Læs del 1

Imperialistisk indblanding
Begivenhederne i Caracas følges med voksende uro og ærgrelse af imperialisterne. Washingtons udmeldinger er blevet mere og mere krigeriske. I januar 2005 sagde Condeleezza Rice: "Chavez er en negativ kræft i denne region". Lignende ting blev sagt de amerikanske medier og embedsmænd i den merikanske regering. I januar 2006 sammenlignede første den amerikanske leder af National Intelligence John Negroponte og senere daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld Chavez med Hitler, og beskyldte ham for at være en af de farligste og mest destabiliserende kræfter i regionen.

Det er en form for sprog, som i diplomatiet normalt associeres med forberedelser på krig. Tidligere havde den amerikanske imperialisme interveneret militært imod den bolivariske revolution. Men tiderne har ændret sig. På trods af deres magt og rigdom er de amerikanske imperialister ikke i en position, hvor de kan indlede en direkte militær intervention. De er fanget i et kviksand i Irak, og det har allerede kostet livet på 3.000 amerikanske soldater, og det koster dem mere end en milliard dollars om ugen.

De seneste valg i USA var et hårdt slag for Bush og det Republikanske Parti, som mistede kontrollen over både Repræsentanternes Hus og Kongressen. Der er simpelthen stemning i den amerikanske offentlighed for, at ende den forfærdelige besættelse, selvom en tilbagetrækning nu ville være et ydmygende nederlag, der vil have alvorlige konsekvenser for USA i Mellemøsten og globalt. Hvad de end gør nu i Irak, vil det være forkert. Det samme gælder i Afghanistan. Derfor er det utænkeligt, at de vil begynde endnu en militær kampagne i Venezuela, i sær når man tænker på, at 70 procent af den latinamerikanske befolkning i USA (nu den største etniske minoritet) stemte imod Bush.

Betyder dette at imperialisterne har opgivet deres forsøg på at vælte Chavez? Selvfølgelig ikke! En venstreorienteret regeringsembedsmand fortalte mig, at USA allerede har indledt en invasion af Venezuela: en dollar invasion. CIA er aktivt indblandet i at korrumpere særlige dele af staten - herunder nogen "bolivariske" dele.

Dette bekræftes af Eva Golinger i hendes nye bog, Bush vs. Chavez: Washington's Krig mod Venezuela", som detaljeret beskriver nuværende amerikanske trusler mod Venezuela. I et interview for nyligt sagde Eva Golinger, at den amerikanske imperialisme finansierer oppositionen: "Dette er taget til over de sidste år, fordoblet i nogle tilfælde. Faktisk er USAID's (US Agency for International Development) finansieringen gennem dets "Kontor for Overgangsinitiativer" (sat op her efter kuppet) nu 7,5 millioner dollars om året. Men mere interessant er antallet af modtagere af midler steget dramatisk.

"For to år siden var der 63 organisationer som modtog midler, og i dag der, ifølge de sidste dokument jeg kunne få under den amerikanske informationslov, 132 grupper som får. Når vi taler om finansiel magt, handler det ikke kun penge; det handler også om, at gennemtrænge det venezuelanske samfund ved at bruge penge til, at komme ind i forskellige sektorer. De finder grupper som påstås at være menneskerettighedsgrupper, grupper som arbejder i uddannelsessystemet og så videre, men de arbejder i virkeligheden for oppositionen.

"Basalt set finansierer USA disse organisationer i det civile samfund … for at opnå kontrol i alle mulige forskellige dele af landet. Der er en stor koncentration af programmer i for eksempel Meride, men også i Tachira, Zulia, og i den indre del af landet - steder såsom Barquisimeto, og staterne Lara, Monagas, og Anzoategui." (Green Left Weekly, #691, 22. november 2006.)

