USA og resten af den såkaldte ”koalition” står over for et historisk nederlag i Irak. Denne konklusion, som marxisterne har fremført siden krigens start, står nu lysende klar. Selv i den menneskelige biologis svar på astronomiens sorte huller, Geroge W. Bushs hjerne, er virkeligheden begyndt at trænge ind.

Baker-rapporten, der lige er udkommet, og som George W. Bush selv bestilte, har direkte konkluderet, at den amerikanske politik har været fejlslagen. Besættelsesmagtens nederlag i Irak vil ikke blot være et nederlag for USA og dets medløbere i Irak – det vil være et historisk nederlag for imperialismen, der vil ændre hele situationen på verdensplan. Et nederlag til verdenshistoriens største krigsmaskine vil give enorme impulser til kampen imod imperialistisk dominans overalt i verden – fra Manila til Kandahar, Gaza, Cairo, Mogadishu, Caracas og Oaxaca. Imperialisternes nederlag i Tigris og Eufrats land vil give enorm selvtillid til alle undertrykte folk. Al pessimisme og apati over for ”det mægtige USA” vil forsvinde.

Det er allerede klart, at krigen går særdeles skidt for de store krigshelte Bush og Blair. Livet i Irak er et absolut helvede. Invasionsstyrkerne har ifølge The Lancet dræbt 655.000 irakere. Og livet for de irakere, der har overlevet de ”demokratiske” og civiliserede” klyngebomber, fosforbomber, torturkamre, massakrer, myrderier og voldtægter, er i dag meget værre end før krigen. Dette siger ikke så lidt.

Krigen før krigen
Allerede inden krigen havde imperialisterne udsultet, bombet og kvæstet Irak. De berygtede FN-sanktioner i 1990’erne var en katastrofe for Irak. I realiteten var det en ”krig før krigen”. I 1996 anslog UNICEF, at omkring 4.500 irakiske børn døde hver måned som følge af sanktionerne. I 1997 konkluderede en undersøgelse fra FN og World Food Programme, at sanktionerne ”signifikant har nedsat Iraks evne til at tjene den fremmede valuta, der er nødvendig for import af tilstrækkelige mængder af fødevarer til at dække behovet.” I november 1997 rapporterede UNICEF, at ”32 procent af alle børn under fem år, over 960.000 børn, kronisk er fejlernærede – en stigning på 72 procent siden 1991. Næsten en fjerdedel er undervægtige – dobbelt så mange som niveauet i nabolandene Jordan og Tyrkiet.” (citeret i Robert Fisk, The Great War for Civilisation, s. 865-66.)

Sanktionerne omfattede forbud mod at Irak kunne importere en række varer. Blandt de ”dødbringende” varer på listen var: blyanter, blyantspidsere, snørrebånd, materiale til ligklæder, hygiejnebind, shampoo, vandrensningskemikalier, vatpinde, kanyler, medicinske udgivelser, gazebind, koboltkilder til røntgenmaskiner, engangshandsker til kirurger, epilepsimedicin, kirurgiske instrumenter, udstyr til dialyse, medicin mod halsbetændelse, granit, udstyr til tekstilfabrikation, tandpasta, tandbørster, toiletpapir, tennisbolde, børnetøj, neglelak og læbestift. For eksempel manglede det Irakiske Nationale Rygsøjleskadecenter, der blev startet med hjælp fra danske læger for at hjælpe sårede soldater under Iran-Irak krigen, medicin og forsyninger gennem hele perioden med sanktioner. Personalet var tvunget til at gensterilisere gazebind og katetre, og de fik ingen adgang til nye medicinske bøger og udgivelser.

Det absurde og dobbeltmoralske i disse sanktioner var åbenlyse. Før krigen mod Kuwait var Saddam Hussein Vestens gode allierede, og han blev ivrigt støttet af USA, England og Saudiarabien i krigen mod Iran. USA forsynede ham med en frisk sending kamphelikoptere kort efter hans giftangreb mod den kurdiske by Halabja 17. og 18. marts 1988, hvor mere end 5.000 kurdere blev dræbt. Washington sendte dengang en meddelelse ud, hvor de hævdede, at giftgassen muligvis var blevet anvendt af Iran – hvilket var en åbenlys løgn. Mange år senere ”opdagede” George Bush denne massakre og brugte den som argument for krig imod Irak – uden med et ord at nævne USA’s aktive støtte til deres allierede (Saddams) regime i 1988.

