Boligmarkedet i storbyerne er stukket helt af, og vi kan lige så godt være ærlige: Er du ung eller lever du på en almindelig indkomst er drømmen om egen bolig som en lukket dør. Til sammenligning kunne dine forældre købe et parcelhus på en ufaglært løn, da de var i deres 20’ere. I dag vil det koste fire gange så meget.
Det er især i København, at priserne er tårnhøje. Selv hvis man har et job med en stabil indkomst og sparer flittigt op, er muligheden for at købe sin egen bolig langt uden for de flestes rækkevidde. Ifølge Boligsiden koster en ejerlejlighed i København nu 63.000 kroner per kvadratmeter om måneden, som er en fordobling af prisen på ti år. Siden januar alene er prisen på den gennemsnitlige ejerlejlighed steget med en halv million kroner. Er du heldig at finde en andelslejlighed, skal du i dag betale det samme som en ejerlejlighed kostede for ti år siden.
Langt de fleste arbejdere og unge har derfor intet andet alternativ end at bo til leje, men det er et mareridt at finde en bolig, der er til at betale. Hvis du er skrevet op til en almen bolig, skal du vente i årevis, før du får tilbudt noget at bo i. Er man studerende, kan man krydse fingre for at få tilbudt en billig studiebolig, men også her er ventelisterne ofte længere end ens studietid. Tusindvis har derfor ingen anden mulighed end at leje på det private marked.
Ifølge DR koster det 12.750 kroner om måneden at leje en gennemsnitlig privat toværelses udlejningsbolig i København, Århus eller Odense. Hvis man som studerende deler en toværelses lejlighed, overstiger boligudgifterne alene ens månedlige SU på omkring 6.042 kroner efter skat. For bare at få mad på bordet må du derfor arbejde deltid ved siden af dit i forvejen pressede studie, tære på din opsparing (hvis du har en) eller optage studiegæld, der vil plage dig mange år frem.
Der er ikke noget at sige til, at der i 2023 var over 30 procent af unge mellem 18 og 30 år, som havde problemer med at få økonomien til at hænge sammen, og at hver femte unge havde svært ved at sove, fordi de bekymrede sig om deres økonomiske situation. Med de sidste to års tårnhøje fødevarepriser er tallene unægteligt kun steget yderligere.
Foruden en mere presset privatøkonomi skubber det dyre boligmarked i stigende grad arbejdere og unge ud af storbyerne, som langsomt bliver et reservat for de rige. Med dyre boliger følger også gentrificering; dyre kaffebarer, yogastudier og smarte mikrobryggerier.
For mange unge er boligmanglen en stor kilde til bekymring og frustration. I et opslag med titlen “Boligmarkedet i København får mig til at føle mig modløs og deprimeret” på det sociale medie Reddit skriver en tilfældig mand i trediverne:
“Jeg kan ikke undgå at føle en vis vrede og jalousi over, at mine forældres generationer kunne købe et hus for nærmest ingenting. Det virker så uretfærdigt, at de havde muligheder, som vi ikke har i dag, og at vi står overfor en helt anden økonomisk virkelighed, hvor selv de mindste drømme om et hjem virker langt væk. Jeg er virkelig frustreret over, hvordan systemet favoriserer de få, der har råd til forældrekøb eller har adgang til generationsrigdom, mens de fleste bliver ladt i stikken. Det føles så uretfærdigt, at boligmarkedet er opbygget på en måde, hvor det er nærmest umuligt for almindelige mennesker at komme ind på markedet.”
Den følelse kan alle unge genkende. Man fristes til at spørge: Hvordan kan noget så basalt som en bolig, der er til at betale, være en mangelvare i så rigt et land som Danmark?
Markedets fallit
Ifølge alle partier på Københavns Rådhus er de høje boligpriser et problem, og spidskandidaterne til posten som Københavns overborgmester fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF lover alle at opføre flere billige boliger. Men hvad har de faktisk gjort for at bekæmpe boligmanglen indtil nu? Det er de selvsamme partier, der sidder på Københavns Rådhus, som aktivt har bidraget til den nuværende boligkrise ved bl.a. at nedrive almene boliger, som del af den infamøse ‘ghettoplan’.
Samtidig med at relativt billige almene boliger de sidste mange år er blevet nedrevet, lover kommunalpolitikerne nu, hvor der er valgkamp, at de vil opføre nye billige almene boliger. De får det til at lyde, som om det indtil nu blot har været et spørgsmål om manglende vilje eller mangelfulde regler. Men de nuværende regler og krav har været ude af stand til at sikre opførelsen af billige boliger. For eksempel har Københavns Kommune i årevis haft en regel om at 25 procent af nybyggeriet skal være almene boliger, men alligevel fylder de mindre end ti procent af nybyggeri det sidste årti. De få nyopførte almene boliger er desuden ikke billige, men koster næsten det samme at bo i som private lejeboliger.
