Libanon er kvæstet og ligger blødende efter den israelske aggression. Næsten en million mennesker blev drevet på flugt af krigen. Samtidig er ingen af de fundamentale problemer er løst. Ingen af Israels erklærede mål med krigen blev opnået. Libaneserne kæmpede heltemodigt mod de israelske bomber og myrderier. De kæmpede tilstrækkeligt til at sparke Mellemøstens største militærmaskine tilbage. De libanesiske massers kamp må fylde alle aktive unge og arbejdere med stolthed og tillid til massernes evne og vilje til at slås for et samfund, hvor imperialistisk aggression kun findes i historiebøgerne.
Fremtiden vil uundgåeligt drive denne region ud i nye kriser, krige, eksplosioner, revolutioner og kontrarevolutioner. Det er alle socialisters pligt at sætte sig grundigt ind i disse eksplosive forhold og deres baggrunde. Ikke som en akademisk øvelse, men for at kunne besvare imperialisternes løgne og minimere vores egne fejltagelser i kampen for et nyt samfund på verdensplan.
Libanon er blevet invaderet utallige gange. Lidt nord for Beirut, ved floden Nahr al-Kelb (Hundefloden), er der inskriptioner og mindeplader på klippevæggen. De minder om 25 århundreders hære, der har været i landet. Nebukadnezar II, Marcus Caracallas Tredje Galliske Legion, grækere, assyrere, egyptere, arabere, den franske ekspeditionsstyrke i 1860, franske mandatstyrker og englænderne i 1941. Den nyeste inskription i klippen er fra 1946, da de franske styrker forlod Libanon. De skulle forestille at være de sidste styrker, der invaderede Libanon. Som bekendt skulle det ikke gå sådan.
En interessant ting er, at den ene store hær efter den anden har forladt Libanon i skam, skændsel og unåde. Den mægtige romerske Tredje Legion blev vanæret i Libanon. Samme skæbne har andre udenlandske styrker siden lidt i dette land. Syrerne, saudierne, sudaneserne, israelerne, amerikanerne, franskmændene, italienerne og englænderne har alle forladt Libanon på flugt fra en krig, de ikke kunne vinde. Selv ridderne i det første korstog var nødt til at gå langs Libanons klipperige kystlinie i deres vej til Jerusalem, efter de havde massakreret hele Beiruts befolkning, for at undgå de arabiske bueskytters pile.
Den franske forfatter Alphonse de Lamartine skrev i 1835 i bogen Rejse til Orienten, at siden Palæstina ikke er et rigtigt land, er der enestående muligheder for imperiale og koloniale projekter.
En anden europæisk forfatter, der beskæftigede sig med Levanten, var John Murray, der i 1892 skrev Håndbog for rejsende i Syrien og Palæstina. Her omtales ”muslimske arabere” som ”stolt, fanatiske og analfabeter ... generelt nobelt klædte, høflige og storsindet gæstfrie; men de er ligeglade med sandheden, uærlige i handel og hemmeligt umoralske i deres opførsel.” (Citeret i Robert Fisk, Pity the Nation, s. 14.)
En sådan racistisk skildring af et folkeslag har haft ét eneste formål: at retfærdiggøre den imperialismens indtog i Syrien og Palæstina. Racisme er, som Trotskij forklarede, et koncentrat af imperialismen. Den fremstilling, som borgerlige medier og politikere i dag præsenterer os for, når det kommer til at skildre irakere og afghanere, lader ikke John Murray noget at høre.
England støttede zionismen i Palæstina i første del af første verdenskrig. Bl.a. på grund af, at de ville have de amerikanske jøder til at trække USA ind i krigen mod Tyrkiet. Det var bl.a. Baggrunden for Balfour deklerationen i 1917, der lovede et jødisk hjemland i Palæstina.
I 1860 var der borgerkrig mellem drusere og maronitter. Maronitterne er en kristen udsplitning fra den byzantinske kirke. Druserne er oprindeligt fra Egypen. De er et muslimsk folkeslag, men bliver betragtet som kættere af de ortodokse muslimer. De drusiske muslimer tror bl.a. på reinkarnation Maronitterne vandt, franskmændene støttede dem. Englænderne støttede druserne. Der ankom franske krigsskibe til Beirut og de franske tropper lavede en base i Khalde, hvor lufthavnen nu ligger – og hvor amerikanerne senere lavede deres base. Modsætningerne mellem maronitterne og druserne blev kunstigt oppustet af imperialismen. Det franske og østrigske regime støttede maronitterne for at få en base for deres egen magt i regionen. Engelsk imperialismes støtte til druserne var ligeledes ikke dikteret af nogen kærlighed til det drusiske folk, men af kyniske magtberegninger. Englænderne var blot de uheldige i dette spil, om, hvem, der skulle herske over Levanten. Da John Murray skrev sin bog i 1892, fremhævede han, at distriktet Libanon (der ikke var et selvstændigt land) blev regeret af en kristen guvernør, hvis myndighed var garanteret af ”Europas kristne magter” (først og fremmest Frankrig).
Under 1. verdenskrig blokerede de allierede Levanten for at sulte de tyrkiske tropper ud af Palæstina og Syrien. Det, der nu er Libanon, var en del af Syrien. Staten Libanon er en helt igennem kunstig konstruktion. Resultatet var hungersnød. Rapporter fra Beirut i aviserne dengang talte om, at folk søgte i skraldespande efter appelsinskræl, knogler og andet madaffald. The Times skrev 15. september 1916 om Beirut:
”Scenerne var ubeskrivelige, hele familier vred sig på det bare gulv i deres elendige hytter ... Hver en genstand fra husholdningen var blevet solgt for at købe brød, og i mange tilfælde havde tagenes teglsten lidt samme skæbne ... Det anslås konservativt, at ikke mindre end 120.000 personer er døde af sult i løbet af de sidste to år i Libanon alene.” (Citeret i Robert Fisk, Pity the Nation, s. 58.)
Man regner med at omkring 350.000 sultede ihjel i hele Syrien. Hvis man også ser på Syriens tab på grund af militærtjeneste og folk, der døde i fængsel, så er tabstallet under 1. verdenskrig på omkring en halv million, og det er ud af en befolkning på under fire millioner.
Den libanesiske maronitiske digter Khalil Gibran, skrev et følelsesladet digt, ”dødt er mit folk”, om den tragedie, som imperialismen påførte Libanon i verdenskrigen:
Mit folk døde af hunger, og han der
Ikke omkom af sult blev
Slagtet med sværdet;
...De omkom af hunger
I et land rigt på mælk og honning.
De døde fordi uhyrerne fra
Helvede stod op og ødelagde alt,
Deres marker groede.
De døde på grund af slangerne og
Slangernes sønner, der spyttede gift ind
I rummet hvor de hellige cedertræer og
Roserne og jasminen indånder
Deres duft.
Libanon udråbes
Folkeforbundet, som Lenin kaldte en røverbande, havde opdelt Levanten i et britisk og fransk mandatområde. Sykes-picot, den hemmelige traktat fra 1916, opdelte regionen i interesseområder mellem engelsk og fransk imperialisme. Dette kan blandt andet ses i filmen ”Lawrence of Arabia”. Traktaten fik sit navn efter Sir Mark Sykes og Francois Georges Picot, der forhandlede på vegne af henholdsvis England og Frankrig. Frankrig fik Syrien og Libanon. England fik Palæstina, Transjordanien og Irak.
Frankrig brugte romernes gamle taktik med ”del og hersk”. De baserede sig på et befolkningsmindretal imod flertallet. Ligesom belgisk imperialisme i Rwanda og britisk imperialisme i Sri Lanka. Med lignende resultat. De brugte drusere som en kolonial milits, og i Syrien brugte de Alawitterne (en muslimsk gruppe – Syriens nuværende præsident Bahsar Assad er alawit) til at nedkæmpe den sunnimuslimske nationalistiske opstand.
For at gå imod den syriske nationalisme, som var hovedkræften i modstand mod kolonialismen, lænede franskmændene sig op ad de kristne. De lavede en ny stat, der tog Tyre, Sidon, Tripoli Bekaa-dalen og Beirut væk fra Syrien og gav dem til det, der var det gamle osmanniske distrikt Libanon-bjerget – de maronitiske kristnes højborg. Damaskus, der var centrum for den arabiske nationalistiske bevægelse, blev svækket, og Libanon blev udråbt den 31. august 1920 af den franske general Gouraud.
Hvad angår de britiske kolonier i Mellemøsten, så kom de til at stå over for en opstand i Irak i 1920. Lloyd George, den engelske premierminister, stod over for krav om tilbagetrækning af tropperne. Han svarede, at en tilbagetrækning ville skabe ”anarki og forvirring”. De britiske myndigheder i Bagdad skød skylden for volden på ”lokal politisk agitation med rødder udenfor Irak.” De antydede endda, at Syrien kunne være indblandet. 1920 eller 2006; koloniherrerne i Bagdad har bragt barbari til landet, og de skyder stadig skylden på Syrien.
