Læs del 2

”3. december 2006 vil blive stående i historien med rødt”

Marx pointerede, at revolutionen har brug for kontrarevolutionens pisk. Efter den store oppositionsdemonstration i lørdags svarede støtter af Hugo Chávez massivt sidste søndag med den største demonstration siden starten på den bolivariske revolution. Det var muligvis den største demonstration i Venezuelas historie. Venstrefløjssiden Aporrea talte om ”den røde tsunami”. Op mod to millioner chavister [støtter af Chavez] strømmede i et hav af rødt ud på gaderne og fyldte Avenida Bolívar - og hele Caracas – hvor Chávez skulle give hans sidste tale i valgkampagnen.

Demonstrationen den 26. november 2006 var afslutningen på en på alle måder ubemærkelsesværdig valgkampagne. Ifølge velinformerede kilder i Caracas har hele kampagnen været styret af MVR bureaukratiet, og, som alle arbejdere ved, går alting – lige meget om det er en strejke eller en valgkampagne – dårligt, når det overtages af bureaukratiet.

Det har været hele den bolivariske revolutions historie lige fra begyndelsen. Den egentlige drivkræft har været masserne – de millioner af arbejdere og bønder som, ulig bureaukraterne og karrieremagerne, med hver en fiber af deres krop har sat alle deres kræfter ind på revolutionen. I hvert eneste kritiske øjeblik hvor revolutionen var truet af kontrarevolutionære kræfter – det venezuelanske oligarki og dets støtter i Washington – var det masserne, som samlet demonstrerede for at rede den fra den sikre død.

Det var tilfældet med kuppet i april 2002, bossernes lockout som fulgte herefter, og tilbagekaldelsesafstemningen. Hugo Chávez’ styrke, og hemmeligheden ved hans succes, er, at han er det konkrete udtryk for massernes revolutionære håb, og er et talerør for det dybtfølte ønske om en grundlæggende ændring af samfundet. Han har vækket millioner af mennesker til et politisk liv, og har for første gang givet dem håb om forandringer, værdighed og formål.

Der er venstresekterikere, som af underlige grunde forestiller sig, at de er marxisterne, der ikke forstår dette fænomen. De bander afmægtigt i takt med, at masserne udtrykker deres faste støtte til præsidenten. De ryster på hovedet, og kan ikke tro det, ligesom de første europæere som så en giraf og udbrød: ”Jeg tror det ikke”.

Men for almindelige venezuelanske arbejdere eller bønder er det faktisk meget simpelt. Det valg de står overfor på søndag, er valget mellem revolution og kontrarevolution. Der er ingen ”hvis’er” og ingen ”men’er”. Hvis Rosales og hans bande lykkes i at slå Chávez, og igen tager kontrol over regeringen, vil massernes fremtid virkelig være sort.

For at revolutionen kan gå fremad, er det nødvendigt første af fjerne en række forhindringer på dens vej. Det er nødvendigt, at påføre den kontrarevolutionære opposition et massivt nederlag på søndag. Det vil demoralisere og svække reaktionens styrker, fremme massernes tro på sig selv og deres kampånd og styrke den revolutionære fløj. Man skal være blind for ikke at forstå dette elementære faktum. Men der er ingen så blinde, som dem der ikke vil se.

De venezuelanske arbejdere og bønder, ulig de sekteriske ignoranter, har hele tiden demonstreret et meget højt niveau af revolutionær bevidsthed. Det er grunden til, at millioner endnu engang, strømmede ud på gaderne sidste søndag, og fuldstændig fyldte Avenida Bolivar (den bredeste og vigtigste hovedgade), så vel som nærliggende gader og avenuer.

Lige så vigtigt som det store antal demonstranter var stemningen blandt demonstranterne. Et øjenvidne fra ”Hands off Venezuela”-delegationen i Caracas pointerer: ”Der var fuldstændigt fyldt op. Stemningen var elektrisk, munter, selvsikker og beslutsom”. Det er denne revolutionære beslutsomme stemning og intet andet, som vil sikre Chávez’ sejr den 3. December.

Faser i revolutionen
Alle revolutioner i historien har gennemgået en række velafgrænsede faser. Selvom den bolivariske revolution har sine egne særegenheder og unikke træk (og hvilken revolution har ikke det?), deler den med tidligere tidligere revolutioner essentielle træk, som med bemærkelsesværdig regelmæssig gentager sig selv hver eneste gang. Navnene på de individuelle ledere og partier ændrer sig, ligeså gør hastigheden, hvormed begivenhederne udfolder sig (der var engang en som fortalte mig, at den bolivariske revolution er ”en revolution i slow-motion”). Men de underliggende processer ligner meget.

I enhver revolution er der en indledende fase med eufori, hvor masserne forestiller sig, at man har vundet sejren, og at alle deres problemer er blevet løst. Der er en karnevalsagtig atmosfære, hvor næsten alle ser ud til deltage. Ideen om national enhed er fremherskende. Det var den stemning vi så i Rusland i februar 1917, i Spanien efter monarkiets fald i april 1931, og selv i den franske revolution (som har visse ligheder med Venezuela) efter Bastilliens fald i juli 1789.

