1. maj 2005: Nej til arbejdsgiverpolitik – ja til klassekamp


Revolution



4 minutter

Fyresedler eller lønnedgang? Pest eller dobbeltsidet lungebetændelse? Dette er det sicilianske “tilbud”, mange danske arbejdere får givet for tiden. Dette sker samtidig med, at de største danske kapitalister får rekordstore milliard-overskud. AP Møller kunne for eksempel fremlægge et overskud for 2004 på 24,3 mia. Samtidig fik arbejderne på Lindøværftet, som ejes af AP Møller, besked på, at hvis ikke de kunne skabe endnu større overskud, ville værftet blive lukket. TDC, som også fik et milliard overskud, fejrede dette ved at kræve yderligere fyringer.

Man kan også tage SAS som eksempel – her fik topdirektørerne 3-cifrede million-bonuser for at få firmaet til at virke bedre – ved at fyre arbejdere! Eller Danish Crown – 1,2 mia. i overskud for 2004, men alligevel skal danske arbejdere presses ned på polsk niveau, for at kunne beholde deres arbejde. Er det fair? Nej, det er klassekamp!

Dette er kun et nogle få eksempler på den generelle situation på det danske arbejdsmarked. Til trods for at de borgerlige benægter det, er virkeligheden den, at de danske kapitalister fører intens klassekamp mod arbejderne.

Offentligt ansatte under massivt pres
Men det er ikke kun det private arbejdsmarked, der oplever sicilianske tilbud. Overalt må arbejderne i den offentlige sektor se sig selv som jaget vildt. Arbejdspresset er steget så drastisk, at tusindvis går fysisk og psykisk ned af de uopnåelige krav om effektivitet. Overalt er der nedskæringer, der er ved at bombe den offentlige sektor tilbage til halvtredserne. Den nye kommunalreform løser ingen af disse problemer, tværtimod. De borgerlige partier forklarer, at denne reform vil spare penge. Men der kan ikke være tvivl om, at dette skal betales af arbejderne i det offentlige ved nedskæringer og resten af befolkningen med dårligere service.

Unge i kamp
I oktober demonstrerede op imod 100.000 studerende, elever og lærlinge mod dårlige forhold på deres uddannelser i initiativet Stop Nu. Hermed blev det endeligt cementeret, at de danske unge er parate til at kæmpe mod nedskæringer. Vejen frem for denne kamp er en klar strategi for eleverne og lærlingene. Eleverne må alliere sig med den danske arbejderklasse og intensivere kampen mod den borgerlige regerings konstante nedskæringer. Det eneste alternativ er kampen for en ny regering bestående af arbejderpartierne på et socialistisk program.

Klassekamp eller ej
Dele af Socialdemokraterne er på det sidste begyndt at tale om klassekamp, senest Frank Jensen. Hans linje fik 43 pct. af stemmerne ved Socialdemokraternes formandsvalg. Den nye formand Helle Thorning-Schmidt fremstillede sig som det nye friske pust, der skulle samle partiet. En stor del, af dem der havde stemt på hende, må have fået sig noget af et chok. Efter hun var blevet valgt, blev det klart, at hun var repræsentant for partiets højrefløj, der havde ført en massiv kampagne for at få hende valgt. Hun startede med at erklære fløjkrigen for slut ved at fjerne al opposition til hendes højrefløjslinje – hvor nu kun de “lydige” ordførere får lov til at udtale sig. Ellers får de samme behandling som Bjarne Laustsen.

Socialdemokraternes nye ledelse har fået stor ros fra VU, Anders Fogh og den ultraliberale tænketank CEPOS – ros for at have “mod” til at skære ned på velfærdsstaten.

Meget mindre, eller slet ingen efterløn, højere pensionsalder og meget strammere indvandrerpolitik er bare tre eksempler på den højrefløjspolitik, hun har tænkt sig at føre. Dette er aldeles uhørt. Socialdemokraterne har tidligere været i spidsen for at opbygge velfærdsstaten, at de nu skal stå i spidsen for at ødelægge den, er intet mindre end absurd. Helle Thorning-Schmidt vil finde ud af, at hun ikke har opbakning i Socialdemo-kraternes bagland for dette. Med hendes nye tiltag fremprovokerer hun en øget fløjkrig.

Vejen frem
Man får ikke væltet den borgerlige regering ved at angribe velfærdssamfundet eller erklære klassekampen for død. Kapitalisterne fører klassekamp mod arbejdernes tilkæmpede rettigheder. Den eneste vej frem er, at arbejderbevægelsen og ungdommen tager denne kamp op. I stedet for højrepolitik må Socialdemokraterne sammen med SF og Enhedslisten gå sammen om et socialistisk program for udbygning af velfærdssamfundet og sammen indgå en alliance mod den borgerlige regering. Arbejdere og unge må blive aktive i deres fagforeninger og arbejderpartierne og kæmpe for et socialistisk program, der kræver nationaliseringer af de største danske virksomheder og banker. Det er på tide, at milliardoverskuddene bruges til at sikre levestandarden for arbejdere, unge og ældre.
Det første skridt må være at der sættes en stopper for udflytning af danske arbejdspladser ved at nationalisere alle virksomheder, der vil forøge profitterne og skabe arbejdsløshed i Danmark ved at flytte arbejdspladser til udlandet. Dette program vil som det eneste kunne bekæmpe de borgerliges nedskæringspolitik og skabe mulighed for at bevare og udbygge velfærdsstaten.

– Nationalisering af alle udflytningstruede virksomheder!
– Udbyg velfærdssamfundet!
– Fjern alle nedskæringer på velfærden!
– 30 timers arbejdsuge!
– Fordel arbejdet!
– Bevar efterlønnen!
– Sæt de borgerlige på pension!
– God og gratis uddannelse til alle!
– Nationaliser de 50 største banker og virksomheder under arbejdernes demokratiske ledelse og kontrol!