Valget af Zohran Mamdani som borgmester i New York City er en af de mest markante sejre for en socialistisk kandidat i amerikansk historie. I “kapitalismens hovedstad” – den største by i det mest magtfulde imperialistiske land på jorden – stemte over en million mennesker på en selvudnævnt demokratisk socialist, i hvad The New York Times korrekt beskrev som en “bølge af utilfredshed med det etablerede system”.

Betydningen af dette politiske jordskælv kan næppe overvurderes. Lige siden Bernie Sanders indledte sin første præsidentkampagne i 2015, har socialistiske idéer vundet indpas i den amerikanske arbejderklasse. Men Zohrans sejr er et af de tydeligste tegn hidtil på den enorme ændring i massernes bevidsthed, der har fundet sted i løbet af det sidste årti.

“Demokratisk socialisme” er blevet mainstream

For bare ni måneder siden var Zohran stort set ukendt og lå i meningsmålingerne til kun at få 1% af stemmerne. Men hans krav om at fastfryse huslejen for lejligheder med stabiliseret husleje, gratis bybusser, billig børnepasning og kommunalt ejede dagligvarebutikker – for ikke at nævne hans modstand mod Israels folkemordskrig i Gaza – tiltrak hurtigt bred opbakning. Hele 42.000 frivillige støttede ham, hvilket førte til en overraskende sejr i det demokratiske primærvalg over den etablerede favorit Andrew Cuomo, som senere blev støttet af Trump.

Siden da er antallet af frivillige vokset til 104.000 mennesker. Sammen bankede de på tre millioner døre og foretog 4,4 millioner telefonopkald i tiden op til valgdagen. Afdelingen i New York af Democratic Socialists of America (DSA) – som har omkring 10.000 medlemmer i hele byen, herunder Zohran selv – udgjorde rygraden i gruppen af frivillige.

I sidste ende var Cuomos 40 millioner dollars dyre kampagne, der omfattede konstante reklamer i tv og radio, ingen match for Zohrans evne til at mobilisere frivillige og udnytte den vrede, som millioner af arbejderklasse-newyorkere følte over de stigende leveomkostninger, den enorme ulighed i velstanden og de afskyelige forbrydelser, som Israel begik med støtte fra amerikansk imperialisme.

Zohran fik mange stemmer fra arbejdere med kontorjobs, men vandt også flertallet af stemmerne i nabolag med lavere indkomst. Det inkluderede et stort flertal af stemmerne i nabolagene i Bronx, hvor over en fjerdedel af beboerne lever i fattigdom.

Ifølge Mamdani-kampagnen sagde 6.568 mennesker ja til at blive frivillige for ham på stedet, efter at de var blevet kontaktet af stemmehverver. Yderligere 8.389 mennesker sagde ja til at blive frivillige som følge af telefonsamtaler. Det viser, hvor stor entusiasmen er for en kandidat, der ses som en ægte forkæmper for dem, der længe har været nægtet en politisk stemme. Frem for alt fremhævede hans program behovet for at “sænke leveomkostningerne for arbejderklassen i New York”.

Betegnelsen “demokratisk socialist” var ikke en tilfældig faktor, men snarere en central del af Zohrans succes. En meningsmåling foretaget af CNN afslørede, at 85 % af Mamdanis cirka en million vælgere betragter sig selv som “demokratiske socialister”. Samlet set identificerede 25 % af vælgerne i New York sig med denne betegnelse. Dette kommer i forlængelse af en meningsmåling fra september, der viste, at hele 74 % af de sandsynlige demokratiske vælgere i hele landet anser “demokratisk socialisme” for at være det begreb, der kommer tættest på deres politiske synspunkt.

Zohran vandt også:

• 65 % af førstegangsvælgerne i borgmestervalget
• 59 % af lejere
• 59 % af respondenterne, der sagde, at deres familier er ved at sakke bagud økonomisk
• 66 %, der sagde, at leveomkostningerne er det vigtigste problem, New York City står overfor
• 33 % af vælgerne, der sagde, at de har et negativt syn på Det Demokratiske Parti
• 65 % af vælgerne, der har et negativt syn på begge partier
• 76 %, der sagde, at modstand mod Trump var en grund til at stemme
• 9 % af de mennesker, der stemte på Trump sidste år, og 9 % af de selvidentificerede MAGA-vælgere

Det bekræfter alt sammen, hvad Revolutionary Communist International har sagt siden Trumps genvalg sidste år: Der er ikke sket noget grundlæggende “højresving” blandt den amerikanske arbejderklasse. Det er snarere krisen i den amerikanske kapitalisme og især krisen i den amerikanske økonomi, der får arbejdere til at søge mod anti-establishment-politikere, der er villige til at udfordre status quo.

