Østens folk! I har ofte hørt kaldet til hellig krig fra jeres regeringer, I har marcheret under profetens grønne fane, men alle disse hellige krige var falske og tjente kun jeres egne herskere, og I, bønderne og arbejderne, forblev i slaveri og nød efter disse krige. I erobrede livets goder for andre, men I nød aldrig nogle af dem selv.
Nu indkalder vi jer til den første ægte hellige krig, under den Kommunistiske Internationales røde fane. Vi indkalder jer til en hellig krig for jeres egen velfærd, for jeres egen frihed, for jeres eget liv!
Kommunistisk Internationales Baku-kongres for østens folk, december 1920.
Tirsdag 23. januar udviste den libanesiske arbejderklasse og de fattige masser igen en kraftpræstation, der sendte chokbølger over hele Mellemøsten og videre ud. En generalstrejke lammede landets produktion og infrastruktur, og dødsklokkerne er nu begyndt at ringe over Siniora-regeringen. Det var den samlede opposition, med fagforbundet CGTL i spidsen, der organiserede generalstrejken, og de gjorde det samtidig klart, at dette kun er et enkelt led i kampen for at vælte regeringen. Dette er den foreløbige kulmination på klassekampen i Libanon, der er intensiveret siden forsvarskrigen mod den israelske aggression i sommer.
 |
Den umiddelbare anledning til generalstrejken var, at regeringen, under ledelse af Fouad Al-Siniora, har lanceret en række angreb på massernes leveforhold i et forsøg på at redde de store virksomheders profitter. Planen omfatter en forhøjelse af momsen fra 10 til 12 procent næste år, og gradvist en forhøjelse på i alt fem procentpoint, til 15 procent. Desuden indeholder planen nedskæringer i støtten til brændstof og elektricitet, privatisering af statslige tele- og elselskaber, salg af statens aktier i Middle East Airlines, Intra Investment Company og vand- og kloakselskaberne. Alt dette vil direkte angribe leveforholdene for almindelige libanesere, der i forvejen lider under en økonomi og infrastruktur, der blev smadret af Israels bombardementer, hvor over 1200 civile mistede livet, en million blev fordrevet, og 30.000 mistede deres hjem. Ifølge Jordan Times anslås det, at Israels angreb har anrettet skader for 5,5 mia. dollars.
Sinioras angreb kommer også for at få Libanon med i verdenshandelsorganisationen WTO, og for at dette kan lade sig gøre, skal landet nedbringe sin gæld, der er dobbelt så stor som landets bruttonationalprodukt.
Siniora er uden mandat
Men der er også en dybere utilfredshed med regeringen, og denne utilfredshed fik et udtryk i generalstrejken. Regeringen, der støttes af USA og Saudiarabien (samt de korrupte arabiske regimer i Cairo og Amman), var ude af stand til at forsvare landet imod den israelske aggression, og krigen blev vundet af Hizbollah, der leverede våben, organisation og midler til modstandskampen. De fattige libanesere kæmpede heroisk imod den israelske imperialismes aggression mens Siniora-regeringen sad passivt og så til, ude af stand til at gøre noget. Lige siden har der været enorm uvilje imod den provestlige Siniora-regering, og især Hizbollah har fået enorm popularitet. Organisationens generalsekretær Hassan Nasrallah er uden tvivl Libanons mest populære politiker, ikke blot hos de fattige shiaer, men han nyder også stor popularitet hos den kristne del af arbejderklassen.
En meningsmåling, der blev offentliggjort i avisen The Independent i december, viste, at 73,1 procent støtter oppositionens krav om en national enhedsregering. Fordelt på de religiøse skel finder vi, at det især er shiaer og kristne, der støtter dette krav, mens sunnier og drusere er mere tilbøjelige til at støtte Siniora. Dette skyldes, at klassekampen i Libanon, i mangel på en velorganiseret arbejderbevægelse, der går på tværs af grupperne, ofte har karakter af en kamp mellem de religiøse grupper (hvor de knap 40 procent shiaer udgør den absolut fattigste del af befolkningen).
Downtown Beirut: fra yuppier til protester
Tidligere var Beiruts centrum et monument over den neoliberale økonomiske politik, som den tidligere premierminister Rafik Al-Hariri førte. Amerikanske og vesteuropæiske butikskæder, modehuse, smykkeforretninger, banker cafeer og restauranter har tilført Beirut et vestligt look – Mellemøstens 5th. avenue. Men for tiden blæser en projektor politiske paroler op på gavlen af overklassebaren Buddha Bar. Der står, at regeringen er en ”moms-regering, offentlig gæld-regering, korruptionsregering”. På Riad Al-Solh pladsen har unge taget plads i en sit-in demonstration, der har varet over en måned, og som har til formål at vælte regeringen. Mange af deltagerne har aldrig før deltaget i en demonstration, eller endda sat deres ben i Beiruts centrum.
