”Et spøgelse går gennem Europa”, sådan indledte de to unge tyskere Karl Marx (29 år) og Friedrich Engels (27 år) Det Kommunistiske Manifest i dag for 160 år siden. I dag svarer vi: ”Et spøgelse går gennem verden”. Det Kommunistiske Manifest er uden tvivl den mest betydningsfulde tekst i den internationale arbejderbevægelses historie. Siden 1848 er den kommet i utallige udgaver og på alle verdens sprog. Socialistiske og kommunistiske ideer er af langt ældre dato, men det var først med Det Kommunistiske Manifest, at de afkastede deres utopiske form og blev til et konkret perspektiv for en arbejderrevolution og et klasseløst samfund.
Marx og Engels lod sig ikke spise af med spådomme og gisninger om fremtidens samfund. Deres ideer om socialisme og kommunisme byggede ikke bare på smukke idealer og drømme, men derimod på en videnskabelig analyse af det omgivende samfund.
”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie” slog de fast i en tid, hvor de borgerlige fremstillede en historien som ”de store mænds” kamp og en evig proces frem mod virkeliggørelse af ”det godes ide” eller ”gud vilje”.
Siden da er der ikke blevet udgivet en borgerlig avis uden, at dette er blevet benægtet. Klassekampen er død, hører vi igen og igen. Efter Sovjets sammenbrud påstod Francis Fukuyama endda, at historien var overstået og at kapitalismen havde sejret, som menneskehedens endelige frembringelse.
Men Marx’ muldvarpe gravede lystigt videre. Nogle gange var den godt nok ikke til at se. Men da gravede den kun de gange, som senere skulle gøre klassekampen endnu mere eksplosiv og forberede kampen mod det kapitalistiske system og dets undertrykkelse.
Klassekampens periode
Vores periode er klassekampens periode. Overalt set vi en intensivering af klassekampen og modstand mod alle kapitalismens undertrykkende former. Strejker og demonstrationer ses i alle de europæiske lande. Grækenland har i de sidste år oplevet fem generalstrejker. Frankrig har udover opstande i forstæderne været vidne til studenteroprør og en generalstrejke, som til sammen tvang den borgerlige regering til at trække deres forringelser af unge arbejdsløses vilkår tilbage. I Storbritannien så vi forrige år en strejke blandt de offentligt ansatte, som var den største strejke i 80 år. I Tyskland har både de offentligt ansatte, metalarbejderne og jernbanearbejderne været ude i store kampe. Og listen fortsætter med store strejker i bl.a. Slovenien, Italien og Rusland.
Også de danske arbejdere har tilsyneladende glemt, at klassekampen er død. Faktisk er det kun de canadiske og de islandske arbejdere, som i de sidste ti år har strejket mere. Vi har set demonstration på demonstration med over 100.000 på gaden. Hertil kan vi ligger, hvad mange har betegnet som et ungdomsoprør. Og fremtiden byder på mere. Selv grupper som ikke har nogen tradition for at strejke, som SOSU-assistenterne har nu fået nok og kræver 5.000 mere i lån om måneden, hvis ikke de skal gå i strejke.
Men også de ”nye” arbejderklasser i Asien, Afrika og Latinamerika rykker på sig. Faktisk er klassekampen længst fremme i Latinamerika, hvor der ikke er et eneste stabilt regime. Millioner var på gaden mod valgsvindel i Mexico i 2006, fabrikker er blevet besat i Brasilien, Argentina og andre lande. Der har været flere revolutionære situationer i Bolivia, og i Venezuela snakkes der åbent om socialisme og kravet om arbejdernes demokratiske overtagelse af produktionsmidlerne vinder dag for dag større og større støtte.
Frisk vin på gamle flasker
Denne så afgørende pointe om det kapitalistiske samfund er det kun marxisterne, som forstår. Det var den materialistiske dialektiske metode, som gjorde Marx og Engels i stand til at forstå, at klassekampen var det afgørende. Men også på mange andre punkter førte denne metode, som var et produkt af hele menneskehedens filosofiske og videnskabelige udvikling, til detaljerede beskrivelser af det kapitalistiske samfunds bevægelseslove.
På Marx og Engels tid var små kapitalister og forholdsvis små fabrikker det almindelige. Men Marx og Engels viste, at den frie konkurrence uundgåeligt ville føre til koncentration og monopoldannelse:
”Bourgeoisiet samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og befolkningen, som før var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen, centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i hænderne på ganske få.” (Det Kommunistiske Manifest, DKM)
Verdens største virksomhed med hensyn til ansatte er i dag Wal-Mart, som har 1,3 millioner ansatte. Omkring 140 virksomheder har over 50.000 ansatte. Vi har ingen præcise tal for Marx og Engels’ tid, men man gætter på max 6.000-7.000 for den allerstørste fabrik.
Globalisering er i dag blevet et moderne ord, som alle de fine folk taler om. Men Marx og Engels viste klart og tydeligt, at kapitalisternes evige jagt på profit ville jage kapitalisterne udover hele verden. ”Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.” (DKM)
Selv de kulturelle effekter af dette indså Marx og Engels: ”De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.”