Under den irakiske opstand i 1920 var der hårde kampe i Kufa og ved Falluja, og englænderne belejrede Najaf med krav om, at alle oprørere skulle overgive sig betingelsesløst. De hårde kampe resulterede i, at englænderne måtte give den officielle magt til en irakisk marionet. Med Churchills entusiastiske støtte gav de magten til den hashemitiske kong Feisal.
450 britiske soldater døde under opstanden, og mere end 1500 blev såret. T.E. Lawrence (”Lawrence of Arabia”) anslog, at englænderne havde dræbt omkring ti tusinde arabere under opstanden. (Robert Fisk, The Great War for Civilisation, s. 178.)
I dag er det Nuri al-Maliki, der er imperialisternes marionet i Irak. Men én ting har ændret sig. I dag nøjes imperialisterne ikke med at myrde arabere i titusindvis. Nu tælles de døde i hundrede tusinder.
Winston Churchill blev udnævnt til koloniminister den 1. januar 1921. Sin holdning til de koloniale folk udtrykte han således:
”I Afrika er befolkningen apatisk, og landet er frugtbart; i Mesopotamien og Mellemøsten er landet udtørret og befolkningen blodtørstig.” (Citeret i Roy Jenkins, Winston S. Churchill, s. 386.)
Churchill installerede Sheik Abdullah, bror til kong Feisal, i Jordan. Stakkels Abdullah ville hellere være konge i Palæstina, men det havde briterne andre planer med. I stedet fik han et land, som englænderne kreerede til lejligheden. Churchill skrev i 1937, i et klarsynet øjeblik, om, at det ville skabe en voldsspiral, hvis Palæstina blev splittet op mellem jøder og arabere:
”Den velhavende, tæt befolkede jødiske stat ligger på (Palæstinas) marker og kyster. Omkring den, på bakkerne og i oplandet, der strækker sig langt ind i de grænseløse ørkener, tilbyder de krigeriske arabere fra Syrien, Transjordanien og Arabien, støttet af Iraks væbnede styrker, en ustoppelig krigsplage ... For at opretholde sig selv må den jødiske stat være bevæbnet til tænderne og bruge enhver våbenfør mand til at styrke sin hær. Men hvor længe vil de store arabiske befolkninger i Irak og Palæstina tillade, at denne proces fortsætter? Kan det forventes, at araberne vil stå passivt og se til opbyggelsen af en jødisk verdenshovedstad og ressourcer til en jødisk hær, udstyret med de mest dødelige krigsvåben, indtil den var stærk nok til ikke at være bange for dem? Og hvis den jødiske hær nogensinde nåede dette punkt, hvem kan da være sikker på, at de ikke, trængt inde bag deres snævre grænser, vil drive ud over de underudviklede lande, der ligger omkring dem?” (Citeret i Robert Fisk, The Great War for Civilisation, s. 451.)
Det er klart, at Churchill gjorde sine betragtninger ud fra den britiske imperialismes standpunkt. Men ikke desto mindre var han blandt de af imperialisternes ”vicekonger”, der havde den bedste forståelse af situationen. Churchill tilføjede desuden, at en opdeling af Palæstina ville betyde, at englænderne ville blive tvunget til at forlade området. Også dette skulle vise sig at passe.
Syrien og Libanon som fransk mandat
Der var opstand i 1925, hvor druserne i Libanon slog sig sammen med druserne i Syrien. Også sunnierne – alle andre grupper end maronitterne, der havde brug for fransk styre til at sikre sine privilegier, som den ledende gruppe i Libanon. Oprøret blev brutalt nedkæmpet, bl.a. med hjælp fra armenske lejesoldater. Det franske luftvåben bombede drusiske landsbyer og områder i Damaskus. Men franskmændene invaderede ikke kun med kanoner og soldater. De invaderede også Libanon med den 3. republiks ”civilisation”. De byggede jernbanen mellem Tripoli og Homs og medbragte tyske lokomotiver, som de havde inddraget i krigsskadeerstatning ifølge Versaillestraktaten. De indførte obligatorisk franskundervisning i skolerne, og ligestillede det franske sprog med det arabiske i den offentlige administration. Op til i dag er vejskiltene i general Gourauds republik skrevet på både fransk og arabisk. Maronitterne antog ofte franske navne, mange talte fransk som førstesprog, og de sendte deres børn til skoler og universiteter i Frankrig.
Franskmændene indførte en ny valuta, bundet til Francen, og det var en fransk bank, der stod for at styre valutaen – hvilket de brugte til at skrabe enorme værdier til aktionærerne.
I 1936 får Libanon ”Uafhængighed”, men det er stadig franske styrker, der har reel politisk kontrol. Falangisterne, Israels senere kristne allierede, bliver dette år dannet. En af stifterne var Pierre Geymayel, en maronit, der havde været i Tyskland i 1936 som præsident for det libanesiske fodboldforbund. Som han udtrykte det i juli 1982: ”Vi tog til de olympiske lege i Berlin i 1936. Og jeg så da denne disciplin og orden. Og jeg sagde til mig selv: Hvorfor kan vi ikke gøre det samme i Libanon?”
Under anden verdenskrigs nazificerede Vichy-regime i Frankrig, hvor Frankrig var på Tysklands side, blev Frankrig og England fjender. Dermed var der også åben krig om kolonierne. England gik over grænsen fra Palæstina til Libanon. Frankrig holdt standFrankrig trak sig endelig ud af Syrien og Libanon i 1946, en af deres sidste gerninger var at bombardere Damaskus.
I 1943 trådte en ny grundlov i kraft. Den sikrede, at præsidenten skal være maronit. Men maronitterne udgjorde højst 30 procent af befolkningen. Shia og sunnier var flertallet. For at kunne deltage i parlamentet måtte muslimerne opgive krav om genforening med Syrien. Ifølge den nye ordning skulle præsidenten være maronit; premierministeren sunni, og parlamentets formand skulle være shia. I parlamentet skulle der være seks kristne for hver fem muslimer. Englænderne prøvede at installere samme system i Cypern og Nordirland, men begge steder kollapsede det hurtigt. I dag ser vi noget af det samme i Bosnien og Irak.
Efter 2. verdenskrig og statens Israels oprettelse, med dertil hørende etniske udrensninger, i 1948, kom 140.000 palæstinensiske flygtninge til Libanon. I alt var der over 700.000 fordrevne palæstinensere. Muslimerne udstyret med brune pas, der ikke gav borgerrettigheder. De blev brugt som billig arbejdskraft, særligt indenfor byggeriet.
Den egyptiske nationalistiske præsident Nassers pan-arabisme førte til en forenet republik mellem Egypten og Syrien. Denne republik led imidlertid skibbrud fra starten, da hverken Nasser eller de syriske officerer ville acceptere, at de andre skulle lede den fælles republik. Den fælles republik fik enorm støtte fra almindelige arabere, og tanken om arabisk enhed imod imperialisterne virkede radikaliserende på masserne overalt i den arabiske verden – også i Libanon.
Valget i 1957 var gennemført svindel. Præsident Chamoun ville have tabt. Efterfølgende var der voldelige massedemonstrationer med panarabiske paroler. I realiteten var det en pro-Nasser opstand for arabisk enhed mod imperialismen. Chamoun fik USA til at gå ind i 1958 for at slå bevægelsen ned. 5000 amerikanske marinesoldater støttede regimet, officielt for at ”sikre Libanons nationale suverænitet” og for at hjælpe en regering, der kæmpede mod ”international kommunisme”. Interventionen i 1958 skabte kortvarigt ro, men den lagde, med de klare splittelser mellem de privilegerede maronitter og de fattige muslimske masser, grunden for den borgerkrig, der kom senere.
Efter 1967 og 1970 (hvor Jordan slog ned på palæstinensiske grupper efter aftale med Israel) kom tusinder af palæstinensiske militser til Libanon. De lavede baser i Sydlibanon for angreb på Israel. PLO’s guerillaer fik deres hovedsæde i Beirut, og dermed blev byen ”fjendens hovedstad” for israelerne. Det var de palæstinensiske guerillaer, der bevogtede flygtningelejrene i Beirut
I 1970 var der mange israelske angreb på Libanon. Målene var bl.a. landsbyer, som husede guerillaer. Beskeden var klar: hvis I støtter palæstinensernes væbnede kamp, bliver I bombet. Og for hvert palæstinensisk angreb, angreb Israel med endnu større styrke – og dræbte 10 eller 50 gange så mange. I 1974 begyndte israelerne de såkaldte ”forebyggende angreb” på palæstinensiske mål.