En 35-årig tømrer fra Beiruts shia-dominerede forstæder blev interviewet af det amerikanske blad The Nation, og udtrykte det på denne måde: Jeg er aldrig kommet ind til centrum før disse protester. Jeg har ikke råd til at komme her. Hvis jeg spiste en sandwich her ville jeg være flad i en uge. Det er velkendt, at dette område ikke blev byget for os.”
En midaldrende kvinde ved navn Souad, der blev interviewet af den egyptiske avis Al-Ahram, demonstrerede foran skatteministeriet. ”Det libanesiske folk er fattigt, og skatterne er allerede for høje. Vi har ikke råd til at betale dem. Jeg har fire sønner, og kun en af dem har arbejde,” sagde hun.
Momsforhøjelserne vil ramme den fattige del af befolkningen hårdt, da moms er en asocial skat, hvor både rig og fattig betaler det samme. Det vil ganske åbenlyst ramme arbejderklassen og øge forskellene mellem rig og fattig i Libanon.
Imperialisterne befaler, Siniora skriver under
Regeringens plan skal fremlægges for en konference i Paris 25. januar, hvor de arabiske golfstater skal tage stilling til planen og vurdere, hvor mange penge, de vil sende til den libanesiske regering i støtte til genopbygning af landet. Og disse stater presser Siniora til at angribe masserne hårdt, for eksempel har Qatar allerede udtrykt tvivl om, hvorvidt privatiseringsprogrammet er vidtgående nok. Alene de omstændigheder, denne plan bliver til på, understreger således, at Siniora-regeringen er fuldstændig underlagt udenlandske magter, og søger sin base hos imperialisterne i stedet for libaneserne. Dette har, under de nuværende tilspidsede forhold, dømt regeringen til undergang, før snarere end siden.
Det er tvivlsomt, om regeringens planer overhovedet vil blive til noget. Parlamentets formand, Nabih Berri, den mangeårige leder af det shiamuslimske Amal, er modstander af planen, og det kan føre til, at hele regeringens lovpakke ikke bliver til noget. Det vil blot udstille Siniora-regeringens impotens, da den vil være ude af stand til at tilfredsstille hverken imperialisterne eller masserne.
Der hviler nu et tungt ansvar på arbejderbevægelsen i Libanon. Opgaven er nu at opbygge og forberede arbejderbevægelsen på en ny offensiv og en ny generalstrejke. Men for at organisere en effektiv generalstrejke, der kan ændre situationen fundamentalt, er det nødvendigt at organisere strejkekomiteer på alle fabrikker, i alle skoler, i arbejderkvarterene og de fattige boligområder og forbinde kampen med de fattige bønder. En effektiv organisering fra neden vil være den mest effektive måde, hvorpå masserne lærer at kæmpe og bruge deres magt, og det vil være den mest effektive garanti mod, at lederne af en ny regering vil holde fast i en borgerlig politik, der tilgodeser kapitalisterne i stedet for Libanons store flertal af arbejdere og fattige.
Nasrallah har indgået en alliance med Michel Aoun, Libanons tidligere ”præsident” (i perioden i 1990, hvor Libanon havde to ”præsidenter” i Øst- og Vestbeirut. Aoun blev imidlertid bombet ud af sit palads og måtte flygte – kun iført pyjamas – i kampvogn til den franske ambassade, hvor han søgte asyl). Aoun er leder af den ”Frie Patriotiske Bevægelse”, FPB, og har tydeligvis ambitioner om igen at blive landets præsident. Ifølge Libanons forfatning skal præsidenten være kristen maronit – hvilket Aoun er. FPB og Hizbollah kræver en ”national enhedsregering”, men hvad betyder det? En regering med Hizbollah, FPB, og muligvis også repræsentanter fra Kommunistpartiet. Alle meningsmålinger peger på, at sådan en regering har overvældende støtte i befolkningen. Sådan en regering vil uden tvivl give Hizbollah en magt, der svarer til den popularitet, de opnåede efter sejren over Israel, og regeringen vil læne sig op ad Syrien i stedet for de vestlige imperialister. Men sådan en regering vil være aldeles ude af stand til at løse noget som helst.