Men efter et stykke tid lærer masserne ubehagelige sandheder gennem deres erfaringer. Ideen om at alt ikke er som det skal være, begynder, startende med fortroppen, at tage form, at revolutionens egentlige mål ikke er nået, og at massernes håb ikke er blevet virkeliggjort. Den euroforiske stemning opløses, som alkohols virkning morgenen efter en fest. At have tømmermænd er aldrig særlig rart. Men det forbereder en mere sober og realistisk vurdering af livets fakta.

I Venezuela er revolutionens første fase allerede blevet historie, og vil ikke vende tilbage. Der er en voksende bevidsthed om, at de mest afgørende kampe stadig ligger forude, at de mest fundamentale problemer endnu ikke er løst. Det så vi for nyligt med bondedemonstrationen organiseret af Ezequiel Zamora Bøndernes Nationale Front. Otte år efter begyndelsen på den bolivariske revolution er omkring 75 procent af landet stadig ejet af de store godsejere, 166 bondeaktivister er blevet dræbt af lejemordere, som godsejerne har hyret, og ikke en af disse mordere er blevet sat i fængsel. Men ligeledes er heller ikke en eneste er dem som var ansvarlige for kuppet i april 2002 bag tremmer. Folk spørger: Er det måden at lave en revolution på?

Der er en voksende kritisk stemning blandt masserne og især blandt de aktivister, som har mest at frygte ved en sejr til kontrarevolutionen. Men denne kritiske stemning rettes ikke mod præsidenten, som folk påskønner som en oprigtig og modig mand, der er parat til at konfrontere oligarkiet og imperialismen. Men der et uforsonligt had mod de godsejere og kapitalister og de korrupte bureaukrater, som udgør kontrarevolutionens 5. kolonne. Og der en dyb og voksende mistro over for præsidenten nærmeste, som afskærer ham fra folket og prøver at udvande hans socialistiske budskab og holde revolutionen tilbage.

“Venstrefløjs”-kritikerne af Chávez peger på hans tøven og inkonsistens. Men de modsætningsfyldte budskaber der kommer ud fra Miraflores afspejler modsætningerne i selve den bolivariske bevægelse. De almindelige bolivarianere har overfældende rødder i arbejderklassen og blandet bønderne og de fattige i byerne. De støtter instinktivt den revolutionære socialismes ideer, og kræver højlydt seriøse tiltag mod oligarkiet.

Men nu højere du kommer op, nu mere diffust bliver det revolutionære budskab. Mens en del af ministrene og de fuldmægtige går ind for socialisme, er højrefløjen rodfæstet i det bureaukrati, som Chávez selv har beskrevet som et kontrarevolutionært bureaukrati, og den største trussel som revolutionen står overfor. Det kontrarevolutionære bureaukrati afspejler oligarkiets og imperialismens pres.

Det ville være fjollet at forestille sig, at CIA ikke er direkte involveret i at udruge plots og konspirationer i denne fløj ved at gøre brug af dets betydelige adgang til korrupte lag af funktionærer (hvoraf mange ikke har brug for megen overtalelse) for at involvere dem i kontrarevolutionære intriger mod revolutionen og præsidenten. Disse folks slogan er ”Chavisme uden Chávez” – hvortil masserne svarer med slogans som dem vi så i demonstrationen på 12.000 aktivisterne i Mérida: ”Med Chávez til socialisme” og endnu vigtigere: ”Med Chávez mod bureaukratiet!”.

Reformismens bankerot
Lenin sagde engang, at for masserne er et gram praksis mere værd end et ton teori (og han var en stor teoretiker). Masserne lære generelt ikke fra bøger, men fra deres egen erfaring. Siden massernes erfaringer accelererer enormt i en revolution, lærer de meget hurtigt. Under sådanne forhold vil arbejdere og bønder lære mere på 24 timer, end de lærer på 10 almindelige år af deres liv.

I de sidste få år har en sand hær af reformistiske “intellektuelle” ramt Caracas som en bibelsk sværm af græshopper. De er eks-kommunister (nogle af dem, selvom det ikke er mange, er dristige nok til stadige at kalde sig kommunister), ex-maoister, ex-trotskitser, ex-guerrilliafolk og ex-hvad-du-ellers-gider-nævne. Der er også socialdemokraterne, enten af den almindelige slags eller forklædte socialdemokrater fra organisationer som Attac eller Le Monde Diplomatique. Alle har en ting til fælles: deres voldsomme fjendtlighed over for marxisme og revolutionær socialisme.