De engelske imperialister var – også dengang – på linje med Washington. Det britiske handels- og industriministerium forsvarede før Iraks Invasion af Kuwait salget af komponenter til sennepsgas med den absurde undskyldning, at en af ingredienserne kunne bruges til fremstilling af blæk til kuglepenne. Det samme ministerium blokerede kort før jul 1999 en sending vacciner, der skulle beskytte irakiske børn mod difteri og gul feber.

Resultaterne af sanktionerne var ikke kun sult, sygdom og død. Der fulgte naturligvis også en økonomisk katastrofe med. Resultatet var det samme som nederlag i en stor krig. I 2000 var 70 procent af de irakiske industrivirksomheder enten lukkede, eller kørte på stærkt nedsat niveau. Arbejdsløsheden havde nået 60 procent. Selv hærdede skrivebordsgeneraler i FN stod af over for denne ”fredelige krig” imod Iraks folk. Hans von Sponeck, FN’s humanitære leder i Irak trådte tilbage 14. februar 2000, og begrundede det med, at 167 irakiske børn døde hver dag. ”I alle mine år i FN har jeg aldrig været udsat for den samme politiske manøvre og det samme pres, som jeg har set i dette program. Vi behandler Irak, som bestod det af 23 millioner Saddam Hussein’er, hvilket er noget vrøvl.” (citeret i Robert Fisk, Great War for Civilisation, s. 871.)

I 1996 regnede FN med, at en halv million irakiske børn var døde som følge af sanktionerne. Madeleine Albright, der dengang var USA’s ambassadør i FN, kunne 12. maj i programmet 60 minutes fortælle de rystede seere, hvordan hun forholdt sig til dette overlagte og planlagte folkemord. Journalisten spurgte hende: ”Vi har hørt, at en halv million børn er døde. Jeg mener, det er flere børn, end der døde i Hiroshima. Er det prisen værd?” Og Albright svarede: ”Jeg mener, det er et meget svært valg, men prisen – vi mener, det er prisen værd.”

Rædsel uden ende
Det er, ovenstående afsnit taget i betragtning, svært at forestille sig, at livet i Irak skulle kunne blive værre. Men som Lenin sagde, er kapitalismen rædsel uden ende – og rædslerne kan altid blive værre. Det har Geroge W. Bush bevist.

Det seneste bevis i rækken er bombeangrebet torsdag 23. november i Bagdad-bydelen Sadr City, der har dræbt over 200 mennesker. Det er næsten umuligt at forestille sig det helvede, der præger hverdagen for irakerne. Sekteriske angreb, drab, kidnapninger og tortur er en trussel, som millioner af irakere lever med hver dag.

Det modbydelige og kontrarevolutionære bombeangreb var dog ikke det eneste, der skete i Sadr City torsdag. Ifølge nyhedsbureauet AP foretog amerikanske styrker et angreb i Sadr City klokken 4.30 om morgenen. Her angreb de en bus med irakiske løsarbejdere, efter de havde udvist ”fjendtlig adfærd”. Fire arbejdere blev dræbt og otte såret. Desuden blev fem arbejdere anholdt. Angrebet skete som led i eftersøgningen efter en amerikansk soldat, der er taget til fange af en milits. I koalitionsstyrkernes pressemeddelelse om episoden fremgår det, at fem irakere blev taget til fange, men de dræbte og sårede løsarbejdere nævnes ikke. Erobrerne mener tilsyneladende ikke, de erobredes liv (og død) er værd at nævne. Sådanne episoder er en del af hverdagen i Irak.

USA har ansvaret for sekterisk vold
Hvis man ser nyheder på TV eller læser de borgerlige aviser, får man det indtryk, at den sekteriske vold overskygger modstanden mod besættelsesmagten, og at den nærmest er opstået ud af intet. Intet kunne være længere fra sandheden. Fra starten af besættelsen har USA’s militær stræbt efter at regere Irak med en ”del og hersk”-strategi. De har fra starten splittet de etniske og religiøse grupper ud imod hinanden.