"National enhedsregering" er ingen løsning
Libanon har en offentlig gæld på 41 mia. dollars, en af de højeste i verden pr. indbygger. Uanset hvilken sammensætning en "national enhedsregering har", så vil den være tvunget til at angribe arbejderklassen og de fattige, så længe den accepterer kapitalismens rammer – og hverken Hizbollah eller FPB, eller for den sags skyld kommunistpartiets ledelse, er villige til at tage et opgør med bankerne og kapitalisternes herredømme over Libanons økonomi. Under kapitalisme vil den store gæld falde på arbejderne og de fattiges skuldre. For at bryde dette er det nødvendigt at bryde med kapitalistklassens magt.
Imidlertid vil en ændring af Libanons klassenatur, en omstyrtelse af kapitalisterne og indførelse af arbejderdemokrati, ikke være en begivenhed, der kan ske isoleret. En ægte arbejderregering I Libanon ville være en trussel mod alle de omgivende regimers interesser. Et arbejderstyret Libanon ville være en enorm inspiration for alle de undertrykte masser I den arabiske verden, og desuden have enorme konsekvenser i Israel. Sådan et styre ville omgående blive angrebet af israelsk, amerikansk, fransk og italiensk imperialisme. Kampen for en socialistisk omdannelse af samfundet ville begynde I Libanon, men for at overleve ville revolutionen være nødt til at sprede sig til de andre lande I regionen.
 |
Et internationalistisk perspektiv er nødvendigt, men også indbygget I hele situationen og massernes bevidsthed. Ved demonstrationerne imod israels aggression bar demonstranterne billeder af Hugo Chavez ved siden af billeder af Hassan Nasrallah. Den venezuelanske revolution har verdensomspændende effekt på masserne, og Libanon er ingen undtagelse.
Hizbollahs rolle
Under generalstrejken blev det klart, at Hizbollahs ledere ønskede, at den blev så rolig som muligt, og de var flere gange ude med formaninger om, at folk skulle holde sig i ro. Masserne optrådte yderst diciplineret og handlede samlet – og de voldelige episoder, der er blæst op i den borgerlige presse skete først og fremmest fordi højreorienterede bøller blev sluppet løs imod demonstranterne. Hizbollah kunne have bevæbnet de strejkende, så de kunne forsvare sig imod angeb, og dødsfaldene kunne have vøret undgået. Men dette havde samtifdig givet masserne muligheden for at vælte regeringen omgående, og en ny regering, der blev indsat af en masseopstand ville ikke kunne udføre nedskøringer og angreb på arbejderne og de fattige. Sådan en regering ville fjerne Hizbollah-ledernes manøvremuligheder oig sat arbejderklassens herredømme på dagsordenen.
Hizbollahs ledelse ønsker i virkeligheden ikke at føre en anden økonomisk politik end Siniora. For eksempel går Hizbollah ind for libanesisk medlemsskab af WTO. Men masserne, der lige nu støtter Hizbollah, går ikke i kamp for at sikre en ny nedskæringsregering under Nasrallah og Aouns ledelse – de kæmper for en ny mpolitik, hvor arbejderne og de fattige ikke skal betale for kapitalismens rædsler. Dette kan ledelsen ikke sikre, og det vil blive mere og mere klart for masserne i løbet af den næste tids kampe og store begivenheder i Libanon.
Hizbollah er ikke et arbejderparti, men de har støtte fra mange arbejdere og fattige på grund af, at der mangler et alternativ til venstre. Kommunistpartiet har allieret sig med Hizbollah og FPB, og i denne alliance kommer kommunistpartiets ledere ikke med nogle udtalelser, der udfordrer Hizbollahs ledelse overhovedet. Dette er en skændsel for et parti, der påstår at basere sig på de kommunistiske ideer. Marx og Lenin holdt altid fast i, at arbejderklassen har brug for en klar klassepolitik, og de kritiserede nådesløst de borgerlige og småborgerliges vaklende og vigende holdning. Men metoderne fra Marx og Lenin er en lukket bog for lederne af kommunistpartiet.
Vores attitude til masserne, der støtter Hizbollah, er ikke fordømmende. Uden Hizbollahs ihærdige modstand var det uden problemer lykkedes for Israel at marchere hele vejen op gennem Libanon i sommer. Det er klart, at den militære sejr, hvor Hizbollah forsvarede almindelige libanesere imod Israels bomber og myrderier, har givet partiet en enorm autoritet i massernes øjne. Men Hizbollah kan ikke tilbyde en politik, der bryder med den elendighed, som masserne lever under. Vi har fuld forståelse for, at masserne vil kæmpe, og at de går til de partier, der tilbyder en organisering af kampen. Men samtidig er det klart, at Hizbollah ikke for alvor kan tilbyde en vej frem. Den vigtigste opgave for arbejderbevægelsen er at rive masserne væk fra Hizbollah, og dette kan kun gøres, hvis arbejderbevægelsen, med LKP som den vigtigste organisation, begynder at føre ægte revolutionær kommunistisk politik, og fremlægger et perspektiv for arbejderklassens overtagelse af magten i Libanon.