Bush's nye "Overgangsplan" for Cuba finansieres med hele 80 millioner dollars. I Venezuela er den samlede mængde penge fra Washington, som kan spores, omkring 9 millioner dollars om året. Men det er ikke penge (som oligarkiet i virkeligheden ikke har brug for), men også politiske kontrakter, som Eva Golinger pointerer:

"Det er lige så vel politiske kontrakter. For eksempel holder en højrefløjstanke, der er tæt forbundet med det Republikanske Parti, d. 28. oktober en begivenhed i Washington DC kaldt "Kan Venezuela blive reddet?". Og den eneste taler er Julio Borges, som er oppositionens vicepræsidentkandidat med [præsident kandidat] Manuel Rosales. Alle mulige ting er indblandet i det jeg kalder "den finansielle front"".

Selvom en direkte invasion ser ud til at være udelukket, er der andre muligheder. En er snigmord. Vi ved, at CIA træner terrorister i Miami med det formål at myrde Chavez. Colombianske paramilitære styrker er aktive på venezuelansk jord, og de er der ikke kun for at lege. Eva Golinger siger:

"Jeg interviewede faktisk en paramilitær her i Caracas. Det han sagde, var, at alle de paramilitære arbejder sammen med USA og Specialstyrkerne i Colombia. De er trænet af dem i kommando-og-kontrol-operationer. […] det er dem, der sendes over for at prøve at dræbe Chavez. Men kommando-og-kontrol er styret af og kontrolleret af de amerikanske Specialstyrker. De amerikanske styrker komme ind, og er på colombiansk jord, men de sender paramilitære for at gøre det beskidte arbejde sammen med den colombianske hær." (ibid.)

En paramilitær leder fortalte Eva Golinger, at der er mere end 3.000 i området omkring Caracas alene. USA har gjort Colombia til en militærlejr ved at donere våben til en værdi af 4,5 milliarder dollars til Uribes reaktionære regime. Disse skulle bruges på kampen mod narkotika, men i virkeligheden bruges de til modoprør. Det er muligt, at CIA vil fremprovokere en krig mellem Colombia og Venezuela.

Kontrarevolutionære forberedelser Imperialisternes overordnede plan er forbundet med præsidentvalget. Oppositionskandidaten Manuel Rosales har konstant ligget 20-30 %-point bag Chavez i meningsmålingerne. Nogle dele af oppositionen - Acción Democratica (AD) og Antonio Ledezma's Allianza Bravo Pueblo har nægtet at deltage i valgene og opfordrer til boykot. Rosales demokratiske legitimation er ikke bedre end deres. Han deltog i 2002 kuppet. Han legede tydeligvis med idéen om at trække sig tilbage fra valget, men der var det for sent. At trække sig tilbage nu ville miskreditere ham yderligere og demoralisere hans støtter.

Los escuálidos og deres imperialistiske støtter forbereder sig på et stort valgnederlag på søndag. De har på forhånd besluttet at proklamere "svindel" og udnytte situationen til at forsøge at skabe størst mulig ustabilitet i landet og den største forvirring udenfor landet. Der er allerede blevet fundet 30,000-40,000 sorte t-shirts med ordet "svindel!" på. Dette er en lille indikation på hvad der forberedes.

Organisationer som det såkaldte Hannah Arendt Center (som er direkte forbundet med lederen af Rosales' kampagnehold) er blevet brugt til at kaste tvivl på stemmerne, selv før de første valgsteder er åbnet. Dette er en essentiel ingrediens i planen om at destabilisere Venezuela efter d. 3. december.
Oppositionen fremsætter valgsloganet "forsvar stemmen". I en artikel i CounterPunch, skriver den amerikansk akademiker George Ciccariello-Maher:

"Dette vage slogan har nogle klare konsekvenser, som blev klare, da oppositionsideologen Rafael Poleo for nyligt trådte frem på Globovisíon. Poleo, som har forbindelse til Bushklanen og CIA, der var dybt involveret i kuppet april 2002, og hvis datter direkte var involveret i mordet på Danilo Anderson, dommeren hvis job det var at indsamle bevismateriale mod kupmagerne, fremlagde strategien for den radikale opposition på klareste vis d. 6. november: 'Den 3. er det op til borgerne at tilslutte sig oppositionen, de bliver nødt til at stemme. D. 4. er det op til Manuel Rosales at lede protester mod den svindel, der er blevet forberedt. Og d. 5. er det op til de væbnede styrker at beslutte om det vil fortsætte med at tvinge den venezuelanske opposition til at acceptere det skamfulde regime.'