Den stigende tiltrækning af venstre- og højrepopulisme er et forvrænget spejlbillede af den desperate søgen efter løsninger på de problemer, som alle arbejdere står overfor. I dette tilfælde ser vi en besynderlig situation, hvor en selvudnævnt socialist stiller op for Demokraterne, et kapitalistisk parti, fordi der ikke findes et masseparti for arbejdere i USA.

I en by, hvor zionistiske demokrater har haft magten i årtier, er Zohrans valg også en vigtig sejr for solidaritetsbevægelsen med Palæstina. Faktisk blev Zohrans opfordring til at arrestere Benjamin Netanyahu som krigsforbryder, hvis han vender tilbage til New York, støttet af 63 % af vælgerne i primærvalget. Hans opfordring blev imidlertid afvist af de borgerlige medier som et absurd forslag.

I sin sejrs-tale, som han indledte med at citere den berømte amerikanske socialist Eugene Debs, lovede Zohran at indfri sine ambitiøse løfter og fremhævede endda sine demokratiske socialistiske holdninger:

“Når vi om 58 dage træder ind i rådhuset, vil forventningerne være høje. Vi vil indfri dem. En stor newyorker sagde engang, at man fører valgkamp i poesi, men regerer i prosa. Hvis det er sandt, så lad den prosa, vi skriver, stadig rime, og lad os bygge en strålende by for alle. Og vi må udstikke en ny vej, der er lige så dristig som den, vi allerede har tilbagelagt.

Ifølge den gængse opfattelse er jeg langt fra den perfekte kandidat. Jeg er ung, trods mine bedste forsøg på at blive ældre. Jeg er muslim. Jeg er demokratisk socialist. Og det værste af det hele er, at jeg nægter at undskylde for noget af det.”

For tredive år siden ville alt det her have været helt utænkeligt i USA. Efter Sovjetunionens fald erklærede den amerikanske herskende klasse triumferende, at socialismen var en saga blot. Men deres sejr var en pyrrhussejr. Vi lever i en helt anden verden nu. Enhver tilbageværende fordom om, at den amerikanske arbejderklasse på en eller anden måde er immun over for socialistiske ideer, kan nu endegyldigt aflives. Det er helt klart, at socialistisk politik igen er på dagsordenen.

Kampen er først lige begyndt

Straks efter at nyheden om hans sejr blev offentliggjort, kom der rapporter om store fejringer i fyldte barer i Brooklyn og Queens. New York DSA fremviste en triumferende plakat med teksten “Socialismen vinder”.

Zohrans valg er uden tvivl en symbolsk sejr over kapitalismen og zionismen. Men nu er det ikke tid til at hvile på laurbærrene. Virkeligheden er, at ægte socialisme endnu ikke har sejret. En lang, hård kamp mod New Yorks kapitalister og hele den amerikanske herskende klasse venter forude.

Fra det øjeblik, han vandt primærvalget i juni, har bosserne truet med en kapitalstrejke mod et New York ledet af Zohran. Trump har antydet, at han vil tilbageholde føderale midler til byen. New Yorks guvernør Kathy Hochul – en demokrat, der tøvende støttede Zohran for at få indflydelse – har gentagne gange antydet, at hun vil blokere for nye skatter på de rige. I mellemtiden har den borgerlige presse udgivet hundredvis af artikler, der bagvasker og angriber Zohran.

Presset fra Det Demokratiske Parti, de borgerlige medier, det 300.000 mand stærke kommunale bureaukrati, udlejerne og kapitalisterne vil kun blive større fremover. Cuomo er måske blevet besejret, men hundredvis af højtstående kommunale bureaukrater sidder stadig på deres poster og vil fortsætte med at kæmpe for kapitalisternes og udlejernes interesser under Zohran som borgmester.