Ikke mindst fordi en forenet irakisk modstandsbevægelse, baseret på arbejderklassen i Bagdad, Basra, Kirkuk og andre store byer, ville repræsentere en umiddelbar og alvorlig trussel for den amerikanske besættelse. Modstandsbevægelsen er stadig stærk, og det er modstanden mod besættelsen, der i virkeligheden bekymrer Washington. Som et desperat modtræk mod den irakiske modstand, forsøger imperialisterne nu at puste til etnisk og religiøst had.

Denne proces startede allerede 13. juli 2003, da den amerikanske prokonsul Paul Bremer udpegede det såkaldte ”regerende råd.” Denne samling quislinge var udvalgt og udpeget på baggrund af deres etniske og religiøse baggrund, og de blev opmuntret til at strides indbyrdes om magten i den nye ”regering”. Derefter fulgte det skandaløse ”valg”, hvor stemmerne blev opdelt efter sekteriske principper. Sunnier kunne kun stemme på sunnier, shiaer på shiaer osv. Opsplitningen af irakerne langs sekteriske linjer blev altså aktivt støttet af besættelsesmagten.

Et af de åbenlyse tiltag til at starte væbnet konflikt langs sekteriske linjer var, da den irakiske hær blev opløst og erstattet af etnisk og religiøst sekterisk funderede militser. Militser som den kurdiske (israelsk trænede) Pesh Merga, den shiamuslimske Badr og al-Dawa (kaldet) er blevet optaget som en del af hæren, og er ”koalitionens” allierede i Irak. At disse grupper systematisk begår etniske udrensninger, plyndringer og voldtægt, bekymrer ikke Iraks nye herrer i Washington. Disse militser er af USA blevet sat ind imod irakere fra andre etniske områder, hvilket har øget spændingerne enormt mellem grupperne. Det kurdiske Pesh Merga er desuden ansvarlig for etnisk udrensning i Tel Afar, Kirkuk og Mosul. Etnisk udrensning er nu spredt til hele landet. Koalitionen har splittet Irak op i ”kantoner”, som er blevet overladt til de sekteriske militser. Som vi tidligere har sagt, har imperialisterne skabt et nyt Bosnien, bare mere monstrøst i skala.

De berygtede dødspatruljer (som for eksempel Badr-militsens Wolf-brigade) hører ofte under et af ministerierne. Særligt indenrigsministeriet er berygtet i denne sammenhæng, og har tilknyttet store fængsler til sine militser. Disse dødspatruljer går målrettet efter at likvidere irakiske nationalister og aktive i modstandskampen mod USA. Intet under, at disse dødspatruljer bliver bevæbnet og trænet af amerikanske officerer.

Vor mand i Honduras
En af hovedpersonerne i den amerikanske strategi for sekterisk opsplitning af Irak er formentlig den tidligere amerikanske ambassadør i Irak, John Negroponte. Negroponte var under sin periode som ambassadør i Honduras 1981-85 en af nøglepersonerne i CIA’s støtte til ”Contraerne” i Nicaragua, der i 1980’erne terroriserede befolkningen for at vælte den sandinistiske regering og knuse den nicaraguanske revolution. Negroponte plejede at tale om CIA’s støtte til contraerne som ”vores specielle projekt.” Og Ronald Reagan bakkede ham op ved at kalde contraerne for ”den moralske ækvivalent til the founding fathers.” Men ikke mindst var Negroponte bagmand bag nogle af de mest beskidte amerikanske operationer i El Salvador i samme årti.

Netop operationerne i El Salvador skulle vise sig at være noget, Negroponte tog med sig, da han i 2004 blev amerikansk ambassadør i Irak. Her stod amerikanerne over for en stor og kraftfuld modstandsbevægelse, og de ledte efter en måde at stabilisere deres herredømme. Negroponte foreslog den ”salvadoranske løsning”. De ledende kredse i Washington anser interventionen i El Salvador for en stor succes. De formåede at slagte mindst 75.000 salvadoranere, særligt aktive i arbejderbevægelsen og bønder, der sympatiserede (eller blev mistænkt for sympati) med guerillaen FMLN i kampen mod det amerikansk støttede militærdiktatur.

