Onsdag var 5000 tillidsfolk fra hele landet samlet til møde i Odense. Mødet var indkaldt af LO i protest mod regeringens forslag om afskaffelse af efterlønnen.
LO selv havde kun regnet med 1000 deltagere. Dagen før mødet meldte de om 3000 tilmeldte og i sidste ende dukkede 5000 deltagere op.
Det massive deltagerantal viser den enorme vrede og frustration, der findes på de danske arbejderpladser.
Strejker
I morges gik buschaufførerne i store dele af landet i strejke, og i skrivende stund spreder strejkerne sig til nye grupper; Havnearbejderne i København, Esbjerg, Aarhus og Fredericia, ligesom skraldemændene i store dele af København har nedlagt arbejdet. Ifølge Ritzau er der etableret blokader mod Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen, så hverken renovationsselskaber eller private firmaer kan komme af med affald, ligesom busterminalen i Aalborg meldes blokeret.
Også postarbejderne I Valby og Kastrup strejker. Og i skrivende stund er lufthavnene I både København, Billund og Aalborg ramt af strejker.
Stilladsarbejderne, i hvert fald i København strejker også, og i formiddags lancerede de sammen med skraldemændene en halv times blokade af Kongens Nytorv.
Ingen kan være i tvivl om at de danske arbejdere er ved at vågne op fra chokket fra krisen og den medfølgende eksplosion i arbejdsløsheden.
Dråben der fik bægeret til at flyde over
Efterlønsforslaget var dråben der fik bægeret til at flyde over. Men utilfredsheden stikker meget dybere.
Talsmanden for havnearbejderne, Martin Serup, fra Københavns Havn, siger i en udtalelse om strejkerne: ”Baggrunden er den borgerlige regering og Danske Folkepartis mange angreb på arbejdere og ubemidlede i Danmark. Samtidig har man foræret milliarder til de rigeste i samfundet gennem skattelettelser.”
Transportarbejderne uddelte allerede i starten af ugen løbesedler med langt mere omfattende krav end kun efterlønnen. Umiddelbart tog deres utilfredshed udgangspunkt i det faktum at de tvinges til at betale 5000 kr. for et lovpligtigt efteruddannelseskursus, påkrævet af EU.
Men derudover var de utilfredse med forringelserne af:
- dagpengeperioden
- efterlønnen
- voksen- og efteruddannelserne
- arbejdsmiljøet
- fagforeningerne (der er blevet gjort dyrere)
Dertil kommer den udbredte chikane af arbejdsløse gennem aktivering, rådighedskrav og så videre.
At vreden er udbredt, forklarer Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport, ”Dråben, der fik bægeret til at flyde over var afskaffelsen af efterlønnen. Det her er helt anderledes, end hvad jeg har oplevet tidligere. Jeg har aldrig mødt så dyb en frustration.”
Det var derfor perfekt at LO tog initiativet til at samle tillidsmændene nationalt. Man skulle mene at det var en oplagt mulighed for at diskutere hvordan efterlønsangrebene stoppes, og hvordan regeringen bliver væltet.
Men nej!
Mødet diskuterede ingen konkrete skridt i kampen mod regeringen. Der var faktisk ingen fælles diskussion.
Forbundsformændene holdt tale, hvor de dundrede mod regeringen. De 5000 tillidsmænd skulle diskutere ved deres borde i gruppediskussioner, og emnet for diskussionen var ikke vejen frem, men argumenter for og imod efterløn. Nu er det jo altid godt at have argumenterne i orden. Men der var ingen tvivl om hvad de 5000 fremmødte tillidsfolk mente om den sag. Der burde have været en fælles diskussion om vejen frem.
Ordene må følges op af handling
Denne avis foreslog i en løbeseddel, der blev uddelt på mødet, at LO må gå i spidsen og indkalde til 24 timers generalstrejke. Enhed er arbejderklassens styrke, og det kan kun ske ved en samlet opfordring til fælles strejker. At vreden er der, viser dagens strejker.
Der har været nok snak nu, nu må der sættes handling bag ordene.
Fraværet af en fælles debat viser enten LO ledelsens fuldstændig manglende tiltro til egne medlemmers evne til selv at diskutere og bestemme, eller også var det en bevidst strategi, fordi de vidste, at de på ingen måde ville kunne kontrollere en plenumdiskussion. Hvilken af disse muligheder, der er værst, er svært at afgøre. Sandheden er nok, at det er lidt af begge dele. Skulle nogen nu finde på at indvende, at det er umuligt at diskutere 5000 mennesker, så vil vi blot opfordre dem til at studere strejkerne i 1985.
LO er sat i verden for at lede arbejderklassens kamp. Det er fuldstændig korrekt, at indkalde landets tillidsmænd i en så alvorlig situationen, som den nuværende. Men et sådan møde må indeholde diskussion og efterfølgende aktion, ellers er det intet andet end en meget dyr sammenkomst.
Strejkerne i dag er et tegn på, at der er ved at ske et skift i situationen også i Danmark, som vi har set det i resten af Europa. Det er absolut muligt, og også mest sandsynligt, at strejkerne ebber ud i morgen. Men man skal huske, at de kommer efter en lang periode, hvor strejketallet har været helt i bund. Siden krisen satte ind har den eneste markante strejke været de storkøbenhavnske skraldemænds, der endt i nederlag.
Under overfladen ulmer en grundlæggende utilfredshed i den danske arbejderklasse, som i den næste periode vil komme op til overfladen på den ene eller anden måde.