Det er på trods af at et rødt flertal i borgerrepræsentationen har stået i spidsen for boligpolitikken i mange år. Det var for eksempel med valgløfter om flere billige boliger, at Enhedslisten blev det største parti med 24% af stemmerne ved kommunalvalget 2021 i København. Siden da har Line Barfod fra Enhedslisten siddet som borgmester for Teknik og Miljø, som boligområdet hører under. Men ingen af løfterne er indfriet. Tværtimod er det fortsat med at gå den forkerte vej.
Det grundlæggende problem er, at der ikke bygges efter behov, men at markedskræfterne dikterer, hvad der opføres og til hvilken pris. Siden 2012 har det københavnske boligmarked befundet sig i et nærmest permanent boom. Den konstante tilflytning af nye indbyggere gjorde opførelsen af boliger til investeringer med lav risiko og et stort, stabilt afkast. Pensionsselskaber, kapitalfonde og store ejendomsudviklere kastede sig over byen og har de sidste 18 år domineret det københavnske boligmarked. Konsekvensen af de sidste knap 20 års udvikling er, at boligpriserne er blevet presset op og at priserne på byens byggegrunde er steget markant.
Ifølge lovgivningen skal byggegrunde sælges til markedsprisen, som kun er steget og steget, hvilket har gjort det praktisk talt umuligt at opføre billige almene boliger i København. Almene boligselskaber skal nemlig holde sig inden for det såkaldte maksimumbeløb, et lovbestemt rammebeløb, som er loftet for, hvor dyrt de almene boligprojekter må blive. Når prisen for boliggrunde stiger, betyder det at de almene boligselskaber presses ud af markedet, som overlades til pensionsselskaber og private ejendomsudviklere.
Et andet element, som har bidraget til at presse prisen for byggegrunde op, er Københavns Kommune selv. Kommunen forsøger nemlig at sælge byens byggegrunde så dyrt som overhovedet muligt, for at det kommunalt ejede byudviklingsselskab By & Havn kan afbetale på sin enorme gæld for metrobyggerierne på 20 milliarder kroner. Københavns Kommune bidrager således til at forværre boligkrisen og puste boligpriserne op, for at en lille håndfuld kreditorer kan få deres lån tilbagebetalt.
De sidste mange års udvikling på det københavnske boligmarked har skabt stor frustration blandt unge og arbejdere, som presses ud af byen, og undermineret opbakning til Socialdemokratiet, som har siddet på overborgmesterposten i over 100 år.
Som et desperat rygstød til Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, annoncerede regeringen to uger inden kommunalvalget, at de ville hæve maksimumsbeløbet for almene boligselskaber med 20 procent i København og Aarhus. Ifølge regeringen vil det “gøre det muligt at bygge op mod 1.400 ekstra almene boliger i de største byer årligt”. På overfladen lyder det jo godt, men betyder det virkelig at der bliver opført billige boliger, som der så desperat er brug for?
Selv hvis hævningen af maksimumsbeløbet er tilstrækkelig til at de almene boligselskaber kan konkurrere med private virksomheder om Københavns dyre byggegrunde, så vil det ikke resultere i billige boliger, eftersom huslejen skal dække de øgede opførelses- og driftsomkostninger. Helt konkret vil regeringens forslag, ifølge ekspert i boligpolitik, Martin Vinæs Larsen fra Aarhus Universitet, betyde, at boligerne i København bliver omkring 10 procent dyrere.
Faktum er, at politikerne ikke kan løse boligkrisen. De lover alle at opføre billige boliger, men så længe markedet dominerer økonomien, er det ikke menneskers behov, men profit og inddrivelse af gæld, som styrer udviklingen. For at sikre folk noget så grundlæggende som en billig bolig er det nødvendigt at bryde med det selvsamme marked, som har skabt den nuværende situation.
Boligspekulanternes parasitisme
Siden finanskrisen i 2008 har store private boligselskaber som Jeudan og DEAS samt globale kapitalfonde som Blackstone og Goldman Sachs investeret og opkøbt massivt på boligmarkedet i København. Der har derfor været en kraftig stigning i antallet af folk, der bor til leje hos et privat udlejningsselskab, som nu udgør 26% af alle lejere i Danmark.
Blackstone, verdens største kapitalfond, der i Danmark går under det danskklingende ‘Kereby’, var ukendt på markedet før 2019. I dag har de opkøbt tusindvis af ejendomme i København og dominerer i populære bydele som Nørrebro og Indre By, hvor der plejede at være en højere koncentration af unge. Når de køber en ejendom, sætter de den i stand og bruger renovation som en lovlig undskyldning for at presse huslejen så meget op som muligt.