De CIA-støttede salvadoranske dødspatruljers kendingsmærke var, at man fandt deres ofre skudt og bagbundne. Siden Negropontes ankomst til Irak er netop denne type drab eskaleret. CIA’s klassiske metoder til guerillabekæmpelse - terrorisme og dødspatruljer – blev dermed eksporteret til Irak. Desuden stod ”Negropontes drenge” i El Salvador bag mange såkaldte ”mørke operationer”, hvor terroristiske angreb og massakrer blev udført for at skyde skylden på fjenden og splitte befolkningen. Der er grund til at antage, at også disse metoder er fulgt med Negroponte til Irak.

Negropontes vigtigste arbejde i Honduras bestod i dannelsen og træningen af dødspatruljer. Vi ved ikke, hvad der var kriteriet for Negropontes ansættelse i Bagdad, men hans CV fra Honduras har formentlig hjulpet ham betragteligt i hans karriere som amerikansk diplomat. Et af Negropontes værker i Irak kunne ses i massakren torsdag den 23. november.

Modstand mod USA stadig størst
Uden at forfalde til konspirationer, vil vi huske på en grundlæggende læresætning fra kriminalitetsbekæmpelsens verden. Hvis man skal finde en forbryder, er man ofte godt hjulpet, hvis man finder ud af, hvem forbrydelsen gavner.

Et af de første store sekteriske angreb, der tiltrak sig omverdenens opmærksomhed, var angrebet på Askariyah-moskeen i Samarra. Efter dette angreb udbrød der sekterisk vold mange steder i Irak. Hvem drog fordel af dette? I hvert fald ikke de sunnimuslimske nationalister, der fik skylden for angrebet. Snarere den amerikanske besættelsesmagt.

Der er mere endnu, der tyder på, at besættelsesmagten benytter sig af terroristiske angreb for at så splid mellem de forskellige grupper i Irak. I september 2005 arresterede irakiske politifolk i Basra to englændere, forklædt som irakiske civile, der havde planer om at placere en bil fyldt med sprængstoffer i centrum af Basra. De to englændere viste sig at være soldater fra specialstyrken SAS. De blev anholdt og sigtet for at skyde på irakere og for at plante sprængstoffer. Ifølge Moqtada al-Sadr, der er chef for politistyrken, var de to SAS-agenter desuden i besiddelse af fjernstyrede detonatorer, der kunne detonere bilens sprængstof på afstand. Det er dog aldrig blevet helt klart, hvad de to agenter foretog sig, da de blev befriet fra deres fængselsceller, da britisk militær i en storstilet aktion stormede arresten. Siden har britisk militær været meget stille omkring denne episode.

Det er langt fra det eneste tilfælde, hvor koalitionens styrker står bag (forsøg på) terrorbomber – ”mørke operationer”. Det newzealandske Scoop News skriver:

”I maj 2005 rapporterede Imad Khadduri, den eksilirakiske fysiker, hvis tekster har hjulpet til at miskreditere de amerikanske og britiske fabrikationer om masseødelæggelsesvåben, en historie om, at en chauffør i Bagdad, hvis kørekort var blevet konfiskeret ved et amerikansk checkpoint, fik besked på at ’melde sig ved en amerikansk militærbase nær Bagdad til afhøring og for at få sit kørekort tilbage’. Efter en halv times afhøring fik han at vide, at der ikke var noget imod ham, men at hans kørekort var blevet sendt videre til det irakiske politi på al-Khadimiya stationen ’til behandling’ – og at han skulle tage derhen hurtigt, før kommissæren, hvis navn han fik, fratrådte sit skift.

