I dag har der været massive demonstrationer, strejker, blokader, faglige møder og besættelser i hele landet. Arrangørerne i København sagde at over hele landet havde omkring 100.000 deltaget i demonstrationerne. Det er historiske tal – 17. maj var der lige så mange, men hvornår har man i Danmarkshistorien set så store demonstrationer med så korte mellemrum – i hvert fald ikke siden 1985. Der blev demonstreret i omkring 10 byer. I København samledes op mod 40.000 og i Århus var der rekordstort antal på omkring 25.000.

Download pdf med flere billeder (3.7 mb)

Demonstrationerne var præget af en enorm kampvilje og gejst – også selvom flere i København demonstrerede i op til 4 timer. Også blokader og demonstrationer spredte sig; 415 ud af 540 daginstitutioner var således enten blokeret (198) og 217 lukket pga. faglige møder/strejke.
At demonstrationerne var en succes kan der ikke herske tvivl om, men mange må nu spørge sig selv – hvad nu?

Fagbevægelsens ledelse fraværende
At demonstrationerne i dag blev en succes kan ikke tilskrives fagbevægelsens top, som har været fuldstændig fraværende.

På konferencen om velfærd d. 2. september, var støtter af Socialistisk Standpunkt de eneste der talte for at konferencen skulle bakke op om og ikke mindst mobilisere til demonstrationerne i dag.
Så trods at en lang række organisationer, herunder LO-storbyerne var medunderskrivere på dagens demonstration, har de intet gjort for at mobilisere til dagens demonstration. På konferencen d. 2 september talte LO-toppen imod at støtte dagens demonstrationer, og valgte så alligevel at skrive sig på et par dage efter – så havde de deres på det tørre.

Samme holdning blev indtaget på genstart Danmark konferencen d. 1. september – fordi Socialdemokraterne og DSU ikke ville protestere mod velfærdsforliget, så lagde alle andre sig på maven og accepterede at man ikke kunne tage beslutning om demonstration og strejke.


Der må en ledelse til
Man kan sige det var lidt tilfældigt at demonstrationen i dag, faldt sammen med protesterne mod de kommunale besparelser. Havde strejkerne ikke fundet sted, og havde mobiliseringen fra organisationerne været på samme niveau, var dagen i dag ikke blevet meget mere end en dag med symbolske aktioner. At demonstrationerne i dag blev så store, og ikke bare blev symbolske aktioner, kan uden tvivl kun tilskrives de strejkende århusianere. Det er pædagogerne i Århus der har fået sat protesterne på dagsordenen. Det er deres kamp der har inspireret og mobiliseret til demonstrationerne i dag.

Strejkerne, blokaderne osv. har spredt sig som en steppebrand de seneste uger, og må siges at være en historisk bevægelse. De har vist, at de offentligt ansatte i Danmark absolut ikke er bange for at kæmpe, og at de er mere end villige til at gøre det. Samt at de er milevidt foran hele ledelsen i arbejderbevægelsen.

Mange på venstrefløjen har argumenteret for at strejker skal opstå spontant, sådan som man kan sige det er sket de sidste uger. Men lige nu ser vi netop denne taktiks begrænsninger.


Pædagogerne i Århus har været spydspidsen – de har strejket i snart fire uger uden løn. Flere grupper er gået med, og strejkerne og blokaderne har også spredt sig til andre dele af landet. Men bevægelsen spreder sig langsomt, og spørgsmålet er, hvor længe fortroppen kan fortsætte, hvis ikke den se at dette er en fælles kamp. I dag mødtes 700 tillidsmænd for pædagoger i København for at diskutere strejker. Forslaget faldt med et minimalt antal stemmer. Det har frustreret mange, og må uden tvivl også frustrere pædagogerne i Århus.

Hvis kampene skal vindes – og det skal de – er der ingen vej uden om; strejkerne skal udvides til hele landet og må omfatte både de offentligt og de privatansatte. Det eneste skridt fremad nu er en 24-timers generalstrejke!

