Nogle gange er det værd at huske på, at det kan være klogt at takke nej, når kannibalen inviterer en til middag. For det kan være, man selv står på menuen. Det burde ledelsen for Socialdemokratiet have husket på, da de blev inviteret til velfærdsforhandlinger med den borgerlige regering.
På trods af, at Anders Fogh tidligere har lovet det modsatte, har de borgerliges mål hele tiden været at skære så store stykker som muligt af velfærdsstaten. Det såkaldte ”velfærdsforlig” er kommet i stand på trods af adskillige konferencer og demonstrationer, hvor tillidsfolk fra arbejdspladserne, unge under uddannelse og andre almindelige mennesker klart har tilkendegivet, at angreb på pension, efterløn, dagpenge og SU er aldeles uacceptable. Igen og igen er det blevet sagt fra disse konferencer og demonstrationer, at arbejderklassens partier, med Socialdemokratiet i spidsen, klart bør afstå fra at bistå de borgerlige i at slagte velfærden.
Nuvel, Helle Thorning Schmidt og de andre i partiets top har sat sig for at arbejde regeringen ud af kontorerne. Der er bare et lille problem med dette. Hvordan vil de få opbakning til en ny regering, hvis oppositionens ledere ved hver given lejlighed går med i regeringens nedskæringsforlig? Hvilket alternativ giver det til de danske arbejdere? Spørgsmålet besvarer sig selv, og det kan aflæses i meningsmålingerne.
Der er i skrivende stund store protester mod kommunale nedskæringer i mange byer. Offentligt ansatte i Århus, Roskilde, Ballerup, Fåborg-Midtfyn og andre steder har været til protestmøder og demonstrationer. Indtil videre har flere lokale LO-sektioner tilsluttet sig modstanden mod regeringens nedskæringsdiktater. Dette er et positivt skridt i kampen for at tvinge regeringen i knæ. Men der er brug for mere end blot møder og hensigtserklæringer, som de borgerlige tydeligvis kun har foragt til overs for. Der må handling bag ordene – tillidsfolk og aktive arbejdere må organisere modstanden på landsplan for at presse LO til at organisere en 24 timers generalstrejke mod angrebene på kommunernes velfærd.
Hvis vi skal tage et kig over det sidste år, så har de danske unge og arbejdere igen og igen bevist, at de er villige til at kæmpe. Både lærere og pædagoger har holdt konferencer, hvor lederne har sagt, at folk aldrig før har været så vrede som nu. Og demonstrationerne den 17. maj var en enorm demonstration af arbejderklassens og ungdommens kampvilje.
Alligevel har fagtoppen, dele af ”venstrefløjen” i fagbevægelsen og ledelsen for arbejderpartierne, godt hjulpet af visse ledere af ungdommens organisationer, igen og igen hævdet, at der ikke er vilje til at slås for velfærden gennem arbejdsnedlæggelser. Disse såkaldte ”ledere” er en skændsel, og deres funktion lige nu består i at være en byrde i stedet for et aktiv for arbejderne og ungdommen.
Den massive utilfredshed i kommunerne må forbindes med kampen imod regeringens ”velfærdsforlig”. LO må presses til at samle protesterne i en 24 timers generalstrejke med trussel om optrapning, med krav om, at velfærden genoprettes i stedet for at blive slagtet.
Dette vil samtidig lægge massivt pres på Socialdemokratiet om at trække sig ud af regeringens forlig – og det vil åbne perspektiverne for, at arbejderpartierne kan danne regering på baggrund af krav om udbygning af velfærden, nedsættelse af arbejdstiden og nationalisering af de store virksomheder og banker. Kort sagt en arbejderregering på et socialistisk program. Det er det, der er opgaven for de bevidste arbejdere og unge i Danmark i dag.
