Note: Denne artikel er oversat fra de spanske marxisters avis, El Militante, nr. 201, januar 2007. Igen i år er deres forlag, Fundación Féderico Engels (www.engels.org) , blevet inviteret til at deltage i den store bogmesse i Havana. Se rapport fra sidste års bogmesse og udbredelsen af de marxistiske ideer på Cuba her.

Den 31. juli annoncerede Fidel Castro officielt overdragelsen af sit ansvar til sin broder Raúl Castro, vice-præsident for partiet og for statsrådet. En alvorlig sygdom tvang ham til at trække sig tilbage fra sine regeringsområder på ubestemt tid.

Reaktionerne lod ikke vente på sig; de kontra-revolutionære elementer som befinder sig i Miami udtrykte med karnevalslignende demonstrationer deres jubel, for det som de så som Fidels sidste øjeblikke i live. Selv den cubansk-amerikanske nationale organisation (en tydeligvis fascistisk institution) udtrykte på mere eller mindre klar vis, at Cubas væbnede revolutionære styrker burde igangsætte et statskup.

Den del af den internationale presse som med større eller mindre voldsomhed altid har angrebet den cubanske regering, startede også med jubel at spekulere omkring mulige midler, tiltag og personer, som kunne lede en ”overgang” på Cuba. På samme tid afventede de en massiv reaktion fra det cubanske folks side, som ifølge dem bliver holdt, som gidsler af det regime, som styrer øen. Men alle deres forhåbninger, alle de storhedstanker som de opbyggede i de første uger efter Fidels tilbagetrækning, er faldet helt og aldeles til jorden.

Langt fra eksplosioner af jubeludbrud efter den ”hadede diktator”s fald, er det, som vi har set hos flertallet af befolkningen, en dyb bekymring for øens fremtid. Den cubanske revolution, de ting som den har opnået og Fidels figur, har stadig en solid opbakning iblandt flertallet af arbejderne, bønderne og det cubanske folk generelt.

Den cubanske virkelighed
Det er klart, at den kendsgerning at Fidel er syg, introducerer et nyt element i den politiske situation; ingen anden cubansk leder har den samme autoritet og karisma som ham. Samtidig har Fidel slået helt fast, at han er fuldstændigt imod, at kapitalismen kommer tilbage til øen. Hans tilbagetræden fra scenen, selvom de cubanske myndigheder og Fidel selv insisterer på, at det er midlertidigt, har frembragt forventninger hos det internationale borgerskab, om den mulige nye politiske vej, som de der nu leder den cubanske regering, muligvis vil tage.

Således har Raúl Castros ord den 2. december,ved mindesmødet for 50-året for Granma-bådens landgang på Cuba om at lave en opfordring til USA\'s regering om at ”løse den fortsatte uenighed imellem USA og Cuba ved forhandlingsbordet”, igangsat en storm i de borgerlige medier verden over.

En delegation på ti amerikanske kongresmænd besøgte øen den 16. december. Disse folk opretholder mht. Cuba en politik, der ligner det europæiske borgerskabs: Dvs. at de går ind for at mildne op om blokaden, såfremt den cubanske regering tager forholdsregler for at lette kapitalismens gradvise, men sikre indtræden på øen.

Dette besøg fra de politiske repræsentanter fra den del af borgerskabet, som følger denne strategi, må ses som et forsøg fra deres side, ligesom tilhængerne af blokaden forsøger det (blot med andre midler), på at skubbe Cuba tilbage til situationen før revolutionen.

Det var en udforskningsmission, som havde til formål at se, hvilken politik toppen i den cubanske regering vil følge og forsøge at forøge de prokapitalistiske sektorers beslutningskapacitet og styrke. Indtil nu ser det ud til, at de ikke har fået noget helt klart ud af det.

Farer for korruption og bureaukrati
Men hvis man ser bort fra disse manøvrer, som på ingen måde er nye, kan det ikke benægtes, at der er problemer på Cuba, og at der eksisterer alvorlige farer, som underminerer revolutionen og truer med at ødelægge den. Et vigtigt element som bidrager til disse vanskeligheder, er den amerikanske imperialismes kriminelle chikane. Den økonomiske blokade imod Cuba har alvorlige konsekvenser. De forholdsregler som Bush administrationen tog for at styrke den, gjorde, at Cuba i 2005 mistede 4.186 millioner dollars.

Ifølge officielle tal har 45 års blokade betydet tab på 86.108 millioner dollars for det cubanske folk. Men vi ville ikke være oprigtige, og vi ville gøre revolutionen en bjørnetjeneste, hvis vi konkluderer, at de farer som underminerer det cubanske folks tilkæmpede reformer, kun stammer fra de eksterne provokationer. Fidel selv erklærede i sin tale den 17. november 2005, at den største fare for den cubanske revolution ikke findes i USA, men på selve øen og især – hvilket han specielt understregede - farerne for korruption og bureaukrati. Det var lige netop med denne tale, at man lancerede en intern kampagne, som man forsøger at bruge til at kæmpe imod korruption og bureaukrati på alle niveauer.

Som en del af denne kampagne oprettedes grupper af sociale arbejdere for at tjekke overholdelsen af distributionsnormerne og undgå røveri af statens ressourcer; man har også forøget antallet af og styrket kontrollerne og inspektorerne. Hvad denne kampagne har fået frem i lyset, er utroligt bekymrende, og vi mener, at det kræver en grundlæggende analyse af situationen, og at man tager midler i brug, som angriber selve problemets rod.