Hele situationen skabte enorm polarisering i Libanon. Staten beskyldte PLO for at være en ”stat i staten” – hvilket ikke var helt forkert. Men masserne, særligt de fattige shiaer i Sydlibanon, så til guerillaerne og støttede dem, mens staten hverken ønskede eller var i stand til at føre kamp mod Israel. Syrien opfordrede hele tiden PLO til at fortsætte operationerne, men samtidig slog Syrien ned på guerillaerne, der opholdt sig i landet. Den syriske militærkaste anså de palæstinensiske guerillaer for et udenrigspolitisk instrument, der kunne bruges imod Israel – men samtidig gjorde de alt for, at den palæstinensiske frihedskamp, hvori stalinismen havde afgørende indflydelse, ikke skulle vende sig imod diktaturet i Damaskus. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at en velorganiseret og trænet palæstinensisk guerilla før eller siden ville kræve politiske og økonomiske privilegier i Syrien, og dermed komme i konflikt med officerernes magtapparat.
Libanons politiske system
Det politiske system i Libanon kan bedst beskrives som en art mafiosi-system. Det er et levn fra klansamfund. Lederne kaldes zuama, magten går i arv fra far til søn. I Libanon er det med borgerligt demokrati som med momsen i Jylland. Det er aldrig rigtig slået an. Imperialisterne har aldrig haft brug for det – tværtimod. Og de har ikke manglet rivaliserende klaner at læne sig op ad. Kapitalismens reaktionære natur i Libanon viser sig klart ved, at zuama-systemet stadig danner politisk grundlag for magtdelingen i landet. Hverken imperialismen eller den libanesiske overklasse er i stand til, eller har interesse i, at gøre op med dette feudale mafiasystem. De kræfter i Libanon, der siger, at arbejderklassen skal alliere sig med ”det progressive borgerskab” siger i virkeligheden, at arbejderbevægelsen skal underordnes reaktionære klanledere, der har deres udspring i feudaltidens system.
Hvis man skal sige noget om det politiske system i Libanon, så er det, at lederne aldrig har haft en selvstændig base. Libanon har aldrig selv udviklet et nationalt borgerskab, allerhøjst har der været vasaller for imperialismen, som har fungeret som lokal overklasse. Men de har ikke haft et grundlag for sig selv. Det har gjort hele historien så ustabil. Borgerskabet i Libanon er kommet så sent ind på historiens scene, at de ikke kan spille en selvstændig rolle. De er ikke i stand til at være i opposition til imperialismen, tværtimod kryber de konstant ind under vingen hos en eller flere stormagter. Det er en utopi at forestille sig, at denne fra fødslen deforme samfundsklasse skulle være i stand til at sikre Libanons ”suverænitet” over for imperialismen. Denne opgave, som er en opgave fra den borgerlige revolution, er derfor overgået til arbejderklassen. Imperialisterne hverken kan eller vil tillade, at der skulle opstå et selvstændigt borgerskab i Libanon. Og overklassen har hele tiden været villig til at være underlagt de store. I dag bruger Libanon, ifølge Orientering på P1, 50 procent af statsbudgettet til at betale af på gæld til udlandet. Det er altså klart, at imperialisterne plyndrer landet med overklassens accept.
Derfor har stalinisternes politik med ”to stadier” været ekstra kriminel i Libanon. De har igen og igen fremført paroler om ”national enhed”. Med hvem? National enhed med imperialismens repræsentanter? I virkeligheden har de forsøgt alle mulige alliancer og satset på alle mulige grupper – bortset fra en selvstændig arbejderklassepolitik.
Borgerkrigen i 1975-76
Libanon blev også ramt af den økonomiske krise i starten af 1970’erne. Der var forværring af levevilkårene, samtidig med at de rige oliesheiker i Golfen tjente styrtende. Ved valget i 1972 fik de venstreorienterede partier en stor fremgang; Kommunistpartiet og det drusiske Progressive Socialistparti, desuden nogle nasseristiske grupper. Ved valget var der stor stigning i aktiviteten af demonstrationer og strejker. Samtidig mobiliserede højrefløjen også. Der var stigende polarisering.
Der var store spændinger mellem PLO og regeringen. Det brød rigtig løs, da en venstreorienteret borgmester, Maarouf Saad, i 1975 blev dødeligt såret da han deltog i en demonstration, som fiskerne i Sidon organiserede. Herefter var der forskellige massakrer; en bus med 27 palæstinensere blev stoppet, og passagererne henrrettet, fire kristne blev fundet døde i Østbeirut. Falangisternes chef, Bashir Gemayel, var i Damaskus, da han fik det at vide. Så han beordrede, at 40 muslimer skulle dræbes som hævn. Så falangisterne opsatte vejspærringer på motorringvejen ved Beirut, og de første 40 muslimske mænd fik halsen skåret over. Det fik muslimske militser til at gøre det samme. Hundredevis fik derefter halsen skåret over, mindst 300 muslimer, formentlig et tilsvarende antal kristne.
Borgerkrigen intensiverer i 1976. Falangisterne massakrerer palæstinensiske indbyggere i Karantina og Tel el-Za’atar. Palæstinensiske militser massakrerer kristne i Damour. Præsident Franjieh inviterer Syrien til at stoppe kampene. Syriske tropper går ind i hele Libanon på nær den sydligste del. Palæstinenserne organiserede en generalstrejke imod syrisk indblanding. Det var klart, at Syrien kom det maronitiske herredømme til undsætning, ligesom Frankrig før havde gjort det. Kristne militser fik stort spillerum i Beirut, støtte fra imperialismen under påskud af at ”bekæmpe kommunismen”. Det var rigtigt, at PFLP havde stor indflydelse blandt palæstinenserne, men gang på gang underlagde ledelsen sig forskellige religiøse kræfter, og deres taktik for befrielse af Palæstina har ikke været baseret på klasselinier. De søgte aldrig alliance med den israelske arbejderklasse. Dette alene har dømt dem til fiasko. Stalinisternes kriminelle politik med alliance med det ”progressive borgerskab” og deres nationalistiske snæversyn har derfor været en katastrofe for de mange tusinder af ærlige og hengivne militsfolk i PFLP.
Syrien installerede Elias Sarkis som præsident. Sarkis var bankdirektør, og der måtte 2000 soldater og 40 kampvogne til at passe på indsættelsesceremonien. Syrien angreb de palæstinensiske guerillaer ved Bhamdoun, og de gik især efter de venstreorienterede militser som PFLP. Længere sydpå fik falangisterne lov at angribe palæstinenserne. I oktober fik Syrien et mandat fra den Arabiske Liga som ”fredsbevarende styrke” sammen med Sudan, Saudierne og Nordyemen. Men det var Syrien, der bestemte, hvad der skulle ske.
Syriens indblanding var ikke kun politisk (for at neutralisere PLO og dermed sikre det syriske regime), der var også økonomisk gevinst – særligt narkohandel. Bekaa-dalen var plastret til med hashmarker. Markerne blev beskyttet mod fly med plantegift ved hjælp af syriske T-54 kampvogne, og eksporten gik via Damaskus Lufthavn.
Borgerkrigen i 1976 blev til en slags national befrielseskrig for palæstinenserne, og det korrupte maronitiske styre stod i vejen. Syrien ønskede ikke en PLO-stat i Libanon og var derfor nødt til at intervenere. Hvis de ikke havde gjort det, havde PLO kunnet tage magten. Hvad der derefter var sket er ikke til at sige – ud over at der havde udbrudt kampe mellem de forskellige fraktioner. Arafat talte om et ”liberalt demokrati” i en palæstinensisk stat – men det havde været umuligt. Hvis PLO var kommet til magten i Libanon, havde en udvikling som selvstændig kapitalistisk stat været umulig på grund af imperialismens pres og Libanons tilbageståenhed. Derfor er det ikke udelukket, at en PLO-stat i Libanon, under indflydelse fra den kapitalistiske økonomis krise, stalinismens styrke i Sovjetunionen og ikke mindst massernes pres, kunne have gået i retning af proletarisk bonapartisme. Lederne af PLO kunne være nødt til at nationalisere økonomien for at undgå et kollaps og som forsvar mod imperialisternes allierede i Libanon
Den næste krig
I 1980 strømmede der våben ind i Libanon. Fanlangisterne talte åbent om, at de snart ville være tvunget til at udkæmpe en ”national befrielseskrig” mod palæstinenserne. Syrien sendte våben til Sydlibanon for at bevæbne det shiamuslimske Amal. Amal var stiftet af Moussa Sadr, der hævdede at være efterkommer af den syvende Imam – det shiamuslimske overhoved. Han forsvandt under en rejse til Libyen i 1978. Det er usikkert, hvad der er sket. Formentlig har Gadaffi skaffet ham af vejen for Saddam Hussein.
Israelske skibe sejlede til Jounieh, hvor de lossede ammunition til falangisternes kanoner og kampvogne. PLO fik sit antiluftskyts og meget andet fra Polen, ofte blev våbnene smuglet ind gennem civile fly fra luftfartsselskabet LOT.