Alt tyder på, at Zohran Mamdani er motiveret af et oprigtigt ønske om at sænke leveomkostningerne for almindelige mennesker. Men historien viser, at gode intentioner ikke er nok til at forandre samfundet. For at lykkes har vi brug for en videnskabelig forståelse af, hvordan det kapitalistiske samfund fungerer, og hvilken slags fjende vi står overfor. Derfor har RCA konsekvent været imod, at socialister stiller op for Demokraterne – et institutionelt parti for klassefjenden. Selvom vi sammen med flertallet af arbejderklassen i New York fejrer nederlaget for etablissementets kandidat, så kunne vi ikke støtte Zohrans kampagne, så længe han stillede op for Det Demokratiske Parti.

Zohran begiver sig ind på fjendens territorium, og han får brug for en seriøs strategi for at lykkes. Til at begynde med bør han huske sine egne tidligere udtalelser om den socialistiske bevægelses mål. Som han sagde på en YDSA-konference i 2021:

“Formålet med hele dette projekt er ikke blot at øge klassebevidstheden, men at opnå socialisme. Og det er klart, at øget klassebevidsthed er en vigtig del af det. Men vi skal sikre os, at vi har kandidater, der både forstår det og er villige til at fremme det … Vi skal fortsætte med at vælge flere socialister. Og vi skal sikre os, at vi ikke undskylder for vores socialisme.”

Zohran havde helt ret, da han sagde dette. Al historie vidner om, at svaghed over for klassefjenden kun indbyder til aggression. Kun en strategi med modig, kompromisløs klassekamp – der udelukkende bygger på arbejderklassens egne kræfter – kan lykkes.

Men indtil videre har Zohran ikke fulgt sit eget råd. Siden primærvalget i juni har kapitalisterne gjort alt for at tæmme ham, og i en række lukkede møder har Zohran lyttet venligt til dem. Som The New York Times Magazine beskrev i oktober:

“[Siden juni] har Mamdani været involveret i en slags anden primærvalgkampagne, hvor han har holdt diskrete møder med byens magtfulde personer for at konsolidere sin støtte og skubbe sine vigtigste rivaler ud af billedet … Nogle af disse møder er blevet rapporteret, men de fleste er ikke.

I flere måneder har Mamdani holdt private møder med tidligere ledere i bystyret, virksomhedsledere, ledere af kunst- og kulturinstitutioner i New York og skeptiske lokale demokrater. Samtalerne præsenteres som møder, hvor man kan lære den nye politiske stjerne at kende. Men ifølge personer med kendskab til samtalerne har de også et dobbelt formål. I samtalerne har Mamdani forsøgt at fremstå som en ny type venstreorienteret, en der lytter, forstår sine mangler og er villig til at udvikle sig. Han har erkendt sin manglende ledelseserfaring og bedt om råd. Han har søgt fælles fodslag …

Robert Wolf, medlem af Partnership for New York City og en vigtig fundraiser for Det Demokratiske Parti, [sagde], at han er begyndt at sms’e med kandidaten, og dermed er blevet en uformel pulsmåler for byens finans- og erhvervsliv. Desuden mødtes Wolf med Mamdani i en time på hans kampagnekontor i denne måned som en personlig opfølgning på et timelangt Zoom-møde i august.

»Zohran er for mig at se mere en progressiv kapitalist,« [sagde] Wolf og tilføjede, at han efter deres private samtaler var overbevist om, at Mamdani forstod vigtigheden af, at den private sektor trives i hans New York.”

Financial Times rapporterede om det samme på tærsklen til borgmestervalget: 

“Mamdani har siden primærvalget arbejdet hårdt på at udvide sin appel og bevise over for newyorkerne, at han ikke er en ildsjæl, og han har flittigt bejlet til vælgergrupper, der oprindeligt var fjendtligt indstillet over for hans kampagne, såsom store virksomheder og Wall Street.

Han skræmte oprindeligt den velhavende elite ved at love at hæve skatten for New Yorks rigeste borgere og virksomheder, han foreslog en skat på 2 % af indkomster på over 1 million dollar, hvilket ville generere 4 milliarder dollar i skatteindtægter, og en forhøjelse af statens selskabsskat til 11,5 % – det samme niveau som i nabostaten New Jersey – hvilket ville indbringe omkring 5 milliarder dollar om året.

Men siden primærvalget er »hans budskab blevet meget mere nuanceret«, siger Kathryn Wylde, leder af Partnership for New York City, en interesseorganisation, der repræsenterer nogle af byens største arbejdsgivere i den private sektor.”

At bejle til klassefjenden er et farligt spil. Det pres, der er blevet lagt på ham under disse møder bag lukkede døre, har allerede betydet, at Zohran har givet indrømmelser på flere områder.

