“Leve den socialistiske revolution!”. Med dette kampråb indledte Chavez sin dundrende sejrstale fra balkonen i Miraflores paladset, hvor hundredetusinder af revolutionære var forsamlet for at fejre sejren over imperialismens og oligarkiets kandidat, Manuel Rosales, i det venezuelanske præsidentvalg den 3. december.

Ifølge de officielle CNE (valgkomission) tal vandt Chavez med hele 61 procent mod Manuel Rosales’ 38 procent, hvilket er den største valgsejr for Chavez siden han blev valgt til præsident i 1998. Dengang blev han valgt med 59 procent, i 2000 gjorde han det med 58 procent og ved tilbagekaldelsesafstemningen i 2004 blev han støttet af 59 procent.

Revolutionen vandt ved stemmeurnerne… og på gaden!
Lørdag den 25. november, ugen inden valget, formåede oppositionen at mobilisere til en demonstration af en hvis størrelse for første gang i lang tid. Det er svært at beregne det præcise deltagerantal, men det tyder på, at de fik flere hundredetusinder med i deres demonstration. Dette var formentligt en faktor, der fik mange af Chavez ”sofavælgere”, og folk der havde taget sejren for givet til at gå med i den revolutionære demonstration dagen efter. Denne demonstration var efter alt at dømme den største demonstration under hele den 7-årige revolutionære proces med mere end 2 millioner mennesker, som fyldte så godt som hele indre Caracas. De tre hovedavenuer, Avd. Bolivar, Avd. México og Avd. Lecuna var propfyldte af rødklædte demonstranter med militante og anti-imperialistiske slogans malet på tusindvis af bannere.

Overalt i landet var stemmestederne fyldt fra morgenstunden søndag, med millioner af mennesker i lange køer. Den første rapport fra CNE indikerer, at stemmedeltagelsen ligger så højt som 75 procent. Hvis man sammenligner dette tal med andre lande i Latinamerika eller sågar med et land som USA, er denne deltagelse utrolig høj, og viser, at folket har en tiltro til, at deres stemme rent faktisk nytter noget.

Denne høje valgdeltagelse gjorde det umådeligt svært for oppositionen, at så tvivl om den folkelige opbakning bag den revolutionære proces. I samtlige regioner vandt Chavez, endda i regionen Zulia, som er Rosales højborg, godt nok med en lille margen, men stadig en imponerende bedrift.

Det var dog ikke kun ved stemmeurnerne, at revolutionen markerede sig som den absolut afgørende faktor. Hver gang at oppositionstilhængere forsøgte at skabe ravage, f.eks. i Los Teques og i San Antonio, ved valgstederne eller ved den panamerikanske motorvej i Miranda syd for Caracas, omringedes de af revolutionære og/eller soldater fra de væbnede styrker som standsede deres fremtog, og fik dem til at opløse deres små protester.

Det samme scenario udspillede sig i den østligt beliggende Plaza Altamira i Caracas, som traditionelt er højborg for det rige borgerskab. Her lykkedes det chavister at omdanne et sabotageforsøg fra oppositionen til en bolivarisk demonstration med hundreder syngende ”El Pueblo Unido, Jamás será vencido”.

Rosales og imperialismens strategi
Valgresultat er tydeligvis et hårdt slag for de kontrarevolutionære kræfter, som havde ført en aggressiv kampagne op til valget for at mobilisere sine tilhængere og opildne dem i troen om, at de virkeligt havde muligheden for at slå Chavez.

En halv time efter Chavez sejrstale gik Manuel Rosales ud og anerkendte trodsigt sit nederlag. Han fastholdte dog, at de officielle tal ikke var helt sandfærdige, og at hans nederlag i virkeligheden var meget mindre. På den måde holder han døren på klem for at så tvivl om valget, og opmuntrer hans støtter til at fortsætte kampen.

Det nationale oligarki (de store kapitalister, godsejervældet og korrupte ledere i det gamle statsapparat og partier), sammen med imperialismen, var tvivlsom og splittet i forhold til taktikken. Deres formål med at præsentere Manuel Rosales som enhedskandidat for oppositionen, var først og fremmest at stikke fingeren i vandet og mærke temperaturen. De fornemmede, at der var en mulighed for at reorganisere og gruppere en del af deres sociale base, og derfor forsøgte de at mobilisere deres folk omkring en fælles platform.

Til gengæld står det rimeligt klart, at i hvert fald en del af oppositionen var opsat på at gå længere og forsøge en frontal konfrontation. Det venstreorienterede venezuelanske nyhedssite Aporrea, rapporterede i fredags at lagre med tonsvis af t-shirts med skriften ”Fraude!” (Svindel!), sammen med propaganda imod påstået ”valgsvindel” og en opfordring til demonstrationer den 5. december, var blevet fundet fredagen inden valget.