Chaufføren forlod hurtigt stedet, men blev snart bekymret over en følelse over, at hans bil kørte, som bar den på et tungt læs, og han blev også mistænksom over for en lavtflyvende helikopter, der blev ved at flyve over ham, som om den fulgte ham. Han stoppede bilen og undersøgte den grundigt. Han fandt næsten 100 kilo sprængstof gemt i bagsædet og langs de to bagdøre. Den eneste sandsynlige forklaring på denne episode er, at bilen blev armeret af amerikanerne, og blev sendt af sted mod det shiitiske al-Khadimiya distrikt i Bagdad.” (Scoop, 25. september 2005.)

Der er flere lignende episoder. En mand i Mosul blev også hevet væk fra sin bil til afhøring vedrørende sit kørekort. Da bilen efterfølgende kørte ujævnt, fandt han ud af, at nogle havde gemt sprængstof i bilens dæk. ”Vor mand i Honduras” har gjort sit arbejde mange steder i Irak.

Mange kilder i Irak taler om, at mistanken hos mange irakere er, at det er de udenlandske styrker, der står bag de terroristiske bomber og massakrer. Dr. Saad Jawad, professor i statskundskab ved Bagdad Universitet, siger til det canadisk-baserede Centre for Research on Globalisation: ”Vi har mange beviser på, at kræfter udefra forsøger at starte en borgerkrig her, og irakerne er bevidste om det og har gjort en stor indsats for ikke at svare på det.”

Den britiske Journalist John Pilger skriver i New Statesman 4. september 2006, at den sekteriske vold desuden bliver groft overdrevet af de vestlige ledere og medier:
”I modsætning til den officielle løgn om, at drabene nu næsten kun er sekteriske, var 70 procent af de 1.666 bomber, som modstandsbevægelsen sprængte i juli (2006) rettet mod den amerikanske besættelse og 20 procent imod deres marionet politistyrke. Civile tab var 10 procent. Med andre ord kæmper modstandsbevægelsen ikke som USA, der bruger kollektiv afstraffelse, som for eksempel drabene på tusinder af mennesker i Falluja, men kæmper grundlæggende en militær krig og er ved at vinde. Denne sandhed bliver undertrykt, som den blev i Vietnam.”

Bye-bye Bagdad
Den nuværende katastrofe for amerikansk imperialisme i Irak, får nu flere og flere til at sammenligne situationen med Vietnam. De kan ikke kontrollere situationen. Besættelsesstyrkerne har i realiteten mistet kontrollen over hele det vestlige Irak. I september rapporterede USA’s marinekorps, at den vestlige provins Anbar er faldet. Anbar er en nøgleprovins i Irak med byer som Haditha, Ramadi og Falluja. Den dækker over 30 procent af Iraks areal og går fra Bagdad til den syriske og jordanske grænse. Da en officer blev udspurgt om rapporten sagde han: ”Vi er ikke blevet slået militært, men vi er blevet slået politisk – og det er der, krige bliver vundet og tabt.”

Den politiske ledelse i Anbar består nu af fundamentalister og grupper som Al Qaeda. Dette er i sig selv en fordømmelse af imperialisterne: folk foretrækker at kæmpe for fundamentalisterne end finde sig i amerikansk overherredømme. Før invasionen havde Al Qaeda ingen base i Irak, nu er de i stand til at tiltrække tusinder af desperate unge rekrutter. I stedet for at ”bekæmpe terrorisme” har den amerikanske invasion forstærket disse grupper, og den amerikansk tilstedeværelse i Irak fungerer som det bedste rekrutteringskontor, fundamentalisterne kunne tænke sig.

Uden for Anbar er situationen ikke meget bedre for koalitionen. Den sekteriske vold, som invasionen bærer hovedansvaret for, er ude af kontrol og har sin egen dynamik, der forhindrer, at situationen på nuværende tidspunkt kan stabiliseres. Koalitionen angribes desuden i et omfang, så det ikke er forkert at tale om modstanden som en vedvarende opstand imod besættelsesmagten. Der er i gennemsnit 800-900 angreb på koalitionsstyrkerne hver uge – det svarer til et angreb hvert kvarter. Dette lægger åbenlyst et stort pres på de amerikanske styrker, og analytikerne i USA er da også begyndt at tale åbent om, at Irak er tabt.