5. juni 1982 invaderede Israel Libanon, efter de i lang tid havde udført bombeangreb i Sydlibanon, og før invasionen havde angrebene også omfattet Beirut. 25.000 soldater gik ind. Israel sagde, at målet var at skubbe PLO tilbage i ”sikker afstand” af Israel. Derfor var det bare en ”forebyggende handling for at sikre fred”, blev det forklaret. Det var imperialisternes version. USA gav Israel grønt lys.
Operationen havde navnet ”Snebold”. Det er der en vis ironi i, da en snebold som bekendt kan rulle og blive større.
Den syriske hær var blevet korrumperet og indblandet i al mulig mærkelig tuskhandel i løbet af de år, den havde opholdt sig i Libanon. Dens kampevner var små. Og uanset hvad, mod Israel havde de ingen chance. Alle de arabiske ledere holdt ”radikale” taler om støtte til palæstinenserne og ”mobilisering af masserne” – men de gjorde intet. Og Syrien skulle ikke nyde noget af at miste hele sit militær i Libanon.
Det første nederlag på slagmarken, som Israel fik, skyldtes shiamuslimske militser, der var under indflydelse fra Iran. Hizbollah var ved at blive oprettet i Libanon. Militsfolkene tog stykker fra deres skjorter og viklede om hovederne som martyrbind. Nu var det shiamilitserne, der var den nationale modstandsbevægelse.
Som hævn sønderbombede Israel flygtningelejrene i Vestbeirut. Israel omringede Beirut med krigsskibe og kampvogne. Da kampvognene kom ind til Libanons militærs hovedkvarter, overgav den libanesiske regering sig, og sagde, at ”krigen er slut, og vi er glade for at se israelerne.” Israel besatte alt, undtagen Vestbeirut, som var kontrolleret af PLO og syriske tropper, der var fanget. Israel ville have PLO til at forlade Beirut, og der var forhandlinger.
Den israelske forsvarsminister, den senere premierminister Ariel Sharon, havde personligt stået i spidsen for Israels indtog i Østbeirut, og han holdt en række møder med de maronitiske ledere for at konsolidere alliancen med falangisterne. Hundredevis af bevæbnede falangister fik omgående adgang til de israelsk besatte områder i Chouf, hvor de opsatte checkpoints i de drusisk dominerede områder – noget som syrerne aldrig havde tilladt. Damaskus havde selv sørget for det kristne mindretals sikkerhed i dette område, og at lade falangisterne overtage kontrollen var opskrift på borgerkrig langs religiøse linier. De fleste maronitiske indbyggere i dette område udviste ingen entusiasme for dette skridt, for det gjorde dem omgående til falangisternes samarbejdspartnere.
14. juni 1982 annoncerer Sarkis en ”national frelses regering” med Berri (leder af Amal) og Bashir Gemayel (falangist). Berri sagde, at Amal skulle lægge våbnene. De venstreorienterede militser i PLO splittede ud, og PFLP lovede at gøre Beirut til et ”nyt Stalingrad”.
PLO’s ledere var klar til at forlade Beirut, og der kom en aftale i stand om en multinational styrke fra USA, Frankrig og Italien, der skulle gå ind i Vestbeirut og sikre evakuering af palæstinenserne. Der var præsidentvalg, og Bashir Gemayel blev valgt – det sørgede Israel for. Hans program var at få alle udlændinge – dvs. palæstinensere ud af Libanon. Arafat tog til Tunesien. I løbet af 15 dage blev 10.000 palæstinensiske guerillaer og syriske soldater evakueret under opsyn af amerikanske marinesoldater, fremmedlegionærer og italienske soldater.
Reagan sagde, at man nu var ved at opnå libanesisk suverænitet over Beirut – og at det var derfor, man var kommet. Det lyder en anelse bekendt i 2006. For at sikre den maronitiske marionetregering var det nødvendigt med udenlandske bajonetter.
17. september 1982 skete der noget, som for altid vil stå som et sort punkt i palæstinensernes historie. Massakren i Sabra og Chatila flygtningelejrene. Falangisterne havde fået frit spil af israelerne. Hele natten var lejren blevet oplyst af lysraketter, og det israelske militær var tilskuere på afstand, mens deres allierede massakrerede palæstinenserne. Den shiamuslimske milits ”Det frie Libanons hær”, som blev anført af Haddad, deltog også. Før massakren havde israelerne transporteret dem op til Beirut fra Sydlibanon.
Forinden var Gemayel blevet myrdet, formentlig af israelerne, der ikke havde brug for ham mere. Men Ariel Sharon, daværende forsvarsminister, skød skylden på PLO og sagde, at det viste palæstinensernes terroristiske morderiskhed. Kort efter slap han falangisterne løs i flygtningelejrene.
Gravide kvinder var blevet skåret op. Børn havde fået snittet halsen over. Kvinder var blevet voldtaget. Næsten alle var blevet dræbt systematisk. Skudt på klos hold, eller havde fået skåret halsen over. Nogle var kun babyer. Mange af ligene var med bulldozere blevet samlet i tre meter høje bunker.
Israels hærchef, Rafael Eitan sagde ved et efterfølgende pressemøde: ”Vi kan ikke forhindre falangisterne i at gå ind i lejrene. De er libanesere, og det her er Libanon – de har frihed til at bevæge sig, hvorhen de vil i landet.” Helt klart gjaldt dette ikke for muslimske militser.
Der er blevet fundet 600 lig i Sabra og Chatila. Men mere end 1800 er ”forsvundet.” De blev taget til fange af israelerne, og derefter udleveret til falangisternes nåde. Den øverste ansvarlige for disse massakrer var Israels daværende forsvarsminister Ariel Sharon.
Efter massakren var der en demonstration i Tel Aviv med 400.000 deltagere og enormt pres fra hjemmefronten i Israel. Dette tvang premierminister Begin til at træde tilbage. Fra juni 1982 til starten af 1983 var 455 israelske soldater døde, og 2.460 sårede. Der var stor utilfredshed inde i selve hæren, hvor soldaterne ikke så nogen grund til at tage til Libanon for at dø. Soldaterne lavede en sang, som nedgjorde Sharons krig:
”Flyvemaskine kom ned til os
Flyv os til Libanon
Vi vil kæmpe for Sharon
Og vende tilbage i en kiste.”
Interviews med israelske soldater omkring dette tidspunkt viser, at der var enorm utilfredshed. Robert Fisk gengiver nogle citater i bogen Pity the Nation: ”Jeg ønsker ikke at være her i dette land under stjernerne sådan her. Jeg ønsker at være hjemme i mit land med min familie. Tingene er ikke gået rigtigt.” ”Det er en katastrofe her. Sharon, jeg tror han er vanvittig.”
Den amerikanske regering kaldte i 1984 den israelske hær i Libanon for en ”kluntet, udisciplineret flok.” Og to af Israels førende militærskribenter bebrejdede Sharon for elendigheden og opsummerede det således:
”Født ud af en enkelt, vidende og dumdristig mands ambitioner, var Israels invasion af Libanon i 1982 forankret i bedrag og måtte ende i en katastrofe.” (Citeret i Robert Fisk, Pity the Nation, s. 569.)
Dette viser tegn på opløsning i den israelske hær. De værnepligtige unge israelere kommer for de flestes vedkommende fra arbejderklassen. Trotskij forklarede, at patriotisme betyder to forskellige ting for borgerskabet og for arbejderklassen. Hos borgerskabet er det et ønske om imperialistisk dominans, udbytning af fremmede folkeslag og udvidelse af ”interesseområder”. Hos arbejderklassen repræsenterer patriotisme et ønske om forsvar for deres hjem, familie og venner. Sådan en ”patriotisme” kan vendes til revolutionær internationalisme. Og alt tyder på, at en stor del af de israelske soldater kunne vindes til en alliance med de arabiske masser på dette tidspunkt. At dette ikke skete, skyldes at stalinisterne ikke førte en revolutionær krig baseret på klasseenhed på tværs af grænser, men i stedet underlagde sig religiøse og borgerligt-nationalistiske grupper. Hvis blot en brøkdel af de israelske soldater var blevet vundet for revolutionær enhed med libanesiske kommunistiske militser, så havde det udgjort en enorm trussel mod selve det israelske statsapparat. Disse overvejelser var utvivlsomt en vigtig årsag til, at de israelske generaler pludselig fik travlt med at trække tropperne tilbage.
Israel trak sig ud af Vestbeirut, og USA, Frankrig og Italien overtog kontrollen. Israel fik to gange sprunget sit militære hovedkvarter i Tyre i luften – den ene gang af en selvmordsbomber. I 1983 trak Israel sig, efter hårde kampe i Beirut væk fra området omkring Beirut og tilbage til den nye frontlinje nord for Sidon.
