Den 17. november stemte FN’s Sikkerhedsråd for en resolution, der viderefører Donald Trumps ‘fredsplan’ for Gaza. Men det, der indtil videre er blevet etableret i planens første fase, er ikke den ‘evige fred’, som Trump lovede, men en fortsættelse af drabene, foreløbig i mindre intensitet, og en kriminel opdeling af territoriet.

Under ledelse af USA og støttet af dets europæiske håndlangere vil denne plan kun føre til oprettelsen af en ny kolonial administration i regionen. Det betyder, at FN giver sin velsignelse til den fortsatte besættelse og opdeling af Palæstina. Dermed baner de vejen for større konflikter i fremtiden.

Kina og Rusland støttede også indirekte resolutionen ved at undlade at bruge deres vetoret i Sikkerhedsrådet til at nedstemme den, hvilket måske overraskede nogle. Det burde dog ikke komme som nogen overraskelse. De er på ingen måde venner af det palæstinensiske folk og vurderer, at deres interesser i regionen bedst opnås ved, at Trump får frie hænder i denne sag.

Ingen fred

Siden første fase af Trumps ‘fredsplan’ trådte i kraft den 10. oktober, har der angiveligt eksisteret en våbenhvile. For befolkningen i Gaza er der imidlertid ikke meget, der har ændret sig.

Siden den 10. oktober er over 300 palæstinensere blevet dræbt og 670 såret af IDF-soldater og bombardementer. Alene den 19. oktober blev 45 palæstinensere dræbt af israelske luftangreb, efter at Hamas var blevet beskyldt for at have dræbt to IDF-soldater. Bare ti dage senere blev yderligere 109 dræbt, hvoraf halvdelen var børn. I skrivende stund er yderligere 30 palæstinensere på tværs af Gaza blevet dræbt af IDF inden for de seneste 24 timer.

Et andet element i planens ‘første fase’ var, at Israel skulle løfte sin blokade af nødhjælp til Gaza. Det anslås, at hvis grænserne var blevet åbnet, ville knap 20.000 lastbiler med nødhjælp nu have passeret grænsen til Gaza med livsvigtige fødevarer og medicin til de sultende og syge.

I realiteten er kun omkring 4.800 sluppet ind i området, da Israel kun i meget begrænset omfang har lempet sit jerngreb om Gaza. IDF bruger enhver undskyldning for at nægte hjælp til Gaza f.eks. ved at afvise en leverance af telte med begrundelsen, at teltstængerne kan bruges som våben.

En våbenhvile er helt klart det sidste, Netanyahu har i tankerne. Bare to dage efter FN-afstemningen bombede Israel det sydlige Libanon og senere Beirut. Israel har styrket sin kontrol over det område af Syrien, som det for nylig har besat, gennem et personligt besøg af Netanyahu selv. I oktober var der det højeste antal angreb fra israelske bosættere på Vestbredden siden 2006, hvor registreringen begyndte.

Det er, hvad imperialisterne kalder fred! Men dette er kun begyndelsen.

‘Anden fase’

FN-resolutionen har indledt ‘anden fase’, som vil oprette et ‘Fredsråd’ under ledelse af selveste Trump, som kun står til ansvar overfor sig selv, og dermed har frie hænder i Gaza. Som ny ordensmagt vil der blive etableret en ‘international stabiliseringsstyrke’, som skal forsøge at afvæbne Hamas.

Det er meningen, at styrken skal bestå af en koalition af forskellige væbnede styrker. Men hvem vil melde sig frivilligt til sådan en opgave? USA har gjort det meget klart, at det ikke vil sende tropper til Gaza, og det samme gælder Frankrig og en række andre imperialistiske magter. I betragtning af den massive vrede i befolkningerne mod vestlig imperialismes støtte til Israels folkemord, ville dét at indsætte tropper være som at hælde benzin på bålet.