Den oppositionsstøttede TV-kanal Globovision forsøgte hele dagen at opildne en stemning med tvivl og misinformation omkring valgets legitimitet. Flere af lederne fra Rosales kampagne og Rosales selv gik offentligt ud med taler om ”uregelmæssigheder” i valgproceduren og problemer med de elektroniske maskiner, der blev anvendt.

Hvorfor gik Rosales i sidste ende ud og anerkendte sit nederlag? Svaret er, at hans strategi, som i sidste ende blev fastlagt af hans bagmænd i CIA og det nationale borgerskab, ikke var afgjort fuldstændigt på forhånd. Havde Chavez´ sejr været mindre, er det relativt sandsyndeligt, at i hvert fald dele af oppositionen havde søgt en kampagne med direkte afvisning af resultatets legitimitet, sådan som nyhederne fra Aporrea indikerede.

Desværre for dem var valgresultatet langt klarere, end de havde forventet: Chavez vandt sin største sejr nogensinde med hele 61%. Stillet over for et så afgørende nederlag, var det umuligt for oppositionen at lancere en direkte offensiv, og derfor søger de nu en strategi som er længere sigtet; de har nu formået at mobilisere og gendanne en del af deres sociale base, omkring 3,8 millioner vælgere, og vil nu forsøge at fastholde den for at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet i Venezuela og forberede en ny offensiv, der kan true Chavez.

Som Manuel Rosales selv sagde i hans tale: ”Margenen er mindre [end det officielle resultat, red.]; men jeg vil fortsætte med at kæmpe på gaden for Venezuelas folk, kæmpende for demokratiet, for friheden”.

”National dialog” vs. Radikalisering af revolutionen
Da CNEs officielle valgresultat blev fremlagt på nationalt TV, strømmede hundredetusinder ud på gaderne for at fejre sejren. Stemningen var euforisk. Chavez holdt en bevæget tale, og lagde vægt på, at hans revolution er socialistisk, og at den nu stod overfor nye udfordringer. Uden at gå ind i detaljer om hvilke disse var, og om hvilke særtræk den ”venezuelanske” socialisme vil få, manede han dog sine tilhørere til frontal kamp imod korruption og bureaukrati, som han ved tidligere lejligheder har karakteriseret som en ”kræftsvulst” på revolutionens levende krop.

Samtidig med at han gav en internationalistisk appel til folkeslagene i Afrika, Europa, Asien og Nordamerika om at modsætte sig USA's imperialistiske verdensdagsorden, opfordrede han masserne til fortsat at mobilisere sig for at støtte de sociale og politiske forandringer, som den revolutionære proces har båret med sig.

De efterfølgende dage i Caracas har været præget af store fester med titusinder i gaderne klædt i den bolivariske bevægelses farver og med bannere, politiske slogans, små demonstrationer, taler, osv. Den fremherskende stemning er, at der nu er næsten 2/3 flertal for revolutionen, og at dette giver et fuldt mandat til at tage de praktiske skridt hen i mod et socialistisk samfund; ekspropriering og nationalisering af de store industrier, fødevareproduktionen, transportsystemet, bankvæsnet, osv. og mekanismer der sikrer opbyggelsen af en demokratisk arbejderstat med en demokratisk struktur opbygget fra neden.

Til gengæld har de efterfølgende dage også været præget af forskellige politiske kommentatorer og statsrepræsentanter fra den reformistiske fløj i statsapparatet, som har forsøgt at mane til en ”national dialog”, for at ”imødegå” oppositionen. De argumenterer med, at det er nødvendigt at se på at 38% af befolkningen ikke har stemt for revolutionen, og at man derfor fra regerings side, bør gå varsomt frem og udelade omfattende angreb på imperialismen, oligarkiet og på den private ejendomsret.

Disse folk udgør den yderste reformistiske fløj i bevægelsen. Men deres argumenter støder sammen med al den erfaring, som de menige aktivister i den bolivariske bevægelse har gjort sig: De er trætte af tilbageholdenhed og leflen for oppositionen. Hvert eneste forsøg på dialog fra de revolutionæres side, er endt i nye voldelige oprør fra oppositionen. Da Chavez forsøgte sig med forhandlinger med oppositionen efter deres mislykkedes kupforsøg i april 2002, brugte de kontrarevolutionære tiden til at forberede en ny opstand – arbejdsgiverlock-outen i december 2002, som kun blev afværget af arbejdernes heltemodige bevægelse med fabriksbesættelser og arbejderkontrol.

Den eneste vej fremad er altså at fuldføre revolutionen, og tage den til den logiske konklusion; ødelæggelsen af det borgerlige statsapparat og af kapitalisternes økonomiske magt. Sejren den 3. december åbner op for en ny, kvalitativ anderledes fase i den venezuelanske revolution, hvor masserne vil presse på med hele deres styrke, for at fuldføre den socialistiske revolution i Venezuela.

Andreas Bülow arbejder som journalist og sekretær for Corriente Marxista Revolucionaria i Venezuela. Han er også aktiv i den verdensomspændende solidaritetsbevægelse Hands Off Venezuela