I løbet af sommeren lovede han at “fraråde” sine tilhængere at bruge sloganet “globaliser intifadaen”, undskyldte over for en stor gruppe NYPD-betjente i et lukket møde for sine udtalelser under George Floyd-oprøret i 2020 og antydede diskret, at en fastfrysning af huslejen måske skal genovervejes efter fire år.

Han forsikrede også “erhvervsledere” om, at han ikke er fast besluttet på at beskatte de rige, og at han er åben for at finansiere sit program gennem besparelser af forskellig art. Derudover har han kraftigt hintet til, at han vil beholde milliardærarvingen Jessica Tisch som politikommissær.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama ringede selv til Zohran to gange i løbet af sommeren. Efter at have rost hans kampagne gav Obama angiveligt råd om, hvilken slags “infrastruktur” Zohran skulle forberede for at kunne regere, og tilbød at være en fremtidig “sparringspartner”.

I sit sidste år i embedet godkendte Obama en tiårig militær hjælpepakke til Israel på 38 milliarder dollar, som senere blev brugt til at slagte titusinder af indbyggere i Gaza. Han er næppe en værdig “sparringspartner” for en kandidat, der i høj grad vandt på grund af sin støtte til palæstinensernes rettigheder.

Obama og resten af den herskende klasse ønsker, at Zohran skal følge “deres regler” – regler, der er skrevet af kapitalisterne for at sikre deres rigdom og magt. Zohran ville gøre klogt i at ignorere og ikke stole på “rådene” fra disse velkendte fjender af arbejderklassen. Arbejderne har intet til fælles med disse mennesker og absolut intet at lære af dem. Folk som Barack Obama, Kathy Hochul, Chuck Schumer, Patrick Gaspard, Sally Susman og deres ligesindede bør betragtes med foragt og holdes langt væk fra Zohran’s aktiviteter. Hvis kapitalisterne ønsker at holde “get-to-know-you”-diskussioner med Zohran, så lad dem gøre det, men møderne bør være offentlige.

Der er brug for militante klassekampstaktikker

I oktober beskrev The New York Times Zohran som en “veluddannet og velopdragen søn af intellektuelle fra Manhattan” og bemærkede anerkendende, at han “lytter, stiller spørgsmål og er imødekommende”, mens han “ikke belærer erhvervslederne, men i stedet indoptager deres synspunkter og til tider lover at overveje deres argumenter”.

Men kapitalistklassen er en hensynsløs og målrettet fjende. De forstår, at deres interesser står i diametral modsætning til arbejderklassens. De kan ikke “besnæres”, overtales eller på anden måde overbevises om at støtte ægte reformer, fordi reformer simpelthen ikke er i deres klasses interesse. I vores epoke kan seriøse indrømmelser kun vindes gennem omfattende klassekamp.

Som alle reformister forsøger Zohran at imødekomme alle, ved at love arbejderklassen gennemgribende reformer og samtidig forsikre kapitalisterne om, at deres profitter er trygge. Man kunne forestille sig, at det ville være muligt, hvis kapitalismen var inde i en generel opsvingsperiode, som den var fra 1946 til 1973. Men i en epoke præget af kapitalismens forfald, er det simpelthen ikke muligt.

Amerikansk imperialisme er ved at miste sin overlegenhed i forhold til den opstigende kinesiske imperialisme i en kontekst præget af en global overproduktionskrise. For kapitalisterne er selv mindre indhug i deres profitter derfor en alvorlig belastning. Desuden risikerer man ved at tillade væsentlige reformer at opmuntre arbejderklassen til at kæmpe for mere – “appetite comes with eating”. Der er allerede rapporter om, at Wall Streets magthavere er i gang med at “udtænke deres næste træk”. Den herskende klasse vil kæmpe med næb og klør mod Zohrans program, uanset hvor mildt og “rimeligt” det måtte være.

For at citere Bibelen: “Ingen kan tjene to herrer.” I hans bestræbelser på at gennemføre sine reformer og hjælpe den socialistiske bevægelse med at tage et reelt skridt fremad, er Zohrans eneste pålidelige allierede de arbejdere og unge, der har ført ham til borgmesterposten. Zohran har gentagne gange omtalt Demokraterne som “vores parti”. Men set fra arbejderklassens og den socialistiske bevægelses synspunkt er det ikke “vores” parti. Det er deres parti – kapitalisternes parti – og en forståelse af denne forskel er afgørende for at opnå succes.