Trump håber, at de arabiske regimer i området vil stille med mandskab, men de er ikke villige til så åbenlyst at agere som fængselsvagter for palæstinenserne, især hvis det indebærer direkte kamp med Hamas. I alle disse lande er der en eksplosiv situation, og hvis de forhadte regimer opfattes som samarbejdende med Israel om at kontrollere Gaza, kan det udløse en eksplosion.

På trods af USA’s vage og tydeligvis tomme hentydninger til en eventuel palæstinensisk stat på et ubestemt tidspunkt i fremtiden, har Israel klart og tydeligt sagt, at det ikke vil tillade, at der opstår noget, der bare i det fjerneste ligner en palæstinensisk stat.

Israel har også gjort det klart, at de ikke vil tillade, at visse lande stiller soldater til rådighed for stabiliseringsstyrken. De nævnte specifikt Qatar og især Tyrkiet, som er en rivaliserende magt med sine egne interesser i området.

Den næste fase af Trumps fredsplan afhænger af afvæbningen af Hamas – hvilket i sig selv ikke er nogen let opgave, som Israel selv har erfaret i løbet af de seneste to år – via en international styrke, som kun få, om overhovedet nogen, er villige til at deltage i.

I virkeligheden er dette altså en blåstempling af status quo. Israel har begået folkemord (som FN selv har fastslået) og har nu i praksis fået FN’s velsignelse.

En ny opdeling 

Og så er der den ‘gule linje’, en grænse af gule betonblokke omkring Gaza, der skal afgrænse linjen mellem det ‘gamle’ Gaza – hvor Hamas i øjeblikket har kontrollen – og det ‘nye’ Gaza, som IDF angiveligt vil trække sig fra, efterhånden som fredsprocessen skrider frem.

Denne grænse afskærer Gaza City fuldstændigt fra grænsen til Egypten. Israel besætter i øjeblikket 53 procent af Gazastribens territorium, men i de resterende 47 procent bor langt størstedelen af de resterende to millioner palæstinensere i Gaza i et kludetæppe af telte og bombede bygninger. Før blækket overhovedet var tørt på dokumentet, gik IDF ud over den gule linje og trængte dybere ind i det ‘gamle’ Gaza for at erobre mere territorium.

Israel er allerede i gang med ‘genopbygningen’ i det område, det besætter. Smotrich, den højreekstreme finansminister, har direkte sagt, at “krigen ikke er forbi”, før Hamas er blevet ødelagt. Tidligere på året forsvarede han ‘retten’ til at bygge israelske bosættelser i Gaza, som han hævdede er en “uadskillelig del af Israel”.

De næste skridt i Trumps plan er vage og afhænger af, at det næsten umulige bliver opnået. Eftersom Israel allerede er i gang med at bygge på det land, det har besat, ligner den ‘gule linje’ i stigende grad fundamentet for en mere permanent opdeling.

Dette har længe været det zionistiske regimes traditionelle strategi: gradvist at indtage palæstinensisk territorium, presse forholdene for palæstinenserne for at gøre livet mere og mere uudholdeligt og drive befolkningen væk.

Det er denne rådne ‘fred’, implementeret af den mest magtfulde imperialistiske magt på kloden, som de facto er blevet støttet af Kina og Rusland gennem deres afholdelse fra at stemme. Også de arabiske regimer støtter den. Dette inkluderer Algeriet, som havde en stemme i Sikkerhedsrådet, samt Qatar, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Jordan, som alle underskrev en erklæring til støtte for USA’s resolution. Med sådanne venner, hvem har så brug for fjender?

Uanset hvordan støvet lægger sig, er spørgsmålet om palæstinensisk selvbestemmelse udelukket, så længe den zionistiske stat eksisterer, med fuld opbakning fra amerikansk imperialisme. Kapitalistiske diplomatiske institutioner som FN kan ikke tilbyde nogen løsning; alt hvad de kan tilbyde er at pynte på de rædsler, som det kapitalistiske system har skabt, mens der forberedes nye opdelinger og imperialistiske interventioner.

Kun ved at vælte det zionistiske regime og smide alle de imperialistiske magter, der støtter det, ud af regionen, kan vi sætte en stopper for den rædsel, der kendetegner livet under kapitalismen.