Disse damer og herrer har en dyb foragt for masserne, som de anser for at være utilstrækkeligt uddannet til at gennemføre den sociale revolution. De referer konstant til massernes påståede ”lave bevidsthedsniveau” som et argument imod den socialistiske revolutions gennemførlighed i Venezuela. Andre forsikrer os om, at vi ”stadig er på den borgerlige-demokratiske revolutions stadie” (på trods af at præsident Chávez’ gentagne erklæringer til fordel for socialisme). Mange andre prøver at skræmme masserne med imperialistisk intervention (”hvis vi prøver at gå for langt for hurtigt”) osv. osv.

Reformisterne mangler aldrig argumenter mod socialismens gennemførlighed. Men vi har hørt dem alle før. De russiske mensjevikker (og højrefløjen af bolsjevikkerne, herunder Stalin) blev aldrig trætte af af at advare Lenin i 1917 om, at der ”ikke var nogen objektive forhold for en social revolution”, at de stadig var på den ”borgerlige-demokratiske revolutions stadie” og så videre og så videre. Og på overfladen havde disse argumenter en vis vægt. Zar-Rusland var et meget tilbagestående land, hvor den industrielle arbejderklasse kun udgjorde 4 millioner ud af en samlet befolkning på 150 millioner. Alligevel afviste Lenin og Trotskij reformisternes alvorlige advarsler og ledte arbejderklassen til magtovertagelsen.

Forholdene i Venezuela er uendeligt meget mere favorable for en socialistisk revolution, end de var i Rusland i 1917. Arbejderklassen er langt større, og masserne er blevet skolet i otte år med revolution. Det store flertal er parate til den revolutionære omformning af samfundet. Hvad der præcis mangler er tilstedeværelsen af et revolutionært parti og en ledelse som Bolsjevikpartiet under Lenin og Trotskij.

Faktisk er de objektive forhold, på trods af reformisternes jamren, for at gennemføre den socialistiske revolution i Venezuela ekstremt favorable. I Venezuela er oppositionens genopståen mere tilsyneladende end virkelig. Med betydelige økonomiske ressourcer til deres rådighed (generøst suppleret af masser af dollars fra Washington) er det lykkes oppositionen at skabe en illusion i dele af middelklassen om, at de kan slå Chávez. Opmuntret af denne illusion demonstrerede de velbårne dele af Caracas til støtte for Manuel Rosales sidste lørdag.

Men denne illusion blev øjeblikkeligt ødelagt af massernes enorme magtdemonstration den følgende dag. Selv numerisk så escuálid demonstrationen lille ud i forhold til chavisternes. Men spørgsmålet om den egentlige magtbalance mellem klasserne kan ikke reduceres til et spørgsmål om parlamentarisk aritmetik. Det mangefarvede, heterogene småborgerskab kan ikke som kæmpende styrke sammenlignes med den kompakte masse af arbejdere og bønder. Det er som at sammenligne sommerfuglen med en tyr. Hvis det kommer til en egentlig styrkeprøve, vil kontrarevolutionens middelklassehelte blive opløst som dug for solen. Endvidere ved de udmærket dette.

Bagved oppositionsdemonstrationens høje råb ligger desperation, frygt og en dyb følelse af magtesløshed. Oppositionens ledere er fast overbevist om, at de vil blive grundigt slået ved valgurnerne den 3. december. De opgave for længe siden håbet om at slå Chavez gennem afstemninger og parlamentariske valg. De har konkluderet, at spørgsmålet om magten vil blive afgjort udenfor parlamentet – i gaderne, på fabrikkerne, på landet og i militærbarakkerne.

Det må indrømmes, at i deres beregninger er de politiske repræsentanter for den herskende klasse langt mere realistiske og skarpsindige end reformismens teoretikere. Sidstnævnte er hypnotiseret af det parlamentariske spil. De tror, at klassekampen mellem eksklusive og uforenelige interesser kan afgøres af love og forfatninger på samme måde som et spil skak reguleres af ældgamle regler, eller som baseball af en dommer. Men revolution er ikke et spil, og det har ikke nogen andre regler end dem som magtbalancen mellem klasser bestemmer til et givent tidspunkt.

Den bolivariske forfatning er på mange måder et fint dokument (selvom det har en fatal svaghed på spørgsmålet om privat ejendom). Men det afspejler magtbalancen mellem klasserne på det tidspunkt, hvor den blev godkendt, og kan overdrages til skraldespanden når magtbalancen ændrer sig. Hvor længe vil Forfatningen blive hvis de kontrarevolutionære vender tilbage til Miraflores? Spørgsmålet giver svar på sig selv. Derfor læner alle dem, der tror på love og forfatninger, og ikke forstår klassekampens mekanismer, som bestemmer disse, sig op ad et tyndt strå. Cicero sagde for lang tid siden, at folkets sikkerhed er den Højeste Lov. Vi bringe Cicero up to date og siger ligefremt: Revolutionens sikkerhed er den Højeste Lov, hvorunder alt andet må underordnes. At indtage et hvert andet standpunkt, er at have en overfladisk attitude til revolutionen, hvilket kun kan ende i store katastrofer.

Dette er kun første del af artiklen. Del to vil blive bragt snarest.

Læs del 2