LKP og stalinismen
Libanon har en lang tradition for kommunistisk bevægelse. Det libanesisk-syriske kommunistparti blev dannet i 1924, men havde kun ringe indflydelse i starten. Partiet blev i 1944 blev delt i en Syrisk og linbanesisk del, da Syrien blev splittet op, og den nye, kunstige, stat Libanon blev etableret.
Partiet var fra starten meget påvirket af stalinismen. Partiets generalsekretær Khaled Bakdash fulgte, sammen med resten af partiets ledelse, Moskva-bureaukratiets mindste vink. På Kommunistisk Internationales sidste kongres I 1935 (den staliniserede såkaldte likvidationskongres), erklærede Khaled Bakdah, at:
"Kammerat Stalin har, i sin tale om den kinesiske revolutions erfaringer, etableret den generelle lov om den koloniale revolutions udvikling. Han har fastslået, at denne revolution vil passere gennem to indledende stadier; det første stadie er kampen for at organisere sig imoe den eksterne fjende, verdensimperialismen, og det andet: stadiet baseret på jordrevolutionen. Denne analyse af det kinesiske folks strålende kamp må trofast lede alle koloniale kommunister I udarbejdelsen af deres taktik.
Vores endelige mål er kommunismens sejr. Men for at ankomme på det højere stadie med direkte kamp for socialisme, må vi gå gennem andre stadier. Lige nu må vi, i de arabiske lande, udvikle det første stadie, som kammerat Stalin talte om, stadiet med kamp imod international imperialisme, hovedfjenden, den mest afskyelige og frastødende fjende af de arabiske folk.
(...) For at bekæmpe den, må vi bruge den leninistisk-stalinistiske taktik med mobilisering af alle mulige kræfter, selv de mest ubetydelige, bruge alle vore allierede, hvor midlertidige og usikre de end er." (Kilde: www.marxist.com)
Dette er fuldstændig i modstid med den linje, som den Kommunistiske Internationale førte under Lenin og Trotskij. Stalin og det sovjetiske bureaukrati gik på kongressen i 1935 i virkeligheden tilbage til det socialdemokratiske klassesamarbejde, som Komintern var blevet oprettet som modstykke til. Trotskij forklarede kort efter, at det stalinistiske Komintern dermed havde udspillet enhver progressiv rolle, og han forudsagde, at organisationen ville blive nedlagt, hvilket kom til at passe, da Stalin i 1943, som en gestus over for imperialisterne, nedlagde Komintern uden så meget som at indkalde til en kongres.
Denne kunstige opdeling mellem det nationale borgerskab, som kommunisterne under Stalins ledelse skulle alliere sig med i "folkefronten", og imperialisterne, var fatal for Libanons Kommunistiske Parti. Over hele den koloniale verden har denne "teori" om "to stadier" ført til den ene katastrofe efter den anden – ikke mindst i Kina, hvor Stalin allierede sig med den borgerlige nationalist Chiang Kai-Shek, der efterfølgende kvitterede ved at massakrere de revolutionære arbejdere i Shanghai.
Ingen person ved sine fulde fem kan i dag påstå, at der i Libanon eksisterer et "antiimperialistisk borgerskab", "progressive kapitalister" eller andre stalinistiske opfindelser. Libanons Kommunistiske Partis store og gennemgående tragedie er, at ledelsen har forsøgt at alliere sig med en ikke-eksisterende "demokratisk" fløj af den herskende klasse.
Tilbage til Lenin!
En af LKPs store fejltagelser var, at de støttede opdelingen af Palæstina og oprettelsen af den israelske stat. Dette skete, fordi partiet udførte Stalins diktater, og på dette tidspunkt passede oprettelsen af Israel fint ind i det stalinistiske bureaukratis diplomatiske manøvrer. Men for de arabiske kommunistpartier var det katastrofalt. Det førte til, at partiet blev aldeles miskrediteret i almindelige araberes øjne.
I 1965 forsøgte partiet at bryde sin isolation ved at indgå i Fronten af Progressive Partier og Nationale Kræfter, en folkefrontsorganisation, der senere blev den Libanesiske NationalBevægelse under ledelse af Kamal Jumblatt. Denne tendens til at blande faner med såkaldt "progressive" borgerlige og småborgerlige kræfter begrænsede partiets evne til at blive en ægte arbejderbaseret oppositionskræft.