Indtil august 2006 foretog inspektorerne i Havanna 22.692 prøver, og ved 11.692 markedscentre fandt de prisovertrædelser og ændringer på produkternes normer. 52% af de centrer som blev undersøgt, havde problemer. De brud som forekom mest i disse centre, var: sandwiches med mindre skinke end det normale, fadøl med 260.cl., når de burde have 350 cl., bægre med is med et realindhold på meget mindre end de 250 gr. som der blev skrevet på etiketten, etc.

Dette er konkrete sager med distribuering, som viser, hvor store problemerne er, selvom det er tydeligt, at det mest skadelige for den cubanske økonomi, er uregelmæssigheder, der stammer fra den styring, som nogle funktionærer udøver over statslige virksomheder. I dette miljø udvikles der en kampagne med kontroltjek, og kendsgerningerne er, at der også her er årsag til bekymring: Af de kontrollerede virksomheder, cirka 60 procent af alle, er der problemer i 30 procent. Vi bør også tage med i overvejelsen den effekt, som igangsættelsen af markedsreformer på øen havde efter USSRs fald. Disse reformer har skabt et lag inden for det cubanske samfund med en interesse i genetablering af kapitalismen på øen.

De hårde år med den særlige periode har også vækket illusioner iblandt visse sektorer, om at de under kapitalismen vil høste frugten af et mere behageligt liv. Rent faktisk har mange cubanere brug for at tage et par ekstra pesos med hjem til huset, igennem små overtrædelser af distributionsnormerne, for at dække sin families basale behov. En middelløn (300 pesos) giver ikke nok til at komme igennem hele måneden, og desuden er der mange af produkterne, som man kun kan skaffe sig med anden valuta (dollars), hvilket gør de ekstra pesos endnu mere nødvendige.

Cubanerne bliver dagligt nød til at ”kæmpe” for at få sine basale behov dækkede. Det står klart, at den kriminelle embargo spiller en vigtig rolle: Begrænsning på den cubanske stats adgang til basale produkter til markedspriser påvirker således rådigheden over disse produkter og deres endelige pris.

Arbejderklassens bevidste deltagelse: afgørende
Det er tydeligt at vi ikke har at gøre med isolerede problemer, men at vi står overfor en sygdom som sætter hele revolutionen og dens sejre på spil. For at stoppe udbredelsen af dette lag, er det nødvendigt at radikalisere de midler som gør arbejderklassens afgørende deltagelse i styringen og kontrollen med samfundet mulig.

Raúl Castro gjorde i sin tale den 30. september 2006 ved afslutningen på det cubanske fagforbunds 19. kongres, et forsøg på at bringe nogle af de sager, som kan være årsager til denne situation frem i lyset. Han sagde: ”Et af det ideologiske arbejdes store opgaver er at få arbejderen til at føle sig som kollektiv ejer af samfundets rigdomme og handle i overensstemmelse dermed.”

Fra vores synspunkt af rammer Raúl Castro lige i øjet, når han referer til denne situation for, at planøkonomien fungerer og udvikler sig.

I samme tale forklarede Raúl Castro om hvordan man skal gå imod korruption: ”Men under socialismens betingelser er det meget svært at modstå disse onde farer uden arbejdernes hjælp, de er den sociale styrke”.

Lige præcis arbejdernes deltagelse er afgørende. At de føler, at produktionsmidlerne er deres kollektive ejendom, er en af nøglefaktorerne for at revolutionen går fremad, og kan vinde overvinde truslerne. Således er det nødvendigt for at sikre dette at give de instrumenter, der kan sikre dette mål mere beslutningsdygtighed og autoritet. Komitéerne i hver fabrik, kvartér, koordinatorer på lokalt, by- og landsniveau bør være de organer hvor arbejderne diskuterer, organiserer sig, vedtager planer, leder virksomhederne, kontrollerer distributionen af produkter. Organer hvor repræsentanterne kan vælges af arbejderne, og til hver en tid frit kan afsættes af dem, i det øjeblik de mener, at de ikke følger det der blev vedtaget.

Vi mener, at dette er de konkrete midler, hvormed det revolutionære demokrati kan fordybes, og gør det muligt for arbejderne at ”føle sig som kollektiv ejer af samfundets rigdomme og handle i overensstemmelse dermed”.

Den internationale revolution – nøglefaktor for den cubanske revolution
Som Fidel forklarede i den nævnte tale, påvirker den illegale distribution og bureaukratismen i driften af økonomien de tilgængelige varer i supermarkedernes kvalitet og antal.

Men dette er ikke de eneste elementer. Som Marx forklarede er der to hovedforudsætninger for, at socialismen kan etablere sig – den første er arbejderklassens bevidste styring af samfundet, og den anden er dens internationale karakter. Historien har på dramatisk vis vist, at socialisme i ét land er uholdbart. I dag befinder revolutionen sig i en historisk kontekst, som er favorabel for at bryde dens isolering. Den revolutionære proces som er undervejs i hele Latinamerika, med Venezuela som spydspidsen, er en unik mulighed, for at bruddet med kapitalismen, som i sin tid forekom på Cuba, breder sig til hele kontinentet. I denne opgave bør Cuba være forgangsmand for at tilskynde den.

Kombinationen af den intellektuelle rigdom, som er blevet genereret på Cuba og de menneskelige og materielle ressourcer i lande som Venezuela eller Bolivia, gør det under arbejdernes kontrol muligt at dække alle masserne i Cubas og de andre landes behov. En socialistisk føderation imellem disse lande vil have en umådelige tiltrækningskraft for de undertrykte masser i resten af Latinamerika og hele verden. I dag er dette mål mere muligt og mere nødvendigt end nogensinde før, fremtiden for den cubanske revolution er tæt forbundet med verdensrevolutionen, som i disse øjeblikke klart er i fremgang. Lad os tage og udnytte det.