Amerikanerne bombede herefter muslimske kvarterer i byen fra krigsskibe. Det skulle støtte regeringen og falangisterne mod drusiske militser. Men det gjorde situationen endnu sværere for amerikanerne og resten af de multinationale styrker. Nu blev de for alvor set som allierede med falangisterne i åben krig med Libanons muslimer og de fattige masser generelt. Herefter blev USA’s marineinfanteristers hovedkvarter bombet af Islamisk Jihad, og der døde 300 amerikanere. I 1984 trak de multinationale styrker sig ud, efter den libanesiske regeringshær var kollapset og splittet langs religiøse linier. Reagan sagde, at de amerikanske styrker blev ”genastationeret” (”redeployed”). Ligesom Napoleons ”genstationering” ved Moskva, Englændernes ”genstationering” fra Dunkirk, eller de danske soldaters ”genstationering” i det sydlige Afghanistan. Det var et kollaps for den amerikanske imperialisme i Levanten og et nederlag for Israels eventyr i Libanon.
Herefter var der hårde kampe i Sydlibanon mellem shiitiske militser og Israel. I 1985 trak Israel sig tilbage til det sydligste Libanon og førte den såkaldte ”jernnæve” politik over for modstandsbevægelsen. De lavede en 10 kilometer ”sikkerhedszone” i Libanon og støttede kristne militser i området, der terroriserede befolkningen. De oprettede desuden fængsler, blandt andet det berygtede Khiam fængsel, hvor adskillige rapporter fra bl.a. Amnesty International melder om frygtelig tortur, og mange af de indsatte blev tilbageholdt i årevis uden nogensinde at komme for en dommer. Enkelte indsatte var indespærret i 15 år på denne måde. Da Israel endelig trak sig tilbage i 2000, blev fængslet stormet og ødelagt af vrede libanesere, der samtidig befriede de sidste fanger.
I Beirut kæmpede shiitiske og drusiske militser mod hinanden, og Syrien gik igen ind i Beirut for at stabilisere situationen. I 1988 kunne parlamentet ikke vælge en ny præsident. Der opstod rivaliserende præsidenter i Øst- og Vestbeirut. Der var en situation, hvor der var to ”regeringer”. Den kristne ”præsident” General Michel Aoun, erklærer krig mod Syriske tropper i Libanon. Syrien belejrede sammen med deres allierede militser Østbeirut, og det endte i 1990 med at Aoun flygtede fra præsidentpaladset og borgerkrigen officielt ophørte.
Det nationale spørgsmål
Sovjets fald førte stor tilstrømning af jøder fra det tidligere USSR til Israel. De blev sendt ud som kolonibyggere på Vestbredden. Antallet af jødiske bosættere på Vestbredden gik fra 1990 til 2000 fra 76.000 til 383.000. Dette var i perioden med den såkaldte ”fredsproces” efter Oslo-aftalen, der solgte ud af alle palæstinensernes krav og garanterede, at der ikke kan dannes en palæstinensisk stat. Osloaftalen gav kun palæstinenserne 46 procent af Gaza og den besatte Vestbred, og områderne er solidt omringet af israelsk militær, der effektivt kan kontrollere al trafik til og fra områderne.
En af nøglerne til den russiske revolution var det nationale spørgsmål. Trotskij sagde, at: ”Den nationale undertrykkelse i Rusland var uden sammenligning hårdere end i nabostaterne, ikke blot ved dets vestlige, men endda ved dets østlige grænser. Det store antal af disse nationaliteter, der var blevet frataget rettigheder, og skarpheden i deres elendighed, gav det nationale problem i det zaristiske Rusland en gigantisk eksplosiv kraft.”
Lenin forklarede, at den eneste måde, en ny socialistisk føderation kunne bygges, var som en frivillig samling af nationerne. Derfor var retten til selvbestemmelse, herunder retten til løsrivelse, indskrevet på bolsjevikkernes banner
Men kravet om ret til selvbestemmelse og løsrivelse gør ikke, at marxisterne gør løsrivelse i sig selv til et krav, lige så lidt som retten til fri abort gør abort af alle graviditeter til et krav. Trotskij forklarede bolsjevikkernes standpunkt således:
”Bolsjevikpartiet antog i dette ikke et separationsevangelium. Det antog blot en forpligtelse til at kæmpe uforsonligt imod enhver form for national undertrykkelse, herunder den tvangsmæssige indeholdelse af den eller den nationalitet indenfor grænserne af den generelle stat. Kun på denne måde kunne det russiske proletariat gradvist vinde de undertrykte nationaliteters tillid.”
De nationale problemer blev i vid udstrækning løst af de borgerligt-demokratiske revolutioner i Europa. Men kapitalismen i nedgang på verdensplan har skabt utålelige nationale modsætninger, særligt i de tidligere koloniale eller halvkoloniale lande. Her er borgerskabet ude af stand til at gennemføre den borgerlige revolutions opgaver og skabe stabile nationalstater. Hvordan kan det være? Den vigtigste årsag er, at en borgerlig nationalstat, ligesom enhver anden stat, blot er et organ til én klasses herredømme inden for et bestemt geografisk område. Den herskende klasse i en borgerlig nationalstat er et moderne borgerskab, baseret på privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Men i de gamle britiske og franske mandatområder er der intet stabilt borgerskab med en selvstændig base i industriel produktion. De arabiske stater er vasalstater for den ene eller den anden stormagt. Imperialismen har eksproprieret deres nationale selvbestemmelse. Dette er en kilde til afsky hos masserne, men til stor rigdom for de korrumperede og dekadente ledere i disse stater.
Økonomien i de palæstinensiske områder er dybt afhængig af Israel, og selv hvis en palæstinensisk stat på kapitalistisk grundlag skulle blive etableret, vil den stadig være fuldstændig underlagt Israels nåde. Blokaden efter valget af Hamas giver en forsmag på, hvad der venter, hvis en palæstinensisk ”stat” bliver oprettet. Det vil være en semistat uden selvstændigt grundlag, forkrøblet og deform fra fødslen, og ude af stand til at leve og ånde. Alene af denne årsag er en socialistisk føderation den eneste mulige basis for fremgang i disse områder. Behovet for en socialistisk føderation vokser ud af selve den kapitalistiske produktions internationale karakter. Men imperialismens kunstige nationale skel sætter en uoverstigelig barriere for en dynamisk udvikling af økonomi, produktion og handel. På dette grundlag er ingen fremskridt mulige. Kun en socialistisk union i Mellemøsten kan komme over disse barrierer. Nogle vil kalde dette en utopi. Men de værste utopister er de, der forestiller sig, at imperialismen kan løse folkenes problemer i Israel og i de arabiske lande. For det vil aldrig kunne lade sig gøre. Israel fortsatte gennem halvfemserne med spredte bombardementer og angreb. Blandt andet massakrerede de 106 palæstinensere i flygtningelejren Qana 18. april 1996. En af de overlevende, Fawizeh Saad, kan huske hvordan flygtningelejren så ud, efter ”Sharons drenge” havde været forbi:
”En mand lå i to stykker. Der var en kvinde, der var gravid, og jeg kunne se armen og benet fra hendes ufødte barn stikke ud gennem hendes mave. Der var en mand, der havde en granatsplint i sit hoved. Han var ikke død, men du kunne se et stykke metal i hans hals, som om han havde fået skåret sin hals over. Han sagde til sin datter, at hun skulle komme og hjælpe med at løfte ham op. Og jeg hørte hende sige: ’lige et minut, jeg prøver at sætte min bror sammen – han er i to stykker.’ Der var en anden broder, der holdt et barn i sine arme. Barnet havde intet hoved.” (Citeret i Robert Fisk, Pity the Nation, s. 669.)
Israel dræbte også Hizbollahs leder, Abbas Mussawi ved et luftangreb i 1992. Men i løbet af halvfemserne var der en vis økonomisk vækst, og det gav også en vis stabilitet. I 1992 var inflationen for eksempel på 170 procent, men i 1996 var den nede på 10 procent.
Efter mange års kampe blev Israel endelig tvunget ud i 2000. Delvist på grund af pres fra hjemmefronten, men især pga. Hizbollahs guerillakrig. Det var hidtil eneste gang, Israel var blevet tvunget på militært tilbagetog, og det gav enorm autoritet til Hizbollah. Samtidig med at Israel trak sig ud, kollapsede deres milits, South Lebanese Army.
Denne sejr førte til, at Hasan Nasrallah blev den mest populære leder i Libanon. Hvis det ikke havde været for valgsvindel og juridiske spærrebomme i grundloven, så var han uden tvivl blevet premierminister. Også i dag er han populær, og en meningsmåling for nylig sagde, at 80 procent af libaneserne støtter ham. En tilsvarende popularitet er der ingen ledere fra Vesten, der kan prale af. Der er ingen tvivl om, at Hizbollah og Nasrallah nyder enorm opbakning, men dette vil ikke vare evigt. Hizbollah er en småborgerlig nationalistisk bevægelse, der ikke er i stand til at vise nogen som helst vej frem. Deres taktik med angreb på almindelige israelere har præcis den modsatte effekt af, hvad der er hensigten. I virkeligheden styrker sådanne angreb den israelske reaktion, og Israels gentagne aggressioner har til gengæld styrket Hizbollah. Hizbollahs reaktionære politik er blot en anden side af den israelske imperialismes dominans. Marxisternes standpunkt er i denne sammenhæng en fuld støtte til den libanesiske og palæstinensiske modstandskamp, men samtidig kritiserer vi de kontraproduktive metoder, som Hizbollah og andre grupper benytter sig af. Med snæver nationalisme, individuel terrorisme og tilfældige drab på almindelige israelere vil de aldrig være i stand til at løse problemet.