På den måde presser de store boligselskaber priserne op og flår lejerne på et uset niveau, så det i dag koster 50-70 procent mere at bo i en lejebolig, som ejes af en virksomhed, end det koster at bo i en almen bolig. Som direkte følge heraf æder huslejen også en større og større del af arbejdere og unges indkomst. Bor du til leje i hovedstaden, er det normen at halvdelen eller mere af din indkomst går til boligudgifter, og for studerende er det mere reglen end undtagelsen at SU’en knap nok dækker det.
Bolighajerne og kapitalfonde høster kæmpe profitter på boligmarkedet. Eksempelvis tjente Jeudan, en københavnsk ejendomsgigant, sidste år 143 millioner kroner før skat. Boligselskaberne lever som parasitter på samfundet og suger så meget værdi ud af arbejdere og unges lommer som muligt ved at udnytte manglen på noget så grundlæggende som et sted at bo.
I skolen bliver vi fortalt, at markedets “usynlige hånd” sikrer, at udbud følger efterspørgsel, men det er tydeligt, at kapitalismens højt besungne frie marked er ude af stand til at sikre flertallet en bolig, som man ikke ruineres af – hvis man overhovedet kan finde et sted at bo!
Kommunisters alternativ
Nu hvor der er kommunalvalg lover politikerne guld og grønne skove – ikke mindst når det kommer til boligspørgsmålet. Enhedslistens overborgmesterkandidat, Lene Barfod, har sagt at hun vil indføre et “huslejeloft ved nyere lejeboliger”, men huslejen er allerede alt for høj, ikke bare for nyere boliger, men også på ældre. Hvad der er behov for, er ikke bare et loft over huslejen, men at den sænkes gevaldigt.
Samtidig med at Line Barfod annoncerede sit forslag om at indføre et huslejeloft på lejeboliger, forsikrede hun desuden om, at der stadig skulle være “et rimeligt afkast” til ejerne. Men hvorfor i alverden skal bolighajer og kapitalfonde som Blackstone fortsat have “et rimeligt afkast”? De har i årevis udnyttet boligmanglen til at flå arbejdere og unge, og tjent styrtende profitter. I RKP mener vi at de allerede har fået mere end rigeligt.
For at lukke bolighajernes fest og gøre København til en by hvor arbejdere og unge faktisk har råd til at bo, vil vi i RKP sænke huslejerne drastisk for arbejdere, unge og fattige. Vi vil ikke sikre det ved at indføre et huslejeloft, men ved at nationalisere udlejningsselskaberne uden kompensation. Når først boligerne er taget ud af spekulanternes og boligselskabernes hænder, kan de fordeles demokratisk efter menneskers behov: for eksempel efter størrelsen på familierne, afstanden til ens arbejdsplads m.m.
Politikerne snakker om, at løsningen på boligkrisen er at bygge nye boliger, men en stor del af boligkrisen kunne løses omgående ved at gøre brug af alle de nuværende boliger. Der er rigeligt af ubrugte boliger, men de er i boligspekulanternes hænder og utilgængelige for arbejdere og unge. I 2022 oplyste Københavns Kommune at mere end 17.000 boliger i København stod tomme. Det svarer til hele 5 procent af boligerne i Københavns Kommune. Mange af boligerne er ejet af selskaber som Hemistaden og Blackstone, der bruger dem som spekulationsobjekter. For omgående at afhjælpe boligkrisen vil RKP nationalisere alle tomme boliger uden kompensation til boligspekulanterne og stille dem til rådighed, så folk kan få noget så grundlæggende som et sted at bo.
Ifølge tal fra Ejendomstorvet.dk, var der desuden næsten 800.000 kvadratmeter tomme kontorlokaler i København ved udgangen af 2024. Hvis virksomhederne ikke vil bruge deres tomme kontorer, som står og samler støv, så vil vi! Mange af kvadratmeterne ville relativt hurtigt kunne omdannes til boliger eller gøres egnet til andre nyttige formål: kulturhuse, mødesteder eller andet. RKP vil derfor nationalisere alle tomme kontor- og ejendomslokaler, uden kompensation, så de kan komme byens indbyggere til gode.
Ingen af de partier, som lige nu lover, at netop deres parti vil sikre billige boliger, er i realiteten villige til at tage de nødvendige skridt for at løse boligkrisen. De accepterer alle kapitalismens marked og den private ejendomsret. Med dem ved roret vil intet ændre sig.
For at løse boligkrisen og skabe en by, der er indrettet efter arbejdere og unges behov, må vi tage markedet ud af boligmarkedet. Kun sådan vil et hjem ikke længere være en vare, der kan tjenes profit på, men en grundlæggende rettighed.