Imidlertid var der en radikaliseringsproces hos masserne i 1970erne, og indenrigsminister Kamal Jumblatt (LKPs gamle allierede) blev presset til at legalisere partiet. I 1970erne var der en mængde social uro, og det bragte en ny generation af aktivister til partiet. LKP havde etableret en veltrænet milits, og partiets partisaner deltog aktivt i borgerkrigen i 1975 og 1976. Dette gav partiet megen autoritet blandt et vigtigt lag af aktive arbejdere og unge. Men igen spillede partiets folkefrontspolitik en yderst destruktiv rolle, da partiets ledelse gjorde alt hvad den kunne for at legitimere de såkaldt "progressive" borgerlige og småborgerlige kræfter i arbejderne og de fattiges øjne. Dette førte til øget tilslutning til disse organisationer og samtidig nedgang for LKP. Det var på baggrund af denne udvikling, Hizbollah kunne vokse sig stor.
De reaktionære kræfter drog fordel af LKPs nedgang. I 1983 henrettede den sunnimuslimske fundamentalistiske gruppe Tawhid 50 kommunister i Tripoli. Og i Beirut troede Murrawwah, en af de vigtigste partiledere, at han stod på god fod med shiagrupperne i Vestbeirut. Dette forhindrede imidlertid ikke de islamiske fundamentalister i at angribe kommunisterne. Mellem 1984 og 1987 blev mange af partiets ledere snigmyrdet, formentlig af fundamentalisterne. Dette var prisen for den stalinistiske politik. Kommunisterne i Libanon i dag har ikke råd til en gentagelse af fortidens fejltagelser, men må lægge kursen om og vende tilbage til klasseenheden og ideerne fra Lenin.
LKP deltog i modstanden mod den israelske aggression i sommer, og på baggrund af dette voksede partiet fra 500 medlemmer til 15.000. Det viser, at de fremskredne lag søger efter revolutionære kommunistiske svar, på trods af LKP-ledelsens ukritiske støtte til Hizbollahs prokapitalistiske politik. Men de mange nye kommunistiske partimedlemmer vil i fremtiden være en kilde til uro i partiet, da de mest fremskredne lag uden tvivl vil stille spørgsmålstegn ved ledelsens alliance og mangel på kritik over for Nasrallah og Aoun.
Den permanente revolution
Libanons herskende klasse har lovet uafhængighed, national enhed og økonomisk fremgang. Men historien har givet økonomisk tilbageståenhed, afhængighed af imperialismen og borgerkrige. Kapitalisterne er en parasitisk klasse, der ingen ret har til at lede Libanon. De libanesiske masser har vist deres revolutionære potentiale mange gange, senest i forsvarskrigen mod Israel, og nu i kampen mod imperialisternes Siniora-regering. Løsningen på krisen i Libanon kan kun komme fra arbejderne i alliance med de fattige bønder i en kamp for en socialistisk omdannelse af Libanon som en del af en socialistisk føderation Mellemøsten med fuld selvbestemmelsesret for alle nationaliteter: kurderne, israelerne, kopterne, assyrerne og alle andre folk i regionen.
Trotskij beskrev perfekt, at borgerskabet i de koloniale lande ikke er i stand til at gennemføre den borgerlige revolutions opgaver, og at det derfor må være arbejderklassen, der stiller sig i spidsen for revolutionen, og gennemfører den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver (nationens enhed, fordeling af jord til bønderne osv.), men desuden fortsætter med en ekspropriation af bankerne og kapitalisterne og dermed begynder en demokratisk planlægning af økonomien på grundlag af socialistiske ejendomsformer.
Trotskij skrev:
"Perspektivet for den permanente revolution kan opsummeres på følgende måde: den komplette sejr for den demokratiske revolution i Rusland er kun mulig i form af proletariatets diktatur med støtte fra bønderne. Proletariatets diktatur, der ikke blot ville sætte demokratiske, men også socialistiske, opgaver på dagsordenen, ville samtidig give en kraftig impuls til den internationale socialistiske revolution. Kun sejren for proletariatet i Vesten kan beskytte Rusland fra borgerlig genoprejsning og sikre muligheden for etableringen af socialisme."
Det samme gør sig gældende i Libanon i dag. Libanon kan under ledelse af arbejderklassen blive et fokuspunkt for Mellemøstens masser. Alternativet er nye nederlag, etniske konflikter og et generelt tilbagefald til barbari.