Som om den rent militære situation ikke var slem nok for imperialisterne, trues de af økonomisk rod. Krigen koster 2 mia. dollars om ugen, og det er klart, at selv USA ikke kan leve med sådan et dræn på statens finanser. Dette er også grunden til, at der i Washington nu er røster om at trække tropperne hjem – hvis bare man kan finde nogle, der er venligt stemt over for USA, der vil overtage kontrollen. Men dette vil aldrig kunne lade sig gøre. Langt størstedelen af irakerne hader USA, og for dem har ”Stars and Stripes” samme betydning, som hagekorset har for de fleste europæere. Ingen amerikanske marionetter i Bagdad vil være i stand til at overleve mere end et par timer, når USA trækker sig hjem i vanære.

I selve Bagdad er amerikanerne ikke i stand til at opretholde noget, der minder om lov og orden. Sunnimuslimske militser kontrollerer alle indfaldsveje til Iraks hovedstad. Det er shiamuslimske militser, der har kontrol over selve Bagdad, og der er kampe i forstæderne mellem de sekteriske militser. USA har indkaldt 5000 ekstra irakiske politifolk og overvejer nu at lukke Bagdad for omverdenen med en ring af pigtråd og checkpoints. Men det vil ikke være tilstrækkeligt. Før eller siden vil spørgsmålet om selve tilstedeværelsen af udenlandske tropper i Bagdad blive stillet. Hvis Bagdad falder, vil det omgående rejse spørgsmålet om amerikanernes tilstedeværelse i resten af landet, og de vil stå over for to muligheder: enten at forlade landet, hvilket vil være et stort nederlag. De kan også forsøge at genindtage byen med magt, men dette vil også ende i nederlag. Uanset hvad vil almindelige amerikanere vende sig massivt imod krigen. De vil spørge, hvorfor de mistede deres sønner og døtre i Irak.

Hvis USA skal opnå reel kontrol med Bagdad vil det indebære, at de indtager Sadr City, som kontrolleres af Mehdihæren. Men sådan en offensiv er yderst risikabel, og den vil indebære store tab hos amerikanerne. Det vil være et slag, hvor der vil være hård kamp om hver bygning og hver gade. Det vil være umuligt at få den irakiske hær til at udføre dette arbejde – enten vil soldaterne desertere, eller også vil de slutte sig til Mehdihæren. Uanset om USA tager dette slag eller ej (hvilket er nødvendigt, hvis de skal blive i Irak), vil det være forkert. Imperialisterne står i en blindgyde.

Et umuligt valg
Der åbner sig nu forskellige muligheder for USA. De leder efter en vej ud, men ingen af de muligheder, de har til rådighed, vil betyde sejr – tværtimod vil den ene mulighed være værre end den anden. Men groft sagt optegner der sig fem muligheder.

Den første mulighed er at opdele Irak i mindst tre zoner: en kurdisk del i nord, den centrale del til sunnierne og landets sydlige del til shiaerne. Dette ville være en katastrofe for irakerne, og selv i form af en ”konføderation” ville zonerne bevæge sig i retning af selvstændige stater. Det ville betyde massive etniske udrensninger på en barbarisk skala. Det ville også indebære krig mellem de forskellige dele, da Iraks olierigdomme ville blive særdeles ulige fordelt, og sunnierne i den vestlige og centrale del af landet ville blive efterladt med ørkensand. Nabolandene ville blive tvunget til at intervenere. Tyrkiet ville ikke kunne tolerere dannelsen af en kurdisk stat. Iran ville intervenere massivt i Iraks sydlige og østlige del, og der er mulighed for, at Saudiarabien også ville blive draget ind i en væbnet konflikt for at beskytte sunnierne og presse Iran tilbage. Bagdad ville eksplodere i et inferno af sekteriske massakrer. Dette er en meget usikker løsning for imperialisterne, men ikke desto mindre bliver den alvorligt overvejet. Dette ses blandt andet på amerikanernes møder med den sunnimuslimske Islamiske Hær i Amman for nylig, hvor amerikanerne prøver at forsikre sunnierne om, at der vil være en fair fordeling af oliepengene i en løs konføderation mellem tre zoner.

