Det er tydeligt at regeringen har mistet ethvert mandat den måske engang havde i befolkningen. Langt over halvdelen af befolkningen siger nu ifølge meningsmålinger at staten må give penge til kommunerne, så besparelserne kan undgås.

Venstre førte valgkamp på at være et velfærdsparti, men nu viser den sit sande ansigt for flertallet af befolkningen. I dag samles tusindvis af vrede offentligt ansatte, forældre, unge og gamle til demonstration - budskabet er klart: åben for statskassen - ikke flere nedskæringer!

Strejker, blokader og besættelser spreder sig som en steppebrand
Som de sidste dage er skredet frem har strejker, blokader og gymnasiebesættelser bredt sig som en steppebrand over det ganske land, fra Nordjylland til Fyn, over København til Lolland/Falster. I Århus er socialarbejderne, dagplejere og andre grupper, der normalt ikke strejker gået med i protesterne, og strejken blandt pædagoger er gået ind i fjerde uge, trods manglende løn og bøder. Det viser at kampen er blodigt alvor; ingen mister en månedsløn for sjov.

Strejkerne har også spredt sig til en lang række andre kommuner, og også i København er der i dag forældreblokader på mere end 100 daginstitutioner.

Pædagogernes tillidsmænd i København mødes, ifølge Arbejderen, i dag i Nørrebrohallen og går derefter i samlet trop til Rådhuspladsen hvor de demonstrerer allerede klokken 14.30, indtil forhåbentlig mange andre kommer til klokken 16 hvor den fælles demonstration begynder.
Det kunne tyde på omfattende strejker også i de københavnske daginstitutioner.

Og ligeledes holdes der landet over faglige møder på f.eks. Lolland og i Nordsjælland, samtidig med at der arrangeres busser til fælles demonstration i den nærmeste store by.

Ligeledes har mange folkeskoleelever og gymnasier valgt at blokere deres skoler, og flere steder sågar at besætte gymnasierne.

Fagforeningerne må gå forrest - Opsig hovedaftalen
De seneste mange år har budt på forringelse på forringelse af velfærden – nu har folk fået nok! Men vi har protesteret mange gange – senest 17. maj i historisk store demonstrationer.

Denne gang må vi kæmpe kampen til ende – vi vil ikke længere ”bare” vise vi er utilfredse – nu er det alvor. Pædagogerne i Århus har allerede vist at de mener det alvorligt – de mister tusinder af kroner på at strejke, og alligevel fortsætter de.

Støtter af denne avis fremførte bl.a. på konferencen 2. september at LO må gå i spidsen for disse protester og samle kampene i en national 24-timers generalstrejke. Strejkerne har indtil nu spredt sig spontant, men det er klart at ingen kan kæmpe for evigt, og slet ikke alene. Det er afgørende at strejkerne må samles nationalt.

Hvis strejkerne skal være mest effektive må de samles i en fælles protest. Indtil nu har fagforeningslederne messende gentaget deres budskab om at de fagretslige regler skal overholdes, og at de strejkende skal gå tilbage på arbejde. Men vi har ikke dannet fagforeninger, og betalt et månedligt (højt) kontingent for at vores ledere hver gang der er kamp skal bakke ud.

Gang på gang forringes arbejdsforholdene for de offentligt ansatte, men ifølge hovedaftalen må de kun strejke når overenskomsterne forhandles – men det er jo ikke her at arbejdsforholdene forhandles. Når arbejdsgiverne (kommuner og stat) kan forringe arbejdsforholdene udenfor overenskomsterne, må det også være lovligt at strejke.

Fagforeningerne må gå forrest i kampen, og kræver arbejdsgiverne bod, må fagforeningens svar være 24-timers generalstrejke – er dette ikke godt nok, må hovedaftalen opsiges.

For en 24-timers generalstrejke
Nedskæringerne i velfærden rammer ikke bare de offentligt ansatte – de rammer alle dem der dagligt har brug for at få passet børn, at kunne komme på sygehuset, at de gamle bliver passet osv. Dette er en kamp for hele Danmarks arbejderklasse – en kamp om at bevare og udbygge det velfærdssamfund, som arbejderne selv har kæmpet igennem og opbygget efter anden verdenskrig. Pædagoger, hjemmehjælpere osv. har et magtfuldt middel når de strejker, men ikke nær så magtfuld som arbejderne i den private sektor – de kan sætte samfundet i stå, og ramme erhvervslivet på penge pungen. Statskassen bugner af penge, og ligeledes gør virksomhederne. Det er penge som den danske arbejderklasse har skabt, hver dag den går på arbejde.

De mere end 80 milliarder i overskud i statskassen er betalt af den danske arbejderklasse gennem skatter – nu er det på tide at pengene bruges på velfærd. Statskassens overskud må bruges på velfærd, ikke ligge og rådne op.

Regeringen må gå af
Anders Fogh lod i sin åbningstale i Folketinget som om han var fuldstændig uberørt af dagens protester. Men han narrer ingen – hans og Venstres udmeldinger viser hvor pressede de er; personangreb og hetzkampagner viser en regering der er trængt op i en krog, og som fuldstændig har mistet sit mandat.

Anders Fogh og Venstre har beskyldt bevægelsen for at være styret af socialistiske ekstremister. Hvis de mener at samtlige deltagere i protesterne, såvel offentligt ansatte, som forældre, gamle og unge er socialister så ser det absolut godt ud for den socialistiske revolutions fremtid i Danmark. Sandheden er nok desværre ikke helt sådan – men det viser to ting: at regeringen er presset til det yderste, og at Venstre indirekte indrømmer at socialisterne er den eneste politiske strømning der reelt kæmper for og forsvarer velfærden.

Ligesom der ikke er nogen tvivl om at regeringen er presset er der heller ikke nogen tvivl om at der skal et massivt pres til før den giver flere penge til kommunerne. Hvis regeringen først åbner for statskassen er det det samme som at indrømme at den har lidt et enormt nederlag, og den kunne ligeså godt gå af.

Derfor; hvis denne kamp skal vindes må regeringen gå! Hvis arbejderpartierne mobiliserede på denne parole og går forrest i kampene med et klart alternativ til den borgerlige regering, er der ingen tvivl om at den borgerlige regering kan væltes.

Arbejderpartierne har flertal i flere kommuner, alligevel vælger socialdemokraterne at skære ned i f.eks. Århus, dermed sikrer de indirekte den borgerlige regerings fortsatte beståen. Nu må Socialdemokraterne opstille et reelt alternativ, og sige nej til enhver nedskæring.

Hvor stor demonstrationerne bliver i eftermiddag er svært at sige – men der er ingen tvivl om at de bliver store – og at vreden er enorm. Men hvis kampen skal vindes må den tages til det næste skridt. Kampene må samles nationalt – målet er at fjerne nedskæringerne – den borgerlige regering må gå!