Syriens tilbagetrækning
Syrien blev af mange libanesere set som en garanti mod Israel. Imperialismen (og deres fløj i Libanon) tvang Syrien ud. Demonstrationer imod og til fordel for Syrien viste nogle af de modsætninger, der er i Libanon. Demonstrationerne imod Syriens tilstedeværelse var store, og hovedsageligt baseret på maronitterne. Men demonstrationerne til støtte for Syrien tiltrak to millioner, der gik på gaden. Hizbollah stod i spidsen for dette. Uanset hvad, viser det, at masserne instinktivt var klar til at kæmpe for, at der var militær tilstedeværelse, der kunne beskytte dem mod israelsk aggression.
Senere spændinger førte til den nuværende regering, der intet har løst. Det har ført til stigende tilslutning til Hizbollah.
Krigen i juli-august udsprang af den gamle konflikt, fordi det var Israels mål at eliminere Hizbollahs kampstyrker. De to soldater, der blev taget til fange i den israelsk besatte Sheeba Farms korridor mellem Libanon og Syrien, var naturligvis bare et påskud.
Israel ville undgå en ny besættelse af Sydlibanon, som ville være dyr både i menneskeliv og økonomi. Så de besluttede sig for en hurtig og kraftig intervention. Men de israelske generaler undervurderede fjenden. Luftbombardementerne ramte mest civile. DR’s nyheder meddelte, da næsten 1000 libanesere var døde, at mindst 930 af dem var civile. Resten var Hizbollah eller libanesisk hær, der var blevet bombet ved et uheld(!). I alt mistede over 1200 libanesere livet under krigen, og de materielle skader beløber sig på 3,6 milliarder dollars. Men det er ikke alt. The Economist skriver den 14. september, at ”Ødelæggelsen af personlige ejendele, plus indirekte tab på grund af sådanne ting som fabrikslukninger, højere forsikringspræmier og reducerede indtægter fra turisme, beløber sig til omtrent tre gange så meget. I alt svarer udgifterne omtrent til halvdelen af Libanons BNP.”
Da Israel gik ind på landjorden mødte de uventet stor modstand. Hizbollah var en velorganiseret fjende. Imperialisterne havde regnet med, at det ville være forholdvis let at nedkæmpe Hizbollah. 90 procent af alle klyngebombeangreb blev udført i de sidste 72 timer før våbenhvilen. Det viser, at israelerne har været desperate til sidst. De har brugt enorme mængder af bomber, og de har hentet klyngebomber frem fra lagrene tilbage fra 1973 – mange af dem er så ikke eksploderet. Ifølge FN er der nu 100.000 ikke-eksploderede klyngebomber i Libanon, men de kan gå af bare ved berøring – og der er allerede en del børn, der er døde.
Omkring 915.000 libanesere har måttet flygte fra deres hjem på grund af Israels angreb. 130.000 har mistet deres hjem. 150 broer er blevet sprængt i stykker. Alene i bydelen Sedeqeen i Tyre, hvor 5000 mennesker bor, er der ikke en eneste bygning, der ikke er helt eller delvist ødelagt.
Imperialisterne snakker nu om, at den internationale styrke i Libanon skal hjælpe til at styrke centralregeringens militær. Men på grund af, at det ikke er lykkedes at afvæbne Hizbollah, kommer de vestlige styrker til at stå blandt en befolkning, der er fjendtligt indstillet over for dem, og hvor militserne stadig er intakte. Det er derfor, de er så bekymrede for deres ”mandat”. De vil have den libanesiske hær til at afbæbne Hizbollah, men det er umuligt. Den libanesiske hær siger de har 70.000 soldater, men reelt kan de kun mønstre 20.000. Hvis den forsøger på at ”afvæbne” Hizbollah, udbryder der borgerkrig igen – og der vil omgående være splittelser i hæren.
Vi må også se på, hvor Hizbollah får sin autoritet fra. De står i massernes øjne som den eneste seriøse kraft, der har bekæmpet den israelske aggression (to gange!). Der er intet alternativ til Hizbollah, selv om de ikke kan vise en vej ud. Den libanesiske hær gjorde intet som helst for at forsvare indbyggerne i Sydlibanon – hvilken autoritet giver det dem? Det er dem, imperialisterne vil have, skal afvæbne Hizbollah. Vi ønsker dem held og lykke med deres selvmordsmission. Og vi ønsker held og lykke til de selvmordskandidater, der skal indgå i imperialisternes styrke i Libanon.
Selv hvis det kunne lade sig gøre, er en afvæbning af Hizbollah kun et middel til at åbne Libanon for israelsk imperialisme – det er altså en reaktionær utopi. Ifølge The Economist 14. september vil den internationale styrke snart nå op på 5.000, og i februar 2007 kan den blive helt op til 15.000. Og allerede nu patruljerer krigsskibe ud for Libanons kyst – blandt andet har Danmark sendt et skib af sted. Dette er langt fra en ”neutral” styrke, der skal bringe ”fred”. Formålet er at afvæbne modstandsbevægelsen og gøre den magtesløs over for en fremtidig israelsk aggression. Derfor er denne intervention en støtte til israelsk imperialisme imod de fattige masser i Libanon. I denne kamp kan arbejderklassen ikke være neutral, og kravet om tilbagetrækning af de imperialistiske tropper må rejses i arbejderbevægelsen i Italien, Tyskland, Danmark og de andre lande, der har sendt tropper til støtte for at sikre den reaktionære israelske overklasses herredømme i Levanten.
FN lavede resolution 1701, der blandt andet kræver afvæbning af Hizbollah. Det er sjovt, at netop Israel hyler op om FN-resolutioner. Israel er et af de lande i verden, der har flest FN-resolutioner imod sig, hvad angår tilbagetrækning fra de besatte områder. Men her er en resolution, de kan bruge.
Konflikten har også afsløret, at FN ikke er noget værd, når det kommer til stykket. Alle pacifisterne, der har illusioner til FN, er endnu en gang blevet skuffede. For kernen i det er, at hvis imperialisterne kan bruge FN, så gør de det – f.eks. Koreakrigen, hvis ikke, så blæser de på FN. Irakkrigen er et eksempel på dette.
Lige nu er der enorm støtte til Hizbollah. Og de arabiske ledere har været presset fra neden til at hylde det som en sejr for araberne. Men vil denne autoritet, som Hizbollah har vundet, vare ved? De betaler nu for genopbygning af bygninger i Sydlibanon og i Beirut. Det gør de gennem deres NGO Jihad Al-Binaa, der har 1500 ingeinører. Hizbollah har tilbudt 12.000 dollars til dem, der har mistet deres hjem. Regeringen svarede ved at kalde dem en ”stat i staten”, men den libanesiske stat har ikke gjort noget som helst. Og det er tydeligt for almindelige mennesker. Hvis de skal vælge imellem en ”stat”, der kan levere militært forsvar mod Israel og økonomisk støtte til genopbygning, og en ”stat”, der ikke kan levere andet end medfølelse og krokodilletårer, så er valget ikke svært.
Ud over det militære forsvar imod Israel, henter Hizbollah også støtte i kraft af sine sociale projekter – lidt ligesom Hamas i Gaza og på Vestbredden. Men Hizbollah er økonomisk støttet af Iran. Det giver dem et stort råderum. Men det, der ser ud til at være den største styrke, er i virkeligheden også den største svaghed. For i længden kan Hizbollah ikke vinde. De kan ikke vinde en rent militær udmattelseskrig imod den israelske krigsmaskine – med mindre den kollapser på hjemmefronten. Og hele taktikken med individuel terrorisme eller guerillaisme er forfejlet. Hvorfor? Fordi den ikke bygger på et klasseperspektiv. Libanesernes sikkerhed imod angreb fra Israel kan netop ikke garanteres, så længe Hizbollah har den politiske ledelse af modstandskampen.
Vores parole i en sådan situation vil være: vi kæmper 100 procent på samme side som libaneserne, for at forsvare deres hjem, land og familie imod imperialistisk aggression. Men samtidig fremfører vi parolen om klasseenhed med den israelske arbejderklasse. Vi vil føre en propagandakrig og appellere til de israelske arbejdere og soldater. I stedet for raketter med granater ind i Israel, ville vi sætte løbesedeler med opfordring til enhed mellem de arabiske masser og de israelske arbejdere. Det ville være revolutionær krigsførelse. Det viste bolsjevikkerne, hvordan man skulle gøre.