Den anden mulighed er, som nogle demokrater i Washington har talt for, at inddrage Syrien og Iran for at få dem til at tage kontrollen. Men det vil være et gigantisk nederlag for amerikanerne at overlade kontrollen til disse regimer, og det vil åbenlyst true USA’s indflydelse i hele regionen. Desuden er der igen spørgsmålet om Tyrkiet og kurderne – Tyrkiet vil være tvunget til at gå ind og sætte en stopper for dannelsen af en kurdisk stat før det truer selve Tyrkiets enhed som stat.

Den tredje mulighed er, at USA trækker sig ud omgående. Dermed vil alt, USA gik ind i Irak for, være tabt – og de vil aldeles miste kontrollen med oliefelterne. Denne mulighed er ikke sandsynlig, da den vil indebære, at den nuværende irakiske regering vil falde omgående og quislinge-ministrene vil blive henrettet. Dette vil den amerikanske regering ikke kunne holde til.

Den fjerde mulighed er en ”gradvis” tilbagetrækning. Her er omstændighederne de samme som ved en omgående tilbagetrækning – det vil bare være en længerevarende proces, og tabstallene vil stadig være høje.

Den femte mulighed er et militærkup, hvor USA kan sætte en ny ”Saddam” på tronen – en ny stærk mand, der kan styre Irak med en jernnæve. Der hersker i korridorerne i Washington stor utilfredshed med, at Nuri al Maliki ikke kan holde styr på militserne, og et kup er en reel mulighed i deres forsøg på at stabilisere det udenlandske herredømme. Men det vil samtidig afsløre imperialisternes stinkende hykleri, at man har væltet én Saddam blot for at indsætte en ny (og nu må vi huske på at argumentet for krigen om at skabe ”demokrati” først blev opfundet efter løgnen om masseødelæggelsesvåbnene blev afsløret).

Fra Saigon til Sadr City
Det vi er vidne til, er et massivt nederlag til den amerikanske imperialisme på verdensplan. Efter Sovjetunionens kollaps blev vi lovet en verden i fred, fremgang og stabilitet. Nu var historien slut, fik vi at vide. Vi skulle nu nyde at leve i den bedste af alle verdener under markedsøkonomiens evangelium. I dag er der ikke et eneste atom tilbage af den optimisme, kapitalisternes ideologiske ledere havde dengang. I stedet for eufori er der pessimisme og panik. USA’s nederlag i Irak vil slå fast med syvtommersøm, at det amerikanske imperium langt fra er uovervindeligt – at det tværtimod er en kolos på lerfødder.

Billederne med amerikansk exit fra Saigon viste, at den amerikanske imperialisme kan besejres. Nu bliver det vist igen i Sadr City, Falluja, Basra (selv om briterne har kontrollen her), Kirkuk og resten af Irak.

Da krigen mod Irak begyndte, var mange opgivende og tænkte, at man ikke kan stille noget op over for den amerikanske militærmaskine, og at imperialismen er uovervindelig. Dette nederlag til imperialismen bør give alle levende kræfter i hele verden håb og selvtillid. Det er klart, at kapitalismen som verdenssystem ikke er i stand til at løse de problemer, det selv skaber.

Imperialismens nederlag i Irak bør især give inspiration til masserne i Latinamerika. Al snak fra de ledere, der snakker om at det er ”farligt at provokere imperialismen” ved at ekspropriere de store virksomheder, må forstumme nu. Den amerikanske imperialisme er ydmyget og i miskredit. Dette vil give impuls til den udvikling, der foregår inde i USA – særligt blandt emigrantarbejderne, som viste deres store potentiale med generalstrejken 1. maj. Imperialismens nederlag vil ikke løse noget – men det vil åbne sluseportene for en revolutionær udvikling inde i selve USA. Gennem den næste periodes turbulente udvikling vil USA blive rystet fra top til bund, og det stolte folk, der har givet os Sam Adams, Abraham Lincoln og Malcolm X, vil med en socialistisk omdannelse af samfundet sætte en stopper for det mareridt, de amerikanske kapitalister har nedkaldt over folkene i Irak, Afghanistan og Latinamerika.