Det er tydeligt, at en af svaghederne i bevægelsen har været manglen på national koordination. Arbejderklassen har skabt landsdækkende organisationer, for at disse skal samle kampene, fordi man står stærkest samlet.

Nu må fagbevægelsen indtage deres rolle som kamporganisationer og gå forrest.Fagtoppens henviser til de fagretslige regler som begrundelse for ikke at kunne indkalde til strejke og tale imod strejker ved enhver lejlighed. Men disse regler er intet andet end arbejdsgiverregler og et skalkeskjul for at fagtoppen kan sidde på deres fine kontorer og lade medlemmerne kæmpe selv. Alle arbejdere, offentligt såvel som privatansatte, må presse deres fagforeninger til at gå i spidsen for kampene. Hvis arbejdsgiverne, i dette tilfælde regeringen og kommunerne, forringer vores forhold, så må vi have lov til at strejke. Truer de med bod, må fagbevægelsens svar være truslen om generalstrejke og opsigelse af hovedaftalen.


Når bevægelsen er så diffus som nu, vil mange tøve med at strejke. Men der er ingen tvivl om, at hvis fagbevægelsen gik forrest, ville flertallet gå med i strejke. Fra talerstolen i København blev der opfordret til demonstration torsdag arrangeret af BUPL, LFS, PLS og forældrene, og til at fortsætte strejkerne. Men der blev ikke givet nogle konkrete bud på hvem der skal koordinere de fortsætte strejker og blokader. Det er ikke nok bare at fortsætte kampen må samme niveau – den må optrappes.

Også Enhedslisten var ude med parolen om strejker, men må sige de kom lidt vel sent. Opfordringen til strejker blev sendt ud i går, og uden nogle bud på hvem der skulle organisere og lede disse strejker, og hvem der skulle beslutte dem. Når parolen om strejke slynges ud sådan, midt i en hel konkret kamp, er det intet andet end en tom frase, som lyder venstreorienteret.

D. 2. september blev det fra LO-storbyerne og fagligt ansvar, der skulle være den progressive del af fagbevægelsen, afvist at man kunne beslutte noget – men det er at gøre bevægelsen svagest muligt. Ingen kan på nuværende tidspunkt beslutte noget på nationalt niveau. Det er i virkeligheden det største forræderi.

Støtter af denne avis var også de eneste til d. 2. september at fremføre kravet om en national tillidsmandsmøde senest en uge efter demonstrationerne i dag – men også dette blev afvist.
Men der er ingen vej uden om; der må indkaldes til et nationalt tillidsmandsmøde der kan beslutte hvad næste skridt i kampen må være.

Vælt regeringen
Der er ingen tvivl om at denne kamp nu er en kamp på liv og død for regeringen. Giver den indrømmelser nu er det det samme som at give sig selv dødsstødet.
Derfor er der ingen vej udenom: regeringen må væltes – den har ikke længere noget mandat i befolkningen.


Men det er også klart at spontane og spredte strejker kan ikke vælte regeringen. Det kan kun en massiv bevægelse blandt alle arbejdere i Danmark; både de offentligt ansatte og de privatansatte.
Dette er ikke bare et spørgsmål for de offentligt ansatte. Regeringens nedskæringer rammer alle arbejdere, og der er ingen tvivl om, at de privatansatte bakker om kravene.
Hvis regeringen skal væltes, kræver det, at de privatansatte og offentligt ansatte samles, som første skridt i en 24-timers generalstrejke.

Hvad, der sker nu, er usikkert: det ser ud til at strejker og blokader fortsætter spredt i København og andre steder. Og i aften mødes pædagogerne i Århus endnu engang til stormødet for at diskutere den fortsatte kamp.
Men bevægelsen kan ikke vende om nu –den har ikke kæmpet så længe, for at det skulle være forgæves – vi vil ikke bare vise, at vi er utilfredse, men vi vil vinde.
Det gælder børnene, de syge og de gamle, det gælder de offentlige ansattes arbejdsmiljø, faglige stolthed og helbred – det gælder den danske velfærds fremtid!

Vælt regeringen!
For nationalt Tillidsmandsmøde!
For en 24-timers generalstrejke.