"Ifølge Poleo kunne Rosales blive den vigtigste venezuelaner i det 21. århundrede 'hvis han gør hvad han er nødt til'. Valgkomitéen (CNE) 'vil annoncere Hugo Chávez' sejr, uanset hvad tallene siger,' og 'kl. 6 om morgenen d. 4., vil gaderne være fyldt med folk der dømmer svindel, og så vil vi se Rosales' sande størrelse.'

Afslørende erklærer Poleo at "dagen efter, d. 4., vil være endnu vigtigere end d. 3. december. På d. 4. er det op til folk at gøre, hvad det ukrainske folk gjorde, at gennemføre en orange revolution, at kaste sig selv på gaderne fordi svindlen allerede er blevet arrangeret, de har allerede tallene klar. 'Chavisterne vil ikke overlade magten af den simple grund, at 'de er nazister.'"
Disse ord er hverken mere eller mindre et åbent kald for et kup i Venezuela. Rosales har nægtet at give klare enstemmige svar på spørgsmål om han vil anerkende valgresultatet. Han gentager bare, at resultaterne skal være fair. Siden det eneste fair resultat for Rosales og hans bosser i Washinton er en sejr for den kontrarevolutionære opposition, er konklusionen temmelig klar. Hvis det demokratiske system ikke kan levere et "fair resultat", må det blive væltet med magt.

Rosales er imidlertid godt klar over, at han mangler en massebase, der er stærk nok til at vælte det demokratisk valgte parlament. Hans eneste håb er at fremprovokere et militært kup med støtte fra de reaktionære hærofficerer. Det er derfor ingen overraskelse, at han har indkaldt til et møde med de øverstkommanderende i hæren d. 5. Et ønske der blev afvist af forsvarsminister General Raúl Baduel på baggrund af, at et sådan møde ville konstituere en ikke-konstitutionel militærintervention i valgprocessen. Tingene får dog ikke lov at ligge der. Néstor González, den militære leder af kuppet april 2002, har udgivet en båndoptagelse, der opfordrer til militærintervention.

Disse kontrarevolutionens skamløse planer er blevet mødt med faste svar fra Chávez. Han har advaret om, at imperialisternes forsøg på at destabilisere Venezuela, kan blive mødt med at lukke for olieforsyningerne. Han har advaret oppositionen i en tale d. 17. november: "Tving mig ikke til at tage drastiske forholdsregler for at fastholde landet suverænitet og stabilitet." Forsøg på destabilisering vil blive mødt med fasthed, siden "den tolerante Chávez blev efterladt den nat i år 2002." Chávez konkluderer: "Vi vil ikke tillade, at Venezueala bliver fyldt med blodsudgydelser igen."

Hvis præsidentens ord er barske, er reaktionen af de menige medlemmer langt barskere. I følge artiklen af George Ciccariello-Maher vækker truslen om kontrarevolution de bolivariske aktivister. Tidligere nedlagte bolivariske cirkler bliver igen vakt til live, og spørgsmålet om væbnet selvforsvar kommer i forgrunden. Han refererer til "chavisternes autonome organisation", der vil forsvare deres revolution. Så vi skal ikke blive overraskede over at finde ud af, at de mest radikale dele af chavisterne også laver planer. Helt specifikt er der adskillelige væbnede selvforsvarsorganisationer stammende fra Tupamaro-bevægelsen og ikke-fungerende bolivariske cirkler, som hævder at have stor tilslutning i de vestlige kvarterer (barrios) i Caracas, der forbereder planer til forsvar for chavistiske kvarterer.