Disse er kun nogle få eksempler på, hvorfor at Det Kommunistiske Manifest i dag er lige så aktuelt, som da Marx og Engels satte de sidste pennestrøg i 1848. Selvfølgelig er der også fejl og mangler (det nationale spørgsmål bliver eksempelvis ikke behandlet). Marx og Engels var ikke profeter. Deres styrke var deres metode.
Prøv bare at sammenligne med deres samtidige borgerlige forfattere. Hvor mange af dem kan bruges til noget som helst i dag? Marxismen er måske gammel, men det er alligevel de nyeste ideer.
Forandre, ikke fortolke
Men som Marx også skrev andet steds, så handler det ikke om bare at fortolke verden, men også at forandre den. Det Kommunistisk Manifest er ikke en videnskabelig afhandling, men derimod en håndbog for alle arbejdere i klassekamp og revolution. Den socialistiske revolutions opgaver bliver stillet fuldstændig klart op:
”Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt. Dette kan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despotiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produktionsforhold, altså ved foranstaltninger, der vil forekomme økonomisk utilstrækkeligt og uholdbare, men som under bevægelsens forløb vil vokse ud over sig selv og er uundgåelige som middel til at revolutionere hele produktionsmåden.”
Men det blev også gjort klart, at dette kun kunne ske gennem en revolution, som kan virkeliggøre de kommunistiske utopier:
”Når proletariatet i kampen mod bourgeoisiet nødvendigvis samles til klasse, ved en revolution gør sig til herskende klasse og som herskende klasse ophæver de gamle produktionsforhold med magt, så ophæver det med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsætningen, for klasser overhovedet og dermed sit eget herredømme som klasse.”
Der står selvfølgelig meget tilbage at forklare i praksis. Marx og Engels havde endnu ikke set arbejderrevolutioner og bl.a. skrev Engels i forordet til den tyske udgave i 1872: ”Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at “arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål”” (DKM). Også især den russiske revolutioner gav fantastiske erfaringer for arbejderklassen, som Lenin og Trotskij i flere værker har analyseret.
Reformismens forræderi
Marx og Engels så revolutionen, som noget der var muligt i den nærmeste fremtid. Det er vigtigt at forstå, hvorfor at de ikke fik ret i denne forudsigelse. I årtierne efter udgivelse af det Det Kommunistiske Manifest opstod og udviklede arbejderklassen sig i alle de kapitalistiske lande. Over alt blev afdelingerne af 2. Internationale til massearbejderpartier med et revolutionært socialistisk program.
Forberedelserne for arbejderklassens magtovertagelse blev taget skridt for skridt. Men på det afgørende tidspunkt svigtede lederne af 2. Internationale deres ansvar og arbejderklassen. Modsat tidligere aftaler støtter alle de europæiske Socialdemokratier, på nær det serbiske og det russiske, de kapitalistiske krigsbevillinger og sendte arbejdere i krig mod arbejdere.
Kun i Rusland brugte bolsjevikkerne krigen til at fremføre revolutionære paroler og her så vi verdenshistoriens første arbejderrevolution. Den største begivenhed i verdenshistorien. Men revolutionen forblev isoleret og degenererede senere. En historisk chance for at vælte kapitalismen i hele verden og bevæge sig i retning af et klasseløst samfund var spildt.
Forklaringerne er mange og historien er lang, men det førte til en hel historisk periode, hvor reformisterne og stalinisterne diktatorisk sad på arbejderbevægelsen og de revolutionære kræfter var i mindretal.
Gang på gang har arbejderklassen vist sit revolutionære potentiale og i alle lande har der været muligheder for revolutioner og revolutionære processer. Men gang på gang svigtede arbejderbevægelsens ledelse og kapitalismens elendighed fortsatte.
En ny morgen gryer
Trotskij forklarede dette i de første linjer af Overgangsprogrammet (1938), som er et fornemt supplement til Det Kommunistiske Manifest: ”Den verdenspolitiske situation set under eet er først og fremmest kendetegnet ved en historisk krise i proletariatets ledelse.”
Trotskij forklarede også, at dette krævede, at de revolutionære kræfter aktivt måtte indgå i kampen om denne linje. Gang på gange har sekterikere på venstrefløjen udråbt det nye socialistiske eller kommunistiske arbejderparti og kombineret bogstaverne K, P, A og S i et væk. Ingen har dem har forstået, at marxismen intet er værd, hvis ikke den forbindes til masserne. Marx og Engels slog allerede dette fast i Det Kommunistiske Manifest
”Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.” (DKM)
Denne taktiske åbenhed er kombineret med den samtidige strategiske fasthed i form af et klart udviklet revolutionært program, det der gør marxismen til den for borgerskabet farligste kraft på jorden. Det er på dette grundlag, at den Internationale Marxistiske Tendens og Socialistisk Standpunkt opbygger de revolutionære kræfter i Danmark og resten af verden.
I dag fejrer vi det kommunistiske manifest. Vi fejrer at spøgelser nu går igen i alle verdens lande, og vores periode er revolutionens periode. I dag vokser de første generationer op efter Sovjetunionens sammenbrud. Nyt blod og nye kræfter tilslutter sig dag for dag arbejderbevægelsen. Kapitalismen har de sidste mange år ikke kunne forbedre levevilkårene for flertallet af arbejderne. De reformistiske lederes politik bliver mere og mere utålelige. Arbejderne har intet andet end deres lænker og bryde. Og de vil blive brudt.
”Proletarer i alle lande, foren jer!”
