Om aftenen den 3. december, stod det, som de fleste havde ventet, klart. Trods den venezuelanske overklasse og den amerikanske imperialismens forsøg på at sprede løgne og ustabilitet i landet, viste det venezuelanske folk endnu engang deres tillid til Hugo Chávez, og genvalgte ham som præsident med et massivt flertal. En sejr som markerede en skillevej i den venezuelanske revolution.

Modsætningerne før valget
De seneste måneder op til valget er modsætningerne mellem klasserne i Venezuela blevet skærpet. Eksproprieringer af fabrikker og jord har i flere år været en torn i øjet på det nationale oligarki (den lille elite, som traditionelt har styret landet), som med lockouter og økonomisk sabotage har saboteret den venezuelanske økonomi. De har hadet Chávez´ ”socialisme i det 21. århundrede”, men har siden kupforsøget i 2002 og frem til valgkampen ikke været i stand til for alvor at udfordre den bolivariske revolution.

Til gengæld er Chávez og bevægelsen blevet styrket, og har taget yderligere skridt for at udbygge revolutionen. Chávez er gang på gang blevet presset længere til venstre af masserne, og har vist, at det er muligt at sikre de brede masser bedre levevilkår.

Efter tilbagekaldsafstemningen i 2004 var oppositionen splittet, men op til valget i december gik de sammen i en alliance med den fælles præsidentkandidat Manuel Rosales. Dette skete i et desperat forsøg på at stoppe Chávez og den bolivariske bevægelse. Oppositionen fremstillede sig selv som ”socialt bevidste”, og bejlede i høj grad til dele af middelklassen. Men i alle meningsmålinger lå de langt bag Chávez.

Men ikke nok med, at der er en åbenlys modsætning mellem kapitalisterne og arbejderne i Venezuela. Der er også indre modsætninger i den bolivariske bevægelse og i statsapparatet. Modsætninger mellem reformisme og revolution. Gang på gang har reformistiske personer fra den bolivariske bevægelse taget afstand fra eksproprieringer af land og fabrikker. Ligeledes er der blevet dannet et stærkt bureaukrati, som under valgkampe har sat sig hårdt på hele kampagnen. Dette i et forsøg på at styrke bevægelsen og undgå en radikalisering.

Kontrarevolutionens pisk
Lørdagen før valget (25/11) havde oppositionen mobiliseret til en demonstration mod Chávez. For første gang i flere år var der et betydeligt antal. Der blev talt om helt op imod et par hundredtusind demonstranter. Ikke mange havde forventet, at oppositionen var i stand til at mobilisere så stor en skare.

Dagen efter (26/11) svarede masserne igen, med en demonstration på omkring 2 millioner (se billede). Der var nærmest tale om ”en rød tsunami” som skyllede igennem Caracas’ gader. Sandsynligvis den største revolution under hele revolutionen. Som Marx understregede, har revolutionen nogle gange har brug for kontrarevolutionens pisk. De kontrarevolutionæres demonstration fik masserne på gaden til at forsvare revolutionen, og vise at revolutionen har støtte fra det helt store flertal.

Kupforsøg under opsejling
Der har i den senere tid været en del historier om kontrarevolutionære komplotter i de venezuelanske medier. Der er ingen tvivl om, at det nationale oligarki med støtte fra imperialisterne mod nord har forsøgt, og stadig forsøger, at planlægge et nyt kupforsøg.

En af de ledende ideologer fra oppositionen udtalte kort før valget: ”Den 3. december er det op til borgerne at tilslutte sig oppositionen… Den 4. er det op til Manuel Rosales at lede protesterne mod den svindel, der er blevet forberedt. Den 5. er det op til de væbnede styrker at beslutte om det vil fortsætte med at tvinge den venezuelanske opposition til at acceptere det skamfulde regime.”

Ligeledes blev der før valget fundet op mod 40.000 t-shirts med påskriften ”Valgsvindel”. De var beregnet til at skabe usikkerhed om valgresultatet. Dette viser, at de borgerlige ikke bekymrer sig om det demokrati, de selv så tit taler om, når det ikke er til deres fordel. Det eneste de bekymrer sig om er sikre den herskende kapitalistklasses magt i landet.

De amerikanske imperialister har længe forsøgt at planlægge alle former for kupforsøg og attentater. Der er blandt andet fundet store styrker af paramilitære gruppe på grænsen mellem Colombia og Venezuela, som har været støttet og uddannet af CIA. De kunne være sat ind mod den venezuelanske hær ved et eventuelt kupforsøg. Der har endda været tilfælde af paramilitære, som er blevet opdaget i området omkring Caracas op til valget.

Stor sejr til Chávez – nu må revolutionen fuldføres
Den meget overbevisende sejr til Chávez den 3. december var et udtryk for at masserne stemte for en erklæret socialistisk kandidat. 63 pct. af stemmerne gik til Chávez. Et resultat som overgår alle tidligere resultater.

Oppositionen ”anerkendte” umiddelbart Chávez’ massive valgsejr. Stillet overfor en massiv bevægelse fra neden og en overvældende sejr ved stemmeurnerne, valgte de at lave et midlertidigt tilbagetog og afvente en ny mulighed for at slå til. Det er helt sikkert, at de ikke vil tillade, at Chávez igen og igen udfordrer kapitalisterne. De vil fortsat forsøge at så tvivl om demokratiet i landet og forberede en ny offensiv for at vælte den bolivariske regering.

Efter den 3. december har revolutionen taget fat på en ny etape. I den bolivariske bevægelse, blandt arbejdere, unge og bønder, forventes det nu, at socialismen bliver til virkelighed. Det forventes, at Chávez tager afgørende skridt for at fuldføre revolutionen, og dermed fratage oligarkerne deres magt. Dette må gøres ved at ekspropriere de største virksomheder samt hele finanssektoren og sætte disse under arbejderkontrol.

Den 15. december, holdt Chávez en meget radikal tale, hvor han proklamerede dannelsen af et nyt socialistisk parti, som ifølge ham skal ”opbygges fra neden” og fungere som et ”revolutionært instrument”. Lige nu foregår der en intens debat i Venezuela om hvordan dette nye parti skal skabes, og hvilken rolle det skal spille. Ligesom i debatten om ”det 21. Århundredes socialisme”, er det tydeligt, at der er en reformistisk fløj i bevægelsen, som vil udvande forslaget om et socialistisk parti og vil gå på kompromis med oppositionen og imperialisterne.

Efter nytår har Chávez lavet en rokade i sin regering, så nogle af de mest moderate politikere, bl.a. vice-præsidenten, er blevet skiftet ud med langt mere venstreorienterede folk. Dette har fået ham på kollisionskurs med højrefløjen, og viser endnu engang behovet for at gå hele vejen, og fuldføre revolutionen. En succesfuld socialistisk revolution i Venezuela vil åbne vejen for, at andre lande i Latinamerika kan bryde med kapitalismen og starte en bølge af revolutioner i hele kontinentet.