"Sådanne planer er centrerede i det historiske revolutionære kvarter af 23 de Enero (23. januar), i de stigende bjergudløb i det vestlige Caracas. 23 Enero har længe repræsenteret den organisatoriske 'hjerne' af det radikale Caracas som modsætning til oprørets 'hjerte' repræsenteret af slumkvarterene i Petare, denne krudttønde langt øst for byen gav oprejsning til det storslåede 1989 Caracazo opstand. Revolutionens ånd er ofte blevet antændt i Petare's ekstreme fattigdom, den største og farligste af Caracas' slumkvarterer, men den organisatoriske struktur, der blæser ild på bålet, findes generelt i 23."

Her har vi massernes svar på de kontrarevolutionæres komplotter! Ethvert forsøg på at gentage erfaringerne fra d. 11. april 2002 vil blive mødt med en massernes opstand, der vil overskygge opstanden fra d. 13. april. Dette vil måske give de kontrarevolutionære en tænkepause! Forfatteren fortsætter:

"Det skal siges, at mens hovedstadens borgmesterkontor har 'opfyldt en nødvendig støttende rolle' ved at sørge for logistisk støtte til radikale kvarterer (mobiltelefoner, motorcykler), er denne rolle præcis således: støttende. Det vil sige at disse kvarteres organisationer er bedst beskrevet som 'basis bevægelser' engageret i en revolutionær proces af lokal administration. Med en af deltagernes ord har modstanden mod trusler fra oppositionen ført disse grupper til 'at skabe nye former for at organisere lokal selvforsvarssuverænitet'".

Disse modstandsplaner er ikke begrænset til byområder. Ezequiel Zamora Nationale bondefront, hvoraf flere tusinde marcherede gennem byen i militærform d. 20. november, har taget initiativ til at organisere en enhedsfront af revolutionære organisationer, i hvilken Freteco og CMR er gået med til at deltage. Fronten har appelleret om støtte fra Hands Off Venezuela, som organiserer solidaritetskampagner i mange lande denne weekend.

Massernes revolutionære potentiale
Hvad leder alt dette så hen til? I hvert fald ikke det dejlige fredelige scenario, der elskes af alle reformister, men en voldsom kamp imellem klasserne, som må blive afgjort efter valget. George Ciccariello-Maher konkluderer korrekt, at: "græsrøddernes modstand imod et hvert forsøg på, at bremse den revolutionære proces er allestedsnærværende". Den venezuelanske revolutions styrke forbliver masserne, som, sidste søndag, endnu engang viste deres beslutsomhed og revolutionære kampånd.

Det mest populære slogan var "No volverán!" ("De vender ikke tilbage!"). Hvad viser dette slogan? Man kan sige, at masserne stadig ikke ved, hvad de præcist vil have, men de ved meget vel, hvad de ikke vil have. De vil ikke vende tilbage til en regering af deres bitre fjender. De er fast besluttede på at kæmpe med al deres magt for at forsvare revolutionens sejre. Men i krig kan defensive kampe ofte blive offensive. Med Winston Churchills ord er den bedste form for forsvar et angreb.

Dette er Simon Bolivars land - fronten i den latinamerikanske revolution. På trods af de ekstremt svage kræfter han oprindeligt havde til rådighed, tøvede Simon Bolivar aldrig med at udfordre det mægtige spanske imperiums hære. Han klagede ikke over "ufavorable forhold", men gik til angreb - og vandt. Hvis bevægelsen var ledet reformister af samme type som Heinz Dietrich, i stedet for Bolivar, ville folkene i Latin Amerika stadig være under den spanske imperialismes pinefulde åg.

Overalt hvor vi ser hen, ser vi et kontinent i en tilstand af revolutionært oprør. Der er en uafsluttet massebevægelser, som involverer millioner af arbejdere og bønder i Mexico. Arbejderne i Bolivia udførte to generalstrejker og to opstande i lige så mange år. På valgniveau har masserne i Ecuador vist deres trang til at ændre samfundet. Resultatet i Nicaragua viste det samme på trods af Ortegas håbløst utilstrækkelige politik.

