De danske kapitalister har dog været begejstret for Mette Frederiksen. Hun har sikret en relativt politisk stabilitet herhjemme og holdt arbejderklassen nede, som da hun greb ind i sygeplejerskernes strejke i 2021. Men hvis det nu lakker mod enden, hvad er deres alternativ så i et Folketing, som består af en myriade af små, svage partier? 

Med kommunalvalget står Socialdemokratiet nu over for et ildevarslende folketingsvalg, men det er mere end det. Med kommunalvalget er den politiske midte blevet yderligere eroderet, og det danske demokratis krise er blevet dybere. Socialdemokratiets nedsmeltning vil kun gøre det sværere for den herskende klasse i Danmark at herske fremadrettet.

Som debatredaktøreren i Weekendavisen beskriver det: “Det var derfor ikke kun socialdemokraterne, som tabte i går. Det var den gamle verden, der sank i grus sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil.”

Dette afspejler meget godt den danske elites sindstilstand på den anden side af dette kommunalvalg.

Ny overborgmester i København

Med Pernille Rosenkrantz-Theils nederlag blev det SF som endte som sejrherre i København. Partiet gik frem til 17,9 % af stemmerne, og Sisse Marie Welling sidder nu i overborgmesterstolen, med støtte fra alle partier på Rådhuset, på nær Socialdemokratiet og Frie Grønne.

Hvad var årsagen til SF’s succes? Først og fremmest, at de ikke var Socialdemokratiet. Det lå derfor lige til venstrebenet at stemme SF for at komme af med Socialdemokraterne.

For det andet blev Sisse Marie Wellings største fordel, at hun var så anonym. I en situation, hvor folk hader magtpolitikerne, hjalp det hende, at hun umiddelbart var en kandidat, som ikke virkede til at være en del af det etablerede politiske landskab i København. For mange var hun mere ukendt end Enhedslistens overborgmesterkandidat, Line Barfod, som i mange år sad i Folketinget for partiet og efterfølgende har været borgmester i København.

Enhedslisten skuffer

Efter valget står mange tilbage med en skuffelse over Enhedslisten i København. Med detroniseringen af Socialdemokratiet skulle man ellers tro, at der var store muligheder for Enhedslisten. Især i København, hvor partiet i nogle meningsmålinger stod til næsten at have flertal sammen med SF og Alternativet. I stedet gik partiet tilbage i byen med 2,5 % af stemmerne i forhold til sidste valg.

Pelle Dragsted og resten af toppen af Enhedslisten forsøger ellers at portrættere valget som en stor sejr. Men faktum er, at partiet gik tilbage, ikke kun i København, men over hele landet i forhold til sidste kommunalvalg, også i andre storbyer såsom Århus og Aalborg.

Men særligt i København må skuffelsen veje tungt. Selvom Enhedslisten for andet valg i træk er byens største parti, så giver de også denne gang overborgmesterposten til et andet parti. Ikke nok med det, så er Enhedslisten gået sammen hele højrefløjen på Rådhuset for at konstituere den nye overborgmester. Mange har stemt på dem i håb om noget nyt og progressivt, men det er ikke ligefrem det billede man får, når Line Barfod står side om side med Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Den samme tilgang har kendetegnet hele deres valgkamp, hvor Line Barfod har appelleret til de borgerlige om samarbejde, og Pelle Dragsted forsøger at berolige mediernes chefredaktører med, at Enhedslisten kun vil lave “stille og rolige reformer”. Det samme er tilfældet mange andre steder i landet, hvor Enhedslisten har hjulpet flere borgerlige borgmestre til magten.

Enhedslisten i København har ikke fremlagt en klar socialistisk politik eller præsenteret sig selv som noget anderledes end de andre partier. Tværtimod har de forsøgt at nedtone dem selv og blende så meget ind som muligt med de andre partier. Deres slogans har været de samme som de andre partiers, og deres konkrete politik har heller ikke adskilt sig synderligt fra, hvad de andre partier har fremlagt.

Enhedslisten har til det her valg tiltrukket nye vælgere, udelukkende på baggrund af, at de så det som en mulighed for at skubbe Socialdemokratiet af tronen. Men de har også skubbet mange støttere fra sig på grund af deres valgkampagne.

Eksempelvis er en stor del af årsagen til, at Frie Grønne kunne blive valgt ind på Københavns Rådhus Enhedslistens tøvende og famlende tilgang til spørgsmålet om Palæstina, og ikke mindst deres manglende tilstedeværelse i solidaritetsbevægelsen. Det har derudover hjulpet Frie Grønne, at de har slået meget på at have en anti-racistisk profil, på et tidspunkt hvor Dansk Folkeparti begynder at tale om “remigration”, og Mette Frederiksen igen forsøger at oppiske en hysterisk udlændingedebat. 

Hvad er alternativet?

Enhedslisten står nu svagere end før, og ikke kun fordi de fik færre stemmer. I de foregående fire år sad de på to borgmesterposter i København, men byen er ikke blevet bedre for arbejdere og unge, tværtimod. Nu sidder de igen som det største parti, med to borgmesterposter, men ingen regner med, at tingene bliver bedre den her gang. Perspektivet er derfor, at de kommer til at skuffe endnu flere fremadrettet.

Partiet står ligeledes med problemer på landsplan. På grund af den hårde smædekampagne, som Socialdemokratiet kørte mod Enhedslisten i København her til kommunalvalget, har de presset Enhedslisten i opposition, som Pelle Dragsted siger: “Det er klart, at det her fører til, at det får konsekvenser for vores relation til Socialdemokratiet. Både nationalt og lokalt”.

Men hvilke konsekvenser? Hele Pelle Dragsteds projekt har været at hive Socialdemokratiet til venstre. Det er endt miserabelt. I stedet for, at Pelle Dragsted har hevet Socialdemokratiet til venstre, er de nu mere højreorienteret end nogensinde før. Problemet for Pelle Dragsted er, at de ikke har noget alternativ til dette projekt.

Strategisk set holder toppen af Enhedslisten sig stramt inden for den nuværende parlamentariske logik. Når man gør det, har de ikke mange andre muligheder end at binde sig til Socialdemokratiet og være en del af det politiske establishment, som et stigende antal har en dyb mistillid til. Politisk set begrænser Pelle Dragsted og co. sig til, hvad der kan lade sig gøre inden for kapitalismens rammer. I den nuværende situation betyder det at administrere et kapitalistisk system, som vælter fra den ene krise til den anden.

I øjnene hos flere og flere er Enhedslisten med den nuværende kurs ikke et alternativ til det bestående, hvilket er korrekt. Det er det alternativ, et revolutionært alternativ, som vi er i gang med at bygge i Revolutionært Kommunistisk Parti landet over. Det er det, som vi vil have dig, som sidder og læser, med til at hjælpe os med at bygge.