Den røde hær, som blev anført af Trotskij, kunne aldrig have vundet en ren militær sejr over hærene fra de 21 lande, der invaderede + de hvide kontrarevolutionære styrker. De vandt af to årsager: for det første, at bolsjevikkerne havde massiv opbakning (al løgn om det modsatte er udslettet alene ved borgerkrigens udfald!). For det andet at de appellerede til soldaterne om ikke at skyde på deres russiske brødre, men i stedet vende våbnene mod kapitalisterne og deres egne officerer. Det gjorde, at mange af de udenlandske soldater vendte hjem som overbeviste kommunister.
Israel – et klassesamfund
Men ville det overhovedet være muligt i Israel i dag? Står israelerne ikke fuldt fast bag de reaktionære?
Arbejderklassen i Israel er, på trods af vigtige styrkedemonstrationer, endnu ikke for alvor trådt ind på scenen. Det må vi anerkende. Hvordan kan det være? Den israelske arbejderklasse er meget ustabil Der er mange udlændinge, bl.a. filippinere, russere og etiopiere. Forholdene er meget dårlige, og der har været nogle forsøg på organiseret kamp – særligt imod privatiseringer. Men Histadrut, det israelske LO, er højredrejet og forsøger at sabotere alle seriøse forsøg på kamp. Men det er kun et spørgsmål om tid. Selv det største bureaukratiske apparat kan ikke holde klassekampen tilbage. Og de objektive forhold udvikler sig. En tredjedel af alle israelske børn vokser op under fattigdomsgrænsen. Der er en million mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen.
Krigen har kostet Israel 6 milliarder shekel, omtrent 8,1 milliarder kroner. De mangler nu 2,5 milliarder shekel (ca. 3,4 mia. kroner). Og det er arbejderklassen, der kommer til at betale gildet. Histadrut-bureaukratiet er allerede gået med til, at arbejderne i Haifa skal betale en dagløn. Men det er klart, at hvis man accepterer det, så åbner man op for flere angreb. Knesset skulle behandle nedskæringer for 2 mia. shekel i forbindelse med finansloven. Men der er nogle i Arbejderpartiet, der er gået imod, og det truer med at sprænge koalitionen. I Radio Israel sagde de, at ”betydningen af det, er at der i dag ikker er nogen koalition i staten Israel.”
Den israelske finansministers finanslovsforslag for 2007 omfatter blandt andet angreb på ungdommen. Det omfatter en afgift for at gå op til studentereksamen, og afskaffelse af arbejdsløshedsunderstøttelse for unge under 28. Samtidig er der lagt op til privatisering af handicaphjælp og afskaffelse af kontorer, der skal rehabilitere fængslernes indsatte. Ungdommen har allerede i løbet af 1990’erne været på gaden i protest mod studieafgifter, og flere gange er det blevet til sammenstød med politiet.
Borgerskabet i Israel går imod en dyb krise. De prøver at undgå økonomisk krise ved at angribe arbejderklassen. De har, med hjælp fra toppen af fagbevægelsen, fået arbejderne til at betale 20 procent af kapitalisternes tab i krigen. Desuden kommer de regulære krigsudgifter, som er betalt af arbejderklassen over skattebilletten (og med menneskeligt råmateriale i form af arbejderklassens unge værnepligtige). Men der er grænser for, hvor langt borgerskabet kan gå ad denne vej. En af kapitalens mest ihærdige fortalere i Israel, Nehemia Shtasler, skrev: ”Da Peretz støttede den libanesiske krig, og dens udvidelse, tog han ikke højde for, at hvert affyret missil og hver ramt kampvogn betyder færre skoleklasser, færre veje, færre tog, mindre velfærd og færre sociale ydelser.” Det er ganske klart, at den israelske overklasse ikke kun fører krig mod de arabiske masser, men også mod den israelske arbejderklasse. Og der er en grænse for, hvor længe denne krig vil være ensidig. På et vist tidspunkt vil de israelske arbejdere rette afgørende slag imod den korrupte og reaktionære herskende klasse i Israel.
De første tegn på revolution viser sig altid i samfundets top. En af de første betingelser for revolution er, at den herskende klasse er splittet, lammet og ude af stand til at fortsætte med at regere som sædvanligt. Dette var tilfældet i Frankrig før den store revolution i 1789. Det var tilfældet med det østrigske kejserdømme i 1848, zardømmet (og derefter den provisoriske Kerenskij-regering) i 1917, Batista-regimet på Cuba, og en lang række andre regimer. Og det er tilfældet i Israel i dag. Avisen Haaretz havde en artikel, skrevet af Yoel Marcus, der sagde følgende:
”...Det er svært at nægte, at tingene ser temmelig forfærdelige ud. Der er en følelse af systemkollaps, af et land i angst. Den berømte klage, ’hvad vil der ske?’ er vendt tilbage. Alle statens institutioner og symboler er fyldt med revner. Præsidenten bliver afhørt under anklage for voldtægt, og han har ikke til hensigt at træde tilbage eller blot tage på ferie. Hærens stabschef, der blev anset som et militært geni og fremtidig premierministerkandidat, da han blev indsat, fejlede i sin første krig og vil stå til regnskab når undersøgelseskommissionen indkalder ham. Den nationale politichef bliver afhørt. Premierministeren, der har anklager om bestikkelse imod sig, vil også få sin indsats under Libanonkrigen endevendt af et hold efterforskere.”
Et tegn på, at arbejderklassen i fremtiden vil bevæge sig i Israel, er den uro, der i løbet af 1990’erne og nu er begyndt at vise sig på det faglige felt. I 1997 så vi den største strejke i Israels historie, og i 2004 var der generalstrejke, der fik den daværende finansminister Benyamin Netanyahu (Likud) til på TV at kalde de strejkende arbejdere ”terrorister” (mens han svedte voldsomt under optagelsen). I løbet af disse år havde Histadruts formand, Amir Peretz, opnået en stor autoritet inden for arbejderbevægelsen, og det satte ham i stand til at blive formand for Arbejderpartiet i 2005, hvilket blev set som en sejr af de fleste arbejdere. Peretz var den mest venstreorienterede af kandidaterne, og Peretz’ tilhængere talte om, at det var en ”revolution” i partiet.
Selv om Peretz nu, som marxisterne forudsagde, er gået over til partiets højrefløj, og han agerede forsvarsminister under krigen mod Libanon, har han forstærket båndene mellem Arbejderpartiet og fagforeningerne, og det har fået flere venstrefløjsfolk frem i partiet. Valget af Peretz afspejler en venstredrejning i arbejderklassen, og med valget af reformisten Peretz har den israelske arbejderklasse taget det første, famlende skridt i retning af en bevægelse for at ændre samfundet. Med andre ord repræsenterer valget af Peretz en stemningsskifte hos arbejderklassen.
Det er egentlig sjovt, at vi skal svare på venstresekterikernes påstande om, at hele den israelske befolkning er én reaktionær blok. Før 1967 sagde en del af dem, at Israel var socialistisk, fordi der var mange nationaliserede virksomheder. Så er de hoppet over til Fatah og væbnet kamp på muslimsk baggrund. Eller ukritisk støtte til ledelsen for Hizbollah. Det de siger er, at det er okay at bombe israelske arbejdere, og denne vanvittige politik flytter den israelske arbejderklasse til højre. Dette er en kriminel og kontraproduktiv politik, der i fremtiden vil blive fejet til side, når den israelske arbejderklasse bevæger sig for at ændre de katastrofale forhold, som kapitalismen tilbyder masserne i regionen.
Død og opløsning i Gaza
Samtidig fortsætter situationen med at være et mareridt i de palæstinensiske områder, særligt i Gaza. 70 procent af befolkningen kan ikke længere brødføde sig selv, de er afhængige af nødhjælp. For 2000 år siden var det ”landet der flød med mælk og honning”. I dag har den israelske imperialisme forvandlet Gaza til ét stort fængsel med 1,4 millioner indsatte. For tiden skyder Israel 200 granater ind i Gaza om dagen. FN’s øverstbefalende i området har betegnet Gaza som ”en tikkende bombe”.
Gazas elkraftværk er stadig ødelagt efter det israelske bombardement tidligere på året, og FN anslår, at familierne i byområdet må klare sig med seks til otte timers (importeret) strøm i døgnet. Rindende vand er tilgængeligt to til tre timer i døgnet. Israels hykleriske ”tilbagetrækning” fra Gaza var blot optakten til en massakre på Gazas indbyggere. Israel har droppet den omkostningstunge regulære besættelse, og erstattet den med regulære bombardementer af Gaza. Israels ”operation sommerregn” betyder, at 2-300 granater for tiden falder ned over Gaza. Ifølge The Economist 7. september har det indtil videre kostet 230 palæstinensere livet – heraf 60 børn. Men aggressionen omfatter ikke blot bombardementer. I maj døde fire nyrepatienter, som følge af, at de ikke kunne få dialyse i Gaza, da Israel har blokeret for indførsel af det nødvendige udstyr. Hele sundhedssystemet er forkrøblet, og banale sygdomme kan ikke længere behandles tilstrækkeligt.