Overalt er problemet det samme. Problemet er ikke masserne, der har vist deres trang til at ændre samfundet mange gange. Nej! Det er mangelen på den subjektive faktor - det revolutionære parti og ledelse. Hvis en sådan ledelse eksisterede, ville den opgave at fuldføre revolutionen være meget nemmere. Det ville blive udført hurtigere og mere smertefrit med et minimum af vold og ofre. Revolutionens langtrukne natur er netop en afspejling af dette faktum. På den ene side er reaktionens kræfter for svage til at fuldføre en kontrarevolution (i hvert fald i øjeblikket), samtidig mangler masserne et revolutionært parti med den nødvendige vision og lydhørhed for at lede dem til at overtage magten. Dette betyder, at et afgørende udfald bliver udskudt. Den nuværende ligevægtstilstand kan dog ikke vare uendeligt. Før eller siden må den centrale modsætning blive løst - på den ene eller den anden måde.

Hvad der er behov for nu, er en klar og modig ledelse fra arbejderklassen. Der er al grund til at tro, at der efter dette valg vil være en yderligere eksplosion i klassekampen. Arbejderne er ikke længere parate til, at acceptere chefernes bedrageri. Besættelsen af Sanitarions de Maracay viste vejen frem. Dannelsen af Freteco, den revolutionære front, er det nødvendige middel til at give et organiseret udtryk til bevægelsen for fabrikker, der er besatte og under arbejderkontrol.

Can the working class of Venezuela resolve the question of power without the firm guiding hand of a Marxist party? Theoretically, this cannot be excluded. The workers of Paris (who at that time were also much weaker than the workers of Venezuela today) seized power in the Paris Commune without the benefit of a Marxist party (though the followers of Marx were present in the Commune). But we must not forget that they lost power mainly because of mistakes that an experienced leadership would have helped them to avoid. In any case, the masses cannot wait until we have overcome our organizational weaknesses. In Venezuela the revolutionary tendency must be created in the course of the struggle itself. It is an urgent need and must be pursued urgently and single-mindedly by the Venezuelan Marxists.

Kan arbejderklassen i Venezuela løse spørgsmålet om magten uden den faste guidende hånd fra et marxistisk parti? I teorien kan dette ikke udelukkes. Paris' arbejdere (som på det tidspunkt var meget svagere end arbejderne i Venezuela i dag) tog magten i Pariserkommunen uden hjælp fra et marxistisk parti (selvom Marx' følgere var til stede i kommunen). Men vi må ikke glemme, at de mistede magten på grund af de fejl, som en erfaren ledelse ville have hjulpet dem med at undgå. Under alle omstændigheder kan masserne ikke vente indtil vi overkommer vores organisatoriske svagheder. I Venezuela må den revolutionære tendens skabes under selve kampen. Dette er et akut behov og må følges beslutsomt af de venezuelanske marxister.

I kampens hede kan skabelsen af en revolutionær ledelse skabes meget hurtigere end man kan forestille sig. Truslen om kontrarevolution i Venezuela skaber den revolutionære fortrop. Aktivisterne mødes, diskuterer, samarbejder i kampen og bevæbner sig. Det er vejen! For en revolutionær enhedsfront til, at bekæmpe kontrarevolutionen og skubbe de revolutionære kræfter! Masserne har gang på gang vist, at de er villige til at kæmpe. Når de først er bevæbnede med den revolutionære marxismes ideer og program kan ingen magt på jorden stoppe dem.

Ned med det kontrarevolutionære oligarki!
Ned med Imperialisme!
Fingrene væk fra Venezuela!
Fremad mod Den Socialistiske Bolivariske Republik!
Fremad mod Latin Amerikas Socialistiske Føderation!

Læs del 1