Kapitalisterne øger presset på Mamdani. Ved at stille op for det kapitalistiske Demokratiske Parti har han bragt sig selv i en vanskelig situation. Men det er ikke for sent at bryde med deres politiske struktur og omdanne hans kampagne til et nervecenter for en gennemgribende klassekamp.

Der har aldrig været et bedre tidspunkt end nu til at bryde med Demokraterne og opbygge et klasseuafhængigt arbejderparti.

Zohran, en nationalt kendt person, er blevet valgt til borgmester i den største by i USA. Han har en hær af frivillige bag sig, der ønsker en seriøs kamp mod milliardærerne. Med en enkelt Instagram-video kunne han opfordre sine 100.000 frivillige og fem millioner følgere til at danne et nyt politisk parti, der er fuldstændig uafhængigt af Demokraterne. Sådan et parti ville ikke blot være en valgplatform, men ville organisere en seriøs kamp for arbejderklassen.

I betragtning af det had, som millioner af mennesker føler mod begge borgerlige partier, ville dette sprede sig som en løbeild til alle større byer i landet og danne grundlaget for et massivt arbejderparti i USA. Bevægelsen kan starte i New York, men for at arbejderne kan vinde, må den sprede sig til hele landet. Nu er det tid til at udvise mod og dristighed – hele verden ser på! Pessimisterne vil påstå, at det er “urealistisk”. Men det, der er urealistisk, er tanken om, at der kan ske nogen meningsfuld forandring gennem partiet, som tilhører Clinton, Joe Biden og Andrew Cuomo.

Når Zohran skal sammensætte sin administration, bør han kun forlade sig på medlemmerne af DSA og andre organisationer fra sin valgkampagne og modsætte sig forsøg fra det demokratiske etablissement på at snige sig ind. Han bør forpligte sig på kun at modtage en gennemsnitlig arbejderløn, og det samme bør byens øverste ledelse gøre.

Administrationen bør ikke se sig selv som en New York-specifik enhed, men som omdrejningspunktet for en national kamp mod den amerikanske kapitalistklasse som helhed. De problemer, som arbejdere i New York står overfor, er de samme problemer, der knuser arbejdere over hele landet: lave lønninger, svindende jobmuligheder, uoverkommelige boligpriser, dyre fødevarer og sundhedspleje osv.

At bryde offentligt med enhver tilknytning til Det Demokratiske Parti og appellere til arbejderklassen i New York og USA som helhed ville være et stort skridt i retning af at bekæmpe opsplitningen fra den reaktionære “kulturkrig”, der plager de amerikanske arbejdere. På dette grundlag ville det være muligt at indlede en national kamp for billige boliger med en husleje på højst 10 % af indkomsten, velbetalte overenskomstdækkede jobs til genopbygning af landets infrastruktur, gratis offentlig transport, billig børnepasning og et nationaliseret sundhedssystem af høj kvalitet.

Der er meget på spil. Hvis Zohran fortsætter ad vejen mod klassesamarbejde, vil han uundgåeligt blive tvunget til at forråde sin vælgerbase, uanset hans intentioner. Skulle det ske, vil de borgerlige medier fremhæve alle kapitalismens problemer i New York City – hjemløshed, arbejdsløshed osv. – som de uundgåelige konsekvenser af “socialisme”. Det kunne miskreditere hele ideen om socialisme.

På den anden side, hvis Zohran benytter lejligheden til at indlede en kompromisløs kamp mod kapitalistklassen, kan den socialistiske bevægelse vende op og ned på amerikansk politik. I stedet for lukkede møder med kapitalisterne er det blokader, strejker, massedemonstrationer og generalstrejker i New York City, Albany og over hele landet, der er vejen frem.

Kammeraterne fra Revolutionary Communists of America vil være en del af disse kampe og kæmpe side om side med vores klasse. Vi er ivrige efter at diskutere vejen frem med Zohrans tilhængere i New York City og over hele landet og vil fortsætte med at tilbyde vores perspektiver på, hvordan bevægelsen omkring Zohran kan lykkes. Vi vil støtte resolut handling og kritisere tilbageskridt. Vi er overbeviste om, at så længe vi lærer af fortiden, ligger den socialistiske og kommunistiske bevægelses storhedstid i Amerika i den nærmeste fremtid.