Situationen på Vestbredden er endnu ikke nær så katastrofal, men det siger ikke meget. Der er mangel på nær sagt alt på grund af den økonomiske blokade, der fulgte efter valget af Hamas. Imperialisternes hykleri er grænseløst, når det kommer til spørgsmålet om ”demokrati”. De vil meget gerne have ”demokrati” i Mellemøsten – så længe folk stemmer på de rigtige. I Gaza og på Vestbredden stemte folk på de ”forkerte”, og derfor iværksatte imperialisterne en blokade. Spørgsmålet om ”demokrati” er også et klassespørgsmål. Imperialisterne ønsker først og fremmest et styre, der kan holde masserne i ro, så udbytningen kan foregå i ro og mag. De foretrækker at gøre dette med et demokrati, men hvis det ikke kan lade sig gøre, har de ingen problemer med selv de værste former for diktatur. Således har USA støttet Shahen i Iran, da de så ham som garanti mod kommunisme. De støttede Saddam Hussein, da han angreb Iran i 1980, men vendte imod ham, da han ville tage Kuwait. De støtter sig til stadighed på saudernes diktatur og det hashemitiske monarki i Jordan.
Mangel på subjektiv faktor
Det tragiske er, at arbejderbevægelsen står så svagt. Det har gjort, at reaktionære imamer og mullaher har fået en vis magt. Ingen kan være i tvivl om, at disse folk er en flok reaktionære gangstere. De udnytter kynisk den folkelige modstand mod imperialismen til at styrke deres egne magtpositioner. Dette kan kun lade sig gøre, fordi alle imperialismens marionetregimer og politiske allierede har vist sig som en flok korrupte og degenererede røvere og torturbødler.
Krisen kan i virkeligheden reduceres til en krise i arbejderklassens ledelse. Det, som marxisterne kalder den subjektive faktor, altså arbejderklassens ledelse, er svag. Stalinisterne har spillet en kriminel rolle i Israel og i de arabiske lande. Det er vanskeligt at finde dokumenter fra Libanons Kommunistparti, der ikke er på arabisk, men de dokumenter, vi har fundet, virker ikke betryggende. Hvilke opgaver stiller partiet sig selv i den nuværende situation? Vi citerer:
”Vores centrale opgave må være at styrke og støtte Libanons nationale enhed og standse enhver infiltration, og dermed genforstærke den legitime konfrontation med den igangværende amerikansk-israelske plan imod vort fædreland” (Vores fremhævning).
Angående modstandsbevægelsen, så hylder de ”samlingen af alle patriotiske og demokratiske kræfter”.
Og hvad er det, partiet vil opbygge:
”En retsstat, der er renset for politiske aftaler omkring de religiøse grupperingers numeriske antal i forhold til besættelse af politiske embeder og hæver sig over snævre sekteriske interesser”. (Arbejderen, 24. august 2006.)
Med andre ord: det, LKP vil have, er et borgerligt demokrati i en borgerlig nationalstat. Men de har intet lært af historien. Det kan ikke lade sig gøre at skabe sådan en stat – det er umuligt på grund af imperialismen, og på grund af, at Mellemøsten står på kapitalistisk basis.
Libanons kommunistparti er den største venstrekræft i landet. I 1970’erne og 1980’erne var det en væsentlig faktor, og et af de vigtigste kommunistpartier i den arabiske verden. De deltog i borgerkrigen og var de første til at angribe den israelske besættelsesmagt i 1982. Hizbollah begyndte først senere, men fik i længden overtaget. LKP underlagde sig fuldstændig de borgerlige.
I 1990’erne gik LKP i total krise efter Sovjets kollaps. Der var en masse splittelser. Og i dag spiller de næsten ingen rolle. Men det er en traditionel organisation, som kan vokse i fremtiden. Men som det er nu, så er det organisationer som Hizbollah, der har overtaget på grund af stalinisternes bankerot.
For en socialistisk føderation i Mellemøsten
Hele situationen i Mellemøsten er desperat. Masserne søger en vej ud af det mareridt, der udgør den ”normale” situation i denne del af verden. At araberne er fjendtligt indstillet over for imperialismen er intet under. ”Stars and stripes” repræsenterer for mange arabere det samme, som hagekorset gør for de fleste europæere. Problemet er, at den massive utilfredshed indtil videre er blevet ledt ind i reaktionære kanaler.
Hizbollahs succes skyldes ikke deres lederes ”geniale” politik. De er selvfølgelig hjulpet af Iran, og de er blevet brugt som bolværk mod kommunistpartiet. Men det har været let at agere bolværk. For LKP har ikke ført en uafhængig klasselinje. Først og fremmest skyldes Hizbollahs succes, at masserne er desperate for at kæmpe imod den israelske imperialisme. Masserne kan ikke vente på at der kommer en rigtig ledelse, før de kæmper. De har brug for at kæmpe nu. Og det gør de så. Og det er det, de småborgerlige pacifister ikke forstår. De kan ikke skelne mellem ledelsen og masserne.
Når israelske bomber (der ganske ofte er ”made in USA”) dræber libanesernes familier og ødelægger deres liv, så er det kun naturligt, at de libanesiske masser søger at gøre modstand mod aggressionen. Deres kamp udspringer ikke fra programmatiske eller religiøse overvejelser, men fra et materielt, brændende behov for forsvar for deres liv og familie. På grund af fraværet af et revolutionært masseparti er det kun Hizbollah, der kan tilbyde de kampvillige masser et organ for kampen. At bebrejde masserne, at de griber det våben, de har ved hånden, når de står med ryggen mod muren, svarer til komplet kapitulation over for den israelske imperialisme. Ingen seriøse arbejdere og unge ville vel i dag betvivle de danske arbejderes ”ret” til at støtte modstandsbevægelsen under den nazistiske besættelse – på trods af, at BOPA og Danmarks Frihedsråd var anført af stalinisterne, der adlød Moskvas befalinger.
Masserne vil gennem deres egne erfaringer med Hizbollahs politik drage de nødvendige erfaringer. Og ikke mindst vil aktive og seriøse kammerater i den kommunistiske bevægelse i Libanon stille spørgsmål ved ledelsens kapitulation over for den degenererede og korrupte overklasse. Det er ud fra de mest klassebevidste og revolutionære elementer i PFLP og den kommunistiske bevægelse i Libanon, at ledelsen vil blive udfordret, og masserne kan få den ledelse, de fortjener. Et revolutionært program for enhed med de israelske arbejdere, ekspropriering af kapitalismen og et løfte om ret til selvbestemmelse til alle nationaliteter vil kunne vriste de kampvillige masser væk fra Hizbollahs skadelige indflydelse.
Ud fra denne betragtning, så sidder Hizbollah ikke så sikkert som ledelse for masserne, som det kunne se ud til. 72 procent bakkede op om tilfangetagelsen af de to soldater i Sheeba Farms. Over 90 procent støttede Hizbollahs kamp mod Israel. Men det siger først og fremmest noget om, at masserne er klar til at kæmpe – ikke at de nødvendigvis er fundamentalister. Hvis der eksisterede et revolutionært parti på et klart marxistisk program for socialistisk omdannelse af hele regionen, så ville situationen hurtigt komme til at se anderledes ud.
Det er i det lys, vi skal se opbyggelsen af den Internationale Marxistiske Tendens i den arabiske verden.
Hele regionen – Libanon, Palæstina, Egypten, Israel osv. – er et bevis på, hvor galt det kan gå uden et revolutionært masseparti. Imperialismen har smadret og plyndret de lande. Manglen på et revolutionært parti tvinger masserne til at tage alle mulige omveje i deres søgen efter en revolutionær udvej. De vil have en revolutionær udvej. Det beviser valget af Hamas og støtten til Hizbollah. Men det er kun det første, søgende udtryk for, at masserne leder efter et revolutionært program for omdannelse af samfundet.
Vi må gøre det helt klart: det er kun marxismen, der kan tilbyde et program for den arabiske revolution. Stalinisterne er bankerot. Og der er ingen base for reformisme. Og sekterne har underlagt sig snart det ene, snart det andet reaktionære parti. Og det der i hvert fald ikke er plads til, er småborgerlig pacifisme. Opgaven for marxisterne i dag er at opbygge en marxistisk tendens i alle de arabiske lande på tværs af de kunstige Sykes-Picot grænser, som imperialisterne har parteret Mellemøsten med.
Det er klart, at bevægelserne i hele regionen er afhængige af hinanden. Likvideringen af den iranske revolution har givet Hizbollah som resultat. Og hele palæstinensernes kamp er noget, som alle arabere ser til. Derfor snakker vi ikke om revolution i et enkelt land. Vi snakker om revolution i hele mellemøsten, og hele den arabiske verden. Perspektivet er en socialistisk føderation i Mellemøsten som en del af en socialistisk